Interview
Læsetid: 6 min.

Tilskuer til Napolis rå virkelighed

Filminstruktøren Matteo Garrone har oplevet krigens virkelighed i Napolis forstæder i forbindelse med 'Gomorra'. Information har besøgt Garrone i Rom
Nedefra. Vi ville skildre Camorraens virkelighed, som den ser ud for dem, der befinder sig nederst i hierarkiet, fortæller filminstruktøren Matteo Garrone, der har lavet den roste film 'Gomorra' om den napolitanske afart af den italienske mafia.

Nedefra. Vi ville skildre Camorraens virkelighed, som den ser ud for dem, der befinder sig nederst i hierarkiet, fortæller filminstruktøren Matteo Garrone, der har lavet den roste film 'Gomorra' om den napolitanske afart af den italienske mafia.

Kultur
3. oktober 2008

ROM - Matteo Garrone tilhører den del af det romerske borgerskab, der forstår at bære en jakke til et par tusinde euro, som om det var en klud fra en genbrugsbutik. Som 18-årig indskrev han sig på Nick Bollentieris berømte tennisakademi i Florida, hvor han trænede med blandt andet Andre Agassi og Monica Seles. Men da drømmen om et liv som professionel tennisspiller brast, blev Garrone først kunstmaler og siden filminstruktør.

I foråret fik den snart 40-årige Garrone sit store gennembrud, da filmen Gomorra om det udsigtsløse liv i Napolis forstæder, hvor Camorraen (den napolitanske mafia, red.) hersker, blev tildelt juryens specialpris ved filmfestivalen i Cannes.

Gomorra er baseret på en bog af Roberto Saviano, som i Lorens Juul Madsens danske oversættelse har fået titlen Mafiaen i Napoli. Savianos bog er alene i Italien blevet solgt i over en million eksemplarer, og den er foreløbig oversat til 33 sprog. Bogen indeholder en detaljeret beskrivelse af 'o sistema (systemet), som napolitanerne kalder den lokale mafia, og udpeger klanernes ledere med navns nævnelse. Saviano er født og opvokset i Napoli, men bogens store succes har tvunget ham til at forlade hjembyen, og han lever nu under permanent politibeskyttelse. Da jeg besøgte Matteo Garrone i hans lejlighed i Roms centrum, havde et enstemmigt, italiensk filmakademi dagen forinden udpeget Gomorra som Italiens kandidat til en Oscar for Bedste Udenlandske Film.

En dybere sandhed

- Hvordan adskiller filmen Gomorra sig fra Savianos bog?

"Lige fra starten var Saviano og jeg enige om, at filmen så at sige skulle gå i den modsatte retning i forhold til bogen. Savianos bog er så rig på historier, at man kunne lave hundrede forskellige film. Men vi udvalgte fem historier fra bogen, som jeg har forsøgt at fortælle med et billedsprog, fordi jeg mener, at film er en figurativ kunstart. Filmen benytter sig kun tilsyneladende af en dokumentarisk realisme. Det var et stilistisk valg for at forsøge at bevare det præg af reportage og undersøgende journalistik, som man finder i Savianos bog."

"Jeg har selvfølgelig lavet en masse research på de steder i Napoli, hvor filmen er optaget. Men jeg har forsøgt at fortolke stederne på en anden måde, end Saviano gør. Når man fortolker virkeligheden, forvandler man den også, og således bliver fortællingen snarere sand end realistisk. Kunsten skal indeholde en dybere sandhed og ikke blot imitere og repræsentere virkeligheden. Som enhver anden kunstner har jeg forsøgt at forholde mig til den kunstneriske fremstilling. For den uopmærksomme seer kan filmen altså virke som en dokumentarisk fortælling, mens den lidt mere opmærksomme seer vil bemærke, at der er foretaget et stort dramaturgisk arbejde for at forløse stoffet."

Nederst i hierarkiet

- Hvilke erkendelser om mafiaens virkelighed har du gjort dig under arbejdet med filmen?

"Da vi lavede filmen, havde jeg den oplevelse, at der findes en kæmpestor gråzone mellem det legale og det kriminelle. Når man er en del af den virkelighed, oplever man ofte stor forvirring. Det er ikke nemt at gennemskue, hvordan tingene hænger sammen. Det, der bringer mange unge i nærheden af mafiaen, er manglen på uddannelse, manglen på arbejde og manglen på et egentligt forhold mellem mennesker og institutioner. Camorraen træder således i stedet for de statslige institutioner. F.eks. er mange forældre afhængige af penge fra klanerne for at kunne købe skolebøger til deres børn."

