Det er vel religiøst i sin natur. Dét øjeblik, når alle rejser sig op på samme tid og går amok. Det er så smukt. Og så kedeligt. Lige meget om det er knytnæver i vejret eller regulære hands in the air. Jeg hader, når alle enige. Og jeg elsker det. Jeg kender ikke nogen, der ikke var bare lidt stolt af Amerika i forrige uge. Og jeg kender rigtig mange, der skal i Parken her i denne weekend. Der er nemlig fin og fascistisk symmetri, og det er gjort af det stof, man husker. Det ironiserede. Det klamme. En enkelt sejr - en enkelt aften. Eller måske kan han virkelig noget - ham Obama, men det vender vi tilbage til. I spænding.
Kan jeg lægge uniformen
I morgen er hele Østerbro hvid. Altså, det er det jo forvejen - hvem har f.eks. sidst set en flygtning eller indvandrer omkring Trianglen - for slet ikke at snakke om hyldeblomst-bæltet nede i PH-lampe-land, hvor man gladeligt range rover den lidt mere end de andre, og alle 12-årige piger er smartere i tøjet - end mig. Kartoffelrækkerne. Fuck de må friværdisvede dernede. Nå men - i morgen er Østerbro så endnu hvidere end normalt. Det hollandske partyfænomen White Sensation, der har rødder i den centraleuropæiske trancekultur - der basically er et ecstasyfællesskab - holder fest. Og der er udsolgt. 33.000 kun iført hvidt tøj, kvartalspille og dansesko. Normalt ville det jo være en sjov lille afskrevet gimmick - for de dele af musikscenen, som jeg tilhører. Det halve Amager i idrætsparken. Hvad skal jeg bruge det til? Hvad rager det mig? Det sjove ved den danske udgave af sensationen er, at der faktisk er rigtig mange folk involveret, som jeg respekterer. Og som faktisk normalt laver noget fedt. Altså min mentale far, Kjeld Tolstrup, skal spille, mine helt private klubkids som Anton og Lulu har faret rundt i diverse hvide limousiner og delt så meget gratis champagne ud, at de har plettet deres fine små hvide støvler. Danmarks yndlingsfranskmand og distortionbagmand, Thomas Flerquin, har stået for gade-promovering, og jeg kunne blive ved. Og jeg har også tænkt at tage med. Jeg skal se, om jeg kan finde ud af at aflevere individualismen og min sorte uniform ved indgangen og så købe visionen om bare en halv times stammedans fra et kæmpe kemisk fællesskab. Jeg skal da se, om et københavnersmart twist er nok til at inkludere mine arme i 66.000 hænder i vejret - som et fælles forløst elskovsbrøl.
For godt til at være sandt
Og så er vi tilbage ved storpolitikken og dens sympatiske demagoger og det at elske i flok. Det er jo fuldstændig sindssygt så meget støtte, Obama har fået. Økonomisk, mentalt og kreativt. Fra den ene yderlighed til den anden side af spektret. Fra et helt Hollywood over Shepard Fairy til Pia Kjærsgaard. Der var da også øjeblikke lige inden sejren - hvor jeg tænkte - enten så fusker de med tallene på selve valgdagen, eller også pløkker de ham ned - ligesom JFK og doktor King. Det er næsten for godt til at være sandt. Medmindre han ligner sine forgængere. Altså selvfølgelig er han bedre end Bush, det ville da også være vanskeligt andet. Men er han ikke bare en klassisk demokrat. Lidt mere large i forhold kultur og freaks og abort og lidt bedre offentlig omsorg og amerikansk infrastruktur. Men udenrigspolitisk er han vel en høg. Ligesom alle andre amerikanske præsidenter. Endnu en stolt politimand.
Men hvorfor flipper folk så? Er det hele bare symbolværdi? Fordi han er sort? Udgjorde Colin Powell og Condoleezza Rice en sympatisk nævneværdig forskel i Bush-administrationen i forhold til deres baggrund? Gu gjorde de da ej. Bliver det ikke bare et fængselshireaki, hvor det handler om at skille sig mindst ud, nu hvor man er stigmatiseret og 'nu skal de endelig ikke tro, at jeg handler anderledes på grund af -'
Efterdønninger
Jeg kan huske stemningen om det københavnske kommunalvalg med Klaus Bondam og Ritt Bjerregaard. Den første kvindelige overborgmester. Og en homokendis lige i hælene. Folk godtede sig. Og knuselskede dem. Et par måneder.
Så kom der efterdønningerne af et nedrevet ungdomshus og mangel på billige lejeboliger og almindelig arrogance. Jeg tror, det er spørgsmål om tid, før folk begynder at hade Barack Obama. Og når det sker, skal de fedtede små minoritetspoint nok blive vekslet til helt hårde kasteskyts, der vil ramme fra mange lejre og insinuere knæfald for ditten og datten og for at være faldet konservativt til patten.
Den sidste trætte vals
Det er nu en gang sjovere at være i modvind og ligeså fint fjerne pandehår fra øjne og opposition. At være David mod Goliat. Underdogs. Outsidere. Undertippede. Lige så snart man kommer helt derop - båret af enten - folket eller finanssektor - helt derop under taget i Parken, hvor jeg lørdag har tænkt mig at stå. I den eksklusive loge af noget, der lugter af magt. Så bliver det farligt. Men jeg kan jo min Marx og min Triple Oppression, som jeg skrev 3. G-opgave om og fint gav gamle Karl et photoshoppet 3. øje i panden på forsiden, og pædagogisk forklarede både mine hyggelige KAP'er af en samfundsfagslærer og resten af verden, at køn og klasse og race er lige store undertrykkelsesmekanismer. Og det er de jo - og seksualitet ikke at forglemme. Men derfor kan man jo godt pludselig være den første afro-amerikanske præsident i USA. Og stå og drikke champagne i hvidt, selvom man hele sit liv er gået i sort. Bare man passer på! Og jeg har nu heller ikke tænkt mig at redde verden. Jeg har tænkt mig at danse. Så hey! Alle hvidklædte stokroseravere - keep on rocking in the free world. Og Obama - gem den sidste trætte vals til mig.
Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! Had, Dunst og pt.: Jolene Bar. Hun skriver derudover kulturjournalistik og er musikkonsulent
