Læsetid: 17 min.

Et forlag på gyngende grund

Det blev kaldt et ’perfect match’, da Aschehoug sidste år opkøbte Bonnier Forlagene og relancerede sig selv under navnet Lindhardt og Ringhof. Nu skulle Gyldendals monopollignende dominans for alvor udfordres, lød det. Siden har røde regnskaber, fyringer og forfatterflugt plaget det nye forlag
14. november 2008

Smilene var lige så brede, som ambitionerne var høje, da Aschehoug sidste år opslugte Bonnier Forlagene og skiftede navn til Lindhardt og Ringhof. Med Danmarkshistoriens største forlagshandel på plads syntes vejen banet for en ny storspiller på det hjemlige bogmarked. En storspiller, der i omsætning og muskelkraft ville kunne tage kampen op med Gyldendal som landets store litterære flagskib.

"Ambitionen er at blive Danmarks mest dynamiske forlagshus," erklærede det nye storforlags administrerende direktør, Anette Wad, i forbindelse med sammenlægningen.

Siden har menuen stået på fyringer, forfatterflugt og røde regnskaber. Årsregnskabet for 2007 viste et underskud på flere millioner kroner for både Bonnier og Aschehoug, og i halvårsregnskabet for 2008 har det nye forlag heller ikke kunnet leve op til budgetterne. For nylig måtte man sige farvel til fem redaktionelle medarbejdere. Fire blev fyret, heriblandt teamchef Hanne Rask, mens chefen for skønlitteratur, Karsten Nielsen, selv gik, da hans område blev indskrænket under den nye struktur.

Senest har også en af hovedarkitekterne bag den nuværende organisation, Erik Barfoed, forladt koncernen, som nu reelt står uden en forlagsdirektør til at tegne den fremtidige kultur- og skønlitterære linje. Og i sidste uge meddelte Charlotte Jørgensen, som gennem de seneste otte år har opbygget Forlaget Athene, der er et mindre forlag under Lindhardt og Ringhof, at hun siger sin stilling op med udgangen af november.

"Jeg har været enormt glad for at være med til at opbygge Athene, men jeg har svært ved at se perspektivet for mig i Lindhardt og Ringhofs nye struktur," siger hun til branchetidsskriftet Bogmarkedet.

Det nye Lindhardt og Ringhof er kommet skidt fra land. Forlagets førstedame, Anette Wad, har forklaret den tumultariske start med, at man stadig befinder sig i en "postfusionsperiode", hvor den nye organisation endnu ikke har fundet sine ben. Men ifølge Informations oplysninger stikker problemerne på det nye forlag dybere. Sammensmeltningen af de forskellige forlagskulturer i Aschehoug og Bonnier er ganske enkelt slået fejl, lyder det samstemmende fra en lang række nuværende og tidligere medarbejdere, som Information har talt med i forbindelse med denne artikel. Mange har bidraget med informationer og baggrundsviden, men kun få har ønsket at stå frem med navns nævnelse. De kan berette om en venlig overtagelse, der i takt med de seneste fyringer og omstruktureringer er blevet oplevet som mere og mere fjendtlig. De kan også berette om en Aschehoug-ledelse, der har sat sig tungt på topposterne i organisationen og forsømt at forstå og omfavne kulturen i den tilkøbte Bonniergruppe. Konsekvenserne har været synlige for enhver. Som en medarbejder, der ønsker at være anonym, siger til Information:

"Om der er blevet tabt noget på gulvet? Ja, det kunne godt se ud til, at Gyldendal indtil videre har haft det største udbytte af sammenlægningen. Mange dygtige Bonnier-medarbejdere sidder nu hos konkurrenten."

Som følge af den tumultariske sammenlægning har flere forfattere også valgt L&R fra til fordel for mere stabile forhold på andre forlag. Lars Ringhof, der er uafhængig litterær agent og varetager forfatteres interesser over for forlag, siger til Information, at han for tiden ikke kan anbefale forfattere at udgive på forlaget.

"Da det nye forlag blev en realitet, var det mit håb, at jeg nu kunne begynde at sige til nogle af de forfattere, jeg repræsenterede, at der her var et nyt stærkt alternativ til Gyldendal med nogle dygtige forlagsredaktører, en dygtig ledelse og gode perspektiver for fremtiden," siger Lars Ringhof, som egentlig også synes, man var godt i gang med den proces:

"Men siden efteråret er flere dygtige redaktører enten gået eller blevet gået, og det udgør et kæmpe problem, for det er praktisk talt umuligt at bygge et litterært miljø op omkring en konstellation, der hele tiden ændrer sig. Forfattere har også brug for stabilitet og en fast allieret, de kan sparre med. Det dur ikke, at der sidder en ny redaktør på kontoret hver anden gang, man kigger forbi. Som litterær agent kan jeg ikke gøre andet end at anbefale forfattere at udkomme på forlag, hvor der er ro og stabilitet. Og det er der ikke på Lindhardt og Ringhof for tiden," siger han.

Men hvad er gået galt - og kunne noget have været gjort anderledes? Lad os starte med at spole tiden knap to år tilbage.

Et perfect match

En af de sidste dage i januar 2007 ringer telefonen hos økonomidirektøren i Bonnier, Stig Bergstrøm. Det er hans administrerende direktør, Morten Hesseldahl, der er igennem fra New York med en hastemeddelelse. I månederne forud har den øverste Bonnier-ledelse aktivt afsøgt mulighederne for at konsolidere sig igennem enten et salg, et opkøb eller en fusion. Lige til det sidste har alle tre muligheder været i spil. Nu er afgørelsen faldet: "Vi er blevet opkøbt af Aschehoug," lyder Morten Hesseldahls kortfattede besked.

Stig Bergstrøms første tanke er, at det er en god plan. I det mindste en nødvendig plan. For det første har de to forlag ikke mange overlappende udgivelseslinjer. For det andet har de meget at lære af hinanden. Med flagskibet Lindhardt og Ringhof kan Bonnier tilføre Aschehoug ekspertise inden for de brede skønlitterære udgivelser, mens Aschehoug på sin side kan tilbyde en velsmurt produktionsmaskine og erfaring med økonomisk rentable konceptbøger. Det er på papiret et perfect match, tænker Stig Bergstrøm. Dengang. Sådan tænker han ikke i dag.

"For det blev aldrig en ligeværdig sammenlægning. Aschehoug valgte at køre videre med deres eget setup, fordi de mente, de havde de bedste kompetencer i øverste ledelseslag. Man udnyttede ikke det perfect match af supplerende udgivelseslinjer, som der var redt op til. I stedet overtog man bare Bonniergruppen og lagde den ind i sine eksisterende rammer," siger Bergstrøm, der i dag er økonomidirektør i tøjfirmaet Noa Noa.

Direktionen i det nye storforlag er en fuldstændig videreførelse af direktionen i det tidligere Aschehoug. Inden offentliggørelsen af opkøbet i 2007 afleverede Stig Bergstrøm ellers et alternativt bud på en organisationsplan, hvor han anbefalede, at man inviterede Bonnier-folk med ind i det øverste ledelses-lag på det nye forlag. Alt andet ville blive opfattet som et dårligt signal, advarede han. Men forslaget blev ikke taget til efterretning.

Andreas Bonnevie, den nu fratrådte forlagschef i Akademisk Forlag, der tidligere hørte under Bonnier, bekræfter, at dét blev negativt opfattet af mange tidligere Bonnier-folk.

"Egmont-forlagenes ledelse var i deres gode ret til at mene, at de selv havde den rigtige organisation og de rigtige personer til at videreføre den nye konstruktion. Men det blev under alle omstændigheder opfattet som et dårligt signal, at ingen af Bonnier-forlagenes chefer kom med i den nye ledelsesgruppe," siger han.

Det er dog ikke kun på direktionsgangen, at medarbejdere fra den tidligere Bonniergruppe har følt sig forskelsbehandlet. Ifølge Informations oplysninger er 13 ud af 20 medarbejdere fra det gamle Lindhardt og Ringhof enten gået eller blevet gået siden sammenlægningen med Aschehoug. I dag har blot syv medarbejdere fra det gamle Lindhardt og Ringhof stadig job i det nye forlag. Heraf har de to fået frataget deres cheftitler.

"Det er svært ikke at se, at der bliver fyret og fragået flere Lindhardt og Ringhof-folk end Aschehoug-folk," som en medarbejder i koncernen siger til Information:

"I forvejen rykkede Lindhardt og Ringhof jo ind i Aschehoug som en minoritetskultur. I dag er der ikke mange fra det gamle forlag tilbage, og dem, der er, er blevet fordelt ud over forskellige redaktioner. Det ser ret bevidst ud."

Stig Bergstrøm har svært ved at tro, der var tale om en bevidst strategi, men det var under alle omstændigheder en strategisk brøler, mener han.

"Man fokuserede på sit eget setup, som man syntes fungerede, og man nænnede ikke at degradere eller flytte rundt på sine egne folk. Det var en kæmpe fejl," siger han.

I en reklametryksag, der blev udgivet i forbindelse med sammenlægningen, optrådte det ny forlags administrerende direktør, Anette Wad, ellers storsmilende i et dobbeltinterview med Lindhardt og Ringhofs grundlægger, Otto Lindhardt. Signalet var ikke til at tage fejl af: Der var muligvis tale om et opkøb i ren juridisk forstand, men det skete med den gamle grundlæggers velsignelse. I interview-et gav Otto Lindhardt sit bud på udfordringen for det nye forlag.

"Den bliver at sikre selvstændigheden hos de ledende medarbejdere. Og få folk til at arbejde sammen på kryds og tværs. Det er to vidt forskellige ting, der skal forenes," lød de formanende ord.

Det er blandt andet den opgave, man har forsømt, mener flere nuværende og tidligere medarbejdere.

"Det, der slog mig mest, da overtagelsen skete, var manglen på nysgerrighed fra Egmont-ledelsens side. De havde forberedt sig godt, hvad angik de juridiske og logistiske aspekter af sammenlægningen, men de viste ringe interesse for, hvad der fik de enkelte Bonnier-forlag til at tikke, hvad de stod for, og hvilke ressourcer de rummede. Det er ikke nogen hemmelighed, at det virkede demoraliserende på mange Bonnier-medarbejdere," siger en kilde til Information.

Kulturchok

Egmont-bygningen i Vognmagergade i det centrale København er et imponerede bygningsværk. Træder man ind i lobbyen fra gadeplan, mødes man af marmorklædte vægge fra gulv til loft. Bagerst i rummet finder man to aflåste elevatorer. Har man ingen aftale, kan kun et nøglekort sikre én videre adgang til bygningen. Lobbyen er et sindbillede på den kulturforskel, der mødte mange medarbejdere ved overgangen fra den flade struktur i Bonnier til den mere hierarkiske opbygning i Egmont-koncernen. Tidligere forlagschef i Akademisk Forlag Andreas Bonnevie siger: "De spredte aktiviteter i Bonnier-gruppen var blevet samlet i Pilestræde, og der var en proces i gang, som i løbet af tre år havde resulteret i såvel økonomisk fremgang som en inspirerende intern kultur. Der var en meget flad struktur med ét trin mellem ledelsesgruppen og medarbejderne. Det var en lidt anden musik, der mødte os fra Egmont-ledelsens side, må man sige. Det var mere oppefra og ned - og med et ekstra lag øverst i hierarkiet."

Akademisk Forlag var den Bonnier-aktivitet, der fik den bedste deal, mener Andreas Bonnevie.

"Vi blev siddende i Pilestræde, hvor vi fik selskab af Egmont-gruppens skolebogsforlag. Der er i mange henseender en intern struktur, som minder om det gamle Bonnier, og udviklingsmulighederne for Akademisk Forlag er måske endda bedre, end de ville have været i Bonnier-regi," siger han.

Når sammensmeltningen af Aschehoug og Bonnier har været en hård fødsel, skyldes det ikke alene manglende sensitivitet fra Aschehoug-ledelsens side. Mange Bonnier-medarbejdere, især fra det gamle Lindhardt og Ringhof, nærede på forhånd en stærk modvilje over for sammenlægningen.

"Især i Lindhardt og Ringhof herskede den selvforståelse, at man var lidt finere end Aschehoug," som en kilde formulerer det.

Den ulmende skepsis kom blandt andet til udtryk i Politiken kort efter sammenlægningen, hvor den afgående direktør for Bonnier Forlagene, Morten Hesseldahl, lod sig interviewe om fremtidens udfordringer for det ny storforlag:

"At lave en stor organisation med en effektiv forlagsgruppe svarer til at købe en Ferrari. Det er også glimrende, men det nytter jo ikke noget, hvis man udleverer nøglerne til en otteårig, som er fartblind. Man bliver nødt til også at kunne styre," lød det allegoriske svar fra Morten Hesseldahl, der i dag er administrerende direktør på Information. Han har ikke ønsket at uddybe sine synspunkter i denne artikel.

Men der var andre grunde til, at flere Bonnier-medarbejdere har haft svært ved at omstille sig til det nye ejerskab. I årene forud for Aschehougs opkøb havde Bonnier gennemlevet en lang og tumultarisk periode med røde tal i regnskabet, skiftende direktører og usikkerhed for medarbejdere og forfattere. De senere år var det dog lykkedes den ny ledelse at skabe stabilitet og overskud i forlagsgruppen. Set fra et kursmæssigt synspunkt var det derfor det helt rigtige tidspunkt at sælge på. Men ud fra et psykologisk synspunkt var mange medarbejderne slet ikke klar til at blive kastet ud i endnu en tumultarisk periode.

"Selv var jeg bare glad for, at jeg var blevet så gammel, at jeg skulle på pension, for jeg er ikke sikker på, at jeg var omstillingsparat en gang til," siger Lis Marr, der nåede at være forlagssekretær på Lindhardt og Ringhof i 34 år, inden hun i forbindelse med opkøbet valgte at gå på pension. Hun bekræfter, at der var "en generel skuffelse over, at Bonnier solgte forlaget".

Enkelte forlag i Bonniergruppen reagerede dog mere positivt på den nye situation, fortæller Stig Bergstrøm.

"For eksempel gik Carlsen positivt ind i projektet og sagde: 'Vi driver Carlsen, og det er det, vi er gode til. Om det så er Bonnier eller Egmont, der ejer os, det er vi egentlig ligeglade med.' Men det gjorde Lindhardt og Ringhof-folkene generelt ikke, mange var negativt indstillet fra start, og det har også haft en betydning, det må man ikke glemme," siger Stig Bergstrøm, der dog mener, at man netop af den grund burde have gjort mere for at komme skeptikerne i møde.

"Når man står midt i en sammenlægningsproces, er det enormt vigtigt, at man får nogle ambassadører fra det tilkøbte forlag til at bakke op om projektet. Men man havde ingen ambassadører til at bakke op fra det gamle Lindhardt og Ringhof. Og derfor blev det hele tiden 'dem' og 'os'," siger han.

Den store fadæse

En af de medarbejdere, man aldrig fik med over i det nye forlag, var Lise Nestelsø fra Børsens Forlag, der var en af de mest indbringende og velsmurte aktiviteter i den tilkøbte forlagsgruppe. Kort efter sammenlægningen valgte hun i stedet at takke ja til et tilbud om at starte det konkurrerende forlag, Gyldendal Business, op og tog i alt fem nøglemedarbejdere med sig samt hele sit netværk af forretningsforbindelser, som hun havde brugt over tyve år på at skabe. Med Nestelsøs afgang forsvandt Børsens Forlag reelt som sand mellem fingrene på Egmont-koncernen. I dag forklarer Lise Nestelsø sin beslutning således:

"Jeg stod over for en skillevej, da Gyldendal pludselig kom med deres tilbud. Egentlig var jeg indstillet på at fortsætte i Egmont-regi, men jeg havde ikke fået bygget tilstrækkeligt mange relationer op med Egmontledelsen til, at jeg syntes, jeg kunne ignorere den følelse, jeg havde i maven: at der skulle ske noget nyt. Selvfølgelig spillede det også ind, at Egmont var kendt for en topstyret organisationskultur, som er meget anderledes end den, jeg havde arbejdet med de sidste 20 år. Men til syvende og sidst var det mere et tilvalg end et fravalg," forklarer hun.

Andre udlægger skiftet mindre diplomatisk.

"Mange dygtige Bonnier-medarbejdere sidder nu hos konkurrenterne, og kernen i det økonomisk mest værdifulde Bonnier-aktiv, Børsens Forlag, blev i løbet af et halvt år spillet i hænderne på Gyldendal. Det er jo noget, der slår ud på fadæsebarometeret," som en kilde formulerer det.

Det litterære flagskib

Når Egmont-koncernen valgte at tage Lindhardt og Ringhof som det nye forlagsnavn, var det med god grund. Til branchetidsskriftet Bogmarkedet sagde Anette Wad kort efter opkøbet:

"Der er ingen, der kan udtale navnet Aschehoug - og heller ikke stave til det. Lindhardt og Ringhof er meget stærkere på alle måder."

De fleste er i dag enige om, at tilkøbet af Lindhardt og Ringhof rummede store muligheder. Som litterær agent Lars Ringhof siger:

"Den litterære profil har aldrig været særlig stærk på Aschehoug. Hvis man var forfatter dér, måtte man finde sig i at komme i katalog med ekstremt mange bøger om trylledej og hundeopdragelse. Men ved opkøbet fik man pludselig navnet Lindhardt og Ringhof, som borgede for en mere seriøs litterær linje. Samtidig betød det, at man overtog en række stærke forfatterskaber og fik tilført nye kompetencer i form af dygtige redaktører. Muligheden for at blive et væsentligt alternativ til Gyldendal var absolut til stede, men i det her efterår har den fået et ordentligt skud for boven i og med, at en dygtig mand som Karsten Nielsen er gået sammen med en vigtig figur som Erik Barfoed. Nu er man mere eller mindre tilbage til start - og måske endda længere tilbage."

Den vurdering bakkes op af en medarbejder i koncernen, der ønsker at være anonym.

"Med de fyringer og sammenlægninger af redaktioner, der er sket, ser det i stedet ud til, at det er Aschehoug, der har vundet den interne værdikamp, så det bliver den kommercielle skønlitteratur og den journalistiske konceptlitteratur, der kommer til at dominere billedet, mens de litterære udgivelser vil blive lagt over i imprintet Athene."

Så længe Athene kun består af en redaktionel medarbejder og en assistent, vil kapaciteten dog ikke være på mere end estimeret 10-15 udgivelser om året: "Til sammenligning udgav det gamle Lindhardt og Ringhof 30-40 kvalitetsbøger om året og blot 10-15 kommercielle udgivelser. Det nye L&R vil dermed få en omvendt proportional fordeling af den smalle og det brede litteratur, og jeg frygter, man med tiden vil se en generel devaluering af brandet Lindhardt og Ringhof," lyder vurderingen.

Andre nærer samme frygt for en generel 'ascehougificering' af udgivelsesprofilen i det nye forlag. I det gamle Lindhardt og Ringhof rådede de enkelte redaktioner nemlig over deres egne budgetter og havde således vidtrækkende beføjelser til at fastlægge årets udgivelser ud fra redaktionelle hensyn. I det nuværende Lindhardt & Ringhof skal alle beslutninger derimod godkendes af salg- og marketingsafdelingen, som reelt har vetoret over, hvilke bøger der bliver antaget. Som en kilde siger til Information:

"Det gamle Lindhardt og Ringhof blev anset som en seriøs aktør på det skønlitterære område. Forlaget havde et stærkt image, som man også ønskede at drage fordel af i den nye konstruktion, men spørgsmålet er, om man har været dygtige nok til at forvalte det kulturelle arvegods. Eller om man har været for optaget af kvantitativ vækst og regnet med, rollen som kulturinstitution fulgte med i købet?"

Spørgsmålet står foreløbigt ubesvaret, men en kendsgerning er det, at flere prominente forfattere på det seneste har valgt at udvandre fra forlaget, herunder navne som Sara Blædel, Juliane Preisler, Hanne Reintoft, Ole Frøslev, Olav Hergel og Trisse Gejl. Også Anne Marie Løn valgte efter lange og svære overvejelser sidste år at forlade Lindhardt og Ringhof midt under tilblivelsen af sin nye roman, Sekstetten, som netop er udkommet på Gyldendal.

"Havde tingene efter fusionen kørt videre som hidtil, var jeg blevet. Jeg blev meget fint behandlet i de tre år, L&R var mit forlag, og der var en god atmosfære i huset, men efter sammenlægningen var der ikke plads til min redaktør, Lisbeth Møller-Madsen. Hun havde i foråret læst de første 130 sider af Sekstetten og var dybt engageret i den. På trods af Lisbeths afgang forsøgte jeg at køre videre, som om intet var hændt, men det var en hæmsko i min kamp med stoffet at stå uden forlagsredaktør og midtvejs i bogen indså jeg, at det ikke kunne gå," siger Anne Marie Løn, der understreger, at det ikke var uden svære overvejelser, hun forlod Lindhardt og Ringhof, som ligger inde med hele hendes backliste.

"Men strandet på side 274, var jeg nødt til at tage springet, for havde jeg ikke gjort det, var Sekstetten ikke blevet det, den er. Et eneste møde med Johannes Riis på Gyldendal, og jeg var fit for fight til de næste 300 sider. Sådan skal det være. Det er ikke så meget, der skal til, det skal bare være det rigtige. Anette Wad prøvede ganske vist at komme mig i møde ved af og til at ringe og spørge, hvordan det gik. Jeg sagde det, som det var, det gik ad helvede til. Hun forsøgte at opmuntre ved at fortælle om marketingsstrategier og reklamefremstød. Men det er nok lige det sidste, en forfatter er interesseret i, når hun er kørt fast. Fordi man er så helt urimelig sensitiv, når man skriver, følte jeg hver gang, at jeg blev talt til, som var jeg et varelager, man kunne række ind i efter en ny bog. Vi kom aldrig til at veksle ord om Sekstetten, jeg kunne simpelthen ikke overvinde mig selv til at fortælle hende om den, fordi der ingen energicirkulation var imellem os, det var ren 'Go' da' mand, økseskaft'," siger Løn.

Flere peger desuden på fraværet af en stærk litterær figur som en åbenlys mangelvare i det nye storforlag. Hverken nuværende forlagschef Hans Henrik Schwab eller den netop afgåede forlagsdirektør Erik Barfoed har haft tilstrækkelig pondus i den kulturelle offentlighed til at kunne tage kampen op med en figur som Gyldendals Johannes Riis. At Anette Wad ikke selv er dén person, lod hun forstå i denne måneds udgave af månedsmagasinet IN, hvor den administrerende direktør beskrev sig selv som "ikke nogen meget litterær person". Som en kilde siger til Information:

"Aschehoug havde tilsyneladende ikke gjort sig mange overvejelser over, hvad der skulle til, ud over størrelse, for at matche Gyldendal. En åbenlys svaghed har været, at der ikke blev ryddet plads til en litterær direktør. En person, som havde lidt tyngde, og som kunne skabe respekt både blandt forfattere, i medierne og i kulturpolitisk sammenhæng. Uanset hvad regnskabsafdelingen siger, er det altså primært skøn- og kulturlitteraturen, der profilerer en forlagsgruppe, og der er nødt til at være nogen med en solid litterær baggrund, der tegner flagskibet."

Knap halvandet år efter opkøbet synes Lindhardt og Ringhof langt fra ambitionerne om at ryste Gyldendals dominans på forlagsmarkedet. Da Gyldendal for nylig fremlagde sit halvårsregnskab, var det med en omsætningsfremgang, der var større end den samlede fremgang for hele det danske bogmarked - mens Lindhardt og Ringhof præsterede under det budgetterede. Udviklingen har dog langt hen ad vejen været til at forudsige, mener tidligere økonomidirektør i Bonnier, Stig Bergstrøm.

"Indlemmer man et nyt forlag i sin egen kultur, giver en plus en ikke to. Udnytter man derimod den nye ekspertise, kan resultatet blive mere end to. Det gjorde man bare ikke. Kort efter sammenlægningen sagde jeg derfor, at jeg forventede, at Gyldendal om 3-5 år igen vil være dobbelt så stor som det nye Lindhardt og Ringhof. Og det går jo også den vej."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu