Læsetid: 9 min.

Fra vugge til vugge - en blomstrende fremtid venter

Myrerne fylder mere på kloden end menneskeheden, de har knoklet i millioner af år, men de har intet affald efterladt sig. Det moderne menneske har til gengæld ødelagt det meste af kloden på 100 år. Hvis vi lærer af naturens kredsløb og tænker produktion og forbrug helt om, kan vi leve et rigere og mere holdbart liv. Manden bag Cradle to cradle-bevægelsen har besøgt Danmark
Inspiration. Huse skal bygges som træer, byer som skove, siger Michael Braungart. Kirsebærtræets frodighed og overskud af blomster er en gave til mikroorganismer, der forvandler dem til muld. Vi kan lade os inspirere af den generøsitet frem for hele tiden at gå efter effektivisering, opstramning og reduktion.

Inspiration. Huse skal bygges som træer, byer som skove, siger Michael Braungart. Kirsebærtræets frodighed og overskud af blomster er en gave til mikroorganismer, der forvandler dem til muld. Vi kan lade os inspirere af den generøsitet frem for hele tiden at gå efter effektivisering, opstramning og reduktion.

Curt Carnemark

3. oktober 2008

Det startede med kærlighed. Og med et træ. Mere præcist: I et træ. Og sådan er det vist stadig.

Michael Braungart betoner hele tiden vigtigheden af at gå til tingene med venlighed, et åbent sind, fokus på de positive muligheder.

"Vi må afstå fra 'managment by guilt'," siger han.

"Ikke flere negative budskaber. Når verden møder et nyt barn, skal vi sige 'Hvor dejligt, at du er her', og ikke: 'Shit, overbefolkning!'"

Og Braungart viser billeder af blomstrende kirsebærtræer og fortæller om deres overflod og frugtbarhed og generøsitet.

Den tyske professor i øko-kemi taler til en fyldt Dronningesal i Den Sorte Diamant i København. Om Vugge til Vugge-konceptet. Blandt venner C2C efter det engelske originaludtryk Cradle to Cradle. Det ny grænseoverskridende paradigme for produktion, forbrug, planlægning og design, som skal gøre op med selve begrebet 'affald' og lære os at se alle materielle processer som del af lukkede kredsløb.

Fastlænket til en skorsten

Men Braungart starter sin forelæsning med kærligheden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I et bæredygtigt samfund kan der ikke være noget spild i form af affald. Denne tanke er ikke ny, men denne artikel er alligevel inspirerende læsning. selvom man ikke kan sige, at det går altfor godt.
Tænk f.eks. lige på, at det lige er konstateret, at der i Danmark hvert år går 40.000 tons småelektronik op i røg og dioxin.
Også her må ansvaret placeres på regeringens manglende indsats på miljøområdet. Dette problem ligger endda lige til højrebenet, idet det ikke først er nødvendigt at opfinde usete tekniske løsninger.
Det er kun viljen, der mangler.

Steen Rasmussen

Ved at insistere på det positive, ophøje det til sit kategoriske imperativ, og tabuisere det negative bliver Baumgarts realitetsprincip lige så endimensionalt, selvbekræftende og neurotisk, som den volumensyge han orienterer sig omkring.

Tissemyren idealiseres som billedet på den positive uskyld, som billedet på muligheden for at opnå et kæmpe volumen, uden at dette volumen bliver sit eget problem. Han ser i myrerne et eksempel på grænseløs vækst, der aldrig udvikler sig til sit eget problem, fordi tissemyren er i stand til at indgå i sin biotop uden at underminere den og dermed sine egne forudsætninger. I ultimativ forstand er det idealet, og det falder inden for de hedeste drømme, man finder i vor livsstil, hvor volumen selv er blevet mål for mening, kvalitet og succes.

Han er ikke konkret, eller rettere hans konkrete eksempler fungerer definitivt kun som symboler på det utopiske ideal. Løsningerne er som eksempler ikke sat i proportion til den sociale praksis og de forudsætninger, de skal realiseres på baggrund af og erstatte i sidste ende.

Men selve distinktionen mellem det negative og det positive er forudsætningen for, at han kan indskrive sig selv endimensionalt under det positive, og det er det mest karakteristiske ved hans forsøg på at beskrive sig selv og hans bevægelse.

Det ultimative bliver til et imperativ, hvorfor det negative tabuiseres. Men George Bush er stadig sammen med så meget andet forudsætningen for, at han kan beskrive af sig selv som endimensionalt positiv. Han vil ikke kritisere, eller se negativt på noget som helst. I stedet for at fokusere på det negative kan man se det positive i det negative. I stedet for at fortvivle over at USA har så middelmådig en præsident, der har ageret så destruktivt i økonomisk og økologisk forstand, så insisterer han på at se det positive, der følger af denne negativitet. Folk har opdaget de kan gøre noget selv, fantastisk!

Han kunne ikke drømme om at sige noget negativt om det segment af sindssygt fede alderssvækkede amerikanere og danskere der tonser af sted i ineffektive køretøjer mellem overforbrugende hjem og overproducerende arbejdspladser. Ikke et ord om at konverteringen af den eksisterende boligmasse til nulenergiboliger med genanvendelige ressourcer ville koste det glorificerede BNP mangfoldige gange. Ikke et ord om at de teknologiske løsninger for længst er kendte, med hensyn til bæredygtig fødevareproduktion, transport, beklædning og bolig, fordi han ved at de repræsenterer en anden livsindstilling, en livsindstilling som ikke bekræfter vækstidealet i volumen for vækstens skyld. I stedet fokuserer han på, at man kan erstatte limen i et par sko, som ikke er et problem, på at Fordkoncernen har lavet et bæredygtigt boligkompleks efter hans koncept. Symbolerne på det utopiske fremdrages uden realistiske proportioner og uden at anfægte det påfaldende patetiske i de herskende vækstidealer.

Som enhver anden, der kender de herskende succeskriterier, og vil have succes i denne verden, så bøjer han sig for de herskende succeskriterier. Der hvor de selv er problemet, vil han ikke kunne gøre nogen forskel. Hans utopi fremstår som det positive, der forhindrer ham i at gå imod det negative. Han vil for alt i verden fremstå positivt, men bliver dermed mere negativ end positiv.

Det positive i denne verden er, at det kan være ekstremt morsomt at iagttage den selvfede bærme af succesadækvate subjekter, at beskrive det negative i deres forsøg på at holde fast i en selvdestruktiv livsform. Det kræver blot en absurd, langhåret form for humoristisk sans. Baumgart er først og fremmest bare et trivielt forsøg på at gøre sig populær. Bekvem underholdning og trøst for dem der ikke rigtigt tør bekymre sig og som alligevel heller ikke er uden bekymring. Forløjet bekvemt og halvneurotisk snik snak, kort sagt en kommerciel mediesucces.

Velkommen i flokken.

også mange communister mener jo at naturen klare sig jo nok, anyway,
men at miljødebatten kan jo dog gøre mange arbejdere opmærksomme på nogle
lignende spørgsmål, som er mere aktuelle for
arbejderenes sager.