Læsetid: 2 min.

Tid til gyldne dage

Frederik Thaae er med sit band A Kid Hereafter pladeaktuel med albummet 'Yo!' og er i øjeblikket på alles læber i den musikalske undergrund. Han debuterer desuden som dj på torsdag og glæder sig til at se hedere debatter i den amerikanske valgkamp
Kultur
20. oktober 2008
Frederik Thaae er med sit band A Kid Hereafter pladeaktuel med albummet 'Yo!' og er i øjeblikket på alles læber i den musikalske undergrund. Han debuterer desuden som dj på torsdag og glæder sig til at se hedere debatter i den amerikanske valgkamp

- Hvad ser du frem til at opleve på kulturscenen i den kommende uge?

"Jeg skal være dj for første gang på torsdag, så det glæder jeg mig til."

- Hvad vil du især se frem til i tv i den kommende uge?

"Jeg ser frem til, at debatterne på CNN bliver mere og mere hede. Jeg er kraftigt afhængig af alt, hvad der har med det amerikanske valg at gøre."

- Hvilke aviser, magasiner og tidsskrifter vil du orientere dig i?

"Weekendavisen plejer at være det, jeg når."

- Hvilken kunstner laveri øjeblikket det mest spændende og nyskabende?

"Lightning Bolt, som spiller i Lades Kælder i november - det er sådan en hillbilly-duo, som spiller vanvittigt højt på forvrænget bas og tromme, fra Midtvesten. De har sådan en musikalsk kvalitet, som jeg godt kan lide, fedt højt tempo og en god energi."

- Seneste bog, du har læst?

"Jeg har faktisk lige læst Animal Farm af George Orwell, den manglede jeg at læse. Jeg fandt den sådan langt nede i reolen. Man kender jo ligesom historien, men den er næsten mere absurd, end jeg havde forestillet mig. Den er nærmest universel i dens budskab, og drævende i sin struktur."

- Seneste teaterstykke, du har set?

"Det er fandme ved at være lang tid siden. Jeg skal se, om jeg overhovedet kan huske det. Det er en form, jeg ikke kan med, for man er blevet vænnet til filmkunsten, og så virker teater ikke troværdigt - at folk nærmest råber replikker ind i hovedet på én. Til gengæld har jeg hørt, at det er noget, som børn falder for, med den meget energi og den opskruede facon. Jo, Robert Wilson-stykket var det sidste, jeg så, altså Woyzeck (fra 2002, red.), og det var interessant, også fordi der var så meget spændende musik med."

- Seneste udstilling, du har set?

"Jeg har lige været i Berlin og se en udstilling på Neue Nationalgalerie. Det var en fotoudstilling i sort/hvid med en japaner, som hedder Hiroshi Sugimoto, som havde nogle vilde koncepter. Han tager billeder af udstoppede ting på museum, så det er ret stift, men så blander han det med noget realistisk, så bliver det fedt og ikke så stift. Han har også taget billeder af lyn. Ideen går forud for fotoet, så når man først har læst teksterne om, hvordan fotoet blev til, har man rigtig meget lyst til at se billederne."

- Andet?

"Jeg kan anbefale en film, Zeitgeist, jeg har set på nettet, som er sjov. Der har været masser af debat om alle de her konspirationsagtige film. Der er så kommet en opfølger, som kun handler om verdens økonomi, og hvordan man kunne lave et Utopia. Det er nogle vildtflyvende teorier, men der skal også være være nogle ekstremer."

Albummet 'Yo! anmeldes påside 17

Hver uge spørger Information en aktuel kulturperson, hvad han/hun vil opleve af kultur i den kommende uge, og hvad vedkommende har forbrugt i den forgangne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her