Læsetid: 5 min.

Det bliver i familien

Da Information i forbindelse med May Schacks anmeldelser i Politiken afslørede inhabilitet, blev det opfattet som brud på en stiltiende konsensus i det litterære miljø. Men selv om den litterære verden kan være meget indspist, er vi nødt til at se os selv i øjnene og diskutere principper for troværdig kritik
Da Information i forbindelse med May Schacks anmeldelser i Politiken afslørede inhabilitet, blev det opfattet som brud på en stiltiende konsensus i det litterære miljø. Men selv om den litterære verden kan være meget indspist, er vi nødt til at se os selv i øjnene og diskutere principper for troværdig kritik
6. november 2008

Afsløringen af May Schacks dobbeltrolle som ansat på forlaget Gyldendal og anmelder af forlagets bøger på Politiken optog i sidste uge en bredere offentlighed end lige den strengt litterære. Måske fordi man for en stund fik indblik i og mulighed for at snage i en lettere incestuøs verden. Måske fordi spørgsmålet om habilitet og inhabilitet inden for den litterære verden ikke kun optager fagfolk.

Afsløringen var dog slet ikke nogen nyhed, men noget, som alle i det litterære miljø har vidst besked om i lang tid. Hver gang May Schack skrev en positiv anmeldelse af en vigtig Gyldendal-bog, har man rystet lidt på hovedet og muntret sig over det. Weekendavisens Bo Bjørnvig har med jævne mellemrum pippet om det i sit spinatbed, men det er hurtigt blevet tysset ned igen.

Fordi alle var bange for at have noget i klemme, har alle holdt hånden over hinanden. Forfattere, kritikere og redaktører er forbundet med hinanden på kryds og tværs og er i virkeligheden én stor familie. Sådan er den verden, lyder selvforståelsen. Der har været en stiltiende konsensus om, at blot man undlader at fortælle det til en bredere offentlighed, så går det hele nok. Sådan omtrent har logikken været.

Lige indtil Information brød med den kodeks og skrev afsløringen som en nyhedshistorie, der hurtigt blev opslugt i et større mediekredsløb. Den konkrete anledning var to markante anmeldelser, som May Schack i Politiken skrev af de to vigtigste bøger fra Gyldendal i dette efterår, Hanne-Vibeke Holsts Dronningeofferet og Jens-Christian Grøndahls Fire dage i marts.

På Politikens kulturredaktion kunne man ikke sidde den artikel overhørig. Avisen betragtede det som et direkte angreb og svigt af stiltiende konsensus i miljøet. Politikens selvforståelse er meget stor og meget familieagtig. Som landets kulturelle hoforgan og stærk magtfaktor ser avisen det også som sin rolle i første omgang at straffe den synder, der brød kodeks; i anden omgang at få genetableret orden. Avisen mobiliserede derfor et stort anlagt modangreb, der kom til at køre ud fra devisen: Ingen er rene, så derfor er alle beskidte. Ingen er helt uskyldige, så derfor er alle syndere. Ingen kan kaste med sten, for vi bor alle i glashus. Med andre ord den totale relativisering.

Den kulturelle alliance

Dette er ikke kun en strid om principper og habilitet. Det handler også om store økonomiske interesser og om en stærk alliance i dansk kulturliv mellem Politiken og Gyldendal. En alliance, der ikke beror på skjulte penge eller hemmelige aftaler, men slet og ret på fælles interesser og mere eller mindre skjulte mekanismer. Der er mange millioner på spil, når det for Gyldendal handler om at få landet de vigtigste bøger rigtigt i landets vigtigste kulturavis, og det arbejdes der ihærdigt på. En positiv og stort opslået anmeldelse i Politiken af en af Gyldendals store efterårssatsninger kan gøre en bog til bestseller. Omvendt kan en negativ om ikke ødelægge en bog, så i hvert fald som minimum halvere dens indtjening og dens mulighed for at komme med i finalen blandt de titler, der står helt fremme hos boghandlerne op til jul. Og her taler vi om en forskel i titusinder eksemplarer omregnet i millioner af kroner. Derfor må det ikke gå galt, og det går sjovt nok sjældent galt, når det gælder disse helt afgørende kommercielle skønlitterære udgivelser. Her er det, at May Schack kommer ind i billedet. Og det er lige præcis her, at Politiken svigter sin kritiske opgave ved at så tvivl om troværdigheden af deres anmeldelser.

Al Pacino Hybel

At denne stærke og mystiske alliance blev truet, kom denne signatur til at føle på egen krop, da Politiken i et primitivt hævntogt, hvor der blev manipuleret med citater på det groveste - og en aftale om, at interviewet skulle godkendes, blev tilsidesat - i jagten på den formodede bagmand og synder.

Den kulturelle mafia trådte i karakter. I den første Godfather-film er Al Pacino den lidt fortabte og vrangvillige søn, der ikke vil involveres og blive en del af familien. Siden bliver han den mest skruppelløse af alle. Ud af Al Pacinos rolle trådte Politikens skribent Kjeld Hybel. Først modvillig, men siden påtog han sig opgaven med over tre hele Politiken-sider effektivt at få lukket munden på de formastelige og miskreditere alle, der var gået imod Politikens linje. Missionen var at få relativiseret egen ugerning ved at pege på, at alle i virkeligheden er inficeret af den samme virus, og at det derfor stort set er umuligt at tale om habilitet.

For var der ikke noget med, at undertegnede er gift med en redaktør på Gyldendal? Det har han godt nok tydeligt gjort opmærksom på i sin egen avis, men sidder han ikke og promoverer hendes bøger? Er der ikke noget med, at han på et tidspunkt har været med til at give meget plads i avisen til en af de bøger, hun har været med til at redigere. Med mistænkeliggørelse og manipulationer lykkedes det Kjeld Hybel at få skildret undertegnede i en tvivlsom dobbeltrolle, selv om han aldrig selv anmeldte den pågældende bog. Og den stolte tradition vi har for, at et ægtepar regnes som to selvstændige individer, der hver især selvfølgelig er forpligtet på habilitet, blev pludselig tilsidesat.

Pludselig var opmærksomheden om May Schacks inhabilitet fortyndet i det store billede af en verden, hvor alle er viklet ind i hinanden. Og kulturredaktør Anita Bay Bundegaard supplerede med en kommentar, der forstærkede billedet.

Der blev med andre ord svaret på en grundlæggende udfordring af troværdighed med den totale relativisme.

May Schack-tilfældet kan imidlertid ikke relativeres. Rigtignok findes der andre eksempler, hvor der kan være tvivl om habilitet, men både principielt og proportionelt er hendes anmeldelser af Holst og Grøndahl i en klasse for sig. Der er ikke grund til at blive ved med at fremhæve May Schack, for hun er uden tvivl ikke glad for den rolle, hun mere eller mindre frivilligt er landet i. Hun er først og fremmest blevet svigtet af den redaktion, der ud fra nogle grundlæggende principper ikke burde have ladet hende anmelde Gyldendal-bøger. Det er derfor især redaktionsledelsen på Politiken, der har et forklaringsproblem - og affødt heraf et troværdighedsproblem. Rar læsning har det derfor ikke været, da læsernes redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz, i samme udgave af avisen gik lodret imod ledelsen og utvetydigt fremhævede, at Schack, indtil ansættelsen på Gyldendal ophører, ikke bør anmelde forlagets bøger i Politiken.

Al den opmærksomhed om en inficeret branche og Kjeld Hybels dygtige spin har imidlertid også været med til at flytte fokus fra det centrale spørgsmål, nemlig om man som læser kan have tillid til en anmeldelse som en kritisk og uafhængig vurdering af en bog. Selv hvis vi lever i en permanent gråzone af mange og konstante påvirkninger og relationer, er der nødt til at gælde nogle standarder. Og de standarder tager afsæt i den enkelte anmelders personlige integritet og må nødvendigvis forudsætte, at en kritiker ikke har andre dagsordener i sit hoved end de rent litterære. Hvis der kommer for meget tvivl hos læserne, taber kritikken troværdighed i det hele taget. Under alle omstændigheder er vi på vej videre ud i gråzonen, når velskrevet kommerciel fødselshjælp bliver forklædt som litterær kritik.

Læs May Schacks læserindlæg her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

May Schack er ansat som redaktør på Encyclopædien. Og sådan er det.

Jeg har en mistanke om at der handler ikke om May Schacks person, men om at nogle mennesker betragter sig selv som ofre, fordi de ikke sælger lige så mange bøger som f.eks. en Hanne Vibeke Holst gør. Og måske også en misundelse over, at Gyldendal som forlag tjener en masse penge - når deres udgivelser får gode anmeldelser.

Uanset hvor dårlige anmeldelser Hanne Vibeke eller Jens Christian får eller vil få, vil deres sælge godt. Måske kan en positiv anmeldelse af en bog af Hanne Vibeke Holst højst sælge 100-150 flere bøger. Det er sikkert rigtigt at en positiv anmeldelse kan få en bog til at blive en bestseller. Pointen er at Gyldendal udgiver Hanne Vibeke Holst, fordi hun allerede har opnået bestsellerstatus - også uden May Schacks fine anmeldelse af bogen.

Men det vil man åbenbart ikke forholde sig til, fordi man stadig tror, at anmelderne bestemmer alt. Det gør de ikke. Massevis af kvinder og mænd har læst Hanne-Vibeke's Therese-trilogi - mens Hanne-Vibeke blev sablet ned af anmeldere (der som regel var og er mænd stort set).

Og igen:

May Shack er ansat på Encyclopædien. Hun læser ikke manuskripter, hun tager ikke stilling til hvilke bøger, der skal udgives mm.

Jeg kan kun mene at dette er udtryk for brødnid fra Informations og andres side...

Det er ærgeligt, at et spørgsmål, der ellers kunne have været blevet behandlet som indgangen til en generel debat om den gode litteraturkritik, på grund af Informations vinkling af sagen og Politikens svar, nu er endt som rent personfnidder mellem Nielsen, Nielsens kone, Bundegaard og Schack, samt konkurrence mellem Politiken og Gyldendal på den ene side og Information og Gyldendal på den anden.

"Missionen var at få relativiseret egen ugerning ved at pege på, at alle i virkeligheden er inficeret af den samme virus, og at det derfor stort set er umuligt at tale om habilitet."

Hybel viste mig, at danske anmeldere, forfattere og forlag er viklet ind i hinanden i en grad, jeg ikke havde troet mulig.
Men hvad, når en ministers mand kan optræde i rollen hos et andet dagblad som "kommentator", så kan alt vel lade sig gøre.

Danske anmeldelser af bøger er ikke en potte pis værd. I fremtiden læser jeg dem ikke og køber ikke aviser, når der følger bogtillæg med.
Hvorfor skulle jeg dog betale for reklametekster.

Læs Hybels artikel i Politiken, inden du svarer.

Jeg har skam læst Hybels rundringning. Set som mediekampagne startet af Information, er det interessante ved det her, at Peter Nielsen tilsyneladende slet ikke har fornemmet at boomerangen ville vende tilbage....De rene intentioner synes knap så rene, nu hvor kampagnen når sit toppunkt.

Pludselig insisterer Nielsen på sin individualitet. Men er en anmelder, der har kysset med en forfatter i mindre grad et individ, end en kulturredaktør på et dagblad, der er gift med en forlagsredaktør?

I virkeligheden er det hele anmelderstanden, der er kompromitteret, så hvorfor tager Information ikke anmelderstanden til kritisk debat i stedet for dette noget desperate forsøg på et selvforsvar. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er tilbøjelig til at være enig med Eskildsen.

Jamen så forstår jeg bedre at de fleste anmeldelser ikke er det papir værd de er skrevet på. Man gør klogt i at kende sin anmelder.
Jeg forventer at en anmelder er skarp og nådesløs ala salige Hans Brix, men den type er næsten ikke til at finde i dag - det tror pokker så sammespist det hele er blevet. Man tør åbenbart ikke lægge sig ud med de andre, som måske skal anmelde ebs egne udgivelse senere. Måske er Danmark for lille er land til at undgår den slags interesse sammenblandninger? Måske burde man i stedet være åbne om det og lade læserne selv tage stilling til anmelderens habilitet?

Som digter gennem mange år og formand for digterne i Dansk Forfatterforening er jeg opmærksom på, at stillingsoverlapning sker inden for det kunstnerisk administrative, produktive, formidlende og merkantile rum.

Den nuværende debat om en person, som fra et kontor på et stort forlag arbejdede på langvarige ordbogsprojekter, samtidig med at vedkommende bestrider et anmelderjob på et stort dagblad, er en fis i en hornlygte.

Vel kommer anmelderen i jævnlig kontakt med ledelsen og redaktørerne på forlaget, og vel kan der ud af dét opstå særlige sympatier, som kan afstedkomme fordelagtig behandling af forlagets bøger i omtalte dagblad. Men at gøre denne sag til et eksempel på, at der burde være vandtætte skotter mellem anmelder og bogvirksomhed, er det samme som at tvinge anmelderen ind i et elfenbenstårn, hvor han/hun bestemt ikke hører hjemme, og som dette land med de ringe muligheder for erfaringsopbygning inden for et specialiseret, afgrænset kunst- og kulturfelt stort set er uladesiggøreligt, al den stund vort sprog og kunstneriske dækningsområde er for lille.

Det er godt at få belyst, at den slags sker - inden for alle felter (lad os gerne få mere opsøgende, dybdeborende journalistik, der afslører korruptionen, hvor den bevæger magtbasen, tak). Men anmelderen er ansat som anmelder - må vi gå ud fra - fordi han/hun er god til sit arbejde. Færre direkte forbindelser til forlag ville næppe resultere i hverken bedre anmeldelser, flere anmeldelser, mere nuancerede anmeldelser, anmeldelser af ikke-mainstream-litteratur - hvilket på alle måder kunne være ønskeligt for udbredelse af litteraturen som et hele.

Igen: Set fra min side må historien derfor betrages som en overskrift uden væsentligt indhold.

Skulle jeg således anbefale noget, måtte det være overskrifter MED indhold. Dén ligger dog ikke hos anmelderne selv, men hos avisernes redaktioner, og hos læserne af aviserne, der kunne fravælge den bestandige dybdeomtale af hele girafferiet omkring litteraturen til fordel for omtale i bredden af litteraturens væsen, sprogets fortælling, og dens betydning for den vedvarende samfunds- og kulturdannelse.

Det er egentlig meget skægt, det indlæg fra Kenneth Krabat. For han tænker jo som en helt traditionel fagforeningsmand af den ikke-særligt-visionære type. "Hvad der fremmer virksomhedens salg, fremmer forholdene og indtjeningen for de ansatte og skaber flere arbejdspladser", er logikken.

Problemet er bare, at en seriøs avis naturligvis må stille andre krav til litteraturkritik, end et firma stiller til eksempelvis salgsfremmende forskning i firmaets produkter, bestilt af firmaet selv. Jeg kommer til at tænke på sagen om den fyrede formand for ernæringsrådet Arne Astrup. Han påstod at sukker ikke var fedende og så vist det sig sørme, at han var betalt af Danisco.

En meget seriøs avis betragter ikke primært en anmeldelse som en reklame, men som et stykke litteraturkritik baseret på vidensskabeligt funderet arbejde og/eller grundig journalistisk research. Derfor så mange litteraturvidenskabeligt uddannede anmeldere. Nu er May Schack da så absolut seriøs - og slet ikke ansat på "ordbogen" (hvad den så end er for en) som Kenneth Krabat hævder, men som redaktør på Danmarks Litteraturs Historie. Men det er Arne Astrup såmænd også, da han har et professorat i ernæringsvidenskab.

Forskellen på Krabats ideal og det ideal som Information prøver på at hævde (men som Inf ikke selv kan leve op til) er, at Krabat har reklamen som anmeldelses-genrens ideal, imens Information har den videnskabeligt og journalistisk troværdige artikel, som genrens ideal.

Kenneth Krabat

TSUK TSUK TSUK! [Lyden af krabats hoved, der banker ind i væggen for at fremtvinge visionær tænkning]

Kerer jeg mig om litteratur? Nej, ikke personligt. Kerer jeg mig om digtere som mennesker, deres ve og vel, deres vej til læsning, deres leveduelighed og samkvem med resten af verden? Ja. Kerer jeg mig om gode læseoplevelser? Ja. Kerer jeg mig om nepotisme og dobbeltkasketteri som forsidestof? Tjae mjae mmmm... Dansk ér et meget lille sprog. Og SKAL man kæmpe for litteraturen? Eller for dem, der skriver den?

Nej, jeg er ikke dén, der tænker, at bare forlaget tjener penge, så går det godt alt sammen. Tværtimod viser det sig jo, at et forlag ofte - men ikke altid, gudskelov - er bygget som enhver anden virksomhed: KAN man tjene penge på det, så gør man det. og kan man IKKE, så holder man op med at kaste investeringer efter det. Sådan har det ikke altid været, idealismen inden for forlagsverdenen er legendarisk. Men så er det så sådan i dag. Og?

Se hvor det skyder op med litterære tiltag over alt i den danske mark! Små idealistiske forlag, der bestemt søger litterære udgivelser - hvad ér dette litterære, som de alle efterspørger, andet end dét, som smager godt, når man lytter med alle øjne? BOGEN behøver ikke litterætisering - men nogle mennesker får tanker om sammenhænge og mønstre dér også - og SKAL det så elitiseres som enhver anden forskning, SKAL litteraturTÆNKNINGEN, som det jo egentlig er, dét du taler om, løftes over normal beskuerhøjde, når intuitionen fint klarer det for de fleste?

Pisk ikke dét, som er for småt til selv at rejse sig. Anmelderstanden er begavet til hobe, og interessant, men igen: Dansk er for lille et sprog til, at der ikke sker kasketoverlapninger, og sammenstød mellem interessenter. Og okay, nej, jeg gider heller ikke være venner med hvem som helst. (Andet end på Facebook). Og vil også have lov at være uenig, og således også med dig, Vibeke Nielsen. I at det er muligt med vandtætter skotter i en branche med godt og vel 15 anerkendte navne: "Hvem kender du, hvor arbejder du, nej dig kan vi ikke bruge?"

Dette er ikke en vision, men snart realitet: Anmeldelser overtages af fans. Kritik bliver til omtale. Omtale bliver til kendskab eller salg. Litteraturteori består og har samme indflydelse som i dag.

TSUK TSUK... av!

Jeg tror, at medierne tror for meget på betydningen af anmeldelserne. Fremfor en vurdering, om en bog er god eller ikke, læser de fleste formodentlig mere anmeldelser for at gøre sig bekendt med indholdet. Enhver, der er vant til at sammenholde sin egen smag med en given anmelders, kan gennemskue, om man vil bryde sig om værket, hvadenten anmeldelsen er positiv eller ej.
Anmeldelser er langt vigtigere som værkdokumentation og kilde til samtidens vægtning, snarere end vurdering (dér er forlagsregnskaber langt mere pålideligt som kilde).

Hvis du vil være en "Ordentlig Krabat", så lad være med at kere dig om gode læseoplevelser, - det er omsonst ... medmindre du kan definere en universelt indiskutabel dårlig læseoplevelse?

;-)

Kenneth Krabat

anmeldelser som historik, snarere end vejen til gode læseoplevelser... 8-] ?

tjae, indimellem er en anmeldelse en læseoverlevelse... som overgår arbejdet med at tygge bogen igennem for selv at fremfinde helheden. Indimellem har de to ting intet med hinanden at gøre... siger jeg (men mon ikke andre kan nikke genkendende til dét?) Men først skal man jo vide, at bogen eksisterer - og dertil behøves mundskænke.

Det er et felt, som i dagens medier arbejder ene MED begejstringen - det er derfor, ingen aviser ønsker at trykke anmeldelser af selvudgiverlitteratur eller bøger fra ukendte forlag eller ukendte forfattere: Avisernes anmeldere skal kunne være begejstrede, personligt eller professionelt; der skal være noget at sætte tænderne i, så avisen kan præsentere læserne for noget, der ikke kun er en dialog mellem anmelder og forfatter/forlag m, hvordan det her kan blive bedre, eller hvor unødvendigt det er. Men noget, hvor læserne bliver underholdt... endnu ingen de har fat i bogen. Men med al den information, der kastes os i hovedet, og færre og færre præferencestyrede analoge boghandlere (færre og færre i det hele taget), og muligheden for at holde i bogen selv (bibliotekerne køber jo heller ikke andet end det, der forventes udlånt!), behøver vi disse mundskænke. At de så også er amusante... det er så standarden i dag. Hvor vi befinder os...

De få avisanmeldere, som også samtidig er kritikere - ja, det er så dem, der bliver en del af litteraturkritikkens kanon, og sammen med *full-time* litteraturteoretikerne rundt om på universiteterne de regulære skabere af den litterære kanon. Ikke forfatterne. Ikke forlagene, ikke læserne. Hvis man hører mig sige, at der er masser af gemte mesterværker rundt om i skabene, så hører man forkert. Jeg beder blot om, at man forestiller sig, at der ingen boganmeldelser var! At der ingen offentlig tilgængelig litteraturkritik var, på højt eller lavere plan, nåe ja, men at man ikke kunne danne sig en mening om, hvad det var, man skulle mene.

Så, anmeldelser ER p•••• nødvendige, ikke blot omtaler. Deres beføjelser er bare for ringe. Eller det ER de forkerte anmeldere, som bare ikke sætter deres egne positioner på spil for at kunne præsentere "opdragende anmeldelser" - eller måske er for tæt knyttede til en forlag til at kunne skrive andet end overskriftfloskler. Eller... som vi ser over hele verden: Litteraturtillæg i aviserne bliver slagtet. Det siges, at det er livets hastighed, der er gået i vejret. Men faktum er også, at en stor del af informationslivet leves på nettet - og at aviserne ikke har de samme indtægter som før, og så ryger alt den information, som ER fryns.

På DET grundlag er det selvfølgelig nødvendigt, at anmelderne og kritikerne er hæderlige, at man ikke kan sætte en finger på dem, præcis som på politikere, politimænd osv. Men igen... livet fortsætter, med og uden aviser, anmeldere, forfattere og læsere. Anken er blot med hvilket behag.

Nå, jeg kan se, at kæden ligger lidt tilbage nede ad vejen. Vi mødes i byretten.

Kenneth Krabat

PS: en artikle datere nogle få dage senere end ovenstående oprindelige - http://www.information.dk/170673 - hævder, at en anmelder kan gøre en bog til bestseller. Det ville jeg mene er komplet nonsens. Hvis nogen, er det avisen, der vælger hvilke bøger der skal trækkes frem - og da man altid bestræber sig på at tale til sit kernepublikum, uanset hvilken avis man er - så ligger der allerede koder lejret i læserstatistikken, som fortæller hvilke bøger Hr og Fru Politiken danmark vil mene er gode.

Lad andre om at sætte navnene på forfatterne og emnerne, men puljen er ikke så stor som man skulle trå. Så det er relativt nemt at plukke fra den. Og se om ikke det er den samme type bøger, der bliver bestsellere...! (begavet tænkt, krabat...)

Nå, det var den kæde...