Læsetid: 4 min.

En juleskrøne i 40-året

Kapitel 2. I hvilket Viktor Vendekaabe vokser til og kommer i skole og her udvikler sine evner for at kunne tilpasse sig alle forhold
Kapitel 2. I hvilket Viktor Vendekaabe vokser til og kommer i skole og her udvikler sine evner for at kunne tilpasse sig alle forhold
27. november 2008

Viktor Vendekaabe, om hvis overbevisende fødsel der stadig gik frasagn på alle landets fødeklinikker, voksede sig på rekordtid større. Barnets appetit var overvældende. Viktor Vendekaabe tog for sig af retterne og veg ikke tilbage for fødevarer, andre børn i samme alder afviste med rent ud krampagtige gestus og vilde udbrud. Viktor Vendekaabe fortærede alt på sin vej, endog stegt lever, kødrand og stegte sild, sødsuppe og klatkager.

De ældre Vendekaaber betragtede deres fælles afkom med stolthed og forventning, men også med vag bekymring. Ikke at de kunne klage over at deres søn vantrivedes, og at dét bekymrede dem. Tvært-imod. De mente allerede tidligt at kunne konstatere denne påfaldende glubskhed i Viktors forhold til både mad og omgivelserne. I modsætning til Viktors fire søskende, to ældre og to yngre, som Ellen og Frederik Vendekaabe havde avlet i tidens løb, dog under lang mindre opmærksomhed fra fødeklinikkens personale, udviste deres mellemste barn en livsduelighed, som af udenforstående nemt kunne forveksles med den hensynstilsidesættende grådighed, der faktisk var tale om. Viktor Vendekaabe spiste ikke ved måltiderne, han åd sig igennem dem. Og ikke kun ved måltiderne, men også mellem måltiderne. Hvad der lå fremme på bordene af spiseligt eller var skjult i skabene, tog han til sig, som om han frygtede at gå glip af noget, eller snarere at nogen skulle fortære maden for næsen af ham, og han derfor lige så godt først som sidst kunne sikre sig den selv.

Arv er én ting

Den nævnte bekymring hos forældrene stak som sagt ikke dybt, eftersom sønnen jo klarede sig så fint og voksede sig så stor og stærk. Forældre i al almindelighed har let ved at se bort fra deres børns mere beklagelige egenskaber. Således også Vendekaaberne, der lagde vægt på Viktors fremdrift i en verden der ikke gav ved dørene.

Heri lå også en væsentlig del af forklaringen på Viktor Vendekaabes åndelige udvikling, også hvad angår det der fulgte. Arv er én ting, men miljøet heller ikke at foragte.

Fader Vendekaabe var afgjort af den opfattelse at mennesket klarede sig bedst, når det stod ubetinget frit, samt at markedet var den sikre rettesnor i alle livets forhold. Frederik Kratkarls yndlingsmotto lød således klart og fyndigt: "Den mere kloge narrer den mindre kloge". i denne ånd havde Frederik Vendekaabe skabt sin gode forretning i gamle frimærker og brugte værdipapirer; efter dette valgsprog mente han at hans og hans slægts fremtid var sikret.

Derfor så han og hans hustru heller intet galt i at deres børn med Viktor i centrum bogstaveligt talt stillede sig forrest i køen, skønt det strengt taget ikke var deres tur. Derfor gjorde det hverken ham eller Ellen Vendekaabe urolige, når sønnen Viktor med så uafviselig ihærdighed og nidkær intensitet huggede maden i sig ved aftensbordet og for den sags skyld døgnet rundt.

Nu på vej

Da Viktor Vendekaabe nåede skelsår og alder, blev han som så mange andre børn sendt i skole. Det skete i de dage, hvor børnene sad i rundkreds med læreren inde i midten. Denne velmenende pædagog med gulerodskulør i håret iklædt hjemmebatikfarvet tøj indså straks at hendes nye elev var af en særlig støbning.

Hvor Viktor Vendekaabe satte sin fod, skete tingene. Omkring denne usædvanlige dreng, der i øvrigt ikke gjorde sig særligt bemærket i timerne med kvikke indfald eller dybsindige spørgsmål, samlede de stærke i klassen sig. Eller rettere, mente pædagogen at konstatere, forstod Viktor Vendekaabe at anbringe sig i positioner, hvor de toneangivende befandt sig. Dertil kom drengens enestående appetit, der aldrig fornægtede sig. Og endelig hans evne til at foregribe begivenhedernes gang og gætte lærerens hensigter, ofte før disse selv havde gjort sig klart, hvor de i øjeblikket ville hen med deres ellers så velafprøvede rundkredse.

Hvad Viktor Vendekaabe på denne måde savnede i originale indfald og forfriskende nysyn på de problemer pædagogikken præsenterede, kompenserede han fuldt ud for ved på denne måde at begribe øjeblikkets krav og stille selv den mest ambitiøse pædagog tilfreds. Skønt man i de tider ikke lagde megen vægt på karakter og standpunkt, indbragte denne adfærd, der bekræftede den allerede fra tidligste barndom så udprægede livsduelighed, Viktor Vendekaabe lutter gode karakterer og fine skudsmål. Ikke nok med det: drengen opnåede, takket være evnen til at læse tidens tegn og lægge mindre vægt på det, der betalte sig mindst, at blive klassens nummer 3. I betragtning af Viktor Vendekaabes ressourcer en mageløs præstation, som i sig selv kunne have ophøjet ham som nummer 1, om det ikke havde været for et anmassende dygtigt pigetvillingepar, der senere i livet blev hhv. en kendt og ofte citeret bankdirektør og professor i fysik.

Men fra sin 3. position var Viktor Vendekaabe nu på vej.

(Fortsættelse følger)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu