Læsetid: 7 min.

Ned blandt tingene

Årets gang. Sikker sans for detaljens etik er det mest opløftende nye i årets danske litteratur
14. november 2008

Først piller man lige nogle deciderede smuttere fra. Så ordner man pænt efter størrelse og lægger 50 af årets danske skønlitterære nyudgivelser i en stejl bunke med Jens Blendstrup nederst, ikke fordi han er dårlig, men fordi den er bredest og således giver et godt fundament. Øverst troner Simon Grotrians bønner, Citroner til Vorherre, dette års smalleste bog, som imidlertid langtfra kan rubriceres som såkaldt 'smal' litteratur. Tværtimod, intet kan da være mere alment end hans 'Verdensbøn':

Kære Gud, jeg beder for denne verden, der inkluderer min egen. Hvert o er med i ordene, redningsbæltet og kloden. Flammegasser truer med at æde det hele op, sygdom, sult og vold. Hjælp alle dine skabninger, hvad enten de tror dig eller ikke. Jeg håber på en sol, også i morgen; din guldklump. Jeg håber på sne ud over markerne, så vi kan fatte, at noget er rent. Helligånden skal puste os videre. Lad os ikke være smålige over for de høje stjerner. Kald med fuldmånen dine børn hjem til puden. Godnat, min Gud. Amen.

Derefter måler man bunken og konstaterer, at der herhjemme er produceret lidt under én meter bøger, selvfølgelig jo ikke mindst takket være vores to mega-monstrøse H'er i hver sin ende af det litterære spektrum - Klaus Høecks Palimpsest på lidt under 600 sider og Hanne-Vibeke Holsts Dronningeofret på 662. Her kan ikke engang Sissel-Jo Gazan (Dinosaurens fjer, 448 sider) eller Hanne Richardt Beck (Om så det gælder, 454) være med.

Få debuter

Bunken tæller bemærkelsesværdigt få debutanter og da specielt forbavsende få egentlige lyrikdebutanter, og det er måske værd at bemærke, at hverken Christel Wiinblad (49 forelskelser) eller Nina Søs Vinther (Hvis Helsinki) udsender gammeldags 'lyrisk' lyrik, men begge lægger sig i forlængelse af 1990'er-strømmen, med kasseformede konstruktioner, til dels af fortællende tilsnit.

Inden for poesien har vi senest haft lejlighed til at hilse en klog, hjertevarm, stilsikker Høeck velkommen tilbage i topform, men for få dage siden kom også Marianne Larsens sprødt samfunds- og samtidskritiske digte (læs anmeldelse side 44, red.) Særskilte stillinger, der endnu en gang har markeret hende som 'Specialist i det årvågne', titlen på flg. dejlige digt:

Du soler dig i andre individers dobbelte mangel på ensomhed. / Du gnider krusninger på vandpytter flade med fødderne / og er fortrolig med osen fra brændt støv. / Du opfanger boblelyde fra rust på vej ud af flyenes vinger. / Du holder på opfordring foredrag om, hvordan så mange som muligt / lettest bærer sig ad med at lytte til dig. / Du er data forsynet med krop og vinduer, der vokser. / Du er i stand til at puste nærgående tal på rov ud. / Du forstår at sortere med åbne øjne i farlige situationer.

Skulle man, stadigvæk inden for lyrikken, pege på andre vigtige bøger, måtte det selvfølgelig blive Ursula Andkjær Olsens sære, rige blanding af kærlighedshymne og krigstidsopgør Havet er en scene, men også Små guder af Niels Frank og Husundersøgelser af Carsten René Nielsen, den ene karakteristisk ved en humor, vi ikke før har fået lov at opleve så klart hos ham, den anden såre typisk ved alle de spøjse, vildtvoksende, billedbærende påfund.

Romaner, romaner

Kortprosaen omfatter i år to ikke ganske vellykkede debuter fra Maja Elverkilde (Alt det der er mit) og Christina Hagen (titlen, Sexdronning, viste sig at dække over et nok så ujævnt produkt) samt en opsamlingsrunde fra Thøger Jensen, Høfde Q med korte, underfundigt legende stykker, der kan nydes ved stuevarme eller højtlæses, før der faldes i søvn.

Nej, strømmen, styrken, rigdommene, initiativet, engagementet, hovedtendensen ligger også i år i romanen, hvor det er tydeligt, at en række forfattere med debut omkring 1990-93 eller først i det nye årtusind nu er begyndt at skue sig om i verden omkring sig. De træder bagud i slægten, ind i historien, ud til miljøerne, hen blandt deres medmennesker. De går ned til tingene selv. Og Ned til hundene.

Eksemplarisk i så henseende var Helle Helles fjerde roman om en kvinde, der har forladt hus og hjem og manden Bjørnvig og havner i en dyb afkrog af en landsby, netop som et stormvejr trækker op. Hun indlogeres hos Putte og John og bliver på de få dage, hvorover handlingen strækker sig, del af et miljø, hvor der gås op i lottokuponer, og hvor det kan være altafgørende, om en fløjtenisse er med eller netop ikke er med i en juledekoration fra DDR eller det-det-var. Lydhørt, nænsomt, kærligt, men frem for alt med omhu for detaljen, afdækker forfatteren et miljø og tager dets verden på sig. Hun forstår, som Marianne Larsen skriver, at sortere med åbne øjne. Hun er fortrolig med tonefald og osen af brændt støv.

Fænomenologisk realisme

Samme objekt-bevidsthed opfatter jeg som den bærende styrke i Kristian Bang Foss' formidable arbejdspladsskildring Stormen i 99, som det meste af vejen udspiller sig på InWears tøjlager på Raffinaderivej og kun foretager afstikkere herfra, når dette ikke kan undgås, som da kokken opsøger en luder og ikke kan få den op at stå, men pludselig kan, da han sidder i sin bil og tænker på pigen og begynder at onanere og slår op på side ni-pigen og får bredt Ekstra Bladet ud over rattet, kommer på avisen og krøller den sammen og kører hjem. Dansk Fænomenologisk Realisme, 2008.

Nærmeste aktuelle parallel hertil må vist være i Lone Hørslevs anden roman, Naturlige fjender, om menneskene i en landsby et sted i det sydlige Jylland, fanget ind med lignende fornemmelse for det lokale og individuelle. Herfra bliver det svært at glemme dyrlægedamen, der drikker sig svinglende fuld, og tjeneren Lars, som midt i hendes rus huserer i hendes fantasi.

Læst under én synsvinkel falder Lone Hørslevs roman ind under etiketten 'Den Nye Hjemstavnslitteratur'. Åbnet under en politisk indfalds-vinkel bliver den et studium af en lille lomme i landet, i tiden, og som sådan også en granskning af traumer langt tilbage, repræsenteret ved dagbøger og breve skrevet for længe siden. Vi har her at gøre med fortidsbearbejdelser, helt på linje med hvad Dy Plambeck laver i Texas' rose, hendes minderune over faster Lillian, hendes forsøg på at gå tilbage og fortælle en historie om igen med afsæt i den dag, da en 3x34 kørte ned ad indkørslen til Skovly og to mænd bar faster Lillians ting ud i flyttevognen. Da hun flyttede, var det, som om noget knækkede over i fortælleren. Tavsheden lukkede sig som et kistelåg over stedet og familien. I de efterfølgende år levede de videre, som om dette livstykke af en kvinde aldrig havde eksisteret. Ingen talte om hende, men det gør altså forfatteren nu.

Dyrkelse af ting

Sådan en engageret og etisk forpligtet tale føres også hos Solvej Balle i hendes erindringsessay Frydendal, skrevet i bevidstheden om, at når vi kan stå her lige nu i dag, så er det "fordi alle vores 256 tiptiptiptiptipoldeforældre og 128 tiptiptiptipoldeforældre og 64 tiptiptipoldeforældre og 32 tiptipoldeforældre og 16 tipoldeforældre og 8 oldeforældre og 4 bedsteforældre og 2 forældre fik så meget at spise, at de kunne overleve vinter efter vinter". Værd at huske på i en tid, i en kultur, hvor vi tager alt for meget for givet. Hvor troen på og dyrkelsen af Gud for længst er afløst af troen på og dyrkelsen af Mennesket, som så igen for knap så længe siden er afløst af dyrkelsen af Tingene. Man kunne lægge til, at dyrkelsen af tingene, som guder ikke mindst viser sig i, at vi i vores kultur gør mennesker til ting - en etisk problemstilling, der reflekteres hos så forskellige forfattere som Jens Christian Grøndahl og Lars Frost. Hvor Grøndahl går tilbage og i Fire dage i marts skriver om kvinder i tre generationer, opsøger Frost i Ubevidst rødgang en mand, en ingeniør, og bruger ham og hans familie som scene for en engageret og etisk forpligtet undersøgelse af tab.

Valget af familien og hele slægten som ramme plus interessen for fortidens fjerne, men stadig sært virksomme synder går igen flere steder endnu, mest markant nok hos Katrine Marie Guldager med En plads i historien, hendes suveræne samtidskatalog over Fischer-folket anført af Onkel Peter, som i 1944 skød en stikker på Vesterbro. Lilian Munk Rösing var her i bladet helt oppe at ringe, især af pur glæde ved en "sprød, lidt altmodisch, på én gang spiddende og overbærende, alvorlig og pjattet, indlevende og kritisk, skæbnetung og lattermild, ciselerende og grovmejslende tone" i den stemme, der bærer bogen.

Ord til handling

Om forfatterne får held med sig i deres forsøg på med Marianne Larsens udtryk at agere 'samtidsmæglere', må tiden vise. Men at de drømmer om at gøre en forskel, det er der ingen tvivl om. Hør blot Kirsten Hammann i romanen om Mette, En dråbe i havet:

"Når end ikke nobelpristagere kan rykke verden og gøre ord til handling, hvordan kan lille middelmådige Mette så drømme om at råbe verden op med en bog? Ha, ha, ha. Hvilken bog har nogensinde forandret verden, altså fra den ene dag til den anden? Ét værk, og verden blev aldrig den samme igen. Aldrig sket.

Og alligevel drømmer forfatterne om det. Mette har gjort det, hver eneste gang hun har udgivet en bog. Den dag den udkommer! Om en uge! I morgen! Fra det øjeblik den er at finde på boghandlernes hylder, så går der et sus gennem forsamlingen, altså byen og Danmark, hele landet. Alle standser op, og rådhusklokkerne bimler løs, måske braser nogle huse sammen, i hvert fald sker der noget voldsomt, sådan må det være, når denne bog udkommer."

Sådan gik det ikke. Og alligevel er jeg et eller andet sted sikker på, at bare man læser tre eller fire af dette års værdibevidste og konkret tingsopsøgende prosaværker, flytter det noget i én. Den virkning kunne man godt sige forfatterne tak for en dag. Gør vi det, kan de med Simon Grotrian svare: Jeg beder!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu