Læsetid: 1 min.

The sweet smell of success (1957)

Burt Lancaster er intet mindre end frygtindgydende i dette drama fra 1950'ernes New York, som man kunne kalde en mediesatire, hvis ikke den havde været så ætsende ond
Kultur
24. oktober 2008

Burt Lancaster er intet mindre end frygtindgydende i dette drama fra 1950'ernes New York, som man kunne kalde en mediesatire, hvis ikke den havde været så ætsende ond.

Lancaster spiller den brutale J.J. Hunsecker, hvis avisklumme er så læst og han så magtfuld, at alle prøver at gøre ham tilfreds. Ikke mindst presseagenten Sidney Falco (Tony Curtis), der har stjerner i øjnene og er villig til at sælge sin veninde for en god placering af en klient i en af J.J.'s klummer. Selv Falco er dog lige ved - men kun lige ved - at få nok, da J.J. vil have ham til at ødelægge forholdet mellem sin uselvstændige, nervøst anlagte søster (Susan Harrison) og en ung, lovende guitarist (Martin Milner), som J.J. ikke bryder sig om. Falco gør, som han får besked på - sælger sin sjæl til djævelen - men det får uforudsete konsekvenser for både ham og Hunsecker.

Skotsk-amerikanske Alexander Mackendrick har instrueret med flair for menneskets mørke sider og Broadways glitrende lys, mens Clifford Odets og Ernest Lehman har skrevet manuskriptet på baggrund af en af Lehmans bøger, og The Sweet Smell of Success er et strålende eksempel på, hvor meget vid og bid, der kunne være i en Hollywood-film, når folkene bag skruede bissen på.

The Sweet Smell of Success. Instruktion: Alexander Mackendrick. Manuskript: Clifford Odets og Ernest Lehman. Kan fås på region 2-dvd via Amazon.co.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her