Læsetid: 5 min.

Lysets, rummets og komponenternes mester

Den danske verdensarkitekt Jørn Utzon er død 90 år gammel
Kultur
1. december 2008
Jørn Utzon var god til at klargøre tankerne bag sine huse og projekter. Først og fremmest fordi de grundlæggende var enkelt tænkt. Her i Hellebæk 1966, det år samarbejdet med myndighederne i Sidney blev afbrudt.

Jørn Utzon var god til at klargøre tankerne bag sine huse og projekter. Først og fremmest fordi de grundlæggende var enkelt tænkt. Her i Hellebæk 1966, det år samarbejdet med myndighederne i Sidney blev afbrudt.

Åge Sørensen

Jørn Utzon har været her så længe, at man slet ikke skulle tro, det var hans mening at gå bort. Med status som arkitektonisk vismand og med fingeraftryk på projekter tegnet af sønnerne Jan og Kim fik man fornemmelse af, at de inddampede synspunkter på bygningskunst og udformning af omgivelserne ville blive ved at dukke op som enkle mundtlige statements. Og fortsætte med at udfordre bevidstheden om, at det egentlig ikke burde være så svært at få noget fornuftigt og åndeligt berigende ud af konstruktioner og nybyggeri.

Fra nu af må inspirationen hentes ved selvsyn i de udførte bygninger og som pointer i det kolossale efterladte tegningsmateriale. Det bliver i disse år katalogiseret, publiceret og gjort tilgængeligt, og der dukker stadig overraskelser op, ukendte skitser eller modeller, både herhjemme og i de australske arkiver.

For det var Operaen i Sydney der gjorde ham verdensberømt. Men han har også tænkt og bygget andre overvældende og interessante bygninger. Store og små, mest i udlandet, men også herhjemme.

Rejser

Utzon rejste meget og boede under fremmede himmelstrøg både som projekterende og i studieøjemed. Det gav ham en stor frihed i synet på levevilkår og på forholdet mellem landskab og bebyggelse. Ørkenlandsbyer, pagoder og store kulturmindesmærker