Læsetid: 3 min.

Homoerotik og hamstere

Janni Olesen strøg til tops med 'Noget du skal vide' og vandt den eftertragtede Debutantpris. Men er romanen dét værd?
Kultur
20. november 2008
Forfatter Janni Olesen modtog Danske Banks Debutantpris på 50.000 kr. på Bogmessen i Forum sidste fredag. Janni Olesen fik prisen for sin roman 'Noget du skal vide' - om sex, ustyrlige drifter og komplicerede kærlighedsforviklinger. Juryen havde haft 29 værker til gennemlæsning.

Forfatter Janni Olesen modtog Danske Banks Debutantpris på 50.000 kr. på Bogmessen i Forum sidste fredag. Janni Olesen fik prisen for sin roman 'Noget du skal vide' - om sex, ustyrlige drifter og komplicerede kærlighedsforviklinger. Juryen havde haft 29 værker til gennemlæsning.

Keld Navntoft

Traditionen tro blev Danske Banks Debutantpris uddelt ved åbningen af årets Bogforum, og hæderen tilfaldt debutant Janni Olesen (f.1975) for sin betagende og brutale roman med den ildevarslende titel 'Noget du skal vide'.

Helt enkelt, med spil på formuleringens genkendelighed, antyder titlen karakteren af de hemmeligheder, romanen stiller frem i lyset. Olesen er modig. For det er til stadighed det mest beskidte og tabubelagte, hun griber fat i, ærkeskelettet i skabet: den mandlige homoseksualitet. Ikke at dette emne aldrig før i litteraturhistorien er blevet berørt, men det er befriende, at seksualiteten hos Olesen beskrives direkte uden brug af eufemismer, metonymer eller anden omsvøb, og vel at mærke uden at sexscenerne kammer over i vulgær pornografi. Det er denne direkthed, der giver romanen sit brutale islæt.

Der er én hovedhistorie, men hele fire synsvinkelbærere fordelt på én jeg-fortæller og tre personale fortællere - og dermed også fire forskellige perspektiver på hændelsesforløbet. Umiddelbart ligner det en klassisk spring-ud-historie: unge, ålborgensiske, VUC-studerende Jakob, som er kæreste med damebladsfeminiserede Maria, går hen og forelsker sig i Thomas, der underviser på VUC og lever et dobbeltliv som biseksuel skjult for kæresten Sissel, al den stund VUC-kollega og bildæksbefængte Elisa forelsker sig i alt, der kan elskes - og elske tilbage.

Fortællingen har således et markeret homoerotisk udgangspunkt, men det fine er, at Olesen gennem sine tre fortællere (Maria, Elisa og Thomas) formår at opløfte Jakobs homoseksualitetskrise til en form for kærlighed, som går på tværs af køn og seksuel orientering, simpelthen fordi den er ulykkelig, en ugengældt kærlighed eller et fravær, som det hedder et sted:"Den virkelige pornografi er ikke blottelsen, men fraværet af den".

Det er godt gået at sammenskrue et så komplekst og effektivt fortællearrangement.

Friskfyragtigt

På Bogforum motiverede juryformand Mona Madsen valget af debutantprisvinderen og fremhævede "den overrumplende sproglige glæde og dynamik, der gør, at de rå og stærke scener ikke bliver stødende". Pudsigt nok er det netop hér, filmen knækker for mig. Olesens forsøg på at holde en humoristisk tone midt i historiens brutalitet er ikke kun forfladigende, men decideret anstrengende. Mandlige begærs-objekter kan åbenbart ikke kaldes ved navn, men benævnes konsekvent Doktor sveskemås, Doctor Love, Honningkrop, onlinefrækkert etc., og der skal være røv involveret i flest mulige sider, fra lægebesøg med bylder i røven til udtryk som at "opkvalificere min røv i laser". Her følger en top fem over Olesens mest overspillede påfund:

1. "den arrede blondine var tydeligvis lige så dyb som en sjat hamsterpis i en petriskål".

2. "Jeg tændte på ham som en kasse lynkinesere i en pejseforretning".

3. "Jeg kom på benene med samme elegance som et rålam med en kaliber 44 i knæskallen".

4. "Jeg var ikke noget nemt barn og amokkede temmelig meget som barn på en indadvendt måde (...)"

5. "(...) at han ikke har andet at gå op i end at få sit frontparti til at se ud som om han har slugt en økonomipakke tennissokker".

Erik Skyum-Nielsen har introduceret en yderst rammende betegnelse for denne slags sprogbrug, da han anmeldte Hanne-Vibeke Holsts Dronningeofret og omtalte sproget som et "friskfyragtigt poppende jargonsprog". Noget du skal vide lider på samme måde under Olesens friskfyragtighed, ikke kun i det poppende jargonsprog, som er dræbende i mængden og længden, men også i fortælleforløbet, som sine steder, f.eks. i konsultationen hos Doktor Sveskemås, tenderer mod slapstik. Det er sjældent et godt tegn, når historien er usandsynlig, men samtidig enormt forudsigelig: selvfølgelig svigter Jakobs balancenerve netop dér, foran den lækre reservelæge, mens han står i bar røv og forsøger at skjule sin rejsning!

Prisvinderen, Noget du skal vide, hviler på et solidt fundament, først og fremmest er en vedkommende tematik og en veldrejet fortælleteknik. Det er ikke jargonsproget, der er Olesens styrke; sproget forhindrer ikke de rå og stærke scener i at være stødende (heldigvis, kunne man sige), men derimod blokerer det alt for ofte for berøringen. Tilbage står nogle desillusionerede og udsigtsløse slutpunkter, dér, hvor brutaliteten er trådt tydeligst frem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her