Læsetid: 2 min.

Bladfald

November er ikke nogen stor og agtet måned i litteraturen, så lang den er, monoton og skummel og våd, men karakter og stil, det har den
24. november 2008

I år blev bladene hængende længe på træerne, forekommer det mig, og mens de endnu syngende forsamlinger intonerede Grundtvigs høstsang fra 1844 med påstanden om, at nu falmer skoven trindt om land, så insisterede bladene dog på stadig voldsommere farver i gult og rødt uden hverken at falme eller famle. De har dog nu tabt grebet og ligger i store dynger i græsset, fejet sammen af vinden, eller de er skovlet ned i det runde bassin i Rosenborg Have, hvor jeg trodser regnen og næsten fuldstændig alene kan omvandre det lille, tavse springvand, hvor metalsvanen har gurglet de sidste par dråber. Men også kun næsten. Det lyser gult fra en bænk længere henne, og under en parasolstor paraply i løvets farve sidder et ungt par vel beskærmet med deres private sysler. Et parkarrangement med smag.

November er ikke nogen stor og agtet måned i litteraturen, så lang den er, monoton og skummel og våd, men karakter og stil, det har den. Mere Søren Ulrik Thomsen end Nordbrandt. Lige derhenne for enden af Damegangen sidder H.C. Andersen på sin sokkel, forklædt som skulptur af August Saabye, omgivet rødt og brunt af "de visne risbøges hegn", som der står i Johannes Jørgensens 'Høstdrøm' (Bekendelse 1894) med et godt ord, som ikke forekommer i ordbøgerne, og som stavekontrollen ikke vil kendes ved. Risbøge.

Den våde måned

Det var et digt om søvnens mareridt, hvor han så sit unge liv indestængt som en vandring i dryppende regn. Andersen selv var sur ved tanken om at skulle sidde statue dér. Hvad har han at sige om den våde måned?

"Og mere og mere guul blev Skovens Blade og Løv faldt paa Løv, Efteraarets Storme suste, det var sent paa Høstens Tid. Og paa det gule Løvfald laae Aarets Dronning og saae med milde Øine mod den blinkende Stjerne, og hendes Husbond stod hos hende. Et Vindstød hvirvlede i Løvet - det faldt igjen, da var hun borte, men en Sommerfugl, Aarets sidste, fløi gjennem den kolde Luft. Og de vaade Taager kom, den iisnende Blæst og de mørke, længste Nætter."

Sådan lyder det i et af de mindre læste eventyr, 'Aarets Historie" (1852), hvor han til afveksling fra de andre digtere ser på verden fra dyrenes og naturens side, selv om han ikke undgår den besjæling, som vi har en ubændig trang til at belæsse naturen med. Fra dens gang henter vi vores tidsopfattelse, skræmmende og trøstende, snart spærret inde i våde drømme som Jørgensens eller befriet ved tanken om, at efter vinter kommer vår og for Grundtvig endda en evig sommer.

November er nu god nok, som den er midt i Kongens Have med sin egen poesi i halvmørkets gult og brunt mellem mennesker og skulpturer og et lokalt måske begrænset CO2-udslip. Det stiger til gengæld helt sikkert mod himlen fra bilerne udenfor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu