Læsetid: 5 min.

Guitarikon - og en klangens mester

Hilmer Hassig var en af sin generations mest nytænkende og -skabende guitarister, en fremragende og udfarende producer og den musikalske kerne i gudetrioen Love Shop. Her mindes vi hans virke, hans person og hans indsats for dansk rockmusik
Guitaristen Hilmer Hassig mistede livet ved en trafikulykke natten til søndag. Han blev 48 år.

Guitaristen Hilmer Hassig mistede livet ved en trafikulykke natten til søndag. Han blev 48 år.

Martin Rosenauer

18. november 2008

Guitaristen, produceren m.m. Hilmer Hassig er død. Han blev offer for en trafikulykke på Falkoner Allé natten til søndag. Han blev 48 år gammel. Følgende er spredte betragtninger over en mand, jeg respekterede og beundrede - og mundhuggedes så godt med!

Jeg besøgte dog kun Hassig en enkelt gang. Det var for et lille års tid siden for at diskutere et 'projekt', som det jo hedder. Der kom aldrig noget ud af det, vi mødtes om, men vi lærte da hinanden at kende, for selv om vi i en små 30 år havde færdedes i de samme cirkler, var det aldrig blevet til mere end lidt tilfældig småsnak til koncerter, ferniseringer og gilder samt de der nik og smil på gaden, der udgør en art forstudier til håndtrykket. Måske fordi Hilmer aldrig helt kunne forlige sig med den kritikerstand, jeg jo tilhører - med hud og hår, tilmed.

"I aner jo ikke en skid om musik," som han engang så diplomatisk udtrykte det til en efterfest for det show, der dengang stadig hed Grammy.

"Men I vil i det mindste jo gerne roses," sagde jeg så.

"Selvfølgelig," svarede Hilmer, "men det sælger sgu ikke ret mange plader."

Trods hans dybe skepsis over for os med pen frem for instrument i hånd kunne Hassig nok have fyldt en have på størrelse med Østre Anlæg med alle de kritikerroser, det blev til ned gennem årene. Vi - tillad mig her at tale på standens vegne - kunne på vores egen umusikalske måde nemlig til overmåde snildt høre, hvor god han var.

Besøget fandt sted hjemme hos Hassig i et studie på Nørrebro en guddommelig dansk sommeraften - hans studie lå strategisk placeret i den ene ende af et hjem, hvor det i øvrigt flød med legetøj, tøj og alskens manifestationer på et liv, levet med intensitet og fuld fart på. Kaos på den fede måde. Orden i rodet og mening med galskaben. Vi sad i studiet, hvor vi røg noget psykedelisk naturmedicin, betragtede Peter Ravns store maleri af Hilmer (et billede han elskede), mens mundtøjet lagde sig i overhalingsbanen, og vi småkærligt mundhuggedes om snart sagt alt, vi kunne finde på.

Glamrock og Kliche

Hassigs musikalske vækkelse var glamrocken, hvor min var det engelske beatboom. Så selv om der kun var fire år imellem os, udgjorde det en art generationskløft, som vi ikke gjorde stort for at forcere. Og da jeg hev den psykedeliske rock - som jeg jo elsker - op af hatten, stod Hassig helt af. Det var fedt.

Han havde i ledtog med et par kumpaner netop reaktiveret det legendariske pladeselskab Irmgardz og spillede diverse spor for mig fra de tre første planlagte udgivelser, som stilistisk spændte vidt, men alle holdtes sammen af hans tæft, kunnen og overblik. Og trods det faktum, at vi var uenige om stort set alt - måske på nær Roxy Music, T. Rex og Kraftwerk - endte det med at blive en fin, varm og sen aften, som jeg nu sætter om muligt endnu større pris på blev mig forundt, end jeg gjorde, da jeg noget omtumlet gled ud i natten på Nørrebro.

Første gang jeg så Hassig i aktion var med hans første seriøse orkester Scatterbrain til generationsmanifestationen Nå!!80 i Huset i Magstræde - og dengang var det lidt af et særsyn at se en gruppe stille op uden trommeslager og i stedet overlade jobbet til en rytmeboks.

Allerede der fremstod Hassig som noget særligt. Og selv om Scatterbrain - lidt uretfærdigt, synes jeg - ikke fik det store tag i 'punkmiljøet', var gruppen på alle måder en nyskabelse inden for den danske rock med sit originalt tænkte afsæt i den spæde elektroniske musik fra England og Tyskland.

Især gruppens første album Keep Dancing fra 1981 havde nogle klare kvaliteter, som ikke rigtig fandt genklang i samtiden. Hassigs storhed blev dog også først åbenlys for mig, da jeg så ham et par gange med Kliche i kølvandet på denne gruppes anden udgivelse, Okay Okay Boys, i 1982; her kunne man høre, hvordan Hassig ubesværet integrerede inspirationen fra udenlandske koryfæer som Robert Fripp, Adrian Belew og Fred Frith, gav dem en personlig drejning og sendte dem så blæret ud over rampen, at vi øjeblikkeligt overgav os og meldte os direkte ind i fanklubben.

Senere så jeg ham utallige gange i selskab med Lars H.U.G., som i 1980'erne konsekvent stillede op med alt det bedste fra den unge garde - men Hassig overstrålede altså dem alle. Og det var ikke kun som guitarist, men i høj grad som producer, han satte afgørende præg på H.U.G.'s plader grelt frem til 1992. Sideløbende gjorde han sig endog særdeles heldigt bemærket med bandet Naïve, der centreret om Claus Berthelsens sange, gav ham rig mulighed for at finde sin identitet som producer.

Kolossalt potentiale

Det var dog mødet med sangeren og sangskriveren Jens Unmack i 1986, der for alvor forløste Hassigs kolossale kreative potentiale, da de sammen dannede trioen Love Shop. Fra og med debutalbummet 1990 (1990) og til og med Hassigs exit i 2004 stod de to herrer for en stribe albums, hvorfra en stor del vil blive stående, når døgnfluer, tv-konkurrencevindere og andet hejs fra forbrugeroverdrevet er kørt på lossepladsen.

Med Unmack som primus motor på sangskrivningsområdet - om end sangene altid var en tur om Hassig, der lige så konsekvent satte sit præg derpå - bestyrede Hassig med hård hånd det musikalske såvel som det klanglige. Og det med en sådan autoritet, at Love Shops plader ikke blot kom til at fremstå som noget af det ypperste, tidens sangkunst kunne byde på, men også klangligt hævede det sig højt over hvad man ellers trakteres med af mu-sikindustri og kunstnere.

Love Shop mestrede med Hassig i førersædet både det lavstemt melankolske, som det kom til udtryk på gruppens guddommelige debut og Det løse liv (1999), det himmelstræbende nationale som på mesterværket DK (1992) og det benhårdt modernistisk-konfronterende som på det 1000-stjernede mesterstykke GO! (1997) og det benhårde Anti (2001).

Der findes i øvrigt ikke noget dårligt Love Shop-album - og koncerterne var også altid en fest med det faste kor af "Hilmer! Hilmer! Hilmer!" fra guitarfetichisterne nede foran, hvilket altid fik ham til at smile. Jeg takker min skaber for, at jeg qua mit virke fik lov til at følge værkets tilblivelse og give mit besyv med om samme i nærværende dagblads spalter. Det er musik af den karakter og kaliber, der gør, at jeg i sidste ende elskede mit arbejde så højt, som tilfældet nu var.

Jeg ved ikke, om himlen græder for Hilmer Hassig, men jeg fælder en tåre for en gammel helt, et guitarikon, en klangmester og en herligt kontrær personlighed, som altid fik mig til at grine. Kondolence til de efterladte - og de mange, mange fans, hvis elskede Love Shop nu aldrig vil blive gendannet. Ikke på denne side, i hvert fald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kondolerer!

Den danske musikscene har mistet en af sine største nyskabende kræfter. Men vi har minderne om klangen og om de gode oplevelser, bl.a. Love Shop-koncerterne har været.

Poul Erik Pedersen

En fjern og fin musik

Sørgeligt, meningsløst og uretfærdigt. Virkeligheden sløres af triste tårer. Sætter en CD på afspilleren. “Drømmenes København”, “Himlen må briste” og “Alle har en drøm at befri” og mange andre numre efterlader en forbavset. Tager en med ud til stjernerne. November, trist og november; Men en fjern solo fra en nat, hvor det blev sommer, minder en om at syrenerne blåligt sukker i vægtløs tyngde.

Mindes de mange Loveshop koncerter i København, hvor Hilmers guitar tog mig på himmelflugt højt over byens tage – til kærlighedsbutikken. Klangfuldt, smukt og det ypperste indenfor dansk musik Nogensinde!

Musikken fra Loveshop vil altid bestå. En fjern og fin musik gav dig alt du aldrig fik.

En lysende stjerne er slukket og bliver til en fugl der letter og flyver mod de rigtige stjerner.