Læsetid: 3 min.

Ansigt til ansigt med Facebook

Netværket Facebook er en fantastisk opfindelse, stedet, hvor man mødes, men 70 venner er ingenting, når andre har over 600
Netværket Facebook er en fantastisk opfindelse, stedet, hvor man mødes, men 70 venner er ingenting, når andre har over 600
12. november 2008

For nylig kom det frem, hvem der kender hvem i den kulturelle verden, og det viste sig, hvis man ikke vidste det i forvejen, at det gør alle. Det er dog for intet at regne med den indavl, der finder sted via internettet på Facebook.

Man tror det næppe, men også kendte politikere og mediemoguler er blevet facebook-venner på kryds og tværs, skønt man kan synes, de burde have fornuftigere ting at gøre.

Selv kom jeg med på Facebook for ret nylig, men har allerede over 70 Facebook-venner. Jeg vidste dårligt, hvad det var, da jeg pludselig fik mail fra en veninde fra for 20 år siden. Hun skrev: "Skal vi være Facebook-venner? Kun det!" Så var det ligesom sat på plads. Et tryk på en tast, så var man med, og livet havde fået en ny dimension.

Facebook er en moderne form for veninde- eller poesibog. I skolen løb man rundt med en bog med blomster udenpå, og så gjaldt det om at få så mange som muligt til at skrive en hilsen eller et vers. Man fik bekræftet sine ven- og bekendtskaber, men så døde det igen, når man havde været hele rækken rundt.

Det var også moderne at samle på bilnumre. Man satte sig i vejkanten og noterede omhyggeligt numrene på alle de biler, der kom forbi. En smart måde at få deres børn beskæftiget på. Dengang kunne man se på nummerpladerne, hvilket amt bilen kom fra. Ø var f.eks. Ringkøbing. Man var lykkelig, hvis man fik nogle udenbys biler. En avanceret form for tidsfordriv. Eller man samlede på autografer. Gør man stadig det? Jeg skrev til landsholdsmålmanden Per Henriksen fra Frem. Han sendte et foto af sig selv og et personligt brev, hvori der stod: "Hvis du vil være en dygtig fodboldspiller, er der tre ting, der gælder: Træning, træning og atter træning!"

Følg med i andres liv

Nu er det så Facebook, som viser sig at være en fantastisk opfindelse. Er man først med i netværket, kan man blive afhængig. Man kan tjekke den af, hvis man i grunden skulle i gang med noget andet, som man ikke lige gider. Facebook er velegnet som medium for overspringshandling, for det fyger ind med nye meddelelser fra de venner, man har samlet sig. Det er meget let at skrive en meddelelse, som alle så kan læse, og det kan være alt fra, at det er godt, at Obama har vundet, til vigtige ting som at man er på vej ned i supermarkedet.

De fleste af mine over 70 venner er i sagens natur nuværende og tidligere kolleger. Hvad de sidste angår, er det en nem måde at holde sig a jour med, hvor de nu er ansat, og hvad de ellers går og laver i deres livsføljeton.

Men så er det pokker tage mig også sjovt, hvis der pludselig melder sig en gammel ven, som man ikke har haft forbindelse med længe.

Jeg læste for nylig en kommentar fra en kvinde, som var hammertræt af, at hun nu igen - efter alle de år - skulle følge med i gamle klassekammeraters liv. Jamen, så lad dog være! Det er en frivillig ordning, og man kan afskibe de venner, man ikke gider have, men det kræver karakterstyrke.

Dertil er jeg ikke kommet, selv om det påstås, at hvis man har mange venner, har man i virkeligheden ingen. Flere kolleger har over 500, en enkelt over 600. Det er jo pral. Men sig ikke, at antallet ikke betyder noget. Det er blevet statussymbol i bedre kredse, og i dem er mine 70 ingenting.

Oneliners

Egentlig skulle man tro, at det som tidsfordriv hurtigt gik over, men nej, det er skruen uden ende.

Ikke blot kan man tjekke, hvem ens venner har som venner (det er her de usynlige inhabiliteter afslører sig). Nu er der også gået inflation i at være medlem af diverse Facebook-grupper som Læger uden grænser.

Ved at trykke på en tast kan man for ingen penge føle sig god. Dog har jeg en svaghed for de venner, der fyrer mere eller mindre morsomme oneliners af. Man kan melde sig til en gruppe som hedder 'Folkebevægelsen for udstopning af Søren Krarup' og en anden som - langt navn - hedder: 'Alkohol løser ingen problemer - men det gør mælk fa'nme heller ikke!'

Der er ældre mennesker, som viger bort i rædsel ved tanken om Facebook, men for yngste generation er det så naturligt som at trække vejret. Hvis man gerne vil i kontakt med børn og børnebørn, er det stedet. Her er man i øjenhøjde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det der med at tilmelde sig 12 eller 80 humanitære organisationer på Facebook men højest købe en julekalender i virkeligheden går mig også på. Så jeg "boycottede" det i lang tid. Men er forfaldet til at klikke med strømmen af og til, for så ser ens "venner" i det mindste set at man støtter den og den sag.

Og så tror jeg altså kun, det er asiatiske teenagere og sinker, der ser status i at have mange "venner". Hvor mange man har, kommer an på, hvad man bruger det til. Politikere f.eks. har jo mange, for der er tit mange, som gerne vil følge med i hvad de tænker om alt muligt.

Endelig er der intet nyt ved Facebook ;-)

Benno Hansen:

"Og så tror jeg altså kun, det er asiatiske teenagere og sinker, der ser status i at have mange "venner". "

Så bliver spørgsmålet, i hvilken af de to kategorier vi skal indordne vores statsminister, der som bekendt gør et stort nummer ud af, at han har mange venner på facebook...

Søren Kristensen

Der er tre muligheder:

MySpace: netværk for musikere i alle afskygninger

YouTube: netværk for folk med et visuelt budskab, hvor tvivlsomt det end måtte være.

FaceBook: netværk for alle andre (læs: mere eller mindre talentløse)

Klaus Vink Slott

Jeg vil nu mene der er en fjerde mulighed også:

Linkedin: netværk for professionelle. Mest en adresseliste over nuværende og tidligere arbejdskollegaer.