Læsetid: 9 min.

Nu vil de fede have respekt eller i det mindste være i være i fred

Fedmebevægelsen er en nye borgerrettighedsbevægelse - kampen mod diskriminationen af de fede er vor tids svar på de sortes frihedskamp i 1960'erne
Fedmebevægelsen er en nye borgerrettighedsbevægelse - kampen mod diskriminationen af de fede er vor tids svar på de sortes frihedskamp i 1960'erne
7. november 2008

"Et spøgelse går gennem verden. Fedmens spøgelse." Det skrev Karl Marx og Friedrich Engels aldrig - selv om begge de to kommunistfædre vist var rimeligt polstrede.

Men hvis der er en international virkelig revolutionær bevægelse i dag, er det ikke proletariatet, heller ikke kvindebevægelsen, miljøaktivisterne eller de homoseksuelle. Det er de fede. Og NAAFA - National Association to Advance Fat Acceptance - altså den nationale bevægelse til forsvar for forståelse af fedme - er hovedorganisationen for det fede; revolutionens fortrop om man vil.

Organisationen er naturligvis (fristes man til at sige) - amerikansk. For det er i USA, vi finder det største antal af det undertrykte mindretal, der kaldes de klinisk fede.

Obese - hedder begrebet på engelsk. At være 'obese' betyder, at man har et såkaldt Body Mass Index (BMI) på over 30. Hvis ens BMI 'kun' er på mellem 20 og 30, er man kun fed - eller fat - for nu at bruge det engelske udtryk.

Et flertal

Tidligere var de et mindretal. Men nu er de ved at være det modsatte - en majoritet. Op imod 60 procent af alle amerikanere er enten overvægtige eller fede.

I Danmark er tallet mindre, men stadig højt: Over 40 procent af os er overvægtige eller fede.

De er ved at være en folkebevægelse, der kæmper mod den diskrimination som de - mener de selv - daglig udsættes for i medierne og i det offentlige liv.

Bevægelsen startede i San Francisco for knap 10 år siden. Dengang var bestod den af løst organiserede grupper, der demonstrerede med slogans som "Fat Pride," "Fat Power," or "Fat Liberation".

"Big is beautiful" (stor er smukt), siger Karen Jones, der grundlagde the Fat Liberation Front i New Haven i det østlige USA.

"Vi ser dagligt, at store mennesker bliver groft diskrimineret på grund af deres størrelse. For eksempel er nogle af flyselskaberne begyndt at kræve højere billetpriser af overvægtige. Kunne I forestille jer, hvad der ville ske, hvis man krævede højere priser for asiater, sorte eller bøsser? Nej, vel? Vi bliver systematisk diskriminerede," mener hun.

Brad Pitt er fed

Hun er ikke tynd - for at sige det meget diplomatisk. Men hun er optimistisk på bevægelsens vegne:

"Bevægelsen er stadig på et tidligt stadium. Men vi får stadig flere medlemmer, og der er en stadig større forståelse for vor sag," siger hun.

Ifølge folkene, aktivister og akademikere, bag Fat Acceptance, skal vi i det hele taget redefinere vores syn på, hvad sundhed er. Man kan ikke antage, at en fed er usund lige så lidt, som man kan fastslå, at en tynd er sund, som det hedder i en artikel i New York Times om fænomenet.

At fokusere på slankekure og vægttab er kontraproduktivt, og fedme burde ikke være et anliggende for andre end én selv, hedder det.

For nylig fik synspunktet støtte, da The Archives of Internal Medicine ifølge avisen offentliggjorde undersøgelser, der viste, at godt halvdelen af fede voksne og en tredjedel af de klinisk overvægtige har et normalt blodtryk, kolesteroltal, triglycerid (hovedparten af alt fedtstof - både vegetabilsk olie og animalsk fedt - består af triglycerider) og blodsukker. Hvilket indikerer en normal risiko for at få hjertesygdomme, diabetes og andre fedmerelaterede lidelser. Andre studier peger ligeledes på, at det i længden er bedre at sigte på at være sund uanset størrelse i stedet for bare at gå på diæt.

Paul Campos er den store revolutionære teoretiker. Professoren fra Colorado er det samme for NAAFA, som Marx var for kommunismen; han er teoretikeren for fedmens frihedskæmpere.

Han taler i overskrifter - og er en drøm for enhver redaktionssekretær, der leder efter et citat der kan fremhæves:

"Brad Pitt er teknisk set fed. Han har et BMI på over 20. Og Arnold Schwarzenegger er - teknisk set klinisk overvægtig - eller obese - for han har et BMI på over 30," siger Paul Campos.

Han mener, at Body-Mass Index målet er "meningsløst":

"Hvordan kan man fæstne lid til et mål, der gør verdens mest attraktive mænd usunde? Den slags er hverken medicinsk eller biologisk hensigtsmæssigt," siger Paul Campos, der er forfatter til bogen The Obesity Myth: Why America's Obsession with Weight is Hazardous to Your Health - 'Fedmemyten - Hvorfor Amerikas optagethed af overvægt er sundhedsskadelig.

Campos mener ikke, at alle former for overvægt er normale, endsige sunde. Men han mener, at fænomenet er vildt overdrevet:

"Selvfølgelig er der eksempler på folk, der lider som følge af fedme. Men det er kun i tilfælde, hvor folk er helt abnormt og surrealistisk fede - altså vejer over 170 kilo og den slags," mener Campos.

Myten om en epidemi

Han mener, at problemet i vid udstrækning er et resultat af den private amerikanske sundhedsindustri.

"I USA er sundhedsvæsenet primært privatejet - og det er fortrinsvis middelklassen, derhar sundhedsforsikringer, altså dem folk der har mindst brug for medicinsk hjælp. Det er skidt for sundhedsindustrien, og dem der lever af vore lidelser. Hvis der ikke er et behov, må man skabe det," siger Campos.

Han ser fedmeindustrien som det mest karakteristiske eksempel herpå:

"I 1980'erne opfandt man myten om 'fedme epidemien' - altså den tvangsforestilling, at vi næsten alle er overvægtige og grotesk fede. Denne 'epidemi' måtte behandles medicinsk. Dermed var fedme myten etableret," siger han.

"Men denne har ikke gjort os sundere. Vi er blevet mere usunde. For det første er der alle de - såkaldt - fede mennesker, der helt unødvendigt lider af psykiske lidelser og depressioner som følge af den medieskabte besættelse med overvægt, men der er også mange mennesker, der sætter deres fysiske helbred på spil ved tvivlsomme slankekure," siger professoren fra Colorado.

Et biologisk problem

Den slags kan Gina Tsichlia ikke skrive under på.

"Campos er mig bekendt ikke diætist, biolog eller læge, men jurist, så jeg er ikke sikker på, at han er kvalificeret til at udtale sig så kategorisk om noget, der ikke er hans fagområde. Fedme er et biologisk problem," siger hun.

Hun burde vide, hvad hun taler om. Den græskfødte sundhedsforsker underviser og forsker i vægtproblemer på The Rowett Institute of Nutrition and Health som er en del af College of Life Sciences and Medicine, University of Aberdeen. Det er et forskningscenter, der har fostret nobelpristagere i medicin og anses for verdens førende center for fedmeforskning.

"Jeg mener ikke, at man kan negligere problemet på den måde. Det er lidt for sensationspræget for min smag," siger Gina Tsichlia.

Hvis man vejer over 140 kilo, kan det - og vil det - have en række konsekvenser for dit helbred," siger hun.

Hun henviser til, at hjertelidelser og diabetes II er direkte resultater af fedme.

"Den slags kan man ikke negligere," siger hun og henviser til en hollandsk undersøgelse, der viser, at fede og overvægtige patienter koster det offentlige sundhedsvæsen mere end normalvægtige. "Den slags er svært at argumentere imod," siger hun.

Men Tsichlia indrømmer, at problemet nogle gange er overdrevet.

I nogle af damebladene - altså Hello Magazine og O.K - ser man også billeder af meget tynde kvinder. Det giver givetvis et forvrænget billede af, hvad ens naturlige vægt er. Hun er enig i, at BMI ikke er et optimalt mål. Men det betyder ikke, at hun deler Campos opfattelse.

"Der er ikke specielt originalt at kritisere BMI-målet. Det har diætister gjort længe. Men det væsentlige er, at vi også bruger andre mål. Ja, det er muligt, at Tom Cruise teknisk set er fed, men sådan ville en kliniker eller en diætist aldrig se det. Vi bruger forskellige mål, f.eks. fedtprocenten, kolesterolindholdet i blodet. Det er kun, hvis alle disse tal er alarmerende, at vi skrider til behandling," siger hun.

"Jeg siger ikke, at BMI er et uproblematisk mål. Men faktum er, at vi i de seneste 20 år har set flere patienter med lidelser, der kan tilskrives usund kost, og som lider af et højt kolesterolniveau og kraftig overvægt."

Fed og glad

Ian Caterson er en munter mand. Han er ikke lille, måske 140 kilo, men han er ikke bekymret. "Alt er relativt, det er overvægt også."

Ian ved, hvad han taler om. Hans imponerende titel er Boden Professor i humanernæring ved University of Sydney og direktør for dette universitets Institute of Obesity and Nutrition.

Hans kontor vidner om en lang karriere. Der er lange rækker af fagvidenskabelige tidsskrifter og på væggene hænger guldrandede diplomer fra ind- og udland. Men der er én ting, der fanger blikket, en lille statuette af en lille fed kvinde.

"Det er Venus fra Willendorf - ja, altså i kopi. Det er verdens ældste statuette - og måske verdens ældste kunstværk overhovedet," siger Dr. Caterson.

Venus af Villendorf blev fundet i det sydlige Østrig i 1908 og menes at være omkring 26.000 år gammel.

"Der er selvfølgelig en pointe med, at jeg har netop denne statuette stående," siger Caterson og tager den cirka ti centimeter høje statuette ned fra reolen: "Skønhedsidealerne ændrer sig. Dengang i den allertidligste forhistorie var det smukt at være fed; det viste, at man kunne ernære sine børn. En sådan kvinde var godt arvemateriale," siger Caterson og lader - næsten kærligt - hænderne glide henover statuettens voluminøse attributter.

Fedt er in i krisetider

"Det er stadig idealet i visse stammer i Afrika - og af de samme grunde," siger han og henviser til Igbos-stammen i Nigeria.

"Inden de bliver gift, bliver de unge piger fedet op. Deres ægtemænd bygger en lille hytte, og der kan de så sidde og æde indtil de bliver dejlige og store," siger Caterson med et smil.

Man forklarer, at det ikke kun var i forhistorisk tid eller blandt oprindelige folk, at big was beautiful," som han udtrykker det.

"Meget firkantet sagt, kan man sige, at lavkonjunktur fører til, at skønhedsidealet bliver større. Marilyn Monroe var sexsymbol under 50'ernes krise. I 60'erne - mens der var højkonjunktur, var det et strygebræt som Twiggy. I 1990'erne - hvor det gik godt, var det igen de slanke piger der var in. Måske vil det ændre sig, hvis vi kommer ind i en lavkonjunktur," spekulerer Dr. Caterson.

"Jeg er en glad fed mand. Og hvorfor ikke være det?" siger han med et smil, der ikke virker påtaget.

"-Fed er ikke et bandeord. Der er ikke noget forkert i at være overvægtig," siger Joe Obrin, der er redaktør af The Fat Person's Website - en hjemmeside for Fedmebevægelsen der - ifølge dens grundlægger - har over 1.000 gæster hver dag.

"Folk - også normalvægtige - er ved at forstå, at fedme er den nye folkesag, og at kampen imod vægtdiskrimination er den nye frihedskamp på linje med borgerrettighedsbevægelsen i Sydstaterne i 1960'erne.

Men han kan ikke nævne, hvem der vil være Martin Luther King for de fede. Den eneste, han kan komme i tanke om, er en tegneseriefigur.

"Måske Homer Simpson. Han er blevet valgt til den største amerikaner i historien, og han beskrev sig selv som en 'Fed mand fanget i en overvægtig mands krop'."

Og så er der spørgsmålet om klasse. Fedme-aktivisterne hævder ifølge New York Times, at de epidemiologiske studier, der linker fedme til en række sygdomme som visse former for kræft og diabetes, ikke tager højde for ikke-fedme relaterede faktorer i den fede befolkning, så som fattigdom, minoritetstatus, for meget junkfood, manglende adgang til sundhedstilbud osv. Alt sammen faktorer der er udbredt blandt den fede del af befolkningen. Det forbliver et åbent spørgsmål for videnskaben, konstaterer avisen, om sundhedsrisikoen skyldes fedtet i sig selv eller noget helt andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tynde kvinder er bedre i sengen. Sjovt nok føles de også blødere end fede kvinder. Man skulle ellers tro at jo federe jo blødere, men sådan er det ikke, fede kvinder føles blot fede, ikke bløde.

Derfor synes jeg der bør gøres en indsats for flere tynde kvinder.
Hvordan er sådan set underordnet.

I øvrigt er der en sammenhæng mellem smidighed og vægt. Det vil jeg af hensyn til diverse hystader ikke komme nærmere ind på, men det er ikke desto mindre vigtigt.

Så kort sagt - bekæmp fedme blandt kvinder!!

Ganske morsom kommentar Herring
Dog er vi nu inde på et smagsspørgsmål.
Som en stor tænker engang udtrykte det :
" I like a big butt and i cannot lie."
Lad mangfoldigheden blomstre....

Den dér med visse stammer i Afrika som opfeder kvinderne er dog næppe et argument for fedtets lyksaligheder. Det er sgu nok ikke mange byttedyr der bliver bragt hjem hvis mændene var ligeså tunge i sværen. De har på sin vis skabt en fodlænke af kalorier til deres kvinder. Så at sige....

En ting er at artiklen pga. kække tone kommer til at fremstå nedladende, men den er også fyldt med fejl.

BMI
under 20 = undervægtig
20-25 = NORMALVÆGTIG (ikke fed, som det bliver hævdet flere steder i artiklen)
25-30 = overvægtig
over 30 = kraftigt overvægtig (eller det som nogle kalder fed/obese)

Det gør grundlæggende hele artiklen lidt mærkværdig. Enten har forfatteren slet ikke forstået informaternes budskab eller også har de såkaldte fedmeforskere misforstået det de kritiserer - Body Mass Indekset og tror derfor at Brad Pitt er fed?

Jeg er i hverfald ikke blevet klogere.

Thomas Bolding Hansen

Brad Pitt har nok et BMI over 25. Det er ikke specielt svært at opnå, uden at være noget der minder om fed.

Forskeren nævner i andre sammenhænge de rigtige værdier.

Var det ikke noget for Holdningsløse-Rasmussen og Forbuds-Lene at gøre Danmark til foregangsland med endnu en forbudslov:

Forbud mod at benytte ordene "fed" og "overfed" om andre mennesker.

nils brakchi:

"Ganske morsom kommentar Herring
Dog er vi nu inde på et smagsspørgsmål.
Som en stor tænker engang udtrykte det :
" I like a big butt and i cannot lie.""

Dette er jo simpelthen en smagssag. Jeg er grundlæggende doven og gider ikke lave alt arbejdet. Derfor synes jeg at sex også handler om at skåne min ryg. Det kan fede kvinder ikke.

De føles som en oppustet madras, og de stønner ikke af vellyst, men af anstrængelse.

Det er sgu ikke særligt ophidsende. Sjovt nok kan de heller ikke svede bortset fra under armene.

De lugter og er tunge.

Jeg synes fremdeles at det er en god idé at Staten går ind for slanke kvinder!!!

Lennart Kampmann

Fedme medfører en lang række lidelser, der ender med at lægge beslag på de resurser som skal anvendes til at bekæmpe andre sygdomme.
Da fedme oftest kan undgås gennem en fornuftig livsstil, er det klart at der er modstand mod at acceptere at fedme bliver udbredt. Fedme er i høj grad et udtryk for udisciplineret adfærd, for nogle dog udtryk for sygdom.

Hvis vi forestiller os at man selv skulle anskaffe sig en sygeforsikring, ville man hurtigt se at overvægtige og fede skulle betale en højere præmie.

I bund og grund er det mindre belastende for samfundet, hvis man gør en indsats for at holde sig så sund og rask som mulig, så man kan klare sig selv så længe som muligt.

Så kan vi anvende pengene på at finde en kur mod cancer, fremfor at pumpe insulin i fede type-2 sukkersyge.

Ovenstående er ment tørt konstaterende, ikke fordømmende.

med venlig hilsen
Lennart

Martin Kortegaard

I følge ovenstående artikel tilsvarer BMI 20-30 "fed" og 30+ "svært overvægtig". Dette er ukorrekt! Den mest brugte inddeling er at
BMI<18 er undervægtig
19-24 er normalvægtig
25-30 er overvægtig
30+ er svært overvægtig ("fed")

De fleste sundhedsanbefalinger går ikke på BMI, (eller vægt, for den sags skyld), men på fysisk aktivitet; "Hellere fed og aktiv end tynd og inaktiv".

Det er synd at en artikel, der kunne have været ganske relevant er skrevet på et fejlagtigt grundlag!!

Thomas Bolding Hansen

"Da fedme oftest kan undgås gennem en fornuftig livsstil, er det klart at der er modstand mod at acceptere at fedme bliver udbredt. Fedme er i høj grad et udtryk for udisciplineret adfærd, for nogle dog udtryk for sygdom."

Se, det er jo netop det der er pointen, at det er det ikke nødvendigvis.
Den måde vores krop ser ud på, er i højeste grad bestemt af vores gener. Rigtig mange har en usund livsstil uden at være fede, og mange fede har også en relativt sund livstil uden at være slanke.
Det er klart, at hvis du dyrker sport 15 timer om ugen, altså hård motion, er det næsten umuligt at blive svært overvægtig, hvad angår fedtprocent i hvert fald, men hvem gør det?
Selv blandt dem dog, ser du nogle som er relativt fede, fordi sådan er deres genetiske grundstruktur rummer en sådan kropsbygning.
Og der findes nogle som aldrig kan få en slank krop, uden at sulte sig selv, til skade for deres krop.
Sund livsstil er ikke hvordan ens krop ser ud, mange slanke er mere usunde, end fede mennesker er.
Sund livsstil afgøres af motion og kost, ikke af kropsform.
Mange slanke har ikke disciplin til hård sport, det har de færreste, jeg går selv til motionsboksning, der er mange overvægtige, der har disciplinen til at fortsætte med det og mange slanke der ikke har det.
Der er også mange, der forbliver såkaldt overvægtige, trods hård træning, fordi de ikke har generne på deres side.
Mr. Fitness træner ikke bare hårdt, vedkommende har generne på sin side, mange mennesker vil slet ikke kunne opnå den krop, faktisk flertallet.

Så tidens forskruede kropidealer og kropsfokusering i det hele taget gør mere skade end gavn.

De undervægtige tøser, som er skræmte over lidt fedt, er typisk mere usunde end en som er balanceret polstret, endog fed, alt med måde naturligvis.

Lennart Kampmann

@ Thomas Bolding Hansen

Generne betyder ikke noget i den henseende - det er det iskolde forhold mellem kalorieindtag og forbrænding der tæller. Alle kan opnå en krop indenfor BMI 18-25, hvis de vil. Ikke alle vil, da det jo oftest er forbundet med ændring af vaner at nå dertil.

Rygestop hører ind under samme kategori. Det er ikke så svært at stoppe - det kræver blot selvdisciplin. Det der er svært er at være disciplineret.

Tynde tøser er en anden diskussion. Måske har de for meget disciplin i forhold til indtag af kalorier.

med venlig hilsen
Lennart

Thomas Bolding Hansen

"Generne betyder ikke noget i den henseende"

Nå!

"Although the long-term effectiveness of bariatric surgery is not surpassed by any other modality, a subgroup of patients remain resistant to weight loss,"

http://www.sciencedaily.com/releases/2008/03/080317164406.htm

http://www.sciencedaily.com/releases/2008/06/080610105943.htm

"det er det iskolde forhold mellem kalorieindtag og forbrænding der tæller."

Hvad bestemmer så forbrændingen? Kunne generne måske spille en rolle? Altså udover aktivitet og føde som hjælper på forbrændingen?

"Alle kan opnå en krop indenfor BMI 18-25, hvis de vil. Ikke alle vil, da det jo oftest er forbundet med ændring af vaner at nå dertil."

Der er mange, der træner hårdt og lever sundt uden at tabe sig meget, andet end lige i begyndelsen.

Som jeg sagde, alle kan tabe sig, ja, ved at sulte sig selv

Men det er ikke sundt.

En masse mennesker er stadig slanke, uden at leve sundt eller dyrke motion, hvor er forskellen? Den findes i kroppen.

Alexander Tengbjerg

At sammenligne de overvægtiges kamp mod undertrykkelse med Martin LK's kamp mod racisme er vist lidt af en overdrivelse. De overvægtige skal naturligvis have al slags tilgængelig hjælp i kampen mod deres overvægt, men at normalisere fedme i den grad virker forkasteligt. Den samme artikel kunne laves over rygere der føler sig udsat for chikane! Mon det ville blive taget seriøst?

Thomas Bolding Hansen

"men at normalisere fedme i den grad virker forkasteligt."

Hvorfor gør det det? Og forkasteligt lige frem.

Fedme er ikke problemet, det er dårlig kost og manglende motion, mange normalvægtige har de samme problemer, på grund af dårlig kost og manglende motion.

Så jo, at dømme mennesker på deres fedme, er lidt det samme som at dømme dem på deres hudfarve.
Eller dømme individer ud fra den kultur de tilhører.

Rygning er et sundhedsproblem i sig selv, lige som dårlig kost og manglende motion.

Elsebeth Søs Hansen

Det er ikke bare BMI-kategorierne, der anvendes forkert i artiklerne, det er også de anvendte begreber. De amerikanske/engelske begreber "fat", "overweight", "obese" oversættes slet ikke sådan, som journalisten har gjort det, men derimod sådan:

"Obesity" svarer til det danske "fedme"
"Obese" svarer til det danske "fed"
"Overweight" svarer til det danske "overvægt"
"Fat" svarer til det danske "tyk"

Ingen fra Fat Acceptance bevægelsen med respekt for tykke mennesker ville nogen sinde betegne dem som "obese" og derfor heller ikke som "fed". Ord som "fed", "fedme" og "overvægtig" er politiske betegnelser, der er nedladende og sygeliggørende.

Så man kan spørge sig selv: Ønsker journalisten virkelig helt objektivt at fortælle om Fat Acceptance bevægelsen i USA, eller ønsker han bare at lufte sine fordomme i fuld offentlighed ved at give artiklen en negativ drejning?

Det kunne se ud som om, det er det sidste, der gør sig gældende. Diskrimination af de tykke er et videnskabeligt faktum - ikke bare et spørgsmål om, at det er noget de tykke selv mener, sådan som det antydes i artiklen.

Fat Acceptance bevægelsen startede ikke for 10 år siden, den har eksisteret i hvert fald siden 1970'erne.

Med en artikel, der er så fuld af fundamentale fejl og mangler, så er det måske ikke så sært, at journalisten heller ikke evner at forholde sig kritisk til Gina Tsichlias påstande, men bare videreformidler dem uden videre.

Hvordan kan man overhovedet have respekt for en 'ekspert', der helt ublu forvandler statistiske sammenhænge til årsagsforklaringer og helt ublu dæmoniserer mennesker ud fra deres fysiske karakteristika uden at have belæg for det? Hjertelidelser og diabetes type II er ikke direkte resultater af "fedme", for sygdommene kan både forebygges og symptomreduceres uafhængigt af vægttab. Det er så elementært, at man kun kan betragte det som vildledning af læserne at lade hendes påstande stå uimodsagt.

At være tyk er hverken en adfærd, en livsstil, en sygdom eller en følelse - det er udelukkende et fysisk karakteristika. Det at være tyk er meget stærkt genetisk funderet, fuldstændig ligesom højde. Så jo, det er meget berettiget at sammenligne de tykkes frihedskamp med kampen mod racisme. Måske enda endnu mere end berettiget, for der er endnu ikke lavet nogen national handlingsplan til bekæmpelse af farvede/brune/sorte, men en sådan er for flere år siden lavet til bekæmpelse af de tykke.

De tykke dæmoniseres, undertrykkes og diskrimineres overalt i vort samfund!

På arbejdspladsen, i skolerne, i børnehaven, i vuggestuen, i det sociale rum, i medierne, i sundhedsvæsenet, blandt familie og venner - overalt! Alene det, at nogen kan finde på at betegne de tykke som en "epidemi", en smitsom sygdom!