Læsetid: 4 min.

Vildmanden indeni

Kvinder vil stadig have mænd, der er klar til at gribe til vold for at beskytte dem, mener teatret Mungo Parks direktør. Men brutaliteten er farlig, mener han også
15. oktober 2008

Først vil Martin Lyngbo gerne fortælle en anekdote fra sit liv.

Engang, da han var først i tyverne og boede i Århus, var han med nogle homoseksuelle venner på en bar. En af dem flirter i sjov med ham, og det overhører en fuld fyr, der sidder ved bordet ved siden af.

"Er du bøsse?" spørger manden ham aggressivt. Martin er på det tidspunkt afklaret med, at det er han ikke. Men han gider ikke give den fremmede den sejr at benægte, at han skulle være homoseksuel. For hvorfor skulle nogen behøve forsvare sig med, at bare rolig, jeg er straight.

Så han svarer: "Hvad ville du gøre, hvis jeg var?". Og det tirrer den stive stodder sådan, at han i de næste 20 minutter forsøger at fremprovokere et slagsmål. Det er Martin sådan set ikke så bekymret over, for han har trænet kampsport i årevis og er gennem hele forløbet meget parat til at "tage ham ud", som han siger. Vel at mærke, hvis altså fyren vælger at være den første, der griber til vold.

Men så får en udsmider øje på, hvad der foregår, og hælder manden ud af baren.

"På det tidspunkt er jeg fuldstændig oppe at køre. Så møder jeg en pige to minutter efter. Jeg oplever, at det er hende, der tager initiativet, og fem minutter efter høvler vi hjem og knalder igennem hele natten. Og det er virkelig god sex," fortæller Martin Lyngbo og når nu frem til pointen:

"Hun kunne på en eller anden måde fornemme, at jeg var pumpet op med testosteron og adrenalin. Det kunne hun åbenbart godt bruge til noget. Det var en mærkelig erkendelse at vågne med næste morgen, skulle jeg hilse og sige. "

En på lampen

Martin Lyngbo er direktør på Mungo Park i Allerød og har instrueret Kim Fupz Aakesons Spasser Hund Kanin, som det lille ensembleteater spiller for tiden. Et stykke, der ikke bare handler om spassere, hunde og kaniner, men også om kvinder, der vil have maskuline mænd, som kan finde ind til vildmanden bag den civiliserede facade.

Vi har aftalt at mødes på Geologisk Museums udstilling om menneskets udvikling. Receptionisten har lukket os ind før åbningstid, og vi sidder og snakker på gulvet foran grotten med Pekingmanden, der passer sit bål og holder godt fast i en afgnasket knogle.

Der er langt fra denne muskuløse Homo erectus i papmache til moderne samfundsborgere med fast aftale hos frisøren og gasgrill i udestuen. Men han lurer samtidig lige under overfladen, er Martin Lyngbo sikker på:

"Hvis der sker noget voldsomt, så skal manden være der til at beskytte sin kvinde og sit afkom. Også fysisk. Og det kan jeg også mærke på mig selv. Da jeg for første gang fik en kæreste, som jeg var rigtig glad for, så blev jeg vred på en måde, jeg aldrig havde prøvet før, hvis en eller anden var ond imod hende. Jeg fik lyst til at gå hen og spytte svinet i ansigtet og knalde ham en på lampen. Og det var virkelig en underlig erfaring for en pladderhumanist som mig, der måske nok interesserede sig for kamp-sport, men på en meget filosofisk, teoretisk måde."

Og tilsvarende forventer selv moderne frigjorte kvinder, at manden er i stand til at gribe til vold, hvis en fare truer. En central scene i Spasser Hund Kanin er, da den smukke Frida implicit opfordrer sin kæreste Lasse til at gribe til vold over for en fremmed mand, der angiveligt har misbrugt hans mentalt handicappede søster, som han har taget sig af, siden forældrene døde i en bilulykke:

"Der er helt klart noget biologi, som kan træffe beslutninger for os. Selv om vi måske nok efterfølgende kan rationalisere og sprogliggøre disse beslutninger. Og det gælder også for kvinder. På et teoretisk plan synes Frida garanteret, det er godt nok, at Lasse har taget sig så godt af sin søster. Men det hjælper bare ikke noget i sengen."

I sengen er kvinder nemlig styret af nogle mere primitive drifter, mener Martin Lyngbo. Og det har at gøre med genernes overlevelse:

"Jeg tror, at Frida tænker: Den dag, hvor vi får børn, tager han sig sammen, hvis det virkelig er nødvendigt at beskytte sin familie. Når det virkelig gælder, så skal han nok være der. Sådan tænker hun. Men pludselig kommer den dag. Og hvad gør han? Han tænker sig om. Han går i stå. Det kan hun slet ikke have."

Seksualitet og krig

Et andet handlingsspor i Spasser Hund Kanin har med krig at gøre. I korte scener skildres nogle arketypiske krigshandlinger, hvor soldater voldtager og slår civile ihjel. Det er, som om vi skal forstå, at vildmanden indeni os er farlig. Den kan gå amok.

Der er også netop en sammenhæng mellem seksualitet og krig, mener Martin Lyngbo:

"Det kan man jo aflæse i fødselsstatistikker fra krigshærgede områder og tider. Sex og vold hænger sammen. Det er banalt. Men sådan er det. Jeg er sikker på, at de serbiske soldater, der syslede med etniske udrensninger, de fik fisse, når de kom hjem fra arbejde."

På den måde ender stykket ikke som en fejring af den maskuline mand, der hopper fra den ene kvindes seng til den anden, men også som en problematisering af vores biologiske bundethed.

"Stykket interesserer sig for, hvordan rigtig dårlige ting kan ske. Ting, der egentlig er irrationelle og destruktive. Og som ikke burde kunne ske, når nu man humanistisk og utilitaristisk ville kunne regne sig frem til en samfundsmodel, der kunne skabe fred og velstand og brødføde hele klodens befolkning," siger Martin Lyngbo og spørger:

"Hvad er det, der kan få os til at begå uoverlagte, onde handlinger? For eksempel få kvinder til at skubbe til mænd, så det fører til mord på andre mennesker. Eller få soldater til at myrde og voldtage."

Pekingmanden stirrer uskyldsrent inde fra sin mørke grotte. Som om han ved, han er under mistanke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu