Læsetid: 3 min.

Fadøl og forståelig poesi

Den københavnske forfatter og freestylepoet Claus Høxbroe har stor respekt for Dan Turèll, som han mener formåede at formidle sin kærlighed til sproget til et bredt publikum. - I anledningen af premieren på filmen ”Så kort og mærkeligt livet er” i denne uge, har vi spurgt en række storbypoeter om deres forhold til Dan Turèll
3. november 2008

Claus Høxbroe understreger med det samme, at Café Dan Turèll i det indre København ikke er et sted, han normalt ville komme. Til gengæld har han stor respekt for forfatteren Dan Turèll.

Med det sorte skæg, brillerne og kasketten kunne Claus Høxbroe godt ligne en nutidig udgave af Dan Turèll. Især når man tager med i betragtningen, at Høxbroe er en varm fortaler for den levende poesi. At han er manden bag det tilbagevendende litteraturarrangement Onkel Dannys Joint, og at man ofte støder på ham i det Københavnske gadebillede.

På Café Dan Turèll er der et par Turèll-plakater og et neonskilt i loftet, der staver forfatterens navn. Ellers er det mest cafeens mange spejle, man lægger mærke til. Der er langt til de brune værtshuse på Vesterbro, som Dan Turèll holdt så meget af.

- Hvad betyder Dan Turèll for dig?

”Dan Turèll har trådt så store fodspor, at man ikke kan sætte musik til lyrik eller læse op på en spændende måde, uden at folk vil sige ”han er meget Dan Turèll-agtig”.
Der er nogen der vil sige, at jeg minder om Dan Turèll, fordi der er nogle ligheder. Jeg kan godt lide en fadøl, jeg kan godt lide at poesien er forståelig, jeg kan godt lide at der er nogle rytmer og så er jeg er meget inspireret af Jazz. Det falder jo i hak med, hvad han også kunne. Men alligevel er der jo forskel på os.”

- Er Dan Turèll stadigvæk relevant i dag?

”Jeg tror han kan åbne øjnene hos folk, der normalt ikke ville læse digte. Det vigtigste ved ham, var egentlig at se den glæde, han havde ved ordet og sproget. Og den kan være svær at få øje på, når jeg kigger på nutidens digtere. Det at være i sproget og skriften og ville leve det.”

- Hvad synes du om myten om Dan Turèll som storbypoet?

"Han lavede nogle spændende ting, han skrev godt, og han skrev meget om byen. Jeg tror folk kender Dan Turéll mest fra det, de har hørt i radioen, fra cd’erne, fra krimierne og fra Vangede billeder. Men det jeg synes er interessant ved ham er hans utrolige glæde ved sproget. Det synes jeg er det vigtigste ved ham."

- Er der nogen, der formår at sætte ord på storbyen ligesom ham?

”Jeg synes Peter Laugesen er spændende. Han kan noget. Jeg synes også Henrik List er spændende. Men generelt synes jeg, meget af lyrikken herhjemme er kedelig. Der er for meget boa over det.”

- Hvad synes du om, at Dan Turèll nærmest er folkelig i dag? – pladser opkaldes efter ham og en ny film har premiere i næste uge.

"Det synes jeg faktisk er helt fint. Man skal ikke være bange for at skrive til hele verden. At han har en plads, en café og en film kan måske gøre at folk får øjnene op for poesien."

- Hvad synes du om Café Dan Turèll i forhold til forfatteren?

"Jeg ville aldrig komme her. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle lave her. Jeg synes der er for meget café latte og schweppes-tæppe over det. Til gengæld er det spændende, at stedet blev lavet, da Dan Turèll var i live. At en ordmand kan få opkaldt et sted efter sig, imens han er i live. Det var ikke fordi, der var gået 45 år og manden var blevet hype og kitch. Stedet blev lavet da manden stadigvæk kunne stå og kigge ind af vinduerne. Det synes jeg er spændende."

Se Claus Høxbroe udtale sig om Dan Turèll på Café Dan Turèll her:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Der er såmænd intet kontroversielt over, at Høxbroe er blandt de mest begavede og inspirerende poetikere i nutidens Danmark.