Interview
Læsetid: 8 min.

Kærlighed er en drift, der har meget lidt med sex at gøre

Skilsmissen er hellig. Det skal kunne lade sig gøre at blive klogere. Det står til gengæld ikke så godt til med vores forståelse af, hvad kærlighed er for en størrelse, mener lektor Jens Haugaard, ekspert i kærlighedens kulturhistorie og forfatter til nyt fembindsværk om romantisk kærlighed
Kultur
7. november 2008
Skilsmissen er hellig. Det skal kunne lade sig gøre at blive klogere. Det står til gengæld ikke så godt til med vores forståelse af, hvad kærlighed er for en størrelse, mener lektor Jens Haugaard, ekspert i kærlighedens kulturhistorie

Det må være lidt som en session hos en parterapeut. Her i det lyse, lidt kølige rum i Risskov, kan man få kloge forklaringer på, hvorfor ægteskabet er i krise. Hvorfor vi bliver ved med at postulere tro på det livslange kærlighedsforhold, når folk i den vestlige kulturkreds skifter fast partner adskillige gange i deres voksenliv.

Ægteskabsterapeuten hedder Jens Hougaard. Og selvfølgelig er det ikke en titel, man bruger om sig selv, når det hverken er psykologi eller Freud, man har studeret. Men derimod så mange litterære værker fra den periode, vi kalder guldalderen eller romantikken, at de kan fylde hele det 12 kvadratmeter store rum, vi sidder i, hvis man stablede dem fra gulv til loft.

Hougaards læsning af overvejende danske digte, romaner og andre tekster fra det gryende borgerlige samfund i slutningen af 1700-tallet er netop udkommet som et mammutværk på fem bind med titlen Romantisk kærlighed.

Men man kan jo starte med at stille spørgsmålet, om ægteskabet i det hele taget er i krise.

Jeg har netop været til bryllup, med alt hvad der hører sig til af romantisk merchandise; kjoler, kager og fest til langt ud på natten, mellem to kvinder. Og lever selv i en sammenbragt familie med børn fra min mands to tidligere ægteskaber, plus de to vi har sammen. Jo, folk gifter sig. Og bliver ved med det. Sidste år tilkendegav danskerne i en undersøgelse offentliggjort i Information, at de for 61 procents vedkommende havde kernefamilien, mor, far og børn som ideal.

Alt i alt; det ligner ikke en krise. Men det er det, mener Jens Hougaard. Under sit forskningsarbejde opdagede han, at de fleste moderne mennesker faktisk ikke har forstået en dyt af det med kærligheden. I dag blander vi kærlighed og forelskelse sammen og tror, at kærligheden holder op, når forelskelsen tørrer ud.

Kærligheden, den forstod romantikerne sig til gengæld på. De forstod, at den var et samfundsanliggende, og at det var farligt kun at jagte det fiks, den næste forelskelse kan give.

Datidens familieoverhoveder, fædrene, accepterede den franske revolutions påbud om individets frisættelse (mandens frisættelse) og havde med de nye vinde svært ved at retfærdiggøre tvangsægteskabet. Derfor opstod begrebet 'den eneste ene', som står helt centralt i romantikkens kærlighedsbegreb. Med det kunne patriarkatet styre de unges nu tilladte voldsomme følelser, og holde hånd i hanke med det rigtige match.

Den lidenskabelige kærlighed udviklede sig til en aristokratisk fristelse for borgerbørn, forklarer Hougaard. Den dannede litterær mode og opnåede udbredelse takket være Rousseau og Goethe. Rousseaus La nouvelle Héloïse fik enorm betydning og sammen med Werthers (forbudt af censuren) Siegwart. Eine Klostergeschichte sættes lidenskaben op mod datidens store kulturelle institutioner; faderen, ægteskabet og den katolske kirke. De elskende følger lidenskaben og krænker dermed samfundet og slægtens forventninger, hvorpå de bryder sammen, dør, begår selvmord eller går i kloster. Grunden var lagt for kompromisser, men samtidig fik seksualiteten en plads i personligheden. Lidenskab, erotik, skal være drivkraft i kærlighedslivet og den personlige udvikling, men under kontrollerede former. De unge må komme til forståelse med den faderlige og økonomiske kynisme.

