Læsetid 9 min.

Fra vugge til vugge - en blomstrende fremtid venter

Myrerne fylder mere på kloden end menneskeheden, de har knoklet i millioner af år, men de har intet affald efterladt sig. Det moderne menneske har til gengæld ødelagt det meste af kloden på 100 år. Hvis vi lærer af naturens kredsløb og tænker produktion og forbrug helt om, kan vi leve et rigere og mere holdbart liv. Manden bag Cradle to cradle-bevægelsen har besøgt Danmark
Inspiration. Huse skal bygges som træer, byer som skove, siger Michael Braungart. Kirsebærtræets frodighed og overskud af blomster er en gave til mikroorganismer, der forvandler dem til muld. Vi kan lade os inspirere af den generøsitet frem for hele tiden at gå efter effektivisering, opstramning og reduktion.

Inspiration. Huse skal bygges som træer, byer som skove, siger Michael Braungart. Kirsebærtræets frodighed og overskud af blomster er en gave til mikroorganismer, der forvandler dem til muld. Vi kan lade os inspirere af den generøsitet frem for hele tiden at gå efter effektivisering, opstramning og reduktion.

Curt Carnemark
3. oktober 2008

Det startede med kærlighed. Og med et træ. Mere præcist: I et træ. Og sådan er det vist stadig.

Michael Braungart betoner hele tiden vigtigheden af at gå til tingene med venlighed, et åbent sind, fokus på de positive muligheder.

"Vi må afstå fra 'managment by guilt'," siger han.

"Ikke flere negative budskaber. Når verden møder et nyt barn, skal vi sige 'Hvor dejligt, at du er her', og ikke: 'Shit, overbefolkning!'"

Og Braungart viser billeder af blomstrende kirsebærtræer og fortæller om deres overflod og frugtbarhed og generøsitet.

Den tyske professor i øko-kemi taler til en fyldt Dronningesal i Den Sorte Diamant i København. Om Vugge til Vugge-konceptet. Blandt venner C2C efter det engelske originaludtryk Cradle to Cradle. Det ny grænseoverskridende paradigme for produktion, forbrug, planlægning og design, som skal gøre op med selve begrebet 'affald' og lære os at se alle materielle processer som del af lukkede kredsløb.

Fastlænket til en skorsten

Men Braungart starter sin forelæsning med kærligheden.

"Jeg kastede mig udelukkende over kemien, fordi jeg var forelsket i min kemilærer," fortæller han. Og det med træet handler om, at han som ung Greenpeace-aktivist en tid boede i et træ som led i en protestaktion. Til andre tider hang han fastlænket til skorstene for at presse kemikoncerner til en mere miljørigtig adfærd. Faktisk førte en aktion i toppen af Ciba-Geigys skorsten i Basel til dialog mellem Braungart og storindustrien, en dialog, der har udviklet sig til et frugtbart samarbejde mellem på den ene side det firma, Braungart i dag er medejer af - McDonough Braungart Design Chemistry (MBDC) - og på den anden side store virksomheder som Ford Motor Company, Nike, BP og Volvo samt myndigheder som den kinesiske og hollandske regering, Chicagos bystyre og US Postal Service.

Men før det kom så vidt, blev Braungart en anerkendt økologisk kemiker, ekspert i de titusinder af kemiske stoffer, som indgår i de produkter, vi omgiver os med. Vis ham et tæppe, en taske eller en plasticflaske, og han kan opremse alle de industrielle kemikalier eller tungmetaller, som de afgiver til miljøet eller den menneskelige organisme. Selv de sko, vi går i, afsætter miljøbelastende støvpartikler, når vi slider sålerne mod fortovet, fortæller han.

Med den indsigt fandt Michael Braungart i 1991 sammen med den amerikanske arkitekt William McDonough, født i Hong Kong, opvokset i Japan, tidligt beskæftiget blandt beduiner i Jordan og i det hele taget med et globalt perspektiv på arkitekt- og designfaget. Under en reception i en taghave under New Yorks grumsede himmel talte de to om giftforurening, affald og design. Om hvordan de i hvert sit fag hele tiden kæmpede for at gøre ting "lidt mindre dårlige". Aldrig rigtig positivt, aldrig rigtig glædesfyldt. Tænk, sagde McDonough, hvis man i stedet kunne lave design, som "elskede alle børn af alle arter over al tid".

