Læsetid: 8 min.

Vær idealist - vær fanatisk - vær fast!

Hans Scherfig forsvarede kommunismens sag, selv om det kostede ham offentlig anerkendelse og forholdet til bedstevennen, advokaten Carl Madsen. Journalist Arne Hardis har skrevet Scherfigs biografi og har undervejs måttet erkende, at han aldrig får løst gåden om Scherfigs klippefaste tro på den kommunistiske utopi
I den almindelige fremstilling har man gjort Scherfigs tur til USA til en kommunistisk dannelsesrejse, og man mente, at han var taget til New York for at opdage kapitalismens skyggesider. Det passer ikke. Han rejste for at blive genforenet med den kvinde, som han elskede afgrundsdybt. Scherfig er nummer fire fra venstre, og han ser netop mod sit livs kærlighed, den østrigske kunstner Elisabeth Karlinsky, i stedet for mod kameraet.

I den almindelige fremstilling har man gjort Scherfigs tur til USA til en kommunistisk dannelsesrejse, og man mente, at han var taget til New York for at opdage kapitalismens skyggesider. Det passer ikke. Han rejste for at blive genforenet med den kvinde, som han elskede afgrundsdybt. Scherfig er nummer fire fra venstre, og han ser netop mod sit livs kærlighed, den østrigske kunstner Elisabeth Karlinsky, i stedet for mod kameraet.

G. Löfgrene. Håndskrift afdelingen Det Kongelige Biblotek

16. oktober 2008

Hans Scherfig tegnede højhuse to gange i sit liv. Første gang, da han som ung kærlighedssyg mand besøgte New York, og anden gang, da han som midaldrende medlem af DKP blev inviteret til Moskva. Højhusene på de to tegninger ligner ikke hinanden. I New York er de aggressive og firkantede ligesom de tyggegummignaskende kapitalister, der går rundt i gaderne. I Sovjetunionen har selv skyskraberne kurver og moskovitterne bløde runde hoveder og lysende smil.

"Man kan se Hans Scherfigs tegning af Moskva i 1950'erne som et udtryk for, hvor meget han troede på kommunismen. Han tegner simpelthen et samfund, hvor alle mennesker er mere lykkelige, hvor de har en bedre måde at være sammen på. Og konklusionen lyser ud af tegningen: Det er rigtigt, hvad Marx siger: Det er produktionsforholdene, som afgør det hele; når de bliver ændret, bliver verden endelig et dejligt sted at være. I New York klagede han over larmen fra bilerne, i Moskva er bilernes dyttens fremtidsmusik, for Hans Scherfig var lænket til troen på, at han som kommunist var i pagt med fremtiden," siger Arne Hardis, som netop har udgivet biografen Idealisten - en biografi om Hans Scherfig, hvor han forsøger at kortlægge Scherfigs liv og værk.

"Som ung på 1970'ernes venstrefløj læste jeg selvfølgelig alle hans romaner og var meget glad for dem, men min fascination af Hans Scherfig udsprang af noget andet. Jeg ville vide, hvem Hans Scherfig var som menneske, og dermed også forstå, hvordan det var muligt at have så mange humanistiske visioner, samtidig med at man var Moskvatro kommunist."

En maske af bedreviden

Arne Hardis brød sig oprindeligt ikke særligt om Hans Scherfig. Han kendte ham kun som det tro partimedlem, der ligesom de to andre store kommunistiske forfattere Martin Andersen Nexø og Hans Kirk mødte offentligheden med en maske af overlegenhed og bedreviden.

"Den kommunistiske idé om, at kommunismen repræsenterer sandheden, er uhyggelig, fordi den reducerer alle andre mennesker og holdninger til produkter af kapitalismen, som man så kan pille fra hinanden: Han lider af reformistisk bevidsthed, han er småborger, han er del af aftenlandets tænkning. Som kommunist har Hans Scherfig jo videnskaben og historiens lovmæssigheder på sin side, og det bliver til den arrogante maske, som offentligheden ser. De, som kendte Hans Scherfig personligt, vidste godt, at han ikke var sådan i virkeligheden. Jeg talte med Hans Scherfigs datter om det, og hun kunne slet ikke forstå, hvad jeg mente."

Arne Hardis havde som mål for sin research, at han ville ind bag Scherfigs maske og lære at holde af ham. Heldigvis var det ikke svært, for i Det Kongelige Biblioteks arkiv lå en stak breve fra New York skrevet af en ung Hans Scherfig, som var rejst hele vejen over Atlanterhavet i et fejlslagent forsøg på at vinde sin store kærlighed, den østrigske kunstner Elisabeth Karlinsky, tilbage.

"I den almindelige fremstilling har man gjort hans tur til en kommunistisk dannelsesrejse, og man mente, at han var taget til New York for at opdage kapitalismens skyggesider. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Han blev kommunist af at være i USA, men det var ikke derfor, at han tog derover. Han rejste for at blive genforenet med den kvinde, som han elskede fuldstændig afgrundsdybt svimlende, og som han havde mistet. Og de ulykkeligt forelskede breve, som ligger i hans arkiv, betød, at jeg ikke kunne lade være med at tabe mit hjerte til ham."

Kærligheden og kommunismen

Først ville Elisabeth Karlinsky ikke have Hans Scherfig, men til hans dybe glæde og taknemmelighed skiftede hun senere mening. Parret blev gift i 1931, bosatte sig i København og meldte sig sammen ind i DKP, og for Hans Scherfig smeltede kunsten, kærligheden og kommunismen sammen til det faste ståsted, som han havde længtes efter.

"Hans Scherfig skrev et digt som 18-19-årig, hvor de sidste linjer er: 'Vær idealist - Vær fanatisk - Vær fast!'. Det lyder næsten, som om at han bare vil have stukket en eller anden retning ud, og så skal han nok være trofast mod den. Og det er faktisk det, som sker, da han melder sig ind i DKP. Før han bliver medlem af partiet, skriver han lyriske jeg-digte om kærlighed, siden ser vi aldrig mere et jeg-digt. Han skifter simpelthen verdensopfattelse og ændrer dermed også sit kunstneriske udtryk."

I DKP bliver Hans Scherfig til en stædig forsvarer af den kommunistiske sag, både da Stalin og Hitler indgår ikke-angrebspagten, og da Sovjetunionen banker de folkelige oprør i Ungarn og Tjekkoslovakiet ned med hård hånd.

"Det var en særlig kvalitet ved den kommunistiske intellektuelle, at han skulle være selvpisker og indordne sig arbejderklassen, og når en akademiker løb fra det, så blev han offer for hån og tilsidesættelse. Det var også derfor, at det var så svært at forlade partiet."

- Men mange gør det jo alligevel, så hvorfor bliver Hans Scherfig tilbage?

"Jeg kan ikke forklare, hvorfor han bliver. Vi har jo ikke kilder på, hvorfor han ikke går. Men vi må tro på, at han har store oplevelser af venskab og kammeratskab, og at han i hvert fald har haft et godt fællesskab med sin hustru. Men det er svært at forstå, for der masser af mennesker, som går. Hver eneste gang, der er opbrud i partiet, så går den svigefulde intellektuelle. Undtagen altså dem, som har gennemskuet det hele og ved, at de andre bare er ofre for deres borgerlige klassetilhørsforhold. Og den position tager Scherfig på sig i hele sit liv."

Krænkelsen som brændpunkt

Danmarks Kommunistiske Parti var med rette glade for deres prominente medlem, for Hans Scherfigs bøger var med til at åbne danskernes øjne for den kommunistiske sag. Da han i 1973 modtog Det Danske Akademis store pris, gav han alle 50.000 akademikroner til Land og Folk som tak for, at han havde måttet skrive i avisen, da de andre aviser og forlæggere vendte ham ryggen. Men selv om Hans Scherfig både i sin egen og samtidens optik var en kommunistisk forfatter, har hans bøger beholdt deres klassikerstatus, længe efter at marxismen blev hugget til småstykker sammen med Berlinmuren.

"Det forsømte forårs tema går langt dybere end det oppositionsprogram, som den oprindelig var en del af. Dens budskab er, at kongerækker, latin og kadaverdisciplin ikke er godt for mennesket, men når den også kan ramme unge i dag, skyldes det måske, at den skildrer barnets krænkelse i mødet med den voksne verden. Uanset hvilken pædagogik, som skolen har, sker der jo en tilpasning til voksenlivet, som mange børn vil føle krænkende og hæmmende. Hans Scherfig havde selv en fantastisk barndom med en fabulerende legende mor og en omsorgsfuld far, og så kommer han ind i Metropolitanskolen og skal indordne sig. Som gymnasieelev sidder han faktisk og skriver et brev til sig selv, som nærmest kunne være forlægget til Det forsømte forår, hvor han lover, at han vil tage hævn over lærerne fra Metropolitanskolen."

- Men ville Scherfig have været en lige så god forfatter, hvis han ikke var kommunist?

"Jeg synes jo faktisk ikke, at Scherfigs romaner er så kommunistiske endda. Det partikommunistiske præger især hans kommentarer, hvorimod hans romaner er skrevet på den rent personlige krænkelse. Krænkelsen over den tabte barndom og i Frydenholm krænkelsen over den ydmygelse, som han selv oplevede under besættelsen, hvor han som halvblind forfatter blev arresteret og skilt fra sin elskede og sine børn. Som helhed mener jeg ikke, at det er den kommunistiske vision, som bærer hans bøger igennem. Jeg synes for eksempel, at Scherfigs sidste roman, Den fortabte abe, er virkelig vittig. Den handler om den moderne kunst, som Hans Scherfig synes er vanvittig, men den bliver også besjælet af, at han mener, at kunsten er tegn på et samfund, som er dødssygt. Det er bare ikke den kritik, som gør den til en god bog. Det er hans satire over kunstverdenen."

Kommunismen er en uløst gåde

Arne Hardis har kortlagt Hans Scherfigs liv fra den fortvivlede rejse til New York til bruddet med hans bedste ven Carl Madsen, som i midten af 1970'erne bliver ekskluderet fra partiet, da han kritiserer ledelsen. Og selv om Arne Hardis i dag ikke kan lade være med at holde af den Hans Scherfig, som elskede sin kone inderligt, forsvarede sin kunst mod partidisciplinens dogmer og havde en forkærlighed for nisser og okkulte emner, kan han stadig ikke forstå, hvad der fik den milde mand til at brænde så totalt for DKP.

"Jeg har ikke løst gåden, for det kan man ikke. Man kan bare se alle omkostningerne som han tager med, og som viser, at Hans Scherfig må have haft en meget stærk tro. En meget sikker forvisning om, at det her er fremtiden, og at han er på den fremadskridende histories side. Da DKP ekskluderer hans bedste ven Carl Madsen er det dybt smerteligt for ham, men det offer bærer han også. Først en uge før, Carl Madsen dør, sender han et lille brev for at fortælle Carl Madsen, hvor meget han har betydet for ham. Det sker endda i det gedulgte. Det viser, at han næsten hele vejen er parat til at ofre, hvad som helst for sin tro på det kommunistiske parti. Det må have være et uhyggeligt stærkt fællesskab."

I en tid, hvor utopierne er blevet arkiveret sammen med det 20. århundrede og kun stikker hovedet frem, når unge islamister kritiserer vestens åndløshed, eller miljøforkæmpere kræver total omlægning til en anden og mere bæredygtig verdensorden, kan det ellers være fristende at ønske sig lidt af Hans Scherfigs idealisme tilbage for at give fasthed og retning til den danske debat og kulturliv. Men den trang har Arne Hardis ikke.

"Efter at have oplevet det 20. århundrede, som har været befolket med store utopier, synes jeg, at det er befriende, at utopierne holder en pause. Jeg føler ikke selv noget behov for at stable en utopi på hovedet, som skal give mening for hele menneskeverdenen eller nationen."

- Kan manglen på utopier og samfundsmæssige visioner ikke også betyde, at vores kulturliv bliver lidt kedeligt og ligegyldigt?

"Man kan svare udenom og sige, at der er mange kommunister, som led under, at de skulle forsvare projektet, og at det gik ud over deres egen kunst. Om det så gav deres kunst noget andet, er svært at svare på. Skal der være en lysende stjerne i horisonten, som kunstnerne kan stræbe efter? Svaret må blive, at nej, det synes jeg alligevel ikke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det er et fint interview, Johanne Mygind har lavet med Arne Hardis. Men man må håbe, at Hardis læser tekster bedre end billeder.
Hardis ser, at skyskraberne på Scherfigs tegning fra Moskva har kurver, og at moskovitterne har "bløde runde hoveder og lyse smil" – helt modsat hans billeder fra New York. Og det tolkes "som et udtryk for, hvor meget han troede på kommunismen; det "lyser ud af tegningen".
På Scherfigs tegning fra Moskva er der ganske vist en bygning, som på toppen har en kuppel; og kuplen er selvfølgelig per definition rund. Men ellers er bygningerne og alle detaljer på dem alle skarpt kantede og retvinklede. Der er én person, som smiler. Samtlige øvrige personer ser enten let sammenbidte ud eller er helt udtryksløse.
Enten taler Hardis om en anden tegning end den viste, eller også er dette et fint eksempel på, at man ind-læser den tolkning, man har brug for.
At indlæse sin egen opfattelse er iøvrigt ikke ualmindeligt i forbindelse med billedtekster, ikke mindst i beskrivelser af personers psyke udfra portrætter.