Når frokosten glider over i fortrolighed, kommer bekendelserne. Engang var de faktisk lige ved ... men så ... og faktisk kunne de på en måde lige så godt være blevet homoer, men nu flaskede det sig tilfældigvis sådan, at de begærede det modsatte køn og derfor endte som heteroer. Sådan siger de, nærmest undskyldende, når de forklarer det, der åbenbart er udtryk for deres eget helt personlige valg af livsstil. Som om der var noget specielt at undskylde for i den forbindelse. Ikke desto mindre har jeg ikke længere tal på, hvor mange gange, jeg har lagt øre til den samme metroseksuelle beklagelse.
Begærets hylder
Udbredelsen af queer-kulturen og de tilknyttede teorier har tilsyneladende gjort vores allesammens seksualitet vældig flydende og ubestemmelig. Altså er det nærmest et tilfældigt udtryk for personlig smag, at vi befinder os der, hvor vi er. I eller uden for heterokassen. Og hvis der er nogen, der har fanget den med frit valg på begærets hylder, så er det den højere middelklasse. Et segment, der netop er kendetegnet ved rent faktisk at have og kunne forestille sig valgmuligheder.
Selv er jeg godt på vej ind i den progressive middelklasse af universitetsuddannede smagsdommere, landsforrædere og røde lejesvende. Har for længst lært at tale dens sprog og dyrke dens smag. Og jeg mistænker kapitalismen for at have bundet folk historien om det frie valg på ærmet. Den laver i forvejen alle menneskelige relationer om til forbrug, så hvorfor ikke også bilde os ind, at alle vores valg er ægte og autentiske udtryk for, hvem vi inderst inde er. Så køber vi jo mere.
Hvis vi ikke gør, så er det, fordi vi netop fravælger det. Og altså foretrækker en genbrugspose med luft i frem for et fladskærms-tv som vores personlige brand.
I andres sted
Men det hører med til historien, at hvide, progressive middelklassemennesker elsker at pine sig selv med, at de er hvide og relativt rige. Vi lider altid af weltschmertz, måske fordi vi ved, hvad weltschmertz er, og derfor kan føle det. Og nu er det jo ikke, fordi folk, der ikke tilhører middelklassen, ikke bliver vrede over verdens tilstand og social uretfærdighed, men der er bare noget særlig forbrugerisk ved måden, hvorpå progressive hvide middelklassemennesker opfører sig ansvarligt og empatisk.
Vi insisterer nemlig på at sætte os i andres sted, lige dér, hvor vi helt præcist ikke befinder os, fordi det faktisk var nogle andre, der trak nitten. Men jaja ok så, det kunne lige så godt have været én selv, og derfor er det bare lige groft nok. Så køber man et barn i Afrika, tager på krigsturisme i Afghanistan, husker at slukke lyset, så jorden ikke går under, og drikker mælk af biologisk nedbrydelig majsemballage.
Den dårlige samvittighed over at være privilegeret bekræfter middelklassens overskud. Nu er de heteroseksuelle middelklassemennesker også begyndt at pine sig selv med, at de er heteroer og altså har taget det mest fornuftige valg. Så invaderer de homobyen og tilføjer en trans til samlingen af eksotiske venner og bekendte.
Retfærdig harme
Selv om queer og gay-friendly nok især er slået igennem i den kommercielle verden, hvor Kirsten Lehfeldt som chefen Phillip er blevet et ikon, der sælger masser af øl, og Drama Queen vinder Melodi Grand Prix til gavn for indtægterne i underholdningsindustrien, har angrebene på tvangsheteroseksualiseringen fra LGBTQ-miljøerne gennem tiderne trods alt øget fokus på de fraværende rettigheder og den tilstedeværende diskrimination af ikke-heteroseksuelle.
Den uretfærdighed har den heteroseksuelle del af middelklassemenneskerne for længst forstået. Og de er forargede. Der er ingen som øvre-middelklasse-heteroer, der for nylig har set lyset i form af queer-teori, der kan begræde samfundets uretfærdigheder. Det er bare så groft, at vi andre bliver overfaldet og skal søge om adoptionstilladelse for at blive forældre til vores egne børn.
Heterovarer
Den nye trend efterlader ikke-heteroseksuelle-wannabee-højere-middelklassemennesker som mig selv i et vist dilemma. Skal vi lade os indfange, eller skal vi indtage den omvendte strategi og begynde at fetishere heteroerne som varer? Det sidste kan varmt anbefales. Her på det seneste har jeg således tilføjet adskillige heteroer til min samling. Dels er de jo strengt taget lige så søde som andre mennesker, og dels bekræfter det mig i mit nyfundne middelklasse-overskud, når jeg sætter mig i deres sted.
Der er ingen som homoer, der er i stand til at lytte med indlevelsesevne og lægge skulder til, når heteroerne har problemer i parforholdet. Det er bare så groft, at de har trukket nitten, da de valgte livsstil og nu bliver nødt til at leve under de modbydelige samfundsskabte kønsrollemønstre, som vi subversive avantgardetyper helt personligt har valgt fra.
