Amfiscenen i tilbygningen til Statens Museum for Kunst er badet i rødt lys. Der serveres whisky, der er blandet op med et eller andet. Det er den sjette udgave af CPH:DOX.
Festivaldirektøren Tine Fischer står med krydsede sorte læderstøvler foran det store lærred. Nærmest hviskende byder hun velkommen. Hun taler om finanskrisen, men får den vendt til noget positivt: ”Det er en energigivende krise. Jeg håber, at den danske branche er klar til nytænkning,” siger hun og ønsker alle en god festival.
”Chili er kommet”
”Har du set Chili Turèll er kommet,” siger en mand begejstret til en anden. Og Dan Turèlls enke er ganske rigtigt kommet. Men Dan Turèll er der også. I hvert fald på det store lærred i Anders Østergaards poetiske dokumentar ”Så kort og mærkeligt livet er”.
Der er ingen tvivl om, at dokumentargenren, er populær i disse år. Det har instruktøren Anders Østergaard mærket med sin Gasolin-film, der solgte mere en 220.000 biografbilletter. Derfor er det også naturligt, at hans nye film er på programmet i aften. Publikum tager godt imod filmen og klapper fra amfiscenens lædermåtter.
GuldDok
Inden filmen er der uddeling af prisen årets GuldDok. Det er DR2s oversmagsdommer Adrian Hughes, der kækt står for at overrække priserne i de i alt fem kategorier.
Det bliver filmen Kun med hjertet om livet på Kofoeds Skole, en skole for socialt udsatte, der løber med hovedprisen. Det er en rørt instruktør, der går på scenen. ”Det er jeg frygtelig stolt over,” siger Ulla Boye, da Adrian Hughes overrækker hende prisen.
”Det er som at se det elskede barns seneste frembringelse,” siger Direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen i sin tale. Han beskriver CPH:DOX ”som et barn, der kommer hjem og beder om en skilling, imens man forsøger at give det et alfaderligt råd.”
Efter priserne og filmen prøver en DJ ihærdigt at skabe en fest i det store rum. Men folk vil hellere networke og drikke vin.