Læsetid 7 min.

Fortællinger fra Stasi-fængslet

15 tidligere Stasi-fanger fortæller i en rystende teaterforestilling i Potsdam deres egne historier fra det nådesløse østtyske diktatur
Fælles for de 15 mennesker, der står på scenen i Hans Otto Theater i Potsdam, er, at de alle på et tidspunkt i løbet af DDR-s levetid fra 1949 til 1989 havnede i kløerne på Stasi - det østtyske diktaturs ministerium for statssikkerhed. Her Stasi-arkivet i Berlin.

Fælles for de 15 mennesker, der står på scenen i Hans Otto Theater i Potsdam, er, at de alle på et tidspunkt i løbet af DDR-s levetid fra 1949 til 1989 havnede i kløerne på Stasi - det østtyske diktaturs ministerium for statssikkerhed. Her Stasi-arkivet i Berlin.

Johannes Eisele

3. november 2008

POTSDAM - Hans-Eberhard Zahn står skråt på scenen med siden vendt let mod publikum . Han har hvidt, tilbagestrøget hår, et mørkeblåt jakkesæt og tunge briller. Zahn er 80 år gammel.

"Stasis strategi var at ydmyge én. Man var alene, men altid overvåget. Min strategi var at dyrke en arrogance i mig selv. Jeg fokuserede på indre aktiviteter. Jeg løste matematiske problemer. Jeg citerede for mig selv alt, hvad jeg havde lært udenad i mit liv, igen og igen," siger han og holder en pause.

Så citerer han Shakespeares sonet om at kunne se klarest, når øjet er lukket. Der er helt stille i salen bagefter. Man kan næsten høre, hvordan publikum synkront sænker øjenlågene for at blinke tårerne væk.

Stenen i skoen

Zahn er alderspræsidenten blandt de 15 mennesker, der står på scenen denne aften i Hans Otto Theater i Potsdam. Den yngste er 41 år gammel. Deres skæbnefællesskab er, at de alle på et tidspunkt i løbet af DDR's levetid fra 1949 til 1989 havnede i kløerne på Stasi - det østtyske diktaturs ministerium for statssikkerhed. Ingen af dem er skuespillere, men denne aften er de med i en teater-forestilling skabt på baggrund af deres egne oplevelser. Stedet er velvalgt. I Potsdam, der ligger cirka 50 kilometer vest for Berlin, befandt Lindenstrasse, et af Stasis mest berygtede fængsler, sig.

Det er den 72-årige journalist Lea Rosh, der fik idéen til forestillingen for to år siden. Når Tyskland fra tid til anden ifører sig et par rummelige sko og forsøger at fokusere på alt det prægtige, landet har præsteret før og efter Hitler, er Rosh stenen i skoen. Uden hende ville landets historiske samvittighed ikke være den samme.

Det var Rosh, der i 1988 tog initiativ til det enestående Mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin. Frygtløst og utrætteligt gik hun, der ikke selv er jøde, i bokseringen for mindesmærket. Blandt andre mod den daværende kansler Helmut Kohl. Rosh vandt. Siden maj 2005 har de 2.711 sten af arkitekten Peter Eisenman befundet sig på 19.000 kvadratmeter ved siden af Brandenburger Tor. Tyskland er dermed det eneste land i verden, der har rejst en så mægtig skamstøtte over sine egne forbrydelser i hjertet af sin hovedstad.

I 2006 henvendte Rosh sig til historikeren Hubertus Knabe, der er direktør for Gedenkstätte Berlin Hohenschönhausen - det berygtede Stasi-fængsel, der blev berømt for et par år siden i den prisbelønnede tyske film De andres liv. Rosh ville lave en teaterforestilling med mennesker, der havde været anholdt af Stasi og siddet i sikkerhedstjenestens fængsler. Forestillingens tre kvinder og 12 mænd er udvalgt blandt mange mulige, og næsten hele holdet er vant til at fortælle som rundvisere i det tidligere fængsel i Hohenschönhausen.

Usentimentalt

Det er 15 mere eller mindre aldrende mennesker, der betræder scenen i Staats-Sicherheiten. Lidt korpulente, lidt grånende, lidt ludende, helt almindelige mennesker, som man ser hver dag på gaden i Berlin. De fortæller deres historier i al deres gru og holder uden hverken at besidde skuespillerkarisma, -diktion eller -holdning publikum i et jerngreb de to timer, forestillingen varer.

Rosh har lavet dramaturgien sammen med maleren Renate Kreibich-Fischer. Clemens Bechtel, der er yngre end næsten alle de medvirkende og oven i købet fra Vesttyskland, har nænsomt instrueret ikke-skuespillerne med respekt for, men sandelig også sans for, det dramatiske i deres historier.

Kronologisk og ind imellem hinanden fortæller de om deres anholdelse, transport, forhør, varetægtsfængsling, proces, fængselstid og løsladelse. Scenografien er holdt på et minimum, et par stole, et bord, en skrabet seng bliver det til. Samt nogle sort-hvide billeder fra dengang projiceret op på bagvæggen. Det kunne i virkeligheden helt have været udeladt, for forestillingens enorme styrke ligger i den totale og imponerende usentimentalitet, de medvirkende fortæller deres historier med.

Som f.eks. den lille grå-hårede Edda Schönherz med knold i nakken og bedstemorbriller. Hun var en kendt og afholdt tv-studievært i DDR. Hun var ikke medlem af det kommunistiske enhedsparti, SED, og hendes personlige politiske holdning lå langt fra DDR-regimets officielle. I 1974 var hun med sine to børn på en rejse til Budapest. På både den amerikanske og den vesttyske ambassade undersøgte Schönherz mulighederne for at forlade DDR. Forgæves.

Tilbage i Østberlin stod der en morgen kort efter 11 Stasi-mænd og én kvinde i hendes soveværelse. Hun fik en dom på tre år, som hun afsonede i DDR's mest berygtede kvindefængsel Hoheneck. Hun sov på en sovesal med 24 andre kvinder. Ved siden af hende lå en medfange, der havde sat ild til sine egne tvillinger. I de tre år så Edda Schönherz ikke sine børn én eneste gang.

Straf for at skrive roman

Staats-Sicherheiten giver mere end et indblik i 15 menneskers skæbne. Den viser igennem dem et nådesløst menneskeforagtende diktatur, dets brutale mekanismer og koldt kalkulerede perfiditet. Hvad der ikke var med i forestillingen, men skal nævnes her, er den groteske uretfærdighed, at Stasi-ofre først kan få udbetalt deres skades-erstatnings-pension på blot 250 euro om måneden, når de kan bevise, at de har taget skade af at sidde i fængsel, mens de tidligere Stasi-officerer efter en klage til Forfatningsdomstolen har fået trumfet igennem, at de har krav på den fulde pension, nemlig 90 procent af deres DDR-løn. Stasi-pensioner koster dermed den tyske stat 4,1 milliarder euro om året.

Mange af de 15 i stykket blev dømt for "forsøg på republikflugt" eller for at forsøge at smugle andre mennesker ud af landet. Som f.eks. Hartmut Richter, for hvem det lykkedes at få 33 mennesker ud af DDR gemt i sin bil. På sin sidste tur havde han sin søster og hendes forlovede i bagagerummet:

"Jeg sætter Johnny Cash på for at berolige mig selv. Ved kontrolstedet bliver jeg bedt om at køre ud til siden. Jeg tør ikke bare træde på speederen, da jeg ved, at det første, de skyder efter, er bagagerummet. Da de stiller mig op ad bilen, siger den ene officer til den anden: 'Sigt efter hans klunker!' 'Det var vel så det', kan jeg høre min søsters forlovede sige fra bagagerummet."

Hartmut Richter blev idømt 15 års fængsel, men sad 'kun' fem år og syv måneder. Så blev han købt fri af den vesttyske forbundsrepublik.

"Hvad Stasi ikke kunne, formåede alkohol," siger han om sit psykiske knæk bagefter. Da Muren faldt, havde Richter dog allerede været tørlagt i syv år.

Mindre end flugtforsøg kunne også gøre det. Peter Wulkau sad fire og et halvt år for at have skrevet en (uudgivet) politisk satirisk roman om styret i DDR.

Ingen undskyldninger

Alle de tidligere Stasi-fanger var bange. De var bange for at blive lukket ud og skulle leve i DDR, bange for deres helbred, for medfangerne, for at komme til at forråde vennerne, for "hver eneste næste dag", som én siger.

De blev alle i større eller mindre grad fysisk og psykisk torteret, og den dag i dag lider mange af dem af søvnforstyrrelser, angstanfald, bitterhed og følelsen af at være blevet frarøvet deres bedste år. Flere af dem har siden været i kontakt med deres forhørsledere. Ikke en eneste af de tidligere Stasi-folk har bedt om undskyldning eller tilgivelse. Tværtimod har for eksempel tidligere oberstløjtnant Peter Pfütze, Dieter von Wichmans plageånd, ringet Wichman op og anklaget ham for kun at udbrede løgne, når han viser folk rundt i Hohenschönhausen. Pfütze, der deltog i tusindvis af forhør, udgav sidste år en bog om sine bedrifter i Stasi.

Hans-Eberhard Zahn, der dengang var psykologistuderende ved Freie Universität i Vestberlin, blev anholdt i 1953. Han havde helt legalt indsamlet penge til østberlinske slægtninge af vestberlinske studerende. På en tur til Østberlin, hvor han skulle aflevere penge og indbetalingslister, blev han anholdt af Stasi. Pengeindsamlingen holdt ikke til en dom. I stedet blev Zahn anklaget for at hetze mod DDR i vestberlinske medier. Han blev anklaget og dømt for "at sætte det tyske folk og verdensfreden på spil". I syv år, indtil 1960, sad han i Stasis fængsler i Rummelsburg, Brandenburg, Bautzen og Hohenschönhausen.

"Jeg vil ikke tie. Jeg vil blive ved med at fortælle min historie så længe, jeg lever. Jeg blev løsladt med fem østmark på lommen. Uden for fængslet så jeg for første gang i syv år en ung kvinde med et barn og fik tårer i øjnene. I togets spisevogn brugte jeg pengene til den første Bockwurst og den første øl i syv år. Da jeg krydsede sektorgrænsen, smed jeg de sidste 40 østpfennig ud af vinduet og ankom til Bahnhof Zoo midt om natten uden penge overhovedet," siger Zahn.

Hvad summen af hans erfaringer med Stasi er?

"En afsky for alle slags diktaturer. Røde som brune. Men også noget positivt: En øget evne til at nyde livet."

 

Hans Otto Theater, Schiffbauergasse 11, Potsdam, Tlf +49 331 - 98110

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu