Læsetid: 4 min.

Uden tvivlen er der intet frit valg

Latteren, eftertanken og tvivlen går hånd i hånd hos Umberto Eco
Den italienske forfatter Umberto Eco kan andet end være 'dyb' filosof. Man behøver blot læse hans absurd morsomme essay om, hvordan man rejser med en laks, for at overbevise sig.

Den italienske forfatter Umberto Eco kan andet end være 'dyb' filosof. Man behøver blot læse hans absurd morsomme essay om, hvordan man rejser med en laks, for at overbevise sig.

9. oktober 2008

Jeg kan ikke huske den første af mine mange affærer med litteratur, eller hvornår den begyndte. Måske har det været, mens jeg lå ved min fars skulder og fik læst Tintin og den Sorte Ø højt? En af de lange, regnfulde somre hvor jeg stillede min appetit ved at læse mig gennem klassikere som De Tre Musketerer? Kan den rigtige første affære have været en teenagers fascination af Isaac Asimovs Stiftelsen-trilogi, der aldrig rigtigt er blegnet? Og hvis teenageårenes passion ikke tæller, er det måske først de senere års modne forelskelser i Viola, Julie, Rosalind og Shakespeares mange andre 400 år unge mennesker?

Det er umuligt at vælge, for hvilke kriterier skal man stille op? Hvis vi som børn 'legede Tintin,' ville man altid være Tintin, som man beundrede for hans retskaffenhed og mod, men hjertet var med Kaptajn Haddock - storryger, stordranker, evig leverandør af de mest opfindsomme bandeord, og dermed indbegrebet af den politiske ukorrekthed. Kombinationen af de to er svær at slå, ligesom det er svært at forestille sig en intolerant Tintin-elsker. Hvor er Ringenes Herre, og hvordan vægter man kampen mellem det gode og det onde? Skal man lægge mere vægt på den måde, morgenscenen i Romeo og Julie får ens hjerte til at føles som den langsomme sats i en Rachmaninov-symfoni? Og hvad gør man af filmen - hvor er Disneys Snehvide og de Syv små Dværge, og hvordan kan man glemme den barndommens magi, man føler lige så stærkt som voksen?

Jeg ved det ikke, og jeg har heller ikke lyst til at vælge, på samme måde som jeg heller ikke har lyst til at holde ferie det samme yndlingssted hvert år. For i fiktionens verden kan man have mange elskerinder, og i modsætning til de levende af slagsen, bringer hver ny kærlighed nye aspekter frem i de gamle uden at man af den grund elsker dem mindre. De taler til hinanden, og de taler om hinanden, også når vi ikke lytter, og de gør det umuligt for os at vælge én. Hver gang et værk taler om et andet, holder det begge værker åbne for fortolkning. Som bl.a. italieneren Umberto Eco har understreget, er det denne 'intertekstualitet', der holder os i evig undren i fiktionens verden - og i endeløs tvivl.

Det siges, at Descartes før han valgte sit diktum Cogito Ergo Sum - jeg tænker altså er jeg - en tid overvejede, om det ikke var filosofisk mest korrekt at sige Dubito - jeg tvivler altså er jeg. Han overbeviste sig om, at det at tænke kommer før det at tvivle, men kan man være sikker? Hvis der er én ting, der forfølger mig som erklæret liberal, og som på samme tid overbeviser mig om, at det er det, jeg er, er det den evige tvivl. Og for mig er Ecos forfatterskab i høj grad en erkendelse og en hyldest til netop tvivlen og de muligheder, den åbner for os.

Munkeliv

På et vist plan handler forfatterskabet i høj grad om 'det åbne værk', om hvordan værker kan læses på mange plan og har mange muligheder, og derfor om hvordan man må leve med en evig tvivl om, hvad de 'egentlig' betyder. Man skal selvfølgelig ikke tage fejl, Eco kan andet end være 'dyb' filosof. Man behøver blot læse hans absurd morsomme essay om, hvordan man rejser med en laks, for at overbevise sig. Men på samme tid som historien måske siger, at det er en dårlig idé at købe laks, før man er hjemme, siger den også noget om de uforudsete følger af, at hotelansatte gør deres arbejde bevidstløst efter bogen.

Latteren, eftertanken og tvivlen går hånd i hånd hos Eco, og måske mest af alt i hans mest læste bog, Rosens Navn. Bogen der blev en uventet bestseller i starten af 80'erne, er en særlig blanding af indføring i middelalderligt munkeliv og forestillingsverden, klassisk britisk who-dunnit, og fortællingen om religiøs intolerance og magtspil. Novicen Adso fører pennen og fortæller om sin mester, den engelske franciskanermunk William af Baskerville (ja, henvisningen til Sherlock Holmes levner ikke megen tvivl) og hans detektivarbejde i et unavngivet kloster i Norditalien, hvor intet er som det synes.

Syndig tvivl

Rosens Navn er selv i sin opbygning en blanding af det moderne og den (forbløffende moderne) middelalderlige verden. Fra starten reflekterer bogen på forunderlig vis Milton Friedmans diktum om, at "there is no such thing as a free lunch". Også her skal man betale først ved at læse sig gennem de første 70 sider - Ecos version af den middelalderlige prøvelse. Da begynder romanen at folde sig ud som den historie om mord, magt og medløberi, den også er, ved siden af det centrale tema om bøger, der sår tvivl, og som munkene derfor ikke må læse.

Og tvivlen er ikke blot unødvendig, men syndig. Kun sublim gentagelse af religiøs viden, argumenter den blinde Jorge, hylder den gud, der sikrer magten i klosteret. Derfor er enhver ytring, der vækker tvivlen, farlig. Rosens Navn kæder således ytringsfrihed sammen med tvivl - uden kritik, ingen tvivl, og uden tvivl ingen tro på individets ukrænkelighed. Dengang som nu er den planlæggernes fjende og individets ven. Uden tvivlen er der intet frit valg og ingen mennesker - kun tom magt over en grå masse. Dét ved Eco.

Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sært at Bjørnskov - som videnskabsmand ikke retter betydeligt mere tvivl imod: Om virkeligheden af frit valg og fri vilje - nu virkeligt også kan være en videnskabelig kendsgerning?

Men Bjørnskov er jo udover at være økonom også liberalist - og lige mht. en videnskabelig stillingtagen til spørgsmålet om fri viljes virkelighed - går liberalistiske videnskabsfolk påfaldende langt udenom - tavsheden på det område har et larmende omfang!

@Mokkasinen

"Hermed har vi formlen på hvordan borgerlige ideologer (ja, sørgeligt at se ansatte på vores universiteter i dette håndværksmæssige forfald!) har redet på postmodernismens bølger og ophøjet grådighed til et universelt princip:
Der er simpelthed tale om en kynisk generalisering der ligger laaangt udenfor hvad de læste kilder kan sandsynliggøre."

---------

Vidste godt at postmodernister ikke godtager virkeligheden af universelle principper, men at de heller ikke ka' li' grådighed, er nyt for mig.

------------

Frihed er indsigt i nødvendigheden.

Hvor imod det er stærkt tvivlsomt om frihed bør være friheden til: ( Meget ) at narre andre til at forsage nødvendigheden.