Åndelig udveksling

"Romantikkerne skelner mellem forelskelse og kærlighed. De unge, der kun krævede forelskelse, de måtte tvinges til at gifte sig. For i giftermålet kunne kærligheden som en åndelig udveksling mellem to mennesker opstå," siger Jens Hougaard, der naturligvis ikke går ind for tvangsægteskaber, men i stedet ønsker at pointere, at kærlighed og forelskelse er to forskellige ting.

"Forelskelsen kommer fra naturen i modsætning til kærligheden, der er en social drift, som har meget lidt med sex at gøre. Kønsdriften er der, og den er kun interesseret i, at bestemte slægter lever videre. Når først parringen har fundet sted, er den ligeglad, og forelskelsen holder op efter et halvt til et helt år. Kun de allerheldigste tilfælde kan begær og kærlighed forenes fra dag ét."

Det moralske, etiske og sociale er grundlaget for kærligheden. Og den er der for det meste i ægteskabet i en eller anden form, mener Jens Hougaard. Vi kan bare ikke se det, fordi vi er så forhippede på at fortsat at få det forelskede kick ud af vores partner. Derfor går rigtig mange par fra hinanden, når de ikke længere er forelskede, konstaterer Hougaard.

De sidste tre år for børnene

"I kærligheden ved du, at hvis han har penge, så har du også. Hvis nogen generer dig, så generer de også ham, og han vil gøre gengæld. Det, der betyder noget, er, at man har lavet sammen og kender hinanden. Jeg tror, det er Jakob Knudsen, der har sagt, at man går ud og ind af hinanden, åbner og lukker døre og vinduer ved hinanden. Det er som et hus, man bor i."

Moderne mennesker underkender imidlertid det socialens værdi og tillægger kønsdriften alt for stor betydning.

De dyrker den problemfyldte side af arven fra romantikken og halser efter den næste 'eneste ene'.

"Folk har alt for travlt med at danne par og blive gift i stedet for at vente og vurdere, om man kan stable noget mere holdbart op end forelskelsen. Forelskelsen er ustabil, den har ingen kontinuitet. Og når den aftager, har vi de ægteskaber, der kun varer syv år, og de sidste tre er for børnenes skyld. Man skal ikke gå fra hinanden, fordi man er forelsket i en anden. Der kan være andre tungtvejende grunde, men forelskelse er en dyrisk drift og ikke noget, man kan bygge noget op omkring. Forelskelse og kærlighed er ikke det samme, selvom mange tror det."

Hougaard understreger, at folk må gå i seng med, hvem de vil. Han lægger ikke nogen moral ned over mennesket.

"Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om man ikke skulle se at få personligheden med hos den anden; forstå den andens intentioner med livet; hvor det bærer hen. Nogle par kommer jo så vidt, at de er ligeglade med, hvad den anden laver. Og så kommer kærligheden, når forelskelsen er aftaget. Men forelskelsen kan komme igen. Det kræver bare tålmodighed. Det er det, gamle mennesker ved. For romantikkens mand var det utrolig vigtigt at vælge én, han elskede. Men også meget vigtigt at finde én, der elskede ham. Der er mange mennesker i dag, der tror, det vigtige er at blive elsket. Det er det slet ikke. Det vigtige er at kunne elske. Det er en af de andre store forvekslinger, man støder på overalt."

- Vi har altså brug for en slags romantikkens 'tante' indbygget eller internaliseret i det moderne menneske?

"Ja, 'skyggetanterne' eller de ugifte søstre var på romantikkens tid med at sikre, at de unge kvinder, der fik lov at forelske sig, valgte den rigtige at kaste sine følelser på."

Skilsmissen derimod er hellig, understreger Jens Hougaard, der i øvrigt selv er fraskilt. For skilsmissen kan korrigere tidligere fejltagelser. Fint at gå fra hinanden, mener Hougaard. Mænd og kvinder skulle så bare gå lidt mindre til hinanden. Men man tror på forelskelsen som renselse. Det er bare stadig det samme hus, man bor i.

Opløsning accelerer

- Velfærdsstaten har vel også spillet en rolle i bestræbelserne på at få det moderne menneske til at blive sammen og opdrage børn i fællesskab, fordi man mente, at kernefamilien var det bedste sted at opdrage fremtidens borgere og arbejdskraft?

"Ja, men det er karakteristisk, at familien og ægteskabet opløses i serielt monogami sideløbende med, at vi ikke længere lever i velfærdsstaten, som vi har kendt den. Velfærdsstaten var noget, der samlede sig om familien. Men den økonomi, der er nu, og som bygger på et arbejdsmarked i konstant udvikling, splitter familier. Opløsningen accelererer voldsomt. Man kan også se andre ægteskabstyper, som f.eks. det polygame ægteskab i Mellemøsten, bliver sværere og sværere at opretholde. Folk vil bestemme selv."

Det samme gælder tvangsægteskaber i indvandrermiljøer herhjemme og unge kvinder med indvandrerbaggrund, der får opereret falske jomfruhinder for at blive gangbar mønt på forældrenes traditionelle ægteskabsmarked. Det forsvinder af sig selv, for de unge vil bestemme selv, forudser Jens Hougaard.

"Der er ressourcer til at have mange kærester og partnere, og besværlighederne ved at holde sammen bliver større og større. Så vi står med sådan nogle flirteagtige organiseringer."

"Hvis vi laver to søjler, som markerer dem, der i dag bor i ægteskab, og dem der bor alene, er de to søjler lige store. Dvs. en tredjedel af den voksne befolkning bor alene. Det er ikke det samme som, at de er alene, der er bare svingdøre i deres hus."

Udveksling af kvinder

- Er det så slemt? Singlerne har jo bare fundet ud af at indrette sig på en måde som passer til nutidens eksistensvilkår og den flydende økonomi? Måske føler de sig bare forkerte, fordi folk stadig tror på romantikkens forestilling om den eneste ene. Og ægteskabet har jo, som du selv viser i dit værk, haft vekslende betydninger kulturhistorisk set?

"Mennesket er ikke monogamt. Det er født dobbeltmoralsk. Men hvis man synes, det er umagen værd, har kræfterne til det og kan fokusere rigtigt, så ville mange ægteskabsproblemer forsvinde af sig selv. Det er kærligheden, det sociale, der betyder alt. Uden den er vi ensomme," siger Jens Haugaard. Det pudsige er, at man også kan læse Hougaards værk, som en del af den frigørelses- og individualiseringsproces, de franske revolutionære satte i gang. Men han har undladt at kalde sit projekt feministisk, for så står mændene af. Men værket er netop det. Han ser romantikkens kærlighedsmarked som et sted, hvor man udveksler kvinder. Tvangsægteskabet er ikke længere gangbart, men samtidig æstetiseres kvinden. Idealet er den uskyldsrene 16-årige, der skal giftes med 15, 18 eller 20 år ældremænd.

"Det var det, der undrede mig, da jeg som ung nyansat på universitetet, havde fået at vide, at jeg skulle undervise i romantikken, som jeg intet viste om. Jeg tog min fars personalhistoriske leksikon, og der slog aldersforskellen mig, når jeg kiggede på mændene og deres meget yngre koner. Svaret er indlysende. Kvinderne havde ingen uddannelse. Hvorimod de mænd, der bærer romantikken frem, er mænd med meget høj uddannelse. Meget højere, end selv de højtuddannede får i dag. Og de kunne først gifte sig, når de var færdiguddannede. Skulle de så tage hende den sure på 29? Nej, de tog hende på 16. Der har vi tolkningen af de to køn, som romantikken bygger på: Manden er intellektualitet og kvinden er kun følelser, for det er det eneste, hun har kunnet drive det til på egen hånd. Og dem, der har haft initiativet, er blevet holdt tilbage. Mænd er kloge og kvinder er intuitive, den forestilling går jo igen mange steder i dag."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Holm Knudsen

Et batteri uden en plus- og en minuspol giver ingen spænding eller gnister og lyser intet op.

Inger Sundsvald

Nu bliver det vist lidt for abstrakt. Du er sikkert et rummeligt menneske, men hvorfor så have hvert sit værelse? At falde i søvn med hinanden i hånden, efter at have sagt ’tak for i dag’, og vågne op til en ny, måske spændende dag, måske med en spændende begyndelse, i et værelse hvor man, som årene er gået har skiftet farve på væggene i fuld enighed, fordi smagen for farver forandrer sig med tiden, er vel også i orden.

Inger Sundsvald

Batterier?!? Hvorfor alle de hjælpemidler?

Per Holm Knudsen

I. Sundsvald: Kan man forestille sig noget mere uerotisk og fantasiløst end et par i ens træningsdragt? I dag, hvor der ofte er rum nok i en bolig, er det faktisk en god ide, at man ud over det fælles osse har sit eget værelse, hvor man kan beholde sin egenart. Det var der selvfølgelig ikke i en toværelses med 8 børn.

Batteriet var nu et poetisk billede på forholdets nødvendige afstand og spænding, som giver de gnister der skal til. Og batterier kan sagtens anbefales til mange sjove hjælpemidler ;-).

Inger Sundsvald

Jeg mindes ikke at vi har været inde på påklædning og ens træningsdragter.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere uerotisk end at sidde i hvert sit værelse og trykke på taster.

Men nu vil jeg gå i seng med en god bog, for du har ret i at der ikke er noget ordentligt i tv i aften.

Per Holm Knudsen

I. Sundsvald: Man kan jo trods alt ikke trykke på hinanden hele tiden, lidt pauser og afstand skal der jo til - trods alt.

God læsning!

Inger Sundsvald

For dem som gider at følge med i denne debat, har jeg nogle kommentarer - med fare for at blive beskyldt for alverdens puritanske, snerpede og mandehadende forestillinger om hvordan mænd ’er’.

Jeg vil henvende mig til Karsten Aaen:

Du må ikke lade dig vildlede at folk, som mener at det er ’tilladt’ for piger/kvinder at være utro, så tosset de vil, mens mænd formodes at være monogame. Både mænd og kvinder kan, i dagens Danmark, have lige så mange kærester de vil, men kvinderne må (endnu) lade være med at prale af deres store erfaring på det erotiske marked, hvis de ikke vil regnes for at være ’et forsuttet bolche’.

Der er ikke alene noget der hedder ’forspil’, men også noget der hedder ’efterspil’. Det går ud på, at manden ikke efter ’akten’, ’vender sig om på siden, slår en skid og falder i søvn’. Faktisk er det ét af de tidspunkter, hvor man kan opbygge tillidsforholdet: Grine sammen, vende verdenssituationen eller bare ligge helt stille og nyde livet.

Det er ikke rigtigt, at kvinder er bange for at kæresten/manden hellere vil have en prostitueret, og det er ikke hverken moral eller kristne middelklassekvinder, som definerer hverken moral eller noget andet.
Når feminister ikke kan ’klare’ prostitution, så er det med den tanke i baghovedet, at mænd bruger kvinder som et ’toilet’ jfr. ’gamle dage’, hvor en kvinde bare måtte stå til rådighed, uden tanke for hendes behov.

Unge kvinder, og for den sags skyld ældre/gamle kvinder, kan godt hoppe på en flirt for at opnå ’noget’ som de tror, ved det første ’blik’, at manden kan opfylde. Det kan være sex, samtale, nærvær, eller bare flirten i sig selv. Dagligt erfarer de, at distanceblænderen måske ikke lige var sagen. Og dagligt sker ’miraklet’, at lige netop dénne m/k, vil man satse på. Kort eller langt. Men hvis man tror, at man efter et langt liv med rigtig meget ’god sex’ med mange forskellige, kan finder en m/k at blive gammel sammen med, så bliver man nok skuffet, for det kræver en fortid, hvor man har været i forbindelse med sine egne følelser, og i besiddelse af en vis solidaritet, ansvarsbevidsthed etc.

Sådan er livet! Og det gælder bare om at vælge hvad man vil, i de forskellige stadier af sit liv.

Sider