Der var engang, hvor kulturredaktionernes opgave var helt klar. Deres sigte var først og fremmest det høje, sådan som den svenske forlægger Svante Weiler har udtrykt det fornylig i et lille essay om det høje og det lave. Det prægede ikke bare den måde, litteraturen blev behandlet på, men også rekrutteringen af kritikere og de journalister, der blev tilknyttet. Redaktion og kritikere var vogtere af den gode smag. Der herskede en klar idé om, at noget er bedre end andet, og at noget litteratur har højere status, fordi det, den efterstræbte, var mere værdifuldt. Og fordi litteraturen forsøgte at fortolke verden eller endda ligefrem at forandre den. Litteraturkritik var med andre ord især et anliggende mellem kritikere og forfattere. Alt andet var lavt og mindreværdigt og noget man kunne lade ude af betragtning og den kritiske vurdering.
Med jævne mellemrum fremkaldte det stærke reaktioner og agressioner. Det blev anset som arrogant, at kulturredaktionerne især behandlede det, som kun de færreste var interesserede i, mens man samtidig ignorerede det lave eller folkelige, som så til gengæld havde publikum med sig i stor stil.
Det er verden af i går. Der findes ikke længere et parnas, der alene kan bestemme over den gode smag. I det hele taget stammer denne skelnen mellem det høje og det lave, mellem finkultur og en mere populær kultur, fra et kulturradikalt tankesæt, som tilhører en særlig glansperiode i dansk kultur, som er under hastig afvikling. I stedet er trådt et langt bredere og broget kulturbegreb, hvor det høje og det lave er blandet på en helt ny måde.
Fokus på nybrud
I dag ser det nemlig heldigvis helt anderledes ud på kulturredaktionerne. I dag er deres opgave både det høje og det lave. Højt og lavt står side om side på avisernes kultursider. Anmeldelser af finlitterære titler side om side med den mere populære. Nye main-streamtendenser side om side med fokus på æstetiske nybrud i samtidslitteraturen.
Det er kun godt, at vi har forladt tidligere tiders aristokratiske bedrevidenhed og manglende livtag med mainstreamkulturen. For det høje og det lave er nødt til at kunne leve side om side. Det afspejler bedst den virkelighed, vi lever i, hvor der hos de fleste kulturforbrugere ikke er vandtætte skotter mellem høj og lav kultur. Ligesom det ville være svært at begribe og værdsætte en litterær mangfoldighed, hvor der ikke er så langt mellem eksempelvis en ny digtsamling af Naja Marie Aidt, Carstens Jensens Vi, de druknede, Stieg Larssons krimier eller Peter Øvig Knudsens dokumentariske beretning om Blekingegadebanden. Eller hvor det i hvert fald er svært at afgøre, om det ene tilhører det høje og det andet det lave.
Det lave har tiltaget sig en dominerende plads i mediebilledet og bliver behandlet på lige vilkår med det høje. Man kan sige, at det lave ikke længere vil nøjes med publikum og alle pengene, men også kræver sin del af anerkendelsen. Både fra medieverdenen og fra de institutioner, der traditionelt har været indrettet på det høje. En del skyldes litteraturens markedsgørelse, som har tilføjet en ny legitimitet til og autoritet hos de populære og bedstsælgende forfattere. Mest tydeligt kunne man fornylig se det i Hanne-Vibeke Holsts krav på respekt og anerkendelse af det litterære establishment. Et krav som i sig selv blev en mediehistorie og på sin egen bagvendte måde bekræftede den nedbrudte front mellem høj og lav.
Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det.
Formanden for Kunstrådet og initiativtager til prisen, Mads Øvlisen, begrundede den nye formidlingspris med, at "mainstream i dag synes at fylde stort set hele mediebilledet, hvor en stor del af formidlingen er produceret, så den kan glide ned så let som muligt." Prisen ses som belønning for den uafhængige og kritiske stillingtagen og en håndsrækning til landets kulturredaktioner, som forudsættes at være under et stigende pres fra marked og medier. Kulturjournalistikken har tabt sit kritiske potentiale og er blevet kulturindustriens forlængede arm, som det hedder fra den statslige institution Kunstrådet.
Men kunstrådet har kun halvvejs ret i sin kritik. Medierne befinder sig ganske rigtigt i en definitionsfase, hvor alle spørger, hvad vi skal bruge kunsten til, og hvordan vi skal skrive om det. Det er klart nok, når man ser verden gennem øjnene hos en nyhedschef, at man skal give plads til en anmeldelse af den nye Hanne-Vibeke Holst eller Leif Davidsen, men hvorfor til en ukendt digter, som meget få læser? Her er det kun kulturredaktørernes kvalitative argumenter og evne til at tilgodese hele det brede litterære spektrum, som kan sikre, at der fortsat skrives kvalificeret om både den høje og lave litteratur - og at det er muligt at skelne.
At skellet mellem høj og lav er nedbrudt er nemlig ikke det samme som, at man ikke er i stand til skelne mellem dem. For hvis ikke man er i stand til at skelne, vil det lave vinde overalt i mediebilledet. Hvis man ikke insisterer og giver plads til de kritiske stemmer, der står fast på, at noget er bedre end andet, herunder Bukdahl, så vinder det lave endegyldigt. Hvis ikke det høje forsvares med kvalitative argumenter, og hvis ikke det lave trækkes ind i det kulturedaktionelle verdensbillede, så vinder det lave alene i kraft af kvantative argumenter. I den nuværende situation er det blandt de store dagblade især Berlingske Tidende, der svigter kampen og er i gang med at erstatte den litterære kritik med ligegyldige stjernebokse.
