Læsetid: 5 min.

El Pep Team er tilbage

Spanien. Hvis Real Madrid skal gøre sig håb om at vinde i den spanske liga i år, kræver det mere end held - det kræver, at Barcelona bliver ramt af en effektiv langtidsskade
Pep. Josep -Pep- Guardiola - Michael Laudrups gamle klubkammerat - er guden i Barcelona. Han er elsket for den, han er, nemlig symbolet på Cataloniens landshold, Barca.

Pep. Josep -Pep- Guardiola - Michael Laudrups gamle klubkammerat - er guden i Barcelona. Han er elsket for den, han er, nemlig symbolet på Cataloniens landshold, Barca.

Sergei Sypinski

22. november 2008

Mens ærkerivalerne fra Real Madrid knokler sig igennem en helvedesmåned med trusler om trænerfyring, en forward med baldret knæskal og en præsident, der mere og mere stivnakket forsøger at tågesnakke sig igennem rygter om konspiration og kummerlig ledelse, skinner solen lyksaligt over verdens næstrigeste klub, Cataloniens stolthed, FC Barcelona. Efter stribevis af storsejre - Barca har vundet ni kampe i træk - og en spillegejst, som både er resultatet af indpisket disciplin og genskabt pokalhunger, buldrer jungletrommerne over hele kloden: El Dream Team er tilbage. Nu hedder de Pep Team. Michael Laudrups gamle klubkammerat på det hedengangne Cruyff-mandskab, Josep 'Pep' Guardiola, er guden på de kanter.

Sidste sæson sluttede Barca 18 point efter Bernd Schusters Real Madrid, og den katalanske organisation var ved at sprænges indefra af en jordbøjet Frank Rijkaard, der ved Gud havde haft sine storladne momenter, men som i kølvandet på endeløse slagsmål mellem Eto'o-lejren og Ronaldinho-fraktionen mest lignede et traumatiseret krigsoffer. Deco, magikeren på midtbanen, spillede, som om han var ligeglad med det hele i en ufleksibel 4-3-3-opstilling, der var omtrent lige så forudsigelig som Morten Olsens hollandske systemimport, og for Barca-supportere føltes portugiserens pludselige kampglæde hos landsmanden Felipe Scolaris Chelsea som en våd klud i ansigtet. Ronaldinho var for længst flygtet til AC Milan, og imens prøvede præsidenten, Joan Laporta, at afsætte Samuel Eto'o. Helst til en oliesheik eller en eller anden nyrig klub langt ovre østpå. Det lykkedes heldigvis ikke. Og ind på scenen kom den nye træner, som klubben hentede nede fra B-holdet, Josep Guardiola.

Det svarer til at erstatte Olsen med 'Faxe'. Den første er metaltræt, og den anden forguder vi på trods af langt kortere cv. Ud gik Rijkaard, og ind kom 'Pep', som siden 90'ernes start nåede at styre Barcelonas midtbane i 11 år og 379 kampe. Inspireret af Atletico Madrids forward Kiko, der var imponeret over Peps evne til at binde Cruyff-truppens boldbesiddende spil sammen med korte, stilfulde afleveringer, fik han øgenavnet 'Pam' - tænk på lyden af en inderside, der som en taktfast rytme skubber offensiven fremad: Pam, pam, pam, pam. Det blev også til 48 landskampe for Guardiola, inden han i 2001 skiftede Los blaugrana ud med italienske emblemer og i mange år efter måtte slås med vedvarende dopingindicier. Pep blev frikendt for alle anklager i 2007.

Disciplin

Barcelona er som bekendt 'mere end en klub'. Paradoksalt nok inkarnerer Pep parolen, netop fordi han i den grad er klubben. I 90'erne valgte Johan Cruyff bevidst at lade sig genføde som lokalpatriot. Han talte ikke spansk, men katalansk. Sønnen blev navngivet efter katalansk tradition. Og selvklart foragtede hollænderen centralmagtens statister i Real Madrid. Sådan en strategi er Guardiola befriet for. Han er elsket for den, han er, nemlig symbolet på Cataloniens landshold, Barca.

Holdet slap dog alt andet end godt fra sæsonstart, og de kritiske røster tonede frem i det massive lydbillede. Havde Pep, hvad der skulle til? Selv havde den grønne træner en dagsorden med tre punkter, der samtidig var faser i en køreplan. Først skulle der indgydes disciplin i truppen. Dernæst handlede det om positionering, som Pep har udtalt, er nøglen til ethvert fodboldholds succes. Og endelig skulle der pumpes noget mere muskelmasse i den klejne Lionel Messis bentøj. Missionen blev fuldført, for se bare Thierry Henrys nye rolle som assistmager på venstrekanten, de elegante tryllerier fra Xavi-Iniesta-duoen, og da Messi i sidste uge blev savet midt over af en Recreativo-forsvarer, tog han sig til hovedet og rejste sig atletisk op kort efter. Kan Real Madrid vinde ligaen i år? Ja, hvis altså Messi bliver langtidsskadet.

Måden at vinde på

I dag er selv de argeste negativister forført af realiteterne. Inden weekendens kampe fører Barcelona ligaen med 28 point, hvilket er tre foran Villarreal og fem bedre end Real Madrid. Cifrene er ikke de mest symptomatiske, for kig lige på målscoren: Barca topper suverænt La Liga med den positive ligning 36-8, mens Real er helt dernede, hvor 28-17 får alarmerne til at blinke hidsigt over defensiven. Kun Sevilla har lukket lige så få mål ind, hvortil Barca trygt kan replicere: Æv bæv, vi har nettet dobbelt så mange gange.

Og så er der måden, de vinder på. Sporting Gijon måtte se seks mål gå ind. Atletico blev reduceret til paniske marionetdukker, mens Barca hældte fem fuldtræffere i maskerne på rekordtid, og selv i silende regn kæmpede de ellers så lette Barca-kroppe sig til en 1-4-sejr over Malaga for nylig. En direkte sammenligning med rivalerne fra Madrid tegner et tydeligt billede. Dani Alves ligner stadig én, der er sur over, at nogen har hugget hans kokain, men hans frenetiske stormtogter på højrefløjen er p.t. milevidt fra Sergio Ramos' aktuelle formdyk. I venstre side brillerer Iniesta, når han ikke er skadet, og minder set med Madrid-øjne ubehageligt om en lynhurtig forward, som oven i købet har hjerne (modsat Drenthe), og selv Henry, der i flere sæsoner har truet med at bukke under for hjemve og rygsmerter, virker revitaliseret og mere tilpas i opspillet. Eneste minus er Gudjohnsen, der har for meget power og for lidt elegance.

Er det en behændig mytologisering af virkeligheden? Der er ikke noget nyt i den enes dundrende krise og den andens tindrende succes. Sådan har den tætte morbo mellem Real og Barca set ud i årtier, og mens kongeklubben vælter sig selv omkuld af undertippede bundhold fra provinsen eller en kolerisk Gabriel Heinze, funkler katalanerne desto mere, selv i kampe, hvor de blot læner sig dovent op ad Guardiolas sikre positionering og kun i glimt løsner krudtet i støvlerne. Som for eksempel i sidste uge mod Recreativo på udebane, hvor frisparksscoringen til 0-1 var lækker og veltimet som en uafrystelig popsang: stram i betrækket og glimt i øjet. Den gamle kendingsmelodi, som er mere salgsgimmick end letbenet kliché, at 'alt hvad Barca gør, kan Real Madrid gøre bedre', er kun tilnærmelsesvis sand på grund af sin fifty-fifty dialektik. I disse dage er det fandeme Barca, der gør det hele meget bedre.

Og selv Marca's journalist og indædte Real-elsker Miguel Serrano må bøje sig: "Hvis jeg var en dreng nu, ville min far have et helvedes hyr med at stoppe mig i at holde med Barcelona. Men det er for sent med Pep Team. Du kan skifte din bolig ud, dit job, din kone, din politik, ja, selv dit køn, men ikke dit fodboldhold. Alligevel, når Barca spiller, så er det gloriøst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu