Læsetid: 4 min.

Kampen er tabt

Symbolsk magt er svært at have uden økonomisk slagkraft, ligesom økonomisk magt alene uden den symbolske overbygning bliver tomme slag i luften. Gyldendal har stort held med at forene den økonomiske magt med den symbolske – i modsætning til Lindhardt og Ringhof
Kultur
14. november 2008

Da Aschehoug sidste år opkøbte Bonnier Forlagene og skiftede navn til Lindhardt og Ringhof, var det med ambitionen om for alvor at tage kampen op med Gyldendals dominans på markedet. Siden har dårlige regnskaber, fyringer og forfatterflugt fortalt historien om et forlag i krise. Som Information kan fortælle i dag, er Danmarkshistoriens største forlagshandel især historien om de spildte muligheders fusion med deraf følgende uro på de indre linier, omstruktureringer og som følge heraf en mindre offensiv udgivelsespolitik.

Da det nye storforlag skulle have et navn, faldt valget på Lindhardt og Ringhof, fordi navnet borger for kulturel tradition og signalerer litterær kvalitet. Målet var, både hvad angår omsætning og litterær profil, at tage kampen op med Gyldendal. En oprustning af den litterære linje med folk som Erik Barfoed, Karsten Nielsen, Charlotte Jørgensen og Hans Henrik Schwab i spidsen skulle garantere et nyt momentum inden for den danske og oversatte skønlitteratur. Litteraturtidsskriftet Den Blå Port, der i flere år har fungeret som et mødested for den unge litteratur, var af strategiske grunde allerede blevet indlemmet. Alle sejl blev sat til for at købe ind af udenlandsk skønlitteratur, trække yngre danske forfattere fra de andre forlag og finde unge talenter til det nye forlag. Bortset fra Lone Hørslev, der kom fra Gyldendal, lykkedes den strategi ikke rigtig. Resultatet kan man se af den seneste tids uro og strukturelle nyordning, der foreløbig har betydet fyringer af dygtige redaktører, og af, at den litterære direktør, Erik Barfoed, samt forlagscheferne Karsten Nielsen og Charlotte Jørgensen har valgt at forlade forlaget.

Det er derfor ikke overraskende, når det nu lyder fra forlagets øverste chef, Anette Wad, at det aldrig har været ambitionen at være en kulturinstitution. Det er nok sandt, men i forhold til de optimistiske forventninger ved fusionen er det en tilbagetogets taktik.

Tomme slag i luften

Kampen om dominansen inden for forlagsverdenen udspiller sig, uanset at der selvfølgelig er tale om kommercielle virksomheder, på to fronter samtidig: den økonomiske og den kulturelt symbolske. Da forlag i sagens natur opererer på det kulturelle område, betinger de to hinanden, og det er svært at have succes uden at bemestre begge.

Symbolsk magt er svært at have uden økonomisk slagkraft, ligesom økonomisk magt alene uden den symbolske overbygning bliver tomme slag i luften. Gyldendal har stort held med at forene den økonomiske magt med den symbolske. Derfor er de så stærke.

De seneste års regnskaber viser, at de både er rigtig gode til at tjene penge, samtidig med at de har en imponerende udgivelsesprofil, hvor der både er plads til det brede og mere smalle. Dertil kommer, at forlagets litterære direktør, Johannes Riis, alene fungerer som en kulturel magtfaktor, eksempelvis når han med sin årlige tale til efterårsreceptionen er med til at anslå en kulturel dagsorden eller i hvert fald fungere som en slags korrektiv til regeringens kulturpolitik. Den symbolske magt skaber anseelse og troværdighed udadtil og en værdi, som det kan være svært at opgøre i kroner. Lindhardt og Ringhof derimod er bedre til det økonomiske end det symbolske.

Man kunne sige, at forlaget mangler en Johannes Riis. I hvert fald ser de nu ud til at svigte ambitionen om at ville forene de to. Efter omstruktureringen er forlaget ved at slå ind på en mere entydig kommerciel linie med vægt på hurtigproducerede konceptbøger og den mere letbenede del af skønlitteraturen. Og tanken om, at det finlitterære forlag i forlaget, Athene, skulle være en modvægt, virker i kraft af chefen Charlotte Jørgensens afgang nu også mere som en illusion.

Forfatterpleje ikke vigtig

Lindhardt og Ringhof har en stor og stærk presse- og marketingsafdeling. Det er et nødvendigt værktøj i den skærpede konkurrence i forlagsverdenen.

Men forlaget virker ikke helt til at have forstået, hvor vigtigt det er også at give plads til de dygtige redaktører. Forfatteren Anne Marie Løn, der for nylig har forladt forlaget til fordel for Gyldendal, kan her i avisen fortælle, hvordan hun af sit gamle forlag i højere grad blev opfattet som et varelager end som en forfatter.

Anette Wad forklarer sig med, at de aldrig nåede at finde en ny redaktør til hende efter fusionen, men at de overhovedet kunne vente så længe og lod hende sejle i eget farvand, siger en del om forsømmelserne på et forlag, hvor forfatterpleje ikke kommer i første række.

Når ambitionen om, at Lindhardt og Ringhof også skal være et kulturelt forlag, nedtones, bliver det heller ikke muligt seriøst at tage kampen op med Gyldendal. Det er en skam, for det er aldrig godt med monopollignende tilstande. Foreløbig er det kun Gyldendal, der har profiteret af fusionen. Og så er kampen for alvor tabt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her