Læsetid: 3 min.

Staten Washington - et nyt Californien

En flaske Riesling i Seattle fører skribenten op ad en af staten Washingtons mange vinveje
Kultur
11. oktober 2008

I afslappede, uprætentiøse Seattle går vi ind på Karma Lounge. Med det lilla læderbetræk på stolene, et turntable med to Technics 12-10'ere i baggrunden og hundreder af flasker sprut i baren ligner lokalet ikke det oplagte spisested. Men køkkenet er blevet anbefalet i New York Times.

Da jeg indover en monstrøs grillet kongekrabbe ønsker indehaveren tillykke med omtalen, glor han uforstående på mig. Det har han slet ikke opdaget herovre på sin side af kysten. Den er god nok, forsikrer jeg ham. Bare vent. Det vil snart vælte ind med østkyst-intellektuelle.

Det kan han lide at høre, smutter om bag baren og kommer tilbage med en ekstra flaske hvidvin til krabben. En Riesling, der smager af honning, fersken, lidt af vanilje og meget, meget godt. Den er fra huset Sagelands i Yakima Valley, fortæller han, i den østlige del af staten Washington, der for tiden suger meget opmærksomhed for gode vine til en pris, der er langt billigere en Californiens.

Men det tænker vi ikke videre over, før vi et par dage efter står på en penthouse-altan i Vancouver og ser ud over havet. Vi er på besøg hos Mads, der er dansk lektor på University of British Columbia og flammende vinfanatiker.

"Yakima Valley?" siger han, da jeg nævner flasken, vi fik på Karma Lounge.

"Jamen dér kommer i jo lige forbi, når I er på vej tilbage til Seattle."

Perfekte forhold

Det er i Washington, det rykker for tiden inden for amerikansk vin. Overalt skyder spæde stokke op, og flere og flere guldmedaljer går til denne nordvestligste stat i landet, der med sine mere end 500 vinproducenter sender flere flasker på markedet end nogen anden stat i landet, på nær mægtige Californien. Vin, der primært kommer fra områderne Yakima Valley, Columbia Valley og Walla Walla Valley, der ligger ved grænsen til staterne Oregon og Montana.

Succesen bunder først og fremmest i de perfekte fysiske forhold. Området er kuperet med masser af sydvendte skråninger og gennemvævet af floder. Den veldrænede jordbund er sandet, løs, stenet og stopfuld af mineraler. Cascades-bjergkæden på vest- og Rocky Mountains på østsiden beskytter mod regn. Og der er endnu flere solskinstimer her end i Californien, mens nætterne er lige tilpas, tip top kolde.

Steak og Shiraz

Fra Seattle kører vi vestpå fra Montana gennem smalle Idaho tilbage ind i staten Washington. Lige der, hvor Rocky Mountains stopper brat, og prærien begynder, er der særlig smukt. Det gule sensommergræs former et varmt tæppe foran de urolige bjerge. Men vi har ikke tid til postkortmotiver. Vi skal videre. Foran os venter vinmarkerne. Jeg træder på sømmet, udlejningsjapanerens 3,8 liters V6-motor buldrer fremad, og et par timer senere rammer vi byen Yakima midt i vindalen, mens solen dykker orange ned over parcelhuse delt op i rektangler af brede veje fulde af pick up-trucks. Her er der ikke mange forsonende træk. Og dog. På et stille spisested med mange borde og få gæster serverer de en perfekt rød steak og en listig lokal Shiraz, amerikanernes foretrukne drue.

Næste morgen kører vi ud i vinlandet. Sagelands, producenten af den fine Riesling, som i første omgang lokkede os ud på denne omvej, lever dog ikke op til forventningerne. Vinhuset er stort, sterilt og upersonligt. Det kan godt være, de er gode til at lave vin, men ikke til at skabe stemning.

Til gengæld begejstrer en række små familiedrevne vinhuse. Særlig glade bliver vi for Windy Point, der ligger smukt på toppen af en bakke med udsigt ud over vin- og frugtmarker. Smagerummet er placeret i en imponerende Frank Lloyd Wright-inspireret bjælkebygning med store panoramavinduer, der elegant integrerer landskabet.

Og sikke en vin, de laver, ægteparret Mike og Liz Stepniewski, der plantede den første stok så sent som i 1999. Allerbedst er nok deres komplekse, frugtige Cabernet Franc Reserva, der udelukkende består af denne aristokratisk lette franske drue, som lige så stille er ved at liste sig ind på det amerikanske vinmarked. Men også deres Cabernet Sauvignon og Shiraz glider lifligt ned som saftevand på varme sommerdage. Bedre fås det ikke, selv ikke i Californien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her