"Derfor hjælper det heller ikke noget at sætte hæren ind mod mafiaen, som regeringen nu er begyndt at gøre igen. Hvis ikke man tager udgangspunkt i fænomenets årsager, kan man ikke løse problemet. Mange i Napoli har ingen uddannelse. De lever i en næsten dyrisk virkelighed. Derfor indser de ofte først, at de har begået en fejl, når det allerede er for sent. Som om de ikke er bevidst om, hvilken situation de lever i. Vi ville skildre Camorraens virkelighed, som den ser ud for dem, der befinder sig nederst i hierarkiet."

- Hvordan er 'Gomorra' i forhold til andre film om mafiaen?

"I modsætning til næsten alle andre film om mafiaen ville jeg vise, at det er en virkelighed uden nogen som helst form for glamour. Men jeg ville også vise, hvordan netop film om mafiaen udgør en inspirationskilde for den måde, som mange i det miljø opfører sig på. Et konkret eksempel, som stammer fra Savianos bog, er den villa, som mafiabossen Francesco Schiavone, der nu sidder i fængsel med adskillige domme på livstid, lod opføre. Han afleverede et bånd med Brian De Palmas film Scarface til arkitekten og bad ham om at tegne en eksakt kopi af gangsteren Tony Montanas villa i filmen. Det er klassisk eksempel på, at den kriminelle verden har behov for at basere sig på forbilleder fra filmens verden. Man skulle tro, at film tager udgangspunkt i virkeligheden, men ofte forholder det sig altså omvendt."

- Hvordan kommer det ellers til udtryk?

"Det kommer f.eks. til udtryk i folks måde at opføre sig på, deres måde at klæde sig på, deres kropssprog osv. Da vi optog filmen i Napoli, havde jeg mulighed for at iagttage folk, der tilhører systemet. Jeg bemærkede en antropologisk forandring, som på mange måder minder om den, man kan iagttage blandt fodboldspillere. På billeder af fodboldspillere fra 1960'erne kan man se, at de har mere markerede ansigter end nutidens spillere, som er velplejede og modebevidste."

"I filmen har jeg forsøgt at fortælle, hvordan denne antropologiske forandring manifesterer sig på forskellige måder i Napoli-området. I Scampia, som er et kæmpestort boligkompleks i udkanten af Napoli, er de meget modebevidste, mens drengene fra Caserta-provinsen har et mere råt kropssprog. I filmen repræsenterer de to drenge fra Caserta en slags Don Quixote og Sancho Panza. De tror, at de lever i en amerikansk actionfilm, ligesom Don Quixote tror, at han lever i en ridderroman. Det universelle tema er, at mennesker har en tendens til at imitere."

Krigens virkelighed

- Betragter du selv Gomorra som en politisk film?

"Det har interesseret mig mere at beskrive forholdene og konflikterne mellem de mennesker, som lever i en mafiøs virkelighed, end at lave en egentlig politisk film. Intentionen med filmen var, at Napoli skulle fungere som metafor for en global problematik. Krigen, som man oplever den mellem mafiaklanerne i Napoli, er et universelt tema. At filmen har opnået et stort publikum, er et bevis på, at det lykkedes at skabe en film, der med udgangspunkt i en lokal virkelighed handler om noget universelt."

"Det interessante ved Savianos bog er netop også, at den beskriver, hvordan problemerne i Napoli har globale implikationer. Det er ikke en film mod Camorraen, men om Camorraen. Vi ville fortælle, hvor nemt det er at blive en del af nogle bestemte mekanismer, og hvordan mange menneskers liv bliver påvirket af systemet. Vi siger ikke, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, men har i stedet forsøgt at tage udgangspunkt i ansigterne, farverne og lyset. Filmens politiske gennemslagskraft baserer sig på det sprog, den bruger. For mig er Van Goghs billede af solsikkerne meget mere politisk end så meget andet. Man måler en films værdi på dens udtryksmæssige originalitet."

- Har arbejdet med filmen ændret dit syn på Italien?

"Italien består af mange forskellige virkeligheder, som ofte er forbundne og overlapper hinanden. Det var en overraskelse for mig at opdage, at man blot to timers kørsel fra Rom kan opleve krigens virkelighed. Den oplevelse ville jeg formidle til publikum ved at fortælle filmen fra en subjektiv synsvinkel, som om en udenforstående ved et tilfælde var havnet i Napolis forstæder. For mig er seerens følelsesmæssige reaktion det vigtigste. Det er meningen, at denne film skal give publikum en direkte oplevelse af - og nogle konkrete informationer om - Camorraens verden. Man skal være overrasket, når man forlader biografen, have filmens billeder i hovedet og en knugende fornemmelse i maven."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her