At holde nettet for sig selv

Klartseende podcasts, poetiske blogs og en svensk familiefar hører til forfatteren Pia Juuls yndlingshjemmesider
Kultur
11. november 2008
Klartseende podcasts, poetiske blogs og en storlæsende svensk familiefar hører til forfatteren Pia Juuls yndlingshjemmesider

Forfatteren Pia Juul om sine yndlingshjemmesider:

"Flere af de hjemmesider og blogs som andre har nævnt i denne serie, er sider som jeg selv besøger hyppigt, bl.a. litlive.dk og Kornkammer – "Den litterære banegård" som Jens Jacob Toftegaard (selv en glimrende, men alt for sjælden, blogger) har døbt Martin Glaz Serups blog – hvor alt og alle mødes, her er litterære nyheder og diskussioner. Og afsnitp.dk, som er en af de få sider jeg har besøgt lige siden jeg begyndte at kigge ind i denne verden. Afsnit P er et af de sjældne steder på nettet der overhovedet udnytter at nettet kan bruges til mere end lidt tekst og et billede. En klassiker er undersiden Konkretpoesi - som jeg ikke kan blive træt af."

"Min egen blog Forsigtig er overhovedet ikke hvad jeg forstår ved en blog, men jeg lægger af og til et fotografi ud og lader en (evt. afdød) forfatter kommentere det med et digt eller nogle digtlinjer. Det sjove for mig er her, at andre end jeg selv kan lægge disse digte ud, og ingen kan se på siden, hvem der har lagt dem. Det er til stor glæde for mig, når andre har lagt en rammende kommentar fra et eller andet digt.
Sider af stor kvalitet som jeg kigger jævnligt på er disse - sjovt nok blogs næsten alle sammen."

Bernur
"En svensk lærer og familiefar - men frem for alt en læser der skriver begavet om det han læser og diskuterer det med andre. Jeg er langt fra altid enig med ham, men er meget begejstret for at han findes."

Finistère
"Forfatteren Bodil Malmsten som ligefrem gjorde en bog ('Hör bara hur ditt hjärta bultar i mig') ud af sin første blog-tid. Hun er knap så flittig som hun har været, men stadigvæk god at få forstand af."

autograf.org
"Komponisten Bent Sørensen forsøger det umulige - og får det indimellem til at lykkes. Meget poetisk side som jeg har lyst til at beholde for mig selv, men andre bør læse med."

Verderblich
"René Jean Jensen, digter og oversætter og fotograf, som jeg sætter højt. Man vil forstå hvorfor hvis man kigger indenfor."

ODS
"ODS bruger jeg jævnligt, skønt jeg har alle bindene stående i reolen bag mig, og retskrivningsordbogen ligeså."

Bookworm
"Denne side kan man frekventere for at hente podcasten fra Bookworm. Michael Silverblatt interviewer alle mulige slags forfattere - og er tit uhyggeligt klartseende."

The New Yorker
"Her er alt muligt - men især synes jeg man bør finde podcasten hvor lyslevende forfattere læser en novelle fra arkivet og diskuterer den. Et eksempel kan være Richard Fords meget fine oplæsning af John Cheevers novelle: Reunion."

Pia Juul blogger på http://forsigtig.blogspot.com

Elektroniske ord

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her