Læsetid: 4 min.

Strukturreform hos litteraturpolitiet

Oprejsning. Der er gået råd i Bermudatrekanten: Pludselig respekterer kultureliten Hanne-Vibeke Holst og hendes velmenende trivi-litteratur, for hun er nemlig en Dooor Forfatter. Og kendt fra medierne
Udgivet på Gyldendal, uendelig opmærksomhed i Politiken, respektfuld taletid i DR, taget til nåde i Information. Det er, som om den kulturelle Bermudatrekant - som i sin tid angiveligt promoverede kulturradikale forfattere - er genopstået, nu i den dårlige smags tjeneste. Her ses forfatter Hanne-Vibeke Holst ved Gyldendals efterårsreception i Klareboderne.

Udgivet på Gyldendal, uendelig opmærksomhed i Politiken, respektfuld taletid i DR, taget til nåde i Information. Det er, som om den kulturelle Bermudatrekant - som i sin tid angiveligt promoverede kulturradikale forfattere - er genopstået, nu i den dårlige smags tjeneste. Her ses forfatter Hanne-Vibeke Holst ved Gyldendals efterårsreception i Klareboderne.

Kristian Juul Pedersen

23. oktober 2008

I al den tid, jeg har virket som anmelder - cirka otte år - har Hanne-Vibeke Holst beklaget sig over, at hun ikke blev anerkendt nok som forfatter. Det har hun gjort højlydt og længe og insisterende, og det gjorde hun også inden, hendes nyeste roman, Dronningeofret, udkom for tre uger siden. Det skete i et interview over hele tre sider i Politiken, hvor Holst blandt andet brokkede sig over, at hun endnu ikke havde fået boghandlerprisen De Gyldne Laurbær.

Det måtte være de litterære smagsdommeres skyld. De måtte til at oppe sig. Hvilket de så, artigt, gjorde i forbindelse med udgivelsen af Dronningeofret. Ikke at anmeldelserne var synderligt positive, faktisk var de ret forbeholdne, men de respekterede Holst ud over alle grænser. Bare se på herværende avis' Erik Skyum-Nielsen, dansk litteraturpolitis grand old man, der med en kandidat til årets spydigste passage skrev følgende om fortælleteknikken i den nye roman:

"Alt skal op og stå på bogens sider, thi for Hanne-Vibeke Holst er fænomenet 'undertekst' en landsby i det yderste Sibirien, for nu at anslå hendes eget friskfyragtigt poppende jargonsprog. Læseren skal være villig til at læne sig tilbage i sædet og lade sig fodre med ske. Jah, Dooor Dreng, tænker man, hver gang babubilen har afleveret atter en mundfuld mos."

Men så var det ligesom, gassen gik af ballonen, for da Skyum-Nielsen skulle uddybe sin kritik, kunne han ikke rigtig stå ved den. "Nogle vil finde maden syntetisk, spækket som forfatterens litterære teknik og stil er med leflen for den dårlige smag," skrev han, og skrev også om sportsmetaforik "af lige præcis den type, som det 'gode' sprogs vogtere hader". Nogle, men altså ikke dig, Erik? Og hvad er der med de gåseøjne?

I avisernes spalter er du - vi - det gode sprogs og den gode litteraturs vogtere. Det er der ingen grund til at skamme sig over, det er vores eksistensberettigelse. Men det skulle der åbenbart lægges afstand til. Man skulle jo nødigt være elitær, bare fordi man anmelder noget dårligt.

Nåja, Skyum var ikke den eneste. I Berlingske Tidende skrev Katrine Lilleør, at Dronningeofrets billede af vores samtid er som "Henrik Pontoppidans store romaner". At bogen også "maser læserens sympati på plads", betød åbenbart mindre, selv om den slags sjældent er en æstetisk nydelse. I Politiken blev bogen anmeldt over en hel forside. May Schack var vist ikke specielt glad for den, men kunne på den anden side ikke få sig til at skrive det. Dertil var respekten for stor.

I DR2, Danmarks Radios finkulturelle figenblad, blev Hanne-Vibeke Holst udnævnt til en "førende kulturpersonlighed". Det skete i Clement Kjersgaards nye talkshow Autograf, hvor Clement - hvem er, i deres hjerter, ikke på fornavn med Clement? - kun interviewer førende kulturpersonligheder. Indtil videre har han talt med Jane Aamund, Kristian von Hornsleth, Benny Andersen, Peter Øvig Knudsen og altså Hanne-Vibeke Holst. Ifølge DR er det toppen af poppen, for os andre er det folk, der mere fører i mediebevågenhed end på den finkulturelle bane.

Svigtet som lille, nazist som stor

Udgivet på Gyldendal, uendelig opmærksomhed i Politiken, respektfuld taletid i DR, taget til nåde i Information. Det er, som om den kulturelle Bermudatrekant - som i sin tid angiveligt promoverede kulturradikale forfattere - er genopstået, nu i den dårlige smags tjeneste.

Udviklingen er selvfølgelig sørgelig, men den er også ironisk og passende. For Dronningeofret er i sin kerne udtryk for en art trivialiseret kulturradikalisme. Ikke bare er bogens heltinde, socialdemokraten Charlotte Damgaard (og med hende forfatteren selv) fyldt med de rigtige meninger om medmennesker og udlændinge og miljø. Romanen erstatter også politisk analyse med livsstilsmarkører. De gode rejser til Italien, de onde på campingferie i Tyskland, de gode drikker rødvin, de onde spiser nutella, af glasset!

Den lader på nærmest parodisk vis sine højreradikale lide af traumer fra barndommen. Det er som i Morten Nielsens digt om 'Tykke': Hvis man blev svigtet som lille, så bliver man nazist som stor. Samtidig lader Hanne-Vibeke Holst sine heltinder have et knaldsundt sexliv og i øvrigt være stanglækre, barmfagre, 'søde og smukke'. De kvindelige skurke findes i enten kvabsede eller overvægtige modeller.

Det er svært at se den feministiske pointe i netop dét valg. Til gengæld stemmer det overens med en kulturradikal tradition for at betragte politiske modstandere med en blanding af moralsk fordømmelse, æstetisk afsmag og eksistentiel medlidenhed. De kan ikke gøre for det, alle dem, der handler i Bilka og hverken holder sig i form eller får orgasmer. De er bare samspilsramte. De fik ikke kærlighed som børn.

Måske var det dén slags, Erik Skyum-Nielsen tænkte på, da han roste bogen som et indlæg i den verserende værdidebat. Under alle omstændigheder: Hanne-Vibeke Holst kunne ikke komme ind i de litterære inderkredse, så de måtte komme til hende. På vejen opgav de evnen - og modet - til at vælge mellem skidt og kanel. Det er der en morale i, men den er for trist til at skrive her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Fredsgaarde

De gyldne Laurbær uddeles af landets boghandlere. Det er salgstallene, der tæller. Ikke indholdet. Længere er historien ikke. Det sku' da lige være: Tænk at nogen gider skrive så meget om så lidt. Punktum.

Jens Smærup Sørensen solgte en masse eksemplarer af sin roman 'mærkedage'. Kompositionsmæssigt er den en mindre nyskabelse. Og det er så også det positive, der er at sige om den.

Jeg har læst den (eller været ved at læse den). Og magen til opstyltet, gammeldags og kedeligt sprog skal man lede længe efter. Beskrivelserne er kedelige, dialogerne er ikke spændstige nok. Og undertekst er der vel nok; ikke nok efter min mening.

Det er som om der kommet en hel del forfattere, der mener, at læserne partout skal have at vide, hvad forfatterne selv mener, enten om noget politisk eller om det de sidder og skriver, eller om den tid, de skriver om. Og det er altså ikke en forfatters opgave i en roman at udtale sig om hvad han eller hun synes om dette eller hint. Så må man skrive en poltisk debatbog.