Læsetid: 4 min.

En duft af garage

På Kunstindustrimuseet åbnede i går en motorcykel-udstilling, der tuner trækkraften og sætter magiske maskiner stævne på marmorgulvene
På Kunstindustrimuseet åbnede i går en motorcykel-udstilling, der tuner trækkraften og sætter magiske maskiner stævne på marmorgulvene
28. november 2008

Motorcykler i klorofyl-grønne Information? Nej, nu må jeg be' om mine CO2-blå!

Jamen, de står på Kunst-industrimuseet! Lige nu. På rad og række op og ned gennem salene, så der pludselig lugter pirrende af garage i de højloftede rokokorum. Marmorgulvene er i anledning af showet delvis afdækket med asfaltagtige gummibaner. Kommoder og sølvtøj holder vejret i de andre hospitalsfløje rundt om Grønnegården.

Og ganske vist hedder udstillingen Vrooom - men også Motorcykeldesign, og det er dét, der er hovedsagen, og dér man kan blive klogere på, hvordan der i tidens løb er tænkt og økonomiseret med materialeressourcerne.

For ganske vist er der en god portion fartglæde indbygget i mange af maskinernes fest og farver, blær og bike - men også dén tekniske ræson, der skal til for at holde de tunge dyr på højkant under drønet gennem landskaberne - på japansk riskoger, eller under komfortabel turkørsel med veltjent Nimbus. Og det er ikke bedøvende benzinlugt alt sammen. En skønånd overskrævs skrevligefrem om drivende høduft med krydret vind.

Gasblå emission

Groft sagt kommer designens æstetik eller styling i anden række, og dét er moralen i udstillingen: At hvert eneste parkeret eksempel er konstrueret og formgivet til et bestemt formål - med øjnene skarpt rettet på pengepungen - det være sig transportregnskabet eller speedwaypokalen.

Nogle af de allersmukkeste maskiner er i virkeligheden dem, der tænker minimalistisk på konstruktionen og lader hvert led være synligt og forståeligt, ligesom på en almindelig cykel med rugbrødsmotor.

Selv hvis man kun har været i nærheden af motorcyklens lillebror knallerten, SCO eller Puch Maxi i sin tid, ved man, at der også skal bruges benkraft til at få motoren i gang, eller ligefrem supplere fremdriften undervejs som på den franske Velo Solex, hvor motoren noget skuffende sad og strittede foran styret. Så hellere byen rundt på Vespa-scooter eller Peugeot nu til dags med eller uden alpehue.

De moderne strømlinede og friktionsglatte køretøjer er heller ikke kedelige, ren science fiction nærmest. Men den økonomiserende bestræbelse må fra nu også gælde det, der skal i motortanken eller batteriet, med forsinket omhu for miljøet og begrænsningen af den gasblå emission. Bæredygtigheden skal tilgodeses både inden- og udenfor dirt track'ene og cindersbanen.

Sensibilitet

Det er mere udsat at køre på motorcykel end i bil. Det er nok en del af fornøjelsen, stærkt og forførende. Maskulint måske - med alt dét krom og kulørte lak? Det må pigerne i læder kunne sige noget om, hvis man ellers kunne få ørenlyd til den slags psykoplyk, når først de har hånden på gashåndtaget.

Rigtige MC'ere bygger selv om på deres maskiner for at få dem individuelle nok. Custom hedder det. Men det egentlige bygningsproblem har hele tiden været, hvordan de store motorer kan anbringes, så tyngdepunktet ligger lavt. Uanset om det så er med én eller otte cylindre, to- eller firetakts, højt eller lavt kubikmål.

Apparatet - halvt menneske, halvt aerodynamisk roulade - er en balanceakt af de sensible. Ind i sving og opi hastighed skråt ud fra vejbanens plan, som forsvinder bagud, mens omgivelserne flyver forbi.

Det stiller krav til mokebikkens bærende stel, oftest en rørkonstruktion, som skal være fleksibel, stabil, brudsikker og langtidsholdbar.

Motorløbene er laboratorier for den slags erfaringer, og der trækkes nu til dags på teknologier og metallegeringer fra andre gebeter, eventuelt med 'kåber', sidedækninger, af kulfiberarmeret plastic.

Forgaflen skal være teleskopisk affjedret af hensyn til stød og manøvresikkerhed. Og hjulenes egre kan udformes på mange måder, fremgår det af udstillingen, som er flot linet op (for nu ikke at sige kubikkurateret) af Martin Christiansen og Christian Holmsted Olesen.

De har målrettet lånt sig frem i danske og udenlandske privatsamlinger eller motormuseer.

On the road

BSA-forhandler og racer-kører Johnny Goodpaster er i det alsidige udstillingskatalog citeret for, at uanstændighed og motorcykler følges ad.

Der er åbenbart noget grænseoverskridende ved de brølende japs- og yankee- og såmænd også ved de mere stilfærdige britiske gentleman-køretøjer. En (falsk) fornemmelse af frihed ogderuudaaad-sprængende ekspansion, med luft i håret og risikabel kør-stærkt-dø-ung 'på veeejen'. Kort sagt, alt det forkerte ...

Som når Hunter Gonzo S. Thompson oven på sit journalistiske samkvem med Hells Angels i 1967 skriver om eftervirkningerne, her citeret fra kataloget:

"Jeg havde stadig min arv, den store maskine - to hundrede kilo krom og dyb rød larm, som jeg kunne tage ud på Coast Highway'en og slippe løs klokken tre om morgenen, når alt politiet lurede ovre på 101."

Det skal gøres rigtigt, skriver han også, for "så begynder den mærkelige musik, når man strækker sit held så langt, at angst bliver til munterhed og vibrerer op af armene."

Hvorefter han dundrer videre langs stregen, til der kun er et par sekunder til den 'kant', som kun de, der kørte ud over den, ved hvor er, ræsonnerer han.

Tak for kaffe! Og godt der ikke er græsbaneløb i museets Grønnegård. Og dog? Hellere dét end på lande-vejen, og så måske på bittesmå maskiner ...

ADW@INFORMATION.DK

'Vrooom - motorcykeldesign'. Kunstindustrimuseet i København, til den 15. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu