Læsetid: 4 min.

Dukkumentar-film: Yallahrup Ungdomshus

Sidste år i december sendte DR2 Yallahrup Færgeby, der var en parodi på dukkejulekalenderen, 'Jullerup Færgeby'. Nu vil manden bag yallah-kalenderen, Rune 'Kalle' Bjerkø, lave en film, 'Our House', der med humor og håndholdt dukkeføring fremstiller kampen om Jagtvej 69. Ifølge Bjerkø kunne Shakespeare ikke have skrevet et bedre set-up
Komedien og satiren kommer i sidste ende, og man skal ikke være bleg for at indrømme, at det kommer ud af angst, mener Rune Bjerkø - manden bag figurerne her fra Yallahrup Færgeby.

Komedien og satiren kommer i sidste ende, og man skal ikke være bleg for at indrømme, at det kommer ud af angst, mener Rune Bjerkø - manden bag figurerne her fra Yallahrup Færgeby.

24. november 2008

Da Nørrebro sidste år oplevede en mindre borgerkrig, fandt filminstruktør Rune 'Kalle' Bjerkø stof til en ny doku-dukkefilm.

Forinden var han blevet kontaktet af filmselskabet Zentropa, som var interesserede i at lave en opfølgning på Rune Bjerkø's omdiskuterede dukke-julekalender, der blev sendt sidste jul på DR2. En Yallahrup 2 var på tale, men det var ikke umiddelbart noget Bjerkø følte for.

"Så eksploderede Nørrebro - og efter det kom et langt efterspil. Jeg undersøgte sagen. Det var simpelhen helt vildt. Shakespeare kunne ikke have skrevet det bedre."

Kampen om Jagtvej 69 havde ganske rigtigt sine dramatiske hovedkarakterer. Rune Bjerkø ridser persongalleri og plot op:

"Faderhuset køber Ungdomshuset og smider de unge ud, mens politikerne ikke reagerer på problemstillingerne. Så gør de unge gør det, som unge skal: De bliver sure og vrede og kaster med sten."

Tilsæt det, Bjerkø kalder 'religiøse fanatikere', et 'politi som agerer macho' og hæld en god slat medie-manipulation oven i - så er dramaet sat i scene.

Ensidige dokumentarer

Jagtvej 69 er blevet taget under satirisk behandling af Rune Klan og Mick Øgendahl på TV2 Zulu, på DR har Normalerweize har lavet en lang Romeo og Julie-parodi om to unge fra henholdsvis Ungdomshuset og Faderhuset, Holbæk Teater har lavet en rock-teaterforestilling om Jagtvej 69, og i sidste uge blev dokumentarfilmen 69 - Ungeren indefra vist på DR2.

Men ifølge Rune Bjerkø har de dokumentarfilm og udsendelser, der har handlet om ungdomshuset, været meget ensidige:

"Det trænger til at blive behandlet i en uformel form. Det har ikke fået en forløsning i de film, der er lavet om det. Man har sagt: Det er også uretfærdigt. Men var det nu det? Og på hvilken måde? Hvad ramte uretfærdigheden hårdest?"

Og der er ingen, der skal føle sig for sikre, når Bjerkø tager sagen og dukken i egen hånd:

"Den måde, jeg har tænkt mig at gå til det på, er, at alle skal have hug, for på den måde får de også lov til at fortælle deres historie."

Nødvendig distance

Hvis man vrider en problemstilling til yderste konsekvens i en satirisk form, begynder det at indeholde en sandhed, mener Rune Bjerkø. En anden form for sandhed, som en dokumentar måske ikke engang kan ramme. For ham er satiren en naturlig menneskelig reaktion at bearbejde det tabubelagte eller tragiske på: Det, vi ikke kan tale om eller finde ud af, det konfliktfyldte og det forfærdelige, bliver vi nødt til at grine ad: "Grækerne lavede et hav af tragedier, og på et eller andet tidspunkt trængte man til en komedie. Nu har man fået rullet alle tragedierne op og sagt: 'Ih hvor er det frygteligt'. Nu trænger vi til at grine ad det, så vi kan komme videre."

Når der er sket noget forfærdeligt, kommer der på et tidspunkt noget satire over det. Rune Bjerkø bruger 11. september-problematikken, som eksempel.

Det, der i begyndelsen er så alvorligt, at det næsten er tabuiseret at tale om, bliver man på et tidspunkt nødt til at distancere sig fra. Det gør man blandt andet gennem satire.

Ved at grine ad det, bliver det mindre farligt:

"Komedien og satiren kommer i sidste ende, og man skal ikke være bleg for at indrømme, at det kommer ud af angst. Det er ihvertfald tæt forbundet. Vi griner fordi, vi ikke forstår det."

Måske er sammenligningen med 11. september heller ikke helt dårlig. Hvor Ungdomshuset engang lå på Jagtvej 69, ligger i dag en mindre udgave af Manhattans Ground Zero. Det er på tide at lægge Jagtvej bag sig, også selv om kampråbet, 'Ungdomshuset overgiver sig aldrig', længe har lydt:

"Vi skal have lov til nu at grine ad Jagtvej, for på mange måder var det en uhyrlig komisk situation, alene at det kom så langt ud. Man kunne have løst det stille og roligt, men alle gjorde alt for at fucke det fuldstændig op."

Ritt og Ruth på pinde?

Når Our House ruller over det store lærred, skal man ikke forvente at se stangdukker som i Yallahrup Færgeby. En del af dukkerne vil være forholdsvis naturtro, mens andre kan karrikeres i mere ekstrem grad:

"Som vi ser det i øjeblikket, bliver det mere i en muppet-form, men de skal være menneskelignende, så vi kan få både Ruth og Ritt på banen. Vi har talt om bare at have sorte sokker til de autonome for at se, hvor hårdt man kan spænde det op."

Det lyder som et mindre formeksperiment at lade sorte sokker som hånddukker møde en udstoppet Ritt og filtformet Ruth i et samspilsramt drama. Men ifølge Rune Bjerkø kan dukkeformen noget særligt:

"Det interessante ved dukken er, at den karrikerer automatisk. Når man tager en bamse op og giver den en stemme, får den sit eget liv. Man kan sige meget værre ting med en dukke."

Så hvis ikke man synes, der er blevet sagt slemme ting nok i forvejen, kan man glæde sig til at opleve hele Ungdoms-, Fader- og Rådhus-dramaet i en endnu værre version.

En knyttet næve bliver ganske anderledes farlig, når den bliver iført en sok, et par knapper og en stemme.

Spillefilmen "Our House" ventes færdig efter sommeren 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Som jeg skrev i en kommentar til farce om ungdomshuset, for over et år siden, så var hele sagen en dukkefilm:

Ruth faderhus gav den som dukkefører, og de andre medvirkende hoppe, når hun sagde hop, og sprang, når hun sagde spring...

Jeg glæder mig derfor til at, om Rune og crew, kan genfortælle historien,med lige så meget iver, som den purunge TV2news...

ps. Ruht Faderhus, er ikke skitzofren, fordi det er den anerkendte gud, der hvisker hende i øret, og fordi hun har en menighed, af fortabte sjæle og åndsløse fanatikere...