Læsetid: 3 min.

Dan Rachlin har dårlig musiksmag

I lidt over et halvt år har VH1 været dansk. Øv. Nogle gange er det simpelthen bare på sin plads at sige: Giv os de gode gamle dage tilbage
I lidt over et halvt år har VH1 været dansk. Øv. Nogle gange er det simpelthen bare på sin plads at sige: Giv os de gode gamle dage tilbage
7. november 2008

Det her bliver én af den slags anmeldelser, der ender med at have én pointe. Nemlig: Det hele var meget bedre før. De skulle aldrig have lavet det om. Giv os det gamle tilbage. Det er regressivt, ukonstruktivt og uopfindsomt, men nogle gange er det bare rigtigt. Og sjovt nok ofte en argumentation, der anvendes i bedømmelsen af tv ... Men helt ærligt: Hvem fik den geniale idé at gøre VH1 dansk og give værtrollen til Dan Rachlin?

Dan Rachlin er den type musikformidler, der sidder ubehjælpeligt fast i en periode. Lidt ligesom Kim Schumacher, men han har så en naturlig undskyldning. Det er sikkert ikke med vilje - Dan Rachlin kan sikkert godt lide rock og foretrækker måske en verden uden elektriske trommer, men desværre omfavnede han 80'erne med en så stor begejstring, at det er svært at ryste af sig. Så er der andre, der forstår at iklæde sig den sorte uniform på et tidligt tidspunkt.

Den tidløse, neutrale og alligevel autoritære udklædning, der ikke afslører, at man engang skrev en rosende anmeldelse af et OneTwo album. Jeg-elsker-Spandau-Ballet er simpelthen syet direkte ind i striberne på Dan Rachlins farvestrålende skjorter, og Rick Astley sidder i hvert et velfriseret strøg i det strittende pandehår. Derudover har han stadig rester af The Voice-tonationen hængende. Speedsnakkende, overfladisk, positiv og begejstret. Må vi lige bede om lidt storbyspleen og sarkasme, vi er faktisk nogle, der forsøger at opretholde et stemningsbillede præget af dunkel fremtid og snarlig død.

Jubeloptimisme

Og nu har Dan Rachlin så været ved roret på VH1 siden marts. Og han har inficeret kanalen med sin jubeloptimisme.

Dengang, vi bare kunne tage den europæiske version af VH1, var der næsten hver aften VH1 Rocks, og det var ikke rock, som det den danske VH1-kanal formaster sig til at kalde rock. Det gamle VH1 kunne aldrig finde på at sætte VH1 Rocks-logoet i det øverste højre hjørne af skærmen og så vise en Keane-video. Bandet Keane har ikke engang en guitar. Det er ikke rock. Så man det europæiske VH1, kunne der dukke gamle Poison, Bon Jovi, The Jam, Mötorhead eller Kiss-videoer op. Videoer man måske aldrig havde set før og ikke vidste, man var gået glip af. Selvom man ikke er fan, kan man godt føle sig beriget efter at have set en glemt Skid Row-video fra 1987.

For høj pris for Kashmir

Men nu skal man være mere end almindeligt heldig, hvis man slår ind på dansk VH1 og rammer VH1 Rocks, og hvis det endelig sker, så bliver man hurtigt skuffet. For dansk VH1 har ikke bare alvorlige genredefinitionsproblemer, de har også meget få videoer, eller vælger i hvert fald at vise få. De samme videoer igen og igen. Og det gælder for hele fladen, ikke kun for VH1 Rocks.

Hvis man ikke allerede var træt af George Michael, så bliver man det nu.

Så her kommer det: Det hele var meget bedre før. Men hvem har også formuleret den provinsielle tanke, at ting nødvendigvis skal have en dansk pendant?

Det er selvfølgelig positivt, at VH1 nu kan vise flere danske videoer, for der findes da dygtige danskere, der aldrig ville have en chance i det europæiske VH1's diskotek, men jeg er ikke villig til at betale for Kashmir med Black Sabbath, Stray Cats, The Velvet Underground og Belle & Sebastian. Og jeg vil hellere se en koncertoptagelse med Metallica, end jeg vil se Dan Rachlin sidde i sin baghave og lave et fuldstændig ufarligt interview med fuldstændig ufarlige Thomas Troelsen.

Lad os få de rette proportioner tilbage. Det begrænsede udbud af musik-tv legitimerer simpelthen ikke, at vi skal have en Dan Rachlin-kanal. MTV var i forvejen reduceret til en reality-kanal, The Voice-tv var en dårlig idé fra starten, den slags fordummende og kommerciel amatørisme bør begrænses til en radiokanal, og nu er VH1 altså også ødelagt. Fornemmelsen af dunkel fremtid og snarlig død er måske ved nærmere eftertanke intakt.

VH1 - hele tiden, desværre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Anita,

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide mig. Det er der så mange, der ikke kan Man kan ikke være venner med alle.
Hvad der derimod ikke er i orden, er at forsøge at gentage en løgn så mange gange, at den til sidst fremstår som en sandhed.
Lad mig derfor lige rette op på et par ting fra din artikel/kommentar:
-Jeg er ikke specielt forelsket i en speciel musikalsk periode. Hvilket man ved selvsyn/hør kan konstatere ved mine blogskriverier, mit arbejde på radio og til dels på tv.
-eg udfylder max ti procent af den effektive sendeflade på Vh1!
-Jeg har intet at gøre med fladen udover de programmer, som bærer mit navn, og altså heller ikke fladens program- og musikpriorieteter
-Mine programmer indeholder ca. 40% ny musik(indrømmet ikke så meget rock)

At gå i en dialog med dig omkring mit tøj, min interviewstil, min fortid, min fremtid osv. virker formålsløst, da fordomme driver ned af skærmen, efter endt læsning

Din lyst til kritisk og sortsynet journalistik byder dig muligvis ikke at kunne lide mig som medieperson eller slet og ret som person, men det ville klæde dig og det medie du repræsenterer, at være fair i dine skriverier.

Med venlig hilsen

Dan Rachlin