Læsetid: 6 min.

Lyset er min muse

I forbindelse med CPH:DOX får København besøg af den amerikanske filmlegende og okkultist Kenneth Anger, som i syv årtier har været sin egen enmandsbevægelse, imponerende ofte på forkant med såvel undergrunden som kollegerne i Hollywood
7. november 2008

Kenneth Anger er en velholdt 81-årig legende med en historie, som både kan pirre og give bange anelser, men som under alle omstændigheder berettiger til med fuld ret at bruge udtrykket: kultfigur. For en umiddelbar betragtning er manden venligheden selv. Han svarer imødekommende på de fleste spørgsmål, men lige under overfladen lurer en kant af agtpågivenhed, der nok er typisk for et menneske, som det meste af sit liv har været en enspænder og en outsider.

Og når han siger nej, kan det høres. Eller rettere mærkes, for han hæver ikke stemmen. Han vibrerer bare, så luften i lokalet lades med en isnende energi. For eksempel vil han ikke tale om politik. Det er tirsdag morgen, den amerikanske valgdag, og det ligger lige for at starte med at lodde gæstens følelser omkring de to præsidentkandidater. Men det er lukket land:

"Jeg diskuterer ikke politik - drop emnet," siger han med et blik, der kunne antyde, at interviewet er forbi. Men det er det ikke. Og den næste time bliver en øvelse i at komme omkring over 60 års karriere som konstant fornyer og provokatør, inspirator og enfant terrible.

Homo-erotik anno 1947

Kenneth Anger er født og opvokset i Santa Monica i Californien, ikke langt fra det Hollywood, som han livet igennem har haft et had-/kærlighedsforhold til - ikke mindst udtrykt i de to berømte bind med slibrige historier fra filmbyens mørke bagside, Hollywood Babylon I-II. Selv er han opflasket med historier om Hollywoods gyldne tid i 1920'erne. Som barn medvirkede han i en lille rolle i William Dieterle og Max Reinhardts filmatisering af A Midsummer Night's Dream (1935). To år senere optog han, 10 år gammel, sin første film på familiens 16 mm-kamera. Og hans fascination af stumfilmæraen kommer mere eller mindre direkte til udtryk i alle hans film, ikke mindst via det konsekvente fravær af dialog.

Alligevel var der langt til Hollywood i Angers første officielle film, Fireworks (1947), et poetisk og associativt billedflow med surrealistiske undertoner. Filmen fremstår som en homo-erotisk våd drøm, hvor et møde mellem instruktørens alter ego og en flok sømænd i storbynatten tematiserer maskulinitet og sammenhænge mellem vold og sex på en måde, der var aldeles uhørt i USA på det tidspunkt. Og debutværket signalerede, at selv om det unge talent havde sine rødder tæt på Hollywood, pegede hans antenner helt andre steder hen, først og fremmest i retning af franske filmfolk som Jean Vigo og Jean Cocteau. Sidstnævntes En digters blod (1930) havde Anger set allerede i de tidlige teenageår.

"I gymnasiet valgte jeg fransk som fremmedsprog, for jeg vidste, at jeg på et tidspunkt ville rejse til Frankrig. Og hvis jeg ville gøre mig håb om at komme tæt på Cocteau, var jeg nødt til at tale fransk nogenlunde flydende."

- Hvor fik du modet fra til at lave en homo-erotisk film som Fireworks i 1947?

Spørgsmålet passer ikke Anger: "Der var jo ikke tale om, at jeg gik på storvildtjagt eller sådan noget! Jeg havde et kamera, og så lavede jeg filmen. Men det er da sandt, at den var tæt på at blive beslaglagt. Lederen af det laboratorium, hvor vi fik filmen fremkaldt, havde været sømand og mente, at den var en fornærmelse mod den amerikanske flåde og truede med at tilkalde FBI. Men en besindig kollega greb ind og sagde, at det jo bare var et lille uskadeligt eksperiment lavet af en knægt, og så lod de den slippe igennem. Dengang var man helt overladt til laboratoriernes nåde. I den digitale tid er der en helt anden frihed."

- Du har altid arbejdet alene og lavet næsten alting selv?

"Jeg kan ikke identificere mig med nogen bevægelse. Jeg er Kenneth Anger, jeg laver mine egne film, og det har jeg gjort, siden jeg var teenager. Og jeg vil blive ved, så længe jeg nyder det."

- Kan du forklare dit ambivalente forhold til Hollywood?

"Hvad andet kan en intelligent person have! Det er en vidunderlig maskine, men hvis man vil arbejde der, er man nødt til at underlægge sig deres normer for, hvordan en film skal se ud. Den skal først og fremmest have en bestemt type fortælling. Og så er de fleste film alt for støjende. Jeg hader alle de lydeffekter. Hvorfor skal det lyde som en eksplosion, hver gang nogen lukker en dør? Please, giv os noget Dreyer-stilhed!"

- Er det forkert, hvis jeg siger, at en del scener i Fireworks var humoristisk ment?

"Der er et element af humor i alle mine film. Hvis folk ikke forstår det, forstår de ikke Kenneth Anger."

- Er det noget, der er blevet overset, synes du?

"Overset, bemærket, ikke bemærket - jeg er ligeglad. Jeg er totalt ligeglad med kritikere. Og jeg har ikke mange kritikere. De fleste ignorerer bare min eksistens."

Lyset som muse

Efter at have tilbragt det meste af 1950'erne i Paris vendte Anger først i 60'erne tilbage til USA, hvor mødet med den nye popkunst inspirerede ham til at lave den film, der af mange betragtes som hans hovedværk: Scorpio Rising (1963). I filmen, hvor sømænd er udskiftet med bikere som bærere af maskulinitet og mytologisk amerikansk heltestatus, trækkes tråde tilbage til Marlon Brando i The Wild One (1953), samtidig med at brugen af popmusik som betydningsbærende element banede vejen, ikke alene for Easy Rider (1969) og andre af de sene 60'eres biker-film, men også for instruktører som Martin Scorsese, der er en af Angers største beundrere.

"Når man har været væk fra sit land i en årrække," siger Anger, "ser man tingene i et klarere lys, end hvis man lever i det hver dag. For mig var det åbenlyst, at den læderklædte motorcyklist var blevet den nye tids svar på cowboyen som outlaw-helt.

Fra Scorpio Rising er der et stort spring frem til de næste film, Invocation of My Demon Brother (1969) og Lucifer Rising (1981), et spring, der falder sammen med den psykedeliske revolution.

- Du boede i San Francisco i de år. Hvordan oplevede du ungdomsoprøret?

"Jeg vidste, at det ikke ville vare ved. Det var, som om den nye generation længtes efter et eller andet, men ikke havde intelligens til at finde ud af, hvordan man kunne få det. Og så var der den uhæmmede brug af LSD, der syntes at kunne føre til ting som Manson-drabene, hvilket da også viste sig at holde stik. Men jeg er da glad for at have oplevet den periode."

- Har du selv kunnet bruge LSD eller andre psykedeliske stoffer kreativt?

"Jeg har prøvet nogle gange, men det er umuligt at arbejde på LSD. Prøver man at stille skarpt, farer man vild i alle de lag af billeder, der dukker op. Men selvfølgelig var det frisættende på visse måder, og måske har jeg nogle af mine ideer fra syretrips, men det meste kommer fra mine drømme og min indre verden."

- Hvem er Lucifer i 'Lucifer Rising'?

"Lucifer betyder 'Lysbringeren'. Som en fakkelbærer. Jeg har altid syntes, det var et smukt billede. I hedenske tider havde Lucifer intet at gøre med kristendommens begreb om satanisme. Tværtimod. Men de kristne puttede et stigma på myten om Lucifer og gjorde ham til en Djævel. For mig er Lucifer budbringeren af farve og lys og kreativitet. Han er min ven."

- Er det helt ved siden af at sige, at lyset er hovedtemaet i dine film?

"Lyset er min muse. Simpelthen."

Kenneth Anger + Technicolor Skull - Live, Statens Museum for Kunst, lørdag, kl. 20.

Ni af Kenneth Angers film er udgivet på to dvd'er, The Films of Kenneth Anger, Vol. I & II, Fantoma Films, 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu