Læsetid: 5 min.

Kristus er filmen, Judas instruktøren

For 40 år siden indledte filmkritikeren Roger Ebert en dialog med filminstruktøren Martin Scorsese. Det er der nu kommet en meget læseværdig bog ud af
Filmkritikeren Roger Ebert skriver godt og skarpt og når som regel dybt ned i Martin Scorseses film - 'Taxi Driver', 'Raging Bull' og 'GoodFellas' hyldes ikke overraskende som nogle af Scorseses mesterværker, men Ebert tager også underkendte og udskældte film som 'After Hours', 'Casino' og 'Bringing Out the Dead' i forsvar.

Filmkritikeren Roger Ebert skriver godt og skarpt og når som regel dybt ned i Martin Scorseses film - 'Taxi Driver', 'Raging Bull' og 'GoodFellas' hyldes ikke overraskende som nogle af Scorseses mesterværker, men Ebert tager også underkendte og udskældte film som 'After Hours', 'Casino' og 'Bringing Out the Dead' i forsvar.

Warner Brothers

14. november 2008

Den ene er en af USA' betydeligste nulevende instruktører. Den anden er en af USA's betydeligste nulevende filmkritikere. De er lige gamle og begge vokset op i et katolsk miljø, den ene i New Yorks Little Italy, den anden blandt irske katolikker i Illinois. De er en slags venner og har nu i mere end 40 år ført en dialog med hinanden - kritikeren har anmeldt instruktørens film, og indimellem har de udvekslet synspunkter, når kritikeren har interviewet instruktøren.

Det er et usædvanligt forhold, og baggrunden for filmkritikeren Roger Eberts seneste bog, Scorsese by Ebert, der består af anmeldelser af alle Martin Scorseses film, essays om filmene, interview med instruktøren og det, Ebert kalder reconsiderations, en form for genanmeldelser.

"Vi er ikke nære venner, Roger og jeg," skriver Scorsese i sit forord til bogen.

"Men vi er bestemt langvarige venner. Dette er ikke så usædvanligt, som det måske virker på nogle mennesker. Filmmagere og filmkritikere etablerer ofte sådanne forhold. De er ikke baseret på egeninteresser; de er baseret på fælles interesser."

For eksempel er det tydeligt for enhver, der hører dem tale, eller læser det, de skriver, at Ebert fra Chicago og Scorsese fra New York lever og ånder for filmmediet i alle dets afskygninger.

Fælles interesser

Roger Ebert, der på skrift og ikke mindst tv har gjort mere end nogen anden amerikansk filmkritiker for at udbrede sin kærlighed til filmmediet og opdrage biografgængerne, skrev den første anmeldelse nogensinde af en af Scorseses film - han kunne i den grad identificere sig med filmens personer - og det synes kun naturligt, at der opstod et bånd mellem dem. (Ebert har engang sagt, at han bliver ved med at anmelde, så længe Scorsese laver film).

Året var 1967. 25-årige Scorsese debuterede med den delvist selvbiografiske spillefilm I Call First, der siden blev omdøbt til Who's That Knocking at My Door, og Ebert var en ung kritiker, som i Scorsese så fremtiden for amerikansk film.

"Vi har ventet længe på en amerikansk film som Martin Scorseses I Call First, der gjorde stort indtryk til verdenspremieren onsdag aften på Chicago International Film Festival," skrev Ebert i sin anmeldelse og lovpriste Scorseses evne til at fortælle en god historie med stor teknisk formåen og en sikker fornemmelse for realisme og levet liv.

"Som film har den noget at sige til alle (...) Jeg har ingen forbehold over for at beskrive den som et fantastisk øjeblik i amerikansk film."

Luder og Madonna

Den positive anmeldelse betød uendeligt meget for Scorsese, der i forordet skriver mere om, hvorfor han og Ebert siden udviklede et venskab.

"Roger så noget i filmen (I Call First, red.), som de fleste mennesker ikke gjorde. Han knyttede et personligt bånd med den, fordi vi begge var påvirket af vores forhold til den katolske kirke (...) På et tidspunkt i vores liv nærede vi begge en ambition om at blive præsteviet, og vi fejlede begge i den ambition. Vi var også begge, ligesom Harvey Keitel i filmen, mærket af en anden slags pinsel, som handler om sex - den veldokumenterede tendens til hos nogle mænd, især de, der er opvokset med kirken, til at se kvinder som enten madonnaer eller ludere, et emne, Roger skriver om mere end én gang i denne bog."

Og som Scorsese beskæftiger sig med i adskillige af især sine tidlige film. Man kan måske undre sig over, at Roger Ebert gennem alle årene har insisteret på at både anmelde og interviewe Martin Scorsese - han burde måske have nøjedes med den ene af delene for ikke at blive anklaget for inhabilitet.

Men man må samtidig give Ebert, at han ikke holder sig tilbage, når han synes, at en af Scorseses film har problemer. Således får både King of Comedy, New York, New York, The Color of Money, Cape Fear og Kundun hårde ord med på vejen - de er dog aldrig decideret uinteressante, synes Ebert - og det er en af grundene til, at Scorsese har så stor respekt for Ebert. Det er konstruktiv kritik, han kan bruge.

Kritikerens udvikling

Taxi Driver, Raging Bull og GoodFellas hyldes ikke overraskende som nogle af Scorseses mesterværker, mens Ebert tager underkendte og udskældte film som After Hours, Casino og Bringing Out the Dead i forsvar.

Han skriver godt og skarpt og når som regel dybt ned i Scorseses film, hvilket kun giver én lyst til at gense dem og samtidig skaber forståelse for filmmagerens unikke udtryk og cementerer hans status som en af sin generations allerstørste - en skarp og empatisk portrættør af Amerika og af sårede, søgende og alt andet end perfekte eksistenser. Og fordi Ebert tillader sig at genanmelde en film, gerne år efter premieren, giver han også sig selv mulighed for at ændre mening eller opdage nye sider af en film.

Og læseren kan samtidig se, hvordan han har udviklet sig som kritiker.

I sin genanmeldelse af den kontroversielle The Last Temptation of Christ, der tillader sig at portrættere Jesus som både Guds søn og som et tvivlende menneske af kød og blod, leverer Ebert blandt andet en analyse, som er ret fascinerende.

"Måske er Judas Scorseses selvbiografiske person i The Last Temptation of Christ," skriver Ebert.

"I hvert fald ikke Messias, men den dødelige mand, der går ved siden af ham, bekymrer sig om ham, belærer ham, vil have ham til at være bedre, truer ham, betror sig til ham, parat til at forråde ham, hvis han skal (i Scorseses fortælling beder Jesus Judas om at forråde sig, red.). Kristus er filmen, og Judas er instruktøren."

Vær forberedt

I Roger Eberts bog kan man også stifte bekendtskab med Scorsese på forskellige stadier af sit liv og sin karriere. Ebert lavede sit første interview med instruktøren i 1970 - det handlede om Woodstock, som Scorsese klippede og var en slags medinstruktør på - og det sidste i bogen er fra slutningen af 2004, hvor kritikeren og instruktøren blandt andet taler om The Aviator og den kommende The Departed, filmen, der indbragte Scorsese den Oscar, han burde have haft langt tidligere i sin karriere. Det er dog et stort interview, som Ebert lavede med Scorsese i 1997, der er et af bogens bedste indslag. De to venner taler sig gennem Scorseses karriere, og til sidst spørger Ebert ham, hvad instruktøren har lært undervejs:

"Man kan ikke være forberedt på alt, men man kan være forberedt på ikke at blive så chokeret, når man ikke ved, hvad der skal ske," siger Scorsese.

"Fordi hvis man begynder at blive usikker på sig selv, bliver man kun irriteret på alle omkring sig. Hvis man ikke ved, hvad der skal ske, skal man give sig det i vold og prøve at finde ud af det. Det gør det mere skræmmende, men det gør det også mere interessant."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu