Læsetid: 8 min.

Glem ikke Bush ellers gentager det hele sig

Filminstruktøren Oliver Stone er blevet kaldt amerikanernes dårlige samvittighed, der udstiller og kritiserer de dårlige sider af det amerikanske samfund. Information har mødt Stone, hvis nye film, 'W.', er en satire over George W. Bushs ungdom og første år som præsident
Filminstruktøren Oliver Stone er blevet kaldt amerikanernes dårlige samvittighed, der udstiller og kritiserer de dårlige sider af det amerikanske samfund. Information har mødt Stone, hvis nye film, 'W.', er en satire over George W. Bushs ungdom og første år som præsident
29. november 2008

TORINO - "Folk tror, at Bush er væk. Men pas på! Bush er som Hamlets far, et genfærd, det ikke er til at slippe af med."

Oliver Stone stopper og smiler skævt, men han ser egentlig ikke ud til at more sig. Den 62-årige amerikanske filminstruktør og samfundsrevser er til filmfestival i Torino med sin nye film W., der handler om præsident George W. Bushs ungdom, den utrolige vej til præsidentembedet, de første år som præsident og den hastigt voksende, nationale sikkerhedsstat. Stone, som kalder filmen for "en fortælling, der viser, hvor galt det kan gå", har altid været en mand med en mission, og han er blevet kaldt alt fra 'amerikanernes dårlige samvittighed' til 'USA's bidske vagthund'.

Hvad enten det har drejet sig om John F. Kennedys mord (JFK), Richard Nixon (Nixon), amerikansk fodbold (Any Given Sunday), kapitalisme (Wall Street), massemedierne (Natural Born Killers) eller krigen i Vietnam, der fylder meget i Stones liv og værk (Platoon, Født den fjerde juli, Himmel & jord), har han med energi og integritet kæmpet for det, han tror på.

Han har altid været en skarp kritiker af de i hans øjne mørke sider af det amerikanske samfund og amerikansk politik, og han lægger sjældent fingrene imellem. Hans tilhængere kalder ham modig; hans modstandere hysterisk og utroværdig.

Lad os huske fejlene

"Amerika dyrker en os-mod-dem-isolationisme," siger Oliver Stone.

"Der er ingen forståelse blandt det amerikanske folk for andre menneskers frygt. Det er det største problem, og jeg synes, at vores presse er meget uoplyst. Hver eneste artikel begynder med, at 'Amerika er truet, Amerika står over for en fjende. Chávez eller Rusland eller Cuba'. Hvordan fanden kan Cuba være vores fjende og true os? Vi er den store bølle! Vi er klassens største bølle, og ligesom alle andre bøller siger vi: 'Ham der vil slås'. Det er meget uheldigt, og der bør ikke være den slags nationalisme i Amerika. Amerika skal ikke være en etnocentrisk fæstning."

Men trods sine markante synspunkter bryder Stone sig ikke om at blive puttet i en kasse med mærkaten "'politisk filminstruktør'.

"Jeg er dramatiker," siger han, "men som Godard formulerede det, så findes politik i alting. I de familierelationer, man har, den tid, man lever i, i tidsånden."

Frygter systemet

Da jeg møder ham for at tale om filmen W., virker det, som om han mere end nogensinde håber på at nå et stort publikum med sin film. Ikke for at tjene penge, men fordi han er fuldt og fast overbevist om, at hvis ikke vi passer på, sker det igen. Stone er glad for, at Obama er blevet valgt, men ikke optimistisk, fordi det magtfulde amerikanske system har før opslugt præsidenter med gode og store ambitioner. "Jeg frygter systemet og ved ikke, om det formår at ændre retning," siger han.

"Hvis man tror, at Bush er færdig, har man fejlundervurderet ham, som han selv siger i filmen. Filmen stiller spørgsmålet: Hvem bliver den næste Bush? Hvem er den næste fyr, som stiller sig op og siger, 'Halløj, lad os drikke en øl sammen, jeg er jeres kammerat'? Hvem er den næste ulv i fåreklæder? Vi må ikke glemme Bush. Lad os huske, hvordan han blev valgt til præsident, og hvem han er. Ved at huske bliver vi stærkere og klogere."

"Hele verden protesterede mod George Bush og den dengang forestående krig i Irak. Jeg viser det i filmen. 12-15 millioner mennesker rundt om på hele kloden. Det skete aldrig med Vietnam. Men jeg tror kun, at det gjorde Bush mere stålsat. Han voksede op i et miljø, hvor man altid fortalte ham, at han var det sorte får. Psykologisk set tror jeg, at hver gang nogen kritiserer ham, så gør han det modsatte af, hvad de siger. Om noget var jeg chokeret over, hvor resolut han blev efter protesterne og skubbede verden i retning af krig."

Empati, ikke sympati

Filmen W. begynder i tiden lige inden, præsident Bush (fantastisk spillet af Josh Brolin) beslutter sig for at invadere Irak. Den springer frem og tilbage mellem filmens nutid og Bushs fortid, hvor han kæmper for at slippe ud af sin far, George H. W. Bushs, lange skygge, drikker for meget, går fra job til job, møder Laura, der senere bliver hans kone, genfødes som kristen, lægger alkoholen på hylden, hjælper sin far med at blive valgt som præsident, bliver selv guvernør i Texas og begynder at se det som sin gudgivne opgave at stille op til præsidentvalget i 2001.

Filmen er lige dele drama og satire, siger Oliver Stone:

"Jeg ville lave en respektfuld film om manden. Jeg er måske ikke enig med ham, men han er trods alt et menneske. Han står op om morgenen, ser sig i spejlet og kan godt lide det, han ser. Det er det, empati går ud på. Det er ikke sympati. Folk tager ofte fejl af de to ting. Venstreorienterede har sagt, at 'Oliver Stone er alt for venlig mod Bush.' Det er ikke sandt. Han bliver holdt ansvarlig for sine gerninger i filmen."

"Jeg ville have, at W. skulle være et karakterstudie. For mig at se lykkes filmen som satire, ikke som komedie. Satire falder midt imellem komedie og drama. Det er sådan, at jeg og min manuskriptforfatter Stanley Weiser opfatter Bush; som en mand, der ikke tager politik eller livet alvorligt. Det er os, der er til grin. Når filmen er slut, er jeg sikker på, at man er klar over, hvilke seriøse implikationer hans mentalitet har haft for Amerika og verden. Han er en af de præsidenter, der har sat det største præg på Amerika. Han har haft større betydning end Reagan og Nixon, og om 20 år vil man stadig huske Bush. Folk har fra begyndelsen undervurderet denne mand, specielt i Europa har man gjort grin med ham. I Amerika stemte man på ham."

Øgenavn og manipulation

Ikke mindst i skildringen af hierarkiet og dynamikken i Det Hvide Hus mellem George W. Bush og hans nærmeste rådgivere er W. både morsom og foruroligende: Hjernen bag det hele, Karl Rove (Toby Jones), den uforsonlige Dick Cheney (Richard Dreyfuss), som Bush har døbt Vice, nikkedukken Condoleezza Rice (Thandie Newton), der bliver kaldt Guru, CIA-direktøren George Tenet (Bruce McGill), som Bush kalder Broder George, og Colin Powell (Jeffrey Wright), den eneste fornuftige og besindige røst i tiden mellem 11. september 2001 og marts 2003, hvor Bush beslutter sig for at gå i krig.

"Øgenavnene er en måde at nedgøre folk på for at kunne kontrollere dem. Det var noget, Bush lærte på Harvard, hvor han blev leder af sin studenterklub. Han er et meget socialt menneske. Han var cheerleader, og det gav social status," siger Oliver Stone.

"Dick Cheney og Karl Rove har haft stor magt. Men Bush er ikke dum. Han manipulerer også med dem. Han fortæller Cheney, at 'jeg er chefen, hold dig i baggrunden'. Det sagde han faktisk til ham. Nixon havde også problemer med Kissinger. Han ville ikke have, at Kissinger fik al æren. Det er det samme med Bush. Han skylder Rove og Cheney en masse, men han vil selv stå i front og tage æren."

Fiktionens pointe

Det er ikke alt i W., der er sandt, siger Oliver Stone - "man skal dog ikke glemme, at de græske dramatikere analyserede historien, før historikerne kom til" - men han understreger, at filmen er blevet til på baggrund af grundig research.

"Scenerne i Det Hvide Hus er genskabt med udgangspunkt i alt det, vi har læst, men vi ved ikke, hvad de faktisk sagde. F.eks. den 11 minutter lange scene, hvor de diskuterer Iran og Irak, og Cheney siger, at ikke er nogen vej ud af Irak. Denne scene repræsenterer dramatikeren, der tager de synspunkter, som Cheney, Rumsfeld, Powell, Bush, Rice og Tenet har udtrykt, og skriver dem sammen til en scene på 11 minutter. Jeg tror aldrig, at de har haft sådan en diskussion, men det er fiktionens pointe i modsætning til dokumentarfilm og journalistik. Vi samler de fem synspunkter i dette rum og koncentrerer situationen. Jeg synes ikke, at man kan sige, at vi overskred en grænse, og vi lod dem ikke have synspunkter, som de ikke allerede tidligere havde ytret offentligt i en anden sammenhæng."

En anden scene viser et pressemøde, hvor Bush ikke kan svare på spørgsmålet om, hvilke fejl han selv synes, at han har begået som præsident.

"Det er næsten en ordret gengivelse af, hvad der skete," siger Stone.

"Bush endte der i en nedsmeltning. Men den pressekonference handler for mig mere om ikke at ville erkende noget. Bushs arrogance i forhold til ikke at ville analysere sine egne handlinger er en del af hans personlighed, og det gør ham i mine øjne til et afskyeligt menneske. Begge Bush-præsidenter har benægtet, at de har et indre liv. De har begge brugt udtrykket 'psykovrøvl'. Bush Jr. har ingen interesse i at lære af sine egne fejltagelser. Han har et alt for stort ego og minder mig om Voltaires Candide. Er det en evangelisk kristen, der opfører sig sådan? Er han en evangelisk kristen? Hvis man bliver genfødt, er det meningen, at man skal give afkald på sit ego. Jeg tror ikke på, at han har ændret sig. Jeg tror ikke på, at han er en såkaldt kristen."

Viser, hvad vi ved

Oliver Stone er tidligere blevet angrebet for at manipulere med fakta for at få dem til at passe i sit eget kram, ikke mindst i forbindelse med JFK, hvor instruktøren præsenterede sin egen teori omkring mordet på præsident Kennedy. Denne gang har kritikken dog været mere afdæmpet.

"De ved, at vi har gjort vores forarbejde, og måske har vi været tydeligere omkring det," siger Stone.

"Omkring Nixon og JFK lavede vi også et stort forarbejde. Jeg er et af de få nulevende mennesker, som har talt med de fleste vidner fra Warren-kommissionen. Der er ikke så mange af os tilbage. Jeg talte med mange mennesker, som befandt sig på Dealey Plaza i Dallas den dag, Kennedy blev skudt. Men i amerikanske mediesammenhænge anses jeg for at være en excentriker, fordi jeg tror, at Kennedy blev dræbt af mere end én person."

I forbindelse med premieren på W. har Stone valgt at lægge al sin og manuskriptforfatterens research ud på en hjemmeside, så folk selv kan tjekke fakta.

"Da jeg lavede JFK og Nixon fandtes der ikke hjemmesider," siger han.

"Vi udgav en bog i forbindelse med begge film, men de udkom desværre efter premieren. Det er gode bøger, og hvis du er interesseret i filmene, så vil jeg opfordre dig til at læse dem. Hjemmesiden er en fortsættelse af teorien om at vise, hvad vi ved. Vi skjuler ikke noget."

W. har dansk premiere fredag den 5. december og bliver naturligvis anmeldt her i avisenwthefilm.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Kanon spil af Brolin forøvrigt -- men faderen er ikke korrekt beskrevet, sikkert for at holde fokus på W. Måske i en anden film, Oliver?

"Bushs arrogance i forhold til ikke at ville analysere sine egne handlinger er en del af hans personlighed, og det gør ham i mine øjne til et afskyeligt menneske."
Hvem er det nu den beskrivelse også passer på?

Gu' ved om der nogen dansk instruktør der har integritet nok til at kunne lave en tilsvarende dansk film om AFR, i det statskontrolleret danske filmmiljø.