Læserbrev
Læsetid: 11 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens bogtillæg
Kultur
6. november 2008

Min habilitet

May Schack, anmelder Politiken, forlagsredaktør

Information har igennem den sidste tid interesseret sig for min tilknytning til Gyldendal i forbindelse med en debat om anmelderens habilitet. I den forbindelse vil jeg gerne have lov til at redegøre for, under hvilke rammer mit arbejde som projektansat fagredaktør for Dansk Litteraturs Historie udføres.

Dette fembindsværk, hvoraf fire bind allerede er udkommet, redigerer jeg sammen med Klaus P. Mortensen. Dette blev vi bedt om for mange år siden, og der blev søgt fondspenge til at honorere os på deltid for disse midler, når manuskripterne efter år kom ind, og arbejdet blev mere omfattende. Indtil da arbejdede vi gratis. I de sidste fire år er vi blevet aflønnet af de penge, som Veluxfonden og Augustinusfonden har bevilliget til redaktionen. Sidste bind går i trykken om et par måneder, og dermed er projektet og min forbindelse til forlaget afsluttet.

Vi har gennem de sidste fire år fået stillet et kontor til rådighed, så vi har et sted at være sammen med billedredaktøren, der ansættes tre måneder ad gangen for hvert bind, og for at holde møder med skribenterne. Gyldendal har deres egen udefrakommende forlagsredaktør på projektet, nemlig Gert Posselt, der tager sig af den rent forlagsmæssige opgave - kontakt til grafiker, trykkeri, udarbejdelse af registre etc. Projektet er formelt lagt ind under den skønlitterære redaktion, som Johannes Riis er leder af. Kontakten til denne redaktion indskrænker sig til én ting: Johannes Riis' gennemlæsning af hvert bind i anden korrektur. Vi deltager ikke i møder, hverken formelle eller uformelle, med denne redaktion. Alle er interesseret i denne adskillelse. Den kan om nogen Informations kulturredaktør Peter Nielsens kone, der er skønlitterær redaktør ved Gyldendal, bevidne.

Der er således for fagredaktørernes vedkommende tale om en fuldstændig isoleret projektopgave og udførelse af et stykke arbejde, hvor vi intet har at gøre med resten af forlagets aktiviteter. At jeg anmelder de bøger, Politiken sender mig, uden hensyn til forlag, er unødvendigt at sige.

Tidligere arbejdede jeg som fagredaktør ved Den Store Danske Encyklopædi sammen med Torben Brostrøm. Vi delte litteraturredaktionen og var samtidig anmeldere på hver sin avis - Brostrøm som bekendt ved Information. Dette gav ikke anledning til debat.

I øvrigt kan jeg oplyse, at jeg i 2008 indtil videre har anmeldt 35 bøger for Politiken, heraf er de syv fra Gyldendal.

Inhabil?

Paul Smith, forfatter, Århus C

Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen mener, at Politikens May Schack er inhabil som anmelder af bøger fra Gyldendal, fordi hun er projektansat samme sted. Det er da meget muligt.

Men hvad med hans egen anmelder Niels Lillelund, som skriver krimier, når han da ikke lige rakker de andre danske krimiforfattere ned? Altså forsøger at holde konkurrenterne ude fra markedet? For at holde sin mafiøse gesjæft kørende giver Lillelund sig ikke engang tid til at læse de bøger, han nedgør. Det var ellers det mindste, man kunne forlange.

For mange år siden fortalte Peter Rønnov-Jessen mig, at han holdt op med at anmelde danske forfattere i Aarhus Stiftstidende, efter han havde fået udgivet sin anden roman. Han mente sig inhabil. Rønnov-Jessens standpunkt burde Levinsen tage ved lære af. Lillelund er næppe i stand til det.

Korrumperet

Mogens Rukov, manuskriptforfatter, København

Anita Bay Bundegaard, redaktør på Politiken, snor sig. Hun taler om korruption i de intellektuelles kredse i Mennesker og Medier i P1, 1. november som følge af Informations afsløringer. Anita Bay Bundegaard ser ingen problemer i, at en anmelder ved Politiken også er Gyldendalansat og anmelder Gyldendalbøger. Hun vrider og vender sig. Hun forsøger at gøre anmelderi til ikke-journalistik. Det er en slags forbrugeroplysning. Det er ikke pålagt journalistikkens objektivitetskrav og andet bla bla.

Selvfølgelig er det journalistik og desuden almindelig åndelig virksomhed. Åndelig virksomhed, som skal være så uafhængig som sneen på landet en vintermorgen.

De/vi er samlebåndsintellektuelle. Vi er kolportører. Kolportører af det allerede foreliggende, af det selvfølgelige. Vi skriver hinanden, tænker hinandens tanker. Det er Anita Bay Bunde-gaards natur. Ingen andre er så sammenfiltrede som de intellektuelle. Kun finansfolkene. Og deres tanker går det jo godt - de er mønstre, ikke?

Egne folk?

Nickie Post, Frederiksberg

Information har i denne uge problematiseret, at Politikens anmelder May Schack er ansat på Gyldendal, som hun samtidig anmelder bøger fra i Politikens spalter. Det får Kristeligt Dagblads kulturredaktør Michael Bach Henriksen til at udtale: "Det ville vi helt klart ikke kunne leve med, og det er godt, at nogen tager sagen op. Det er en principiel historie (...) Læserne må ikke være det mindste i tvivl om, at det, de læser i avisen, er et resultat af uvildige bedømmelser. Det er direkte skadeligt for et dagblad, hvis læserne ikke føler, de kan stole på deres anmeldere." Fornuftig holdning. Men hvad siger Michael Bach Henriksen mon til, at bøger fra Kristeligt Dagblads bliver anmeldt i Kristeligt Dagblad af - Kristeligt Dagblads egne anmeldere?

Se f.eks Doris Ottesens anmeldelse af Moder Teresa: Kom og vær mit lys. Helgenen fra Calcuttas private breve og notater, der udkom og blev anmeldt den 18. september, eller Sørine Godtfredsens anmeldelse af Jan Lindhardt/Else Marie Nygaards Det skal råbes, der udkom og blev anmeldt den 8. oktober.

Rette hylde

Kamilla Löfström, anmelder på Information

Jeg vil forsøge, så godt jeg kan, at svare på Pia Tafdrups læserbrev fra 23. oktober, der var en reaktion på min anmeldelse i Information 11. oktober af hendes roman, Stjerne uden land. Så godt jeg kan, fordi det har vist sig, at Tafdrup og jeg har lidt svært ved at forstå hinanden. Når hun skriver "hylde", opfatter jeg det som "på loftet" f.eks.

Men lige dén misforståelse kan dog hurtigt ryddes af vejen. Jeg var lidt for aktivt meddigtende, da jeg i min anmeldelse skrev, at en af romanens personer, Sophia, gemmer en anden kvindes dagbog "på loftet". I Tafdrups roman står der "oppe på den øverste hylde i mit [Sophias, [Kursiv]KL] arbejdsrum". Denne fejllæsning bekymrer Pia Tafdrup, for når man kan tage fejl af en hylde (som få linjer efter får selskab af stige med knirkende trin og støv) og tro, det er et loft, kan man så overhovedet forstå en eksistentialistisk roman som Stjerne uden land?

Jeg mener nu nok, jeg har forstået romanen som helhed, jeg har også forstået, at man ikke bør læse den realistisk - det skrev jeg faktisk også i min anmeldelse. Jeg skrev også, at jeg gerne købte romanens konstruktion, "hvis bare der var kommet god skrift ud af det." Det bliver hos Pia Tafdrup til, at jeg efterlyser "en anden form for direkte skrift".

Jeg skrev i min anmeldelse, at Rebeccas talestrøm var kunstig, men også, at det var et valg fra forfatterens side - underforstået: Take it or leave it. Det er derimod Frank Sebastian Hansen fra Ekstra Bladet og Liselotte Wiemer fra Weekendavisen, der begge skal have æren for at påpege, at romanens replikker lyder, som om de råbes ud over en teaterscene.

Nej, jeg efterlyser ikke spor - heller ikke en realistisk skildring - men jeg fastholder min kritik af romanen, der kort går ud på, at Stjerne uden land er skrevet i et tungt og kedeligt sprog, at personernes handlinger ikke motiveres, og at det ikke er videre opfindsomt, når personerne, mens de beretter til hinanden, udelukkende beskrives via deres munde og øjne. Der kigges og smiles i ét væk, intenst, med hovedet på skrå osv. En anden måde at sige på, at Stjerne uden land er en dårlig bog kunstnerisk set. Eksistentialisme eller ej.

Gyldendals 'børnebogklub'

Jesper Nicolaj Christiansen, forfatter

Jeg stod og skulle bruge en gave til min søn, en dinosaurbog, som selvfølgelig var udsolgt fra forlaget, men så så jeg, de havde den hos Gyldendals Børnebogklub. Jeg meldte mig ind i den naive tro, at de sandsynligvis havde andet godt at tilbyde.

Her, ved modtagelsen af deres første katalog har jeg været ude og kaste op, jeg har grædt, jeg har overvejet at kaste mig ud over altanen, og jeg har skreget (sikkert forgæves) mod himmelen.

Deres 'børnebogklubs' katalog (læg mærke til ordet bog indgår her) minder i stigende grad om et af de kulørte kataloger, der vælter ind ad døren ved juletid fra en af de kapatalistiske legetøjsempirer, BR eller ToysRUs.

Dette såkaldte bogklubs- katalog bugner af varer, der mildest talt ikke har en skid med bøger at gøre, eller i bedste fald kun perifært. Kataloget er proppet med PC-spil, nøgleringe, dvd-film, cd'er, brætspil, tøjdyr, trækdyr, tasker, penalhuse, soveposer (jo, du læste rigtigt), lupdåser, drømmefangere (?), mighty beans (?), telte, og som kronen på værket, maracas. Nå ja, så er der også et par bøger hist og pist.

Det er en skandale. Det er pinligt, at et velrenommeret forlag som Gyldendal vælger at (mis)bruge den tillid, som forældre har til dem som formidlere af litteratur, til at proppe alt muligt ligegyldigt bras ned i halsen på dem. Hvad fanden er meningen?

Desuden evner deres fantasi sig desværre ikke til andet end de såkaldte klassikere i bogform. Jeg mener, helt ærligt, hvis jeg ønskede klassikerne, så kunne jeg gå ind i enhver boghandel (hvis fantasi desværre heller ikke når længere end hertil, når det gælder børnelitteratur) og købe dem. Og i langt de fleste tilfælde meget billigere.

Jeg mener, Gyldendal har et ansvar som Danmarks største forlag. Jeg mener, at de i form af en bogklub burde påtage sig det ansvar at introducere ny litteratur til nye læsere. Det er jo ikke fordi, det er umuligt at få fat på. Jeg ved ikke, om det er fordi, redaktøren er luddoven, eller om det er fordi, selve Gyldendal tænker mere i profit end i børnenes ve og litterære vel. Bogklubben er en god mulighed for at give både børn og forældre en hidtil uset introduktion til ny dansk (og udenlandsk) børnelitteratur. Men i stedet vælger man at ødsle muligheden væk for en ussel profit, ved at sælge nøgleringe og maracas.

Efter dette katalog at dømme vokser børn op, mættet af timer foran kassen med en nøglering i øret og maracas i hænderne. Hvor er bøgerne?

I Sverige havde de en kampagne som hed noget lignende 'Bøger er farlige. Dine børn kan blive klogere af at læse dem.' Gyldendal kunne meget vel have en kampagne der hed 'Bøger er noget gammelt lort. Maracas er fremtiden.' Ikke at der er noget galt i børn lærer at spille musik, men det er lidt ærgeligt hvis de ikke kan stave sig gennem teksten.

Jeg ved godt, at Gyldendal er et firma, og de skal lave penge, men kan de ikke prostituere deres lorteprodukter andre steder end i en børnebogklub? Og i stedet give os ny og spændende litteratur blandet med de såkaldte klassikere, således at vores små spirer, Gyldendals fremtidige kunder, kan få et positivt forhold til bøger. Og så de også får lyst til at læse i fremtiden. Det burde være Gyldendals vigtigste mission.

(forkortet af red.)

Litterær dogme

Peter Dyreborg, DIY-forfatter

I Information og på sin blog har Tue Andersen Nexø et par gange skrevet om den litterære undergrund. Hér lovpriser han de mange spirende initiativer, hvor selv respekterede forfattere går uden om forlagene og for sig selv begynder at udgive smalle bøger, teksthæfter og andet. Selv om det litterære indhold typisk er af høj kvalitet, er selve udgivelserne og håndværket dog ofte præget af amatørarbejde og ukendskab til bogbranchen. Det er med andre ord dogme på den uoplyste måde, hvilket er ærgerligt.

De fleste udgivelser i undergrunden bliver f.eks distribueret fra hånd til hånd, typisk ved at forfatterne forærer dem væk, bytter dem med hinanden eller sælger dem for et mindre beløb. Disse udgivelser er derfor svære at få fingre i, med mindre man er en del af forfatterens omgangskreds, og selvsagt umulige at finde i den almindelige boghandel.

Tue Andersen Nexø har været inde på, at sådan må det nødvendigvis være, fordi det koster for mange penge at blive distribueret til boghandlere via DBK, men der er faktisk en anden vej.

Som forfatter kan man sagtens oprette sine bøger og andre udgivelser direkte i Boghandlerforeningens BiBi-system. På den måde kan alle boghandlere slå udgivelsen op på computeren og bestille den hjem, uanset hvor obskur og smal den end måtte være. Denne service er endda gratis. Og så er der pludselig litterær undergrund hele vejen fra København til Kolding og Klejtrup .

Nu er det ikke for at fremhæve mig selv, men når jeg nu alligevel altid får skudt i skoene, at jeg er selvpromoverende, kan jeg jo lige så godt bruge mig selv som eksempel. Min nyeste bog Træfpunkt udkom i august i år. Ok papirkvalitet (100 gram Scandia Ivory), garnhæftet og med matkacheret cover, en dejlig skrift særligt udvalgt til bogen (DTL Documenta), sat af Pleks og trykt hos munkene i Gylling.

Selv om Træfpunkt er flottere end de fleste smalle bøger fra Gyldendal, er det stadig en undergrundsudgivelse, der rent faktisk ikke koster særligt meget mere end mange af de kladdehæfter, Andersen Nexø får ind af døren. Den er bare lavet med blod, sved og tårer + snilde.

For mig at se betyder formen lige så meget som indholdet, og hér taler jeg ikke om litterær form, men om boghåndværk. Jeg lovpriser undergrund, jeg hylder undergrund, jeg synes det er fedt at give fingeren til Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, litteraturens svar på Arla og Mærsk, men undergrund bliver desværre alt for ofte brugt som en undskyldning for amatører, der ikke gider gøre sig umage.

I mange år har der ikke været særligt stor respekt om den litterære 'do it yourself'-kultur, modsat i musikkens verden, hvor DIY er et adelsmærke. Som litterær undergrund er det stort set umuligt at få omtale i pressen, og det er i princippet også ok, fordi de fleste udgivelser de facto er utilgængelige for andre end forfatterens venner. Hvis læserne ikke kan få fat i bogen, hvorfor skal avisen så anmelde den?

Hvis undergrundens forfattere skal opnå større respekt, er det vigtigt, at udgivelserne er tilgængelige, at de er til at få fat i, og at det også er godt håndværk. Dét er dogme på den gode måde. Og så får man også løn som fortjent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per-Olof Johansson

Apropos Peter Dyreborgs indlæg:
Peter Dyreborg har sikkert ret et stykke ad vejen, når han mener DIY-forfattere kan gøre en del mere for at få deres bøger synliggjorte. Men der er andre elementer i sagen også. Der er jo masser af DIY-digtere som er fuldt tilgængelige via boghandlernes computere, og som i udstyr bestemt ikke står tilbage fra forlagsudgivelser – uden at få omtale. Der må simpelthen være tale om forkerte kriterier i mediernes udvælgelse af, hvad der er relevant at omtale. Her er May Schacks omdiskuterede inhabilitet for småting at regne i forhold til de begrænsninger snobberi og selvsving sætter på bogomtaler og -anmeldelser.
Når en superflot udgivelse om Danmarks nationalsymboler Brudevæltelurerne kun kan påkalde sig lokal opmærksomhed, skyldes det da hverken dårligt boghåndværk eller tilgængeligheden. Udlandet kan finde ud af at bestille den – mon så ikke en dansk boghandler skulle kunne præstere noget lignende. Men avisens fordeler af bøger til anmelderne kan ikke lige få øje på en kändis blandt forfatterne og springer videre til det på forhånd kendte.

PS: Dette indlæg kommer osse på min blog.
Jeg burde måske poste det til den trykte avis, men tror dels min kvote er opbrugt, siden jeg havde indlæg i sidste uge, dels forekommer det at være en tung debat at vente på at få indlæg i om 8-14 dage. Så her er det!

Per-Olof Johansson

Jeg lavede nok en fejl --- prøver at korrigere en fejl i linkningen til min blog