Læsetid: 6 min.

Drømmen om et liv - efter fødslen

Patti Smith var i byen i weekenden. Til et pressemøde, en filmforevisning og en solokoncert. Det hele var så fucking sublimt, at vor udsendte var lige ved at dåne. Efter lidt lugtesalt forfattede han så nedenstående
Patti Smith var i byen i weekenden. Til et pressemøde, en filmforevisning og en solokoncert. Det hele var så fucking sublimt, at vor udsendte var lige ved at dåne
18. november 2008

Nogen gange synes jeg, at jeg er så fucking heldig. At leve og ånde i en tid, hvor folk som Bob Dylan, Leonard Cohen, Joni Mitchell og Nick Cave alle netop også lever og ånder og løbende rejser deres respektive værker lige for øjnene (og ørerne!) af mig. Der er så alle dem, der er stået af bussen undervejs; fra Frank Sinatra og Duke Ellington over John Lennon, Nick Drake til Kurt Cobain og on and on. Vi skal alle den vej på et tidspunkt, og selv om man ikke behøver dvæle ved det, er det godt at have i baghovedet, når man har spildt endnu en dag på fnidder, skat og fandens fucking pumpestok. Personligt har jeg haft et par år af dubiøs kvalitet, men - modsat dope, druk og damer - har musikken aldrig svigtet mig i min stadigt mere bizart rodløse flaksen gennem solsystemet. Den har i den grad - og med Jim Morrisons ord - været the only friend until the end.

Hvordan skulle det dog være gået uden musikken, venner? Denne, den på en og samme tid mest uhåndgribelige og dog så alligevel allermest virkelige udtryksform, det er os mennesker - billige skidt som vi er, jo vist, fuld af indbyggede fejl og modsatrettede impulser, men også den der fantastiske trang til at stræbe mod noget bedre - blevet forundt adgang til. Det er lige til at blive en lille smule religiøs af.

Og lørdag fik jeg så - og greb - muligheden for at møde en af de virkelig tunge kvinder i ovenstående ligning. Faktisk af tre guddommelige omgange -hattrick, baby! Jeg taler om Patti Smith, mine damer og herrer. En kvinde, som siden debuten med det jordskælvsagtige album Horses - en stadig knogleknusende kombination af nervefuld garagerock og benhård visionær poesi - i 1975 stædigt, kompromisløst og inspirerende har fulgt sin egen skæve vej gennem tilværelsen - som digter, som sangskriver, som sanger og såmænd også som billedkunstner og fotograf. Første møde fandt sted ude på Gasværket lørdag til et hastigt sammenkaldt, improviseret pressemøde, hvor en fem-seks repræsentanter fra den anakronistiske skrevne presse var blevet inviteret til audiens hos dette uforlignelige ikon for dem af os, som aldrig helt fattede det med den slagne vej (og derfor valgte en ufremkommelig rute, hvor man hver 5. minut må spørge sig selv, "Hvad fanden har du gang i?", hvilket både kan være forstemmende og euforiserende - om end ikke på én gang).

Mættet dokument

Der sad jeg så ved foden af fru Smith og summede som en honningbi. Hun ledte slagets gang og spurgte frejdigt de fremmødte én for én om de havde noget at spørge om; det havde vi da. Svarene var dog konsekvent mere spændende end spørgsmålene og nærværet totalt fra start til slut.

Jeg havde hverken båndoptager eller notesblok med, men sad bare og glanede op på damen med et (håber jeg) ikke alt for tumpet udtryk. Hun talte om sine forældre og sin arbejderklassebaggrund og fotografier fra 1900-tallet og de to William'er - Burroughs og Blake - så alt var som det skulle være. Det måtte gerne have varet længere end 20 minutter - på den anden side: 20 gode minutter opvejer snildt syv dårlige år. Men alligevel.

Bagefter slangede jeg mig op og satte mig ved hendes side og fik signeret et par skiver, groupie-style. Men - og det er jeg stolt af - undlod fuldstændig enhver form for patetisk 'du har betydet så meget for mig'-bavl. Det var soleklart underforstået. Sad bare pænt ret op og ned som en god fan og betragtede hende sætte sine kruseduller på mine medbragte lp'er. Faktisk gjorde hun det let at bevare illusionen om at være bare en smule cool. Det var hun i hvert fald. Som afslutning på festivalen CPH: DOX 2008 samme aften vistes Steven Sebrings næsten to timer lange dokumentarfilm, Patti Smith: Dream of Life, så på storskærm og det var en stor, stor oplevelse.

Poetisk film

Flere mente efter seancen, at filmen var alt for lang, men ikke jeg. Tværtimod lod jeg mig villigt suge ind i dette poetisk mættede dokument, hvor Sebring i 11(!) år fulgte Smith som den famøse flue på vejen. En flue med et kamera - og når jeg skriver et kamera, mener jeg et kamera. Sebring indledte selv filmen på en charmerende måde, hvor han redegjorde for processen og ikke mindst det tekniske, der i al enkelhed bestod af ham selv og hans kamera. Hvilket ikke desto mindre kastede slående billede på billede af sig, så trods den primitive teknik var æstetikken upåklagelig fra start til slut.

Fra første til sidste billede er vores benede, hestehovede heltinde med det striglede hår totalt i fokus, iført sine ufikst fikse benklæder, lange frakke og løsnede slips og kosmopolitisk hoppende fra kontinent til kontinent, fra Detroit til New York City, omgivet af sine talismaner - fotos af levende og døde, guitarer i læssevis, pladespiller og andre erindringsobjekter, som jævnligt fremdrages og kommenteres. Med en varme og en underspillet humor jeg ikke lige forbandt med hende. Der klippes meget - og hurtigt - men ind imellem gives der også plads til længerevarende sekvenser, som da hun og Sam Shephard giver en række folkesange på akustisk guitar, eller da hun er en tur i mindeskrinet og derfra fremdrager yndlingskjolen fra barndommen. Der er også nogle fantastiske scener, hvor hun besøger sin far og mor i deres hjem, den åbenlyse, men underspillede kærlighed til ophavet virkede stærkt og ægte.

Sans for altings poesi

Filmen viste i glimt Smith i roller som mor (hun har to børn), som datter, som ven og som politisk aktivist, hvad der i disse politisk ukorrekte tider jo ikke er meget status i. Dobbelt respekt til Patti Smith af samme årsag. Det er cool nok at side i en lænestol og spille trendy, afstumpet og blasert, men der er immervæk mere substans at hente hos dem, som rent faktisk bruger deres ytringsfrihed til mere end at brokke sig.

Det hele bæres igennem af Smiths stemme - med masser af dynamiske klip fra både koncerter og oplæsninger - og hendes vision, hendes sans for altings poesi, hendes tørre humor, hendes troværdige varme og ikke mindst hendes sære elegance (åh jo!), indtagende varme og uangribelige smag. Måden hun beskrev, hvordan tabet af hendes elskede lillebror havde givet hende et større og varmere hjerte var satanedeme gribende. Mestendels optaget i suggestivt og smuk - men ikke overdrevent kunstnerisk - sort-hvid, dygtigt, men ikke logisk klippet og vildt springende i tid og rum kerer filmen sig ikke om noget, der kunne minde om almindelig fremadskridende prosa, men fungerer mere som et vidunderligt dopet langdigt, der næppe vil overbevise skeptikere, men på mig virkede som den rene manna.

Aftenen kulminerede med noget så usædvanligt som en (kort) solokoncert med fru Smith selv. I sig selv en præstation, fordi hun spiller guitar som et vognlæs brækkede arme, men hun kørte den hjem på selvudslettende charme, uangribeligt nærvær og så en sangstemme, der skærer durk gennem alle forsvar. Vi skulle lige om en jammerlig improviseret åbningssang om Copenhagen og så blev alt godt, vi fik "Beneath the Southern Cross" og "My Blakean Year" og et par stykker til, før der afsluttedes med en modig a capella-version af hendes eneste hit nogensinde, "Because the Night". Det var fandeme lige til at tude over. Tak. What a woman! What a night! Jeg summer endnu -

Steven Sebring: Patti Smith - Dream of Life + Patti Smith, solokoncert, Gasværket, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu