Læsetid: 3 min.

Et stykke intellektuel tid og rum lukker ned

Gennem årtier var Århus Bogcafé en af de mest velassorterede intellektuelle og akademiske boghandler i Nordeuropa. Om ganske få dage er det slut
25. oktober 2008

Om ganske få dage lukker Århus Bogcafé efter mere end 30 år i hjertet af en aktivistisk og kritisk intellektuel kultur og bogverden, der snart ikke findes mere. Har man hang til kritisk teori og frankfurterskolen, bibliofile venerationer eller endog borgerlig højkultur, kunne der være grund til at skrige forfald ganske højlydt. Det er slut med at være homie i Århus bogcafé.

Uden fuldgyldigt empirisk belæg vil jeg hævde, at Århus Bogcafé igennem årtier har hørt til en af de mest velassorterede intellektuelle og akademiske boghandler i Nordeuropa. Om få dage er det slut, og hermed lukkes der ikke alene for en særlig epoke i århusiansk akademisk kultur- og åndsliv, men der forsvinder tillige et særligt rum, der kunne henføre fossiler som undertegnede til lange stunder af stille nysgerrighed, der aldrig blev mæt eller færdig med at se, læse, overveje.

Powershopping

I de bedste øjeblikke var det som at træde ind i verden udlagt som bibliotek. Man kunne finde bøger for længst udsolgte fra forlagene (forleden fandt jeg en første udgivelse fra 1977), nye værker på hovedsprogene, alt fra sociale årbøger over filosof, globaliseringsteori til forbrugerantropologi.

Der var meget der ikke var der, men der var altid nye bøger, gamle bøger, som påkaldte sig ny opmærksomhed. Og ofte tunge og dyre bekendtskaber, når den gamle fluesmækker blev taget i brug.

Bogcafeen er det sted jeg bedst forbinder med powershopping.

Jeg erindrer en dag, hvor jeg bad Knud eller Arne - to af de bærende kræfter i bogcafeen gennem en menneskealder - om at hjemtage Michel Foucaults Dits et ecrits. Cours au College de France 1954-1988. Fire bind og flere tusinde sider. Ikke en eneste dansk boghandel havde den slags stående dengang i midten af 1990'erne, og formentlig heller ikke i dag. Adspurgt bekræftede jeg, at der her var tale om en samling af stor betydning, hvorefter der fluks blev bestilt flere eksemplarer hjem. Ikke just supply chain management eller moderne lagerstyring. De stod der også længe, og bar vidnesbyrd om en evne til at insistere på kvalitet på den ene side, og på den anden side altid at lytte til kunderne. De to forhold skabte gennem et stabilt og dedikeret personale en rød tråd af miljø og kultur, som var åbent, venligt og inviterende modsat så mange andre institutioner i den akademiske verden, som bogcafeen på den ene side jo var bundet til. Men ikke alene.

En Århus-historie

Bogcafeen hang fra sine tidligere år sammen med det anti-autoritære miljø omkring værtshuset Æsken i Anholtsgade og forlaget Modtryk i midten af 1970'erne, og kom senere efter afskeden med venstrefløjens hegemoni til at vidne om, at Århus ikke alene var en livlig studenterby eller Danmarks rock-storby i 1980'erne, men også havde et intellektuelt miljø, som favnede forfattere, forskere, studenter og bogelskere, som kom i bogcafeen.

Ikke som del af et varmt værdifællesskab, men som et sted der sugede forskellige og strittende interesser til sig funderet på en grundlæggende idé om bogens virkelighed og mulighed.

Verdensklasse

Det er ikke alene internettets voksende dominans på bogmarkedet, som trækker luften ud af fænomener, som Århus Bogcafé.

Netop udviklingen i den akademiske verden udgør et nyt strukturvilkår, der har været med til at fjerne eksistensgrundlaget for bogcafeen. Universiteterne er i dag koncerner, der sender indkøb af lærebøger i internationale udbud, og dermed begrænser undervisernes mulighed for at vælge udbyder.

Hvor universitet i sin oprindelse var globalt (Aquinas' forelæsninger i 1200-tallet i Paris var tilløbsstykker for folk fra hele Europa), er det nu ikke alene primært globaliseret som videnskultur, men også som big business. Det skal man ikke græde snot over, men engang i mellem må man åbent konstatere, at det fandeme er ærgerligt, at der tabes verdensklasse på ét niveau, medens vi efterhånden pr. refleks jagter det på alle mulige andre niveauer.

Bogcafeens exit er også en lille historie om netop det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu