Læsetid: 8 min.

Betonklodsen vil altid hænge om benet på mig

Det var magtfuldkommenhed, der sendte Hans Engell ind i den berømte betonklods. Det er erkendelsen fra manden bag rattet, der gør status over livet med og uden magten
14. november 2008

Jo, han er et magtmenneske. At sige andet ville være det rene hykleri. Magten er også et gennemgående tema i Hans Engells nye bog om livet på Slotsholmen - og afskeden med det til fordel for syv år på Ekstra Bladet. Først der, blev han med egne ord et normalt menneske igen.

"Jeg havde i 25 år levet og åndet for Christiansborg. Jeg havde i stigende grad svært ved at snakke med folk, der ikke politisk befandt sig i lige så høje omdrejninger, som jeg selv. Det sker ofte for politikere - Christiansborg er meget selvtilstrækkelig."

Ved sin indtræden som chef på tabloidavisen var det pludselig fodboldslagsmål og en dansk Grand Prix-sejr, der fyldte, frem for de politiske magtkampe, der havde præget de seneste år af Engells tilværelse og slidt gevaldigt på Det Konservative Folkeparti.

"Mange kunne få indtrykket af, at blodet drev ned af væggene, men indimellem var det også sjovt."

Det overvejede han faktisk at kalde bogen: 'Det var helt sjovt ind imellem.'

Sjovt er det dog ikke i 2001, da hans eget ægteskab bliver grundigt afdækket af en hævntørstig og ualmindelig ærlig ekskone.

Den ubehagelig bog

Året efter, at Engell har sat sig i spidsen for tabloidavisen bliver hans privatliv sendt på gaden i form af bogen Utro, håb og kærlighed. Engells ekskone beskriver, hvordan hun i 30 år lod sig kue af en dominerende, nærig, charmerende - og utro - ægtemand.

"Det var en for mig ekstrem ubehagelig oplevelse. Jeg valgte ikke at kommentere bogen, for jeg oplevede den som meget grænseoverskridende."

Selvom Anette Engell valgte at krydse en grænse, har Engell meget bevidst valgt ikke at gøre det samme i sin bog.

"Hvad skulle det tjene til? Det er min professionelle bog og ikke et stort opgør med en tidligere ægtefælle."

- Hvordan håndterer man, at ens privatliv bliver krænget ud på den måde?

"Nogle bliver panikslagne, når de sejler ind mod noget, hvor katastrofen synes total. Jeg har altid haft det modsat - jo værre det er, desto koldere bliver jeg. Det er måske en meget god egenskab for en politiker."

- Så bogen lod dig kold?

"Nej, den påvirkede mig. Også af hensyn til vores børn."

Men omgivelserne kunne ikke mærke på chefredaktøren, at hans privatliv i dagevis havde sat dagsorden med lidet flatterende overskrifter.

"Det kan være fordi, jeg gennem så mange år som minister og toppolitiker har oplevet så mange rystelser. At der sker noget inden i dig ... at der er et gen, der falder ud, og at du reagerer på en anden måde, end folk gør flest. Det er ikke nødvendigvis godt, for nogle vil kunne opleve det som følelseskulde."

Ikke for tøsedrenge

Hans Engell er kendt som en benhård spiller - både som politiker og chefredaktør.

- Hvad kræver magten psykologisk set?

"At du er et robust menneske og ikke alt for sentimental. Og at du kan træffe beslutninger uden konstant at vende dig om og tvivle. Det kræver sikkerhed, og at du ikke er bange for at løbe en risiko. Hvis du er bange for, at det skal gå galt - så går det galt."

Det politiske mod så Engell hos Villy Søvndal, da SF-formanden i foråret opfordrede fanatiske muslimer om at gå ad helvede til:

"Der løb han en meget stor risiko. Alene måden, han sagde det på, var udfordrende i forhold til en stor del af den venstrefløj, han var forankret i. Helle Thorning forsøgte at sige nogenlunde det samme men i et så friseret sprog, at ingen reagerede."

Selv løb Engell en stor risiko, da han i 1995 som partiformand gjorde det nærmest utænkelige og indgik finanslovsforlig med Nyrup-regeringen uden om Venstre - til stor fortrydelse for Uffe Ellemann-Jensen.

"Politik er ikke for tøsedrenge. Mit adrenalin har det godt, når jeg kan mærke, at vi har lavet noget farligt."

Men magten gør også ensom. Engell minder om ordene fra Sveriges tidligere statsminister, Göran Persson: Som partileder er man altid ensom og aldrig ensom.

"Det kan lyde patetisk, men du sidder alene med ansvaret. Det er dig, der får braget, hvis det går galt."

Jeg lyttede ikke

Og galt gik det en vinternat i 1997, hvor skæbnen - og magtfuldkommenheden - sendte den konservative leder og tidligere justitsminister ind i en betonklods på Helsingør-motorvejen. Med en promille på 1,37.

Efter en lang aften på restaurant Queen Victoria sætter Engell sig ind i sin bil:

"Jeg følte ikke, jeg havde fået for meget at drikke, men det var jo også fejlen."

"Noget af det vigtigste er, at politiske magtmennesker har folk omkring sig, der kan trække dem i ørerne. Det havde jeg også, men de vil nok sige, at jeg ikke lyttede, og at jeg blev sur, hvis de kritiserede mig. Jeg mistede en del af den evne til at udøve selvkritik, som er en vigtig forudsætning, hvis man vil være en succesfuld leder. Det er jo ikke nok at samle al magten, hvis der ikke er nogen apparater, der gør, at det stopper."

Engell stopper sig selv:

"Men nu skal man også passe på, at det hele ikke ender i en selvmedlidende psykoanalyse. Herre Jemini, det gik jo."

- Hvor træt er du på en skala fra et til 10 af at tale om betonklodsen?

"Jeg har måtte se i øjnene, at betonklodsen hænger om benet på mig. Det kommer den til, indtil den dag hvor jeg er død, og en avis skriver en nekrolog: Han var en meget stor politiker, indtil han kørte ind i den klods."

"Det har jeg affundet mig med. Jeg kan jo ikke lade som om; betonklods, hvad snakker du om?"

Efter at have ramt klodsen ringede Engell 112 - han vidste med egne ord godt, at partilederens smadrede vogn talte for sig selv.

"Der var ingen plads til illusioner," som han slår fast i bogen.

Burde have trukket mig

Men illusionerne om at kunne blive siddende som formand holdt Engell fast i, da det dagen efter gik op for ham, at der kun blev tale om bødestraf. Det fortryder han i dag:

"Jeg burde være klar over, at det er helt ligegyldigt, om der kun er tale om en bødestraf, for moralen begynder, hvor loven holder op. Jeg burde selv have trukket mig."

Efter få dage indser han, at tiden som formand er slut. Men magtkampene fortsætter.

I endnu fire år bliver Hans Engell på Christiansborg og spiller en central rolle i de konservative krige, der først slutter i 1999, hvor Bendt Bendtsen kommer til. Året efter bliver Engell ansat på Ekstra Bladet. Og selv om han med egne ord "altså ikke er en bitter gammel mand", så er der ting, han fortryder:

"Det kan godt ærgre mig, at de opgør, vi havde i slutningen af 90'erne, kom til at overskygge de mange politiske forlig, jeg som minister var med til at lave."

- Men bidrager du ikke selv til det med bogen, hvor du ikke just lægger fingre imellem?

"Det mener ikke. Jeg følte, at den bog skulle skrives. Og at jeg også havde et bidrag til Det Konservative Folkepartis historie. Og til Tamilsagen, som er den sag, der har betydet mest igennem de sidste 60-70 år. Jeg har forsøgt at være så præcis og korrekt som muligt, men det er min opfattelse af nogle forløb."

Når undskyld ikke tæller

Til trods for, at Engell ikke tøver med at bruge sin magt, når han finder det nødvendigt, kan han i bakspejlet godt se, at det har haft menneskelige omkostninger for dem, der slog sig på hans hårdhed. Eksempelvis den socialdemokratiske trafikminister Helge Mortensen, som blev beskyldt for protektionisme i forbindelse med en udliciteringssag.

"Jeg var leder af et tæskehold der gik til angreb på Helge Mortensen. Under debatter og samråd kunne jeg mærke, at jeg havde kørt mig selv så meget op mod ham og regeringen, at han psykisk var ved at blive knækket. Det handlede ikke længere om politik - han var ved at blive smadret af det. Der stoppede jeg på et tidspunkt, for nok var sagen alvorlig, men jeg vil nødig se en minister blive kørt på væk i ambulance efter et samråd, hvor jeg er gået for hårdt til ham."

- Er du godt til at få løst det bagefter, hvis du har behandlet folk skidt?

"Ikke altid, og der er noget, der ikke kan løses. Efter nogle af de store opgør, jeg har været med i, tæller et undskyld ikke."

Engell fortæller, hvordan Poul Schlüter og Erik Ninn Hansen godt kunne være i stue sammen, selv om de efter Tamilsagen ikke havde vekslet et ord med hinanden.

"Som Schlüter sagde til mig: 'Den sag kommer vi aldrig til at tale om. Det er alt, alt for smerteligt. Husk på, at Ninn ødelagde jo mit livsværk, så det kan vi ikke tale om'."

Må selv lave kaffe

Engell var sammenlagt minister i over otte år, og selv om bogen også er en kærlighedserklæring til Christiansborg, savner han ikke politik.

"Jeg arbejdede fire-fem gange mere end andre mennesker, og det koster i forhold til familie og vennekreds. Og så kan der komme en indre træthed. Jeg kan nogle gange se den træthed på Lars Løkke. Man kan ikke holde ud at gentage sig selv og holde de samme taler for tusinde gang. Idéerne og visionerne begynder at svinde ud."

Efter syv år som øverste chef på Ekstra Bladet blev Hans Engell fyret sidste år. Der var behov for nye kræfter, lød det, og hans panser kom i anvendelse:

"Mit livs sceneskift har foregået enormt hurtigt og uden de lange farveller. Det har jeg vænnet mig til."

Sideløbende med jobbet som kommentator er Engell i færd med en ny antologi og flere bøger venter forude.

For første gang i hele sit voksenliv har han ikke en chefpost, der giver magt.

"Det skal man da vænne sig til. Der er f.eks. ikke en sekretær, der kommer med kaffe. Jeg har fået en frihed, som jeg ikke har været vant til, men jeg siger ikke, at jeg føler mig lettet. Jeg havde det godt mens det var, og kan leve med det, nu hvor det ikke længere er."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Hans Engell havde begået sin ulovlighed i dag, havde det ikke fået nogen konsekvenser. Så kunne Engell blot have fremsagt VKOs efterhånden meget anvendte trylleformular: Der er ikke noget at komme efter...

Jeg synes da at Hans Engell som så mange andre af samfundets spidser ,er utroligt beundringdværdig :

"Jeg arbejdede fire-fem gange mere end andre mennesker"

Andre mennesker arbejder, UDEN overarbejde men med transport, 40 timer om ugen.
Hans Engell havde altså en arbejdsdag på over 24 timer. Godt gået..flot.
Hvor må han være træt og sulten efter alle disse år uden mad og hvile.

Jens Sørensen:

"Hans Engell havde altså en arbejdsdag på over 24 timer. Godt gået..flot."

Og når han en sjælden gang holdt fri, gik han sig en tur på vandet...