Det er ikke så lidt af en tillidserklæring, de to musikere Mikael Simpson og Frithjof Toksvig har givet filminstruktør, journalist og forfatter Jørgen Leth: Tal til mikrofonen, og så lægger vi et lydtapet på. Det lyder måske som et projekt, der kunne være i overhængende fare for at blive kedeligt og selvoptaget, men det er det ikke. Slet ikke.
Mikael Simpson, som ikke har kunnet sparke sig frem for musikpriser de senere år, og Frithjof Toksvig, der med soloprojektet Ekko stod bag en af sidste års mest roste elektronikaudgivelser, I know I am human, har optaget en række samtaler med Jørgen Leth og klippet det sammen under temaer som "Den første forelskelse", "Dans", "Musik" og "Notesbogen". Det er hverken poesi eller prosa, men en type sproglig leg, der formentlig kun fungerer i det talte sprog. Det er ikke digte - til det er det for konkret, hverdagsligt og snakkende. Men det er heller ikke prosa - til det er det for fabulerende. Det er nærmest en slags interview.
Interviewbidderne er tilsat den stemningsfulde, drømmende eller næsten filmiske musik, som også kendetegner Simpsons og Toksvigs soloprojekter. Simpsons nogle gange jazzede ogblues'ede dub, som man hører tydeligt på et nummer som "Venskab", hvor en karakteristisk distorted mundharmonika vrænger sig ind i lydbilledet, og Toksvigs med mere analoge klaver- og strygerkompositioner. De to har desuden fået hjælp af Kasper Tranbergs luftige trompet på et par numre. Stemningen er sørgmodig, men ikke uhyggeligt og sørgeligt, som de kan være hver for sig. Det er en behagelig og intim stemning, de to får skabt, og numre som "Notesbogen" og "Musik" er næsten som en beroligende vuggevise.
Går på opdagelse
Men hvor musikken til tider bliver drømmende og næsten meditativ som en vuggevise, er Leths tale hele tiden konkret og præcis. Den er præcis i sine billeder, men alligevel fabulerende, og det er talens egentlige styrke. Han docerer ikke. Han går på opdagelse i sit eget univers. Mærker sig langsomt frem. Han taler ikke udenom eller i abstrakte billeder. Han prøver virkelig at komme tæt på emnerne ved at tale sig ind i dem. Ikke kun for lytterens skyld, men for sin egen. Ikke ved at intellektualisere, men ved at være banal og præcis.
"Jeg vil helst være lidt dum og give udtryk for en lidt dum bevidsthed. En uintellektuel bevidsthed," som han siger på et tidspunkt.
Eller: "Jamen jeg sidder jo bare her. Musikken er her. Jeg er her. Og vi er sammen. Så enkelt er det."
Så banal kan Leths tale være, og det er faktisk i det banale, den er allerstærkest. Leth er en mand med 100 procent kontrol over sproget, men han er ikke færdig med at bruge det. Han er ydmyg over for sproget og over for sit eget liv.
"Jeg tænker altid det er slut. Jeg kommer ikke igen. Jeg kan ikke sætte mig i den situation igen. Jeg kan simpelthen ikke finde inspirationen. Jeg er dum."
Gode legekammerater
Uanset om det skyldes Simpsons og Toksvigs evner som interviewere, musikere eller klippere, eller Jørgen Leth virkelig bare er en mand med noget på hjerte, så bliver det aldrig kedeligt eller selvoptaget. Det forbliver vedkommende
Man kan måske godt drømme om, at et eller andet vil komme - bare en enkelt gang eller to - og flå det hele fra hinanden, men måske er det netop musiksporets genialitet, at det aldrig kommer, men kun ligger latent og lurer. Det er i hvert fald befriende med en spoken word-plade, hvor musikere og digter ikke konkurrerer om at råbe højest.
"De bedste venskaber jeg har haft, er med mennesker jeg leger godt sammen med," siger Jørgen Leth på et tidspunkt, og det tyder på, at han har fået et par nye legekammerater i Simpson og Toksvig.
De måtte for min skyld gerne udvide deres vennekreds på et par plader mere og give os endnu flere oplevelser med danske digtere. Prøv med Klaus Høeck, Søren Ulrik Thomsen, Inger Christensen, Simon Grotrian eller andre digtere, der stadig er villige til at gå på opdagelse i sig selv.
Jeg er sikker på, at man kunne sætte Jørgen Leth til at læse op af Danske Banks årsberetning til lyden af en boremaskine, og det ville være værd at lytte på. Man kunne sikkert også bede Toksvig og Simpson lægge lyd til vejarbejde eller Deadline 2. sektion, og pludselig ville du kunne se meningen med programmet. Meget er altså givet på forhånd i trioen, men med Vi sidder bare her - får man mere, end man turde håbe på.
Det er et dybere og mere spændende interview, end jeg har hørt nogen journalister lave det med Jørgen Leth, og til tider er det på højde med hans bedste digte. Det er samtidig en af de mest vellykkede spoken word-plader lavet med danske digtere, og lydsporet både bærer og tilføjer Leths vokal nye dybder - nogle gange som baggrund, men altid som en uundværlig grundtone på pladen. Det er hverken Jørgen Leths, Mikael Simpsons eller Frithjof Toksvigs fortjeneste, at dette album er blevet så vellykket. Det er hele trioens fortjeneste.
Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig: 'Vi sidder bare her -' A:larm MusicLydsporet følger desuden også uden Leths vokal. Måske som en karaoke-udgivelse, så man kan sidde derhjemme i stuen og fabulere over begreber som musik, venskaber og den første forelskelse
