Store reklameflag svajer over de handlende i Københavns gågader, og busserne er klistrede til med store stickers, hvorpå der står CPH:DOX.
Det før så smalle undergrundsprojekt er blevet et gigantisk sammensurium af fester, film og farverige events, der tegner hele den københavnske kulturkalender de næste otte dage. Festivallen har kun eksisteret siden 2002. Dengang håbede arrangørerene på et pumblikumstal omkring 5.000. Der kom 12.000. Sidste år var tallet mere end fordoblet til 26.000.
Tine Fischer, der er direktør for festivallen, mener, festivallen bør vokse endnu mere i år:
"Potentielt har alle dokumentarfilm et publikum, fordi de handler om et specifikt hjørne af virkeligheden. Det kan være en ekstremt lille niche, men publikum er der. Og der er mange flere end 26.000 i København, der interesserer sig for musik, politik og film, så derfor kan vi sagtens vokse endnu," siger hun.
København er ikke det eneste sted, hvor dokumetargenren i stadig stigende grad formår at lokke publikum til det store lærred. Særligt festivalkonceptet er blevet populært verden over, fortæller Ulla Jacobsen fra European Documentary Network:
"Specielt med hensyn til festivaller, så er der i hele verden kommet mange mange flere, og der er en tydelig øget interesse fra publikum," siger hun og nævner, at også filmfestivallerne Sundance og Cannes har mere fokus på dokumentarfilmene end tidligere. Et andet eksempel på dokumentarismens udvikling er instruktøren Michael Moore, hvis film er blevet store biografsucceser, ligesom Anders Østergaards dokumentar om Gasolin' har solgt mange billetter i Danmark.
Unge fans
Forklaring ligger blandt andet i et generationskifte blandt publikum, mener hun:
" Før var det midaldrende, der så dokumentarfilm, nu er det unge, og dem gør CPH:DOX et kæmpe arbejde for at nå . Med festivallen tiltrækker de et ungt publikum, fordi den nye generation er mere globalt og politisk orienterede."
Noget af det, som CPH:DOX gør for at nå publikum, er at lancere dokumentargenren som mere end bare film: "Vi laver en kontekst omkring filmene, og lader dem række ud i den virkelighed, de beskriver. Så vi arrangerer for eksempel en koncert med den musiker, som filmen handlede om, og på den måde når vi også dem, som interesserer sig for andet end dokumentarfilm," siger Tine Fischer.
Men det er ikke kun de ihærdige festivalarrangørere, der har skabt den eksplosive vækst på dokumentarområdet, mener lektor ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, Arild Fetveit:
"Jeg ser det i sammenhæng med, at vi er i en utrolig kreativ tid for dokumentarfilmene. Der sker meget ny udvikling, både hvad angår filmatiske strategier, etik og æstetik. Derfor er der opstået et større miljø omkring dokumentarismen og produktionen, så vi fatter mere interesse for genren," siger han.
Arild Fetveit peger på at det kommercille tv i virkeligheden har været med til at give dokumentarismen sin genfødsel:
"Tidligere gav fjernsynet mere rum for dokumentarisme, og den europæiske dokumentariske tradition er primært udviklet indenfor tv. Men i dag, hvor wall-to-wall-reality præger de kommercielle tv-kanaler, er der opstået en modreaktion, som blandt andet kommer til udtryk på den her måde," siger han.