Første affaldsfri by

Den tanke førte tre år senere til etablering af det fælles firma, MBDC, og i dag til global anerkendelse, ja, nærmest heltedyrkelse af de to. Da et tv-program om deres Vugge til Vugge-koncept i 2006 blev vist på hollandsk tv, udløste det en helt ny folkebevægelse med industriel og politisk deltagelse. I dag er den hollandske provins Limburg med en millionbefolkning besluttet på at realisere C2C-principperne overalt, hvor det er muligt - hovedbyen Venlo med 90.000 indbyggere skal i samarbejde med bl.a. 50 lokale virksomheder omdannes til verdens første affaldsfri by.

"Det føles, som om Michael Braungart, der i dag er en regelmæssig gæst i Venlo, har inficeret byen med C2C-tænkningen og -overbevisningen," skriver det amerikanske miljømagasin Trehugger efter et besøg tidligere i år.

Ifølge Braungart er der nu hundreder af hollandske arkitekter, der arbejder - weekender og aftener inklusive - på Cradle to Cradle-projektet.

"Jeg ved faktisk ikke, hvad de laver. Dette er en revolutionær situation," siger han.

Selv gør Braungart, hvad han kan for at komme ned i normal størrelse.

"Jeg er en temmelig middelmådig fyr. Jeg bider negle, jeg dyrker ikke sport, jeg tager aldrig kolde brusebade. Jeg er bare Bill McDonoughs praktiske gris," siger han til sit danske publikum.

Som han ikke desto mindre har i sin hule hånd - erhvervsfolk, græsrødder, arkitekter, politikere.

Braungart har været hos myrerne for at blive vis og bruger dem til at forklare tænkningen bag C2C.

"Ligesom kirsebærtræet gør de verden til et bedre sted," siger han.

"Sammenlagt har alle planetens myrer en biomasse, der er større end menneskenes. Og myrerne har været ufattelig arbejdsomme i millioner af år. Alligevel nærer deres produktivitet planterne, dyrene og jorden. Den menneskelige industri har kun været i sving i lidt mere end et århundrede, og alligevel har den forårsaget forringelse af stort set ethvert økosystem på planeten. Naturen har ikke noget designproblem. Mennesker har," skriver Braungart i bogen Cradle to Cradle, forfattet sammen med William McDonough.

Naturen har intet affald. Alting er noget andets råstof. Kirsebærtræets overflødighedshorn af blomster bliver til mikroorganismers næring og til muld. Den menneskelige civilisation har affald, fordi vi tænker i affald.

"Når jeg siger 'tænk ikke på en lyserød elefant', så tænker I på en elefant. Hvis jeg siger 'vi skal have mindre affald', så tænker I på affald," siger Braungart.

Selve begrebet må opgives. 'Affaldsreduktion' må opgives.

"At tænke i reduktion, i 'brug mindre', er båret af forestillingen om skyld. Om at 'det var bedre, hvis du ikke var her'. Hvor positivt og inspirerende er det?"

Det samme gælder f.eks. tankemønstret i den del af klimadebatten, der udmøntes i udsagn om nedskæring til en bestemt CO2-kvote pr. hoved.

"Du får ret til at udlede to ton CO2 om året, og når du har brugt det, lægger vi dig i kunstig koma resten af året," siger Braungart.

Er det da menneskers mål at skrumpe? Er mennesket grundlæggende en skidt ting? Bliver vi først rigtig lykkelige, når vi ikke er her mere?

"Nej, mennesker ønsker ikke at være nul, de ønsker at være vigtige," siger Braungart. Som ved gud ikke er imod klimabeskyttelse. Hele hans projekt er netop det. Men han vil, at vi fokuserer på mulighederne og det positive i at gøre tingene helt anderledes.

En overfladisk strategi

I bogen går han og McDonough så langt som til at kritisere 'øko-effektivisering' - herunder energieffektivisering - for at være en kortsigtet og overfladisk strategi, fordi den netop handler om at bevare det eksisterende paradigme, men blot dæmpe og forsinke dets skadevirkninger frem for at tænke helt om.

"At basere sig på øko-effektivisering som miljøets redning vil i virkeligheden føre til det modsatte. Det vil lade industrien gøre det af med alting - stille, vedholdende og totalt," skriver de.

På samme måde er politisk regulering reelt "et signal om designmæssige fejltrin." Vi regulerer, fordi vi har designet vort system for dumt. Udledningsregler er 'licens to harm' i små, acceptable doser.

Muligheden for intelligent design, der ophæver disse modsigelser og begrænsninger, eksisterer, anfører Braungart og McDonough. Hvis altså vi tænker om.

Det, vi hidtil har kendt som affald, må forstås som føde. Som nye processers næringsstof og nye produkters byggesten. Kredsløbs-tænkning.

I den praktiske verden forudsætter det to adskilte kredsløb, understreger Braungart og McDonough.

Der er for det første kredsløbet af organiske stoffer, hvor bionedbrydelige materialer indgår i produktionen på måder, så de efter brug bliver råstof for nye organiske produkter. Hvor en traditionel engangsble på en losseplads kan være 500 år om at blive nedbrudt, kan en organisk C2C-designet ble efter formuldning danne grundlag for ny organisk vækst og produktion. Vigtigt på en klode, hvor frugtbar jord i dag mistes 5.000 gange så hurtigt, som ny dannes.

"Med 6.000 sådanne bleer kan vi dyrke 123 træer," oplyser Michael Braungart.

Men ved siden af og adskilt fra dette biologiske kredsløb må der være et kredsløb af tekniske næringsstoffer. For en menneskehed med 6,5 mia. individer, voksende til ni, kan ikke klare sig på ren organisk vis. Der vil være kunststoffer, industrielle kemikalier og tungmetaller, som stadig skal bruges.

4.360 kemiske stoffer

I dag er tingene blandet sammen på en måde, der forklarer, at vi har affaldsproblemer, råstofspild, forurening og forgiftning. Et gennemsnitsfjernsyn, analyseret af Braungart, indeholdt 4.360 kemiske stoffer. Nogle giftige, andre potentielt nyttige for nye produktioner. Men fjernsynet smides væk, fordi det synes umuligt at håndtere en sådan kompleksitet.

C2C-udfordringen er at designe fjernsynet, så en del stoffer undgås, mens resten skal kunne udskilles af det brugte tv-apparat for at blive råmateriale til nye produkter.

Det er her, konceptet bevæger sig fra smukke, enkle principper til hårdt, kontant og møjsommeligt arbejde for designere, ingeniører, kemikere og andre fagfolk. Det tager tid, men det kan gøres, siger Braungart og McDonough.

I Den Sorte Diamant fremvises kontorstolen Think, fremstillet af Steelcase, verdens største producent af kontormøbler. Think er godkendt som C2C-produkt efter den certificerings-ordning, MBDC har udformet. Det indebærer, at stolen kan skilles i samtlige sine bestanddele på fem minutter, at 44 pct. af stolen består af genanvendte materialer, og at 99 pct. af den brugte stol kan indgå som 'næringsstoffer' ved fremstilling af nye stole eller andre produkter.

Stolen var Steelcases første certificerede Vugge til Vugge-produkt - i dag har man 31, oplyser bæredygtighedschef Hélène Babok-Haeussler.

I dag har andre virksomheder fået bleer, tæpper, borde, rengøringsmidler, tekstilprodukter, gulvmateriale, byggemateriale og en hel del andet C2C-certificeret.

Bogen er af plastic

Selve den bog, William McDonough og Michael Braungart har skrevet om Cradle to Cradle, er lavet af plastic, fordi de syntetiske polymerer i modsætning til papir kan genbruges endeløst uden kvalitetsforringelse. Blækket, som teksten er trykt med, er ikke-giftig og kan vaskes af siderne med meget varmt vand, hvorefter plastmaterialet kan danne grundlag for nye bøger.

I designet af disse nye produktionsprocesser skal det biologiske og det tekniske næringsstofkredsløb holdes adskilt, fordi industrikemikalier og tungmetaller er farlige og skal ud af det, der har med de biologiske processer at gøre. Det gør ikke tingene nemmere, men det kan gøres. Nike har lavet en C2C-løbesko, der er sammensat uden brug af syntetisk lim, og som derfor let kan skilles ad, så sålen med bionedbrydelige ingredienser kan gå ind i en biologisk kredsløbsproces og andre dele i en teknisk.

For at systemet skal kunne fungere, må vi imidlertid ændre vor relation til produkterne. Når alt skal kunne skilles i sine bestanddele og som næringsstoffer ledes ind i produktionskredsløb, må virksomhederne både kunne holde styr på produkterne og kunne samarbejde tæt i netværk.

Derfor må vi bort fra det traditionelle produktejerskab, siger Braungart.

"Vi kaldes forbrugere, men vi forbruger jo ikke vores fjernsyn. Vi bruger det. Lige så med tæpperne, vinduerne, dørene osv."

Derfor skal virksomhederne gå over til at sælge os tv-kigning frem for fjernsyn, tæppeservice frem for tæpper, transportservice frem for biler. Efter en aftalt tid henter producenten fjernsynet eller tæppet og giver os et nyt - vi får fornyelse og slipper for affaldsspekulationer, producenten får næringsstofferne til ny produktion tilbage.

Flere tæppefirmaer er i gang med denne service, og nogle af de helt store kemikoncerner arbejder sågar med 'lej-et-opløsningsmiddel'-programmer.

Vil bygge huse som træer

Lige så kompleks og formidabel omstillingen til C2C forekommer, lige så stor er interessen og tiltrækningskraften. Der er bud efter Braungart og Donough overalt. Kina vil bygge nye C2C-byer med dem som designere. Ford har bygget en fabrik efter princippet. Beboelsesejendomme er på vej i USA og andre steder.

"Vi skal bygge huse som træer og byer som skove," siger Braungart.

Han tror på den positive energi som den eneste mulige bærekraft. På de nye muligheder, potentialet for en anden slags vækst, glæden ved at skabe og samarbejde. Han nægter at anskue tingene negativt.

"George Bush er bedre end Al Gore," siger han med et glimt i øjet.

"Da Gore var vicepræsident, måtte Greenpeace lukke en masse kontorer i USA, fordi folk mente, miljøsagen var i gode hænder. Bush derimod siger åbent 'Jeg er ikke særlig smart', og det får folk til at tænke: Når den mand kan blive USA's præsident, må også jeg kunne udrette noget stort."

William McDonough & Michael Braungart: 'Cradle to Cradle'. North Point Press, 2002, 196 s.

Et dansk Vugge til Vugge-netværk er under opbyning via hjemmesiden vuggetilvugge.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Nissen

I et bæredygtigt samfund kan der ikke være noget spild i form af affald. Denne tanke er ikke ny, men denne artikel er alligevel inspirerende læsning. selvom man ikke kan sige, at det går altfor godt.
Tænk f.eks. lige på, at det lige er konstateret, at der i Danmark hvert år går 40.000 tons småelektronik op i røg og dioxin.
Også her må ansvaret placeres på regeringens manglende indsats på miljøområdet. Dette problem ligger endda lige til højrebenet, idet det ikke først er nødvendigt at opfinde usete tekniske løsninger.
Det er kun viljen, der mangler.

Brugerbillede for Steen Rasmussen
Steen Rasmussen

Ved at insistere på det positive, ophøje det til sit kategoriske imperativ, og tabuisere det negative bliver Baumgarts realitetsprincip lige så endimensionalt, selvbekræftende og neurotisk, som den volumensyge han orienterer sig omkring.

Tissemyren idealiseres som billedet på den positive uskyld, som billedet på muligheden for at opnå et kæmpe volumen, uden at dette volumen bliver sit eget problem. Han ser i myrerne et eksempel på grænseløs vækst, der aldrig udvikler sig til sit eget problem, fordi tissemyren er i stand til at indgå i sin biotop uden at underminere den og dermed sine egne forudsætninger. I ultimativ forstand er det idealet, og det falder inden for de hedeste drømme, man finder i vor livsstil, hvor volumen selv er blevet mål for mening, kvalitet og succes.

Han er ikke konkret, eller rettere hans konkrete eksempler fungerer definitivt kun som symboler på det utopiske ideal. Løsningerne er som eksempler ikke sat i proportion til den sociale praksis og de forudsætninger, de skal realiseres på baggrund af og erstatte i sidste ende.

Men selve distinktionen mellem det negative og det positive er forudsætningen for, at han kan indskrive sig selv endimensionalt under det positive, og det er det mest karakteristiske ved hans forsøg på at beskrive sig selv og hans bevægelse.

Det ultimative bliver til et imperativ, hvorfor det negative tabuiseres. Men George Bush er stadig sammen med så meget andet forudsætningen for, at han kan beskrive af sig selv som endimensionalt positiv. Han vil ikke kritisere, eller se negativt på noget som helst. I stedet for at fokusere på det negative kan man se det positive i det negative. I stedet for at fortvivle over at USA har så middelmådig en præsident, der har ageret så destruktivt i økonomisk og økologisk forstand, så insisterer han på at se det positive, der følger af denne negativitet. Folk har opdaget de kan gøre noget selv, fantastisk!

Han kunne ikke drømme om at sige noget negativt om det segment af sindssygt fede alderssvækkede amerikanere og danskere der tonser af sted i ineffektive køretøjer mellem overforbrugende hjem og overproducerende arbejdspladser. Ikke et ord om at konverteringen af den eksisterende boligmasse til nulenergiboliger med genanvendelige ressourcer ville koste det glorificerede BNP mangfoldige gange. Ikke et ord om at de teknologiske løsninger for længst er kendte, med hensyn til bæredygtig fødevareproduktion, transport, beklædning og bolig, fordi han ved at de repræsenterer en anden livsindstilling, en livsindstilling som ikke bekræfter vækstidealet i volumen for vækstens skyld. I stedet fokuserer han på, at man kan erstatte limen i et par sko, som ikke er et problem, på at Fordkoncernen har lavet et bæredygtigt boligkompleks efter hans koncept. Symbolerne på det utopiske fremdrages uden realistiske proportioner og uden at anfægte det påfaldende patetiske i de herskende vækstidealer.

Som enhver anden, der kender de herskende succeskriterier, og vil have succes i denne verden, så bøjer han sig for de herskende succeskriterier. Der hvor de selv er problemet, vil han ikke kunne gøre nogen forskel. Hans utopi fremstår som det positive, der forhindrer ham i at gå imod det negative. Han vil for alt i verden fremstå positivt, men bliver dermed mere negativ end positiv.

Det positive i denne verden er, at det kan være ekstremt morsomt at iagttage den selvfede bærme af succesadækvate subjekter, at beskrive det negative i deres forsøg på at holde fast i en selvdestruktiv livsform. Det kræver blot en absurd, langhåret form for humoristisk sans. Baumgart er først og fremmest bare et trivielt forsøg på at gøre sig populær. Bekvem underholdning og trøst for dem der ikke rigtigt tør bekymre sig og som alligevel heller ikke er uden bekymring. Forløjet bekvemt og halvneurotisk snik snak, kort sagt en kommerciel mediesucces.

Velkommen i flokken.

Brugerbillede for Kim Gram

også mange communister mener jo at naturen klare sig jo nok, anyway,
men at miljødebatten kan jo dog gøre mange arbejdere opmærksomme på nogle
lignende spørgsmål, som er mere aktuelle for
arbejderenes sager.