Det drejer sig om Eventyret

Sammen med en god ven havde jeg engang en butik. Den hed Den Blå Bil og lå i midten af Odense. Butikken handlede med tegneserier, og i baglokalet lavede vi dem selv. I åbningstiden spillede vi skak med kunderne og talte om - tegneserier. Nogle gange solgte vi dem også. Det var i midten af 80'erne, og tegneseriemarkedet var på sit højeste, og helt der oppe på toppen var der en mut skikkelse i matroskostume, som vi beundrede mere end andre. Det var ikke Anders And. Det var Corto Maltese.

Da vi startede butikken - som halvvejs var et antikvariat - havde vi skudt det meste af vores egne samlinger ind i varelageret, men vi havde beholdt arvesølvet for os selv. Corto Maltese var en del af arvesølvet - og er det for så vidt stadig.

Der var noget ved figuren og serien, som talte til et ungt menneske, der gerne ville tro, at verden stod vidt åben. Måske var det det, at han ingen livslinje havde i hånden, men selv havde skåret sig en med en kniv, der gjorde ham så sej. Måske var det det faktum, at han altid var på vej, ikke bekymrede sig om jordisk gods, men rastløs lod sig drive af sted som en sand oplevelsesjunkie. Måske var det, fordi at han altid strøede om sig med lækre litterære referencer, samtidig med at han slog en proper næve. Handlekraft og dannelse i ét.

Corto Maltese var sådan en slags Tintin for voksne. Halvvoksne i hvert fald. Tegneren bag, Hugo Pratt (1927-1995), var selv nomade. Med en opvækst i Italien og Etiopien og ikke mindst en karriere som serietegner i Argentina, hvor hans udtryk fik sin endelige form. Forbilledet var så tydeligt Milton Caniff og dennes grafiske stil med brug af bastante sorte flader og en groft udhugget persontegning.

Corto Maltese sagde ikke meget, men han kiggede en del. Blikket mindede om det, jeg siden skulle møde hos Jan Stage, når man sent på aftenen sad et eller andet tvivlsomt sted, og han pludselig kneb øjnene sammen, og man et øjeblik blev i tvivl, om ens sidste time nu var kommet, eller om der var en ny omgang på vej. I det hele taget var der temmelig meget Corto Maltese i Jan Stage.

Hugo Pratt var en ledestjerne for så mange andre end os i Odense. For eksempel for landsmanden og vennen Milo Manara, der på et tidspunkt gjorde ham til mytologisk vejleder i den sære fortælling En forfatter søger seks personer. Her er den pjevsede hovedperson på vej ud af sin trivielle hverdag på jagt efter eventyret, og hvem andre end Pratt optræder i rollen som ildevarslende guide?

En anarkist

Politisk set var Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode. Noget med en kvinde, tror jeg, og en anledning til at gruble evindeligt på øde sandstrande, mens mågerne skreg over hans hoved, og han egentlig skulle videre.

På et tidspunkt var det, som om melankolien helt tog over, og blandt de mere grovkornede blandt kollegerne i det danske tegneseriemiljø blev det så prægnant, at de fremstillede et stempel med en måge og lancerede det under overskriften: "Lær at tegne som Hugo Pratt. Få dit eget mågestempel."

Det slog nu ikke os aficionados ud, selv om Hugo Pratt da ikke var nogen let mand at holde af. På et tidspunkt under en bogmesse sendte en dansk journalist og passioneret fan en forsigtig forespørgsel hen til ham for at høre, om han mon havde lyst til at give et interview. Pratt, der sad omgivet af smukke kvinder, så kort på noten og sendte den tilbage til journalisten med beskeden: "Fuck you".

Den slags skuffelser oplevede vi heldigvis ikke i Odense, hvor albummene blev slidte på trods af en ellers nok så andægtig omgang.

Imens vi havde Den Blå Bil, læste jeg i ugens løb på universitetet. Derfor var det mig, der hang på at holde åbent om lørdagen. Det var en ret fredsommelig dag, men jeg kunne i reglen regne med, at min vens far dukkede op med et par kolde øl og en forlegen attitude. Han var for genert til selv at spørge sønnen om, hvordan det gik, så han kom i stedet, når han vidste, at jeg var alene i butikken.

Inderst inde frygtede han nok, at sønnen ville ende som ham selv, men jeg kunne berolige med, at det gik rigtig godt, og som bevis hentede jeg de seneste tegneseriesider, han havde lavet. Og faderen studerede dem grundigt og blev glad på den der stilfærdigt fynske måde, der var hans, og så tussede han tilbage til det værtshusmiljø, der desværre også blev hans endeligt.

Eventyret for ham var en dreng, der var på vej ud i verden, fri af invaliderende skuffelser og med stor appetit på livet.

Sådan var Corto også for os andre. Han drømte stort, tog skæbnen i egen hånd og sloges for dem, han var hengiven, og så var han i øvrigt alt for blufærdig til at vente på anerkendelse for sine gode gerninger.

Corto var en hædersmand, selv om han gjorde, hvad han kunne for at slippe for prædikatet, og i grunden tror jeg, han misundte den komplet amoralske skurk Rasputin, som han undervejs i serien både undsatte og søgte at komme til livs. Det var alt sammen meget kompliceret.

Hugo Pratt havde den opfattelse, at eventyret forsvandt ud af verden ved udbruddet af Anden Verdenskrig, og han lod Corto forsvinde ud af historien. Derefter var verden blevet for lille til drømme og til en lykkeridder som Corto.

Han tog fejl

Corto Maltese indeholder den samme tvivl og søgen som hovedpersonerne hos Graham Greene. Ganske vist var Greenes figurer mere tynget af byrden ved den katolske tro end Corto, der var gennemført ateistisk, men de var fælles om at stille sig skeptisk over for de grandiose visioner på menneskehedens vegne. Deri havde de begge ret.

Hugo Pratt tog til gengæld fejl, da han påstod, at eventyret forsvandt med Anden Verdenskrig. Eventyret er der hver gang, man åbner et Hugo Pratt-album, og det er der, hver gang man kigger ud på verden og må konstatere, at der ingen enkle løsninger findes. Dét er et eventyr, og det er i virkeligheden det, Corto Maltese handler om. Så længe der er tvivl (og sønner med mod på livet), er der eventyr til.

Vennen fra dengang bor i dag i New York og laver stadig tegneserier. Hugo Pratt spøger i stregen og giver genlyd i dialogen, og det drejer sig stadig væk om Eventyret.

Hvad ellers?

Morten Hesseldahl er adm. direktør på Information

Denne tekst er den allersidste udgave af Den Sorte Skole