Læsetid: 5 min.

Verdensdame fra provinsen

Hun observerer nøgternt og forklarer sjældent. Alligevel bliver hverdagslivet mystisk, og de menneskelige katastrofer lurer lige under overfladen i Helle Helles roman 'Ned til Hundene'. Helle er nomineret til Montanas Litteraturpris
Forfatteren Helle Helle i sin have. Helle Helle er slet ikke et bymenneske, men nyder meget at kunne følge naturen og årstidernes skiften, fuglenes og dyrenes liv. Det pulserende liv i byen siger hende ikke så meget.

Forfatteren Helle Helle i sin have. Helle Helle er slet ikke et bymenneske, men nyder meget at kunne følge naturen og årstidernes skiften, fuglenes og dyrenes liv. Det pulserende liv i byen siger hende ikke så meget.

Linda Henriksen

30. oktober 2008

"Jeg havde en ide om, at fortælleren skulle være en kvinde, der ønsker at være helt alene på en øde ø. Hun skulle være forfatteren til Rødby-Puttgarden. Og hun skulle være mig," fortæller Helle Helle.

Forfatteren sidder på en lille intim scene i Mimeteatret i Odense, hvor hun fortæller for fulde huse om tankerne bag sin seneste roman Ned til Hundene. Helle Helle ligner, som forfatterveninden Naja Marie Aidt har udtrykt det, en verdensdame med sine rå smykker, sine rolige bevægelser og et ansigt, der stråler perlemorsagtigt på baggrunden af hendes natsorte tøj.

Helle Helle (f.1965) fik det helt store publikumsgennembrud i 2005 med den delvist selvbiografiske roman Rødby-Puttgarden, men bagefter havde hun svært ved at få hold på den næste bog.

"For mine personer reflekterer jo ikke så meget, mine romaner består fortrinsvis af dialog. Så hvad skulle jeg skrive, hvis hovedpersonen var helt alene?" spørger Helle Helle frem for sig.

Hverdagsmystik

Derfor ender hendes alter ego, en forfatter, der ligner en million og bliver kaldt Bente, ikke på en øde ø, men i stedet hos de venlige fremmede John og Putte, der bor et sted ved kysten i den danske provins. Et temmelig risikabelt socialt eksperiment kunne man mene, men trods de indledende vanskeligheder blev resultatet så godt, at Ned til hundene nu er blevet nomineret til Montanas Litteraturpris.

Romanen handler om at blive væk for sig selv og fundet af andre, og om værdien af det almindelige, men ikke nødvendigvis kedelige liv hos to førtidspensionister. Alt sammen fortalt i det indlevende, men usentimentale, sprog, der er så karakteristisk for Helle Helle.

Britta Timm Knudsen, lektor i Nordisk på Aarhus Universitet, tøver ikke med at sige, at hun 'elsker' Helle Helles tekster, fordi de viser, at hverdagen i modsætning til manges overbevisning faktisk er ganske mystisk.

"Man taler gerne om, at den moderne verden er affortryllet, at magien er væk. Men Helle Helles realisme er en form for genfortryllelse," siger Britta Timm Knudsen og uddyber: "Hun skriver ikke om det ekstraordinære, om indre rejser, og, i modsætning til de tidlige realister, heller ikke om de store underliggende sammenhænge. Hendes hverdagsrealisme viser i stedet brudstykker, udsnit af samtaler og hverdag."

Netop den manglende afsløring eller blotlæggelse af de store forklaringer, er det, der skaber mystikken, forklarer Britta Timm Knudsen: "Man kan jo spørge, hvad det vil sige at beskrive virkeligheden, som den er. Helle Helle vælger at observere. Beskrivelsen af overfladen, af dét der bare er, skaber en enorm mystik, for hun tilfredsstiller ikke læserbegæret efter nøgler til en underliggende mening eller forklaring af de beskrevne hændelser. Læseren er henstillet til en permanent søgen efter svar."

Rapport fra virkeligheden

Allerede før Helle Helle blev en etableret forfatter, levede hun af sin evne til at rapportere fra virkeligheden. Hun var vært på ungdomsprogrammet P4 i P1, hvor hun med stor indlevelse lavede interviews og reportager med unge. Og netop indlevelsesevnen er en udpræget egenskab ved Helle Helle, fortæller veninden og forfatterkollegaen Kirsten Hamman.

"Helle brugte sit job på P4 til at formidle andre, frem for at promovere sig selv. Hun er meget interesseret i andre mennesker og god til at fornemme stemninger. Når jeg ringer til hende, kan hun altid aflæse på min stemme og mit åndedræt, hvordan jeg har det," siger Kirsten Hamman, der uddannede sig på Forfatterskolen sammen med Helle Helle i 1989-1991.

Nu kommunikerer de oftest pr. telefon, for mens Kirsten Hamman bor i hjertet af København, lever Helle Helle i naturskønne omgivelser i Sorø. Når de ses, tager Kirsten Hamman som regel ud af byen med sin søn, der er nogenlunde jævnaldrende med Helle Helles børn på henholdsvis otte og 14 år.

"Helle er slet ikke et bymenneske. Hun nyder meget at kunne følge naturen og årstidernes skiften, fuglenes og dyrenes liv. Det pulserende liv i byen siger hende ikke så meget, selvom der er gang i hende, og hun synes, at det er skønt at komme til middage og fester i weekenden," siger Kirsten Hamman.

Et forskudt blik

Helle Helle er opvokset i Rødby med sin mor og sin lillesøster og pendlede til Nakskov for at besøge sin far. Som helt ung kvinde boede hun en periode i København, da hun læste først to år på litteraturvidenskab og siden to år mere på forfatterskolen.

Forfatteren Mads Brenøe, der også har læst på Forfatterskolen med Helle Helle, mener, at netop denne bevægelse fra provins til by og tilbage til provinsen, er det, der giver Helle Helle en særlig evne til at fortælle om de mennesker, der lever der.

"Hun var barn i en lille by og blev voksen i storbyen. Derfor kan hun se på provinsen med et, hvis ikke fremmed, så et forskudt blik. Det er det blik, vi ser med i hendes tekster, og det er det, der gør os klogere på de mennesker, hun beskriver," siger Mads Brenøe.

Helle Helle viser, uden at eksplicitere sine pointer eller løfte pegefingeren over for sin læser, at det liv, der måske ikke syner af meget, indeholder sin egen rigdom.

"Selv om hendes prosa er knap og efterlader tomme pladser, som læseren selv skal udfylde, skal man ikke være i tvivl om, at hun ved præcis, hvor hun vil styre sin læser hen med teksten," fortæller Mads Brenøe.

Men det er åbenbart ikke alle, der har sans for den hverdagsmagi, der ligger gemt i netop dette fortælleperspektiv hos Helle Helle.

Under de varme teaterlamper i Mimetea-tret lykkes det hende at smile ad det, hun først anså for at være katastrofalt: "Min svenske oversætter lavede en mindre katastrofe, da han oversatte Rødby-Puttgarden. Der er en scene, hvor en familie vinder 279 kr. i tips. De fejrer det med æbleskiver og morer sig med stor selvironi med at fantasere om at bruge pengene på en flyvetur i en Concorde. I den svenske udgave står der, at de har vundet 279.000 kr.! Da jeg spurgte oversætteren, hvorfor han havde gjort det, svarede han: 'Jeg kunne jo ikke forstå, hvordan nogen kunne blive så glade for 279 kr,'" refererer hun med tyk svensk accent - og lige dele ærgrelse og medlidenhed i stemmen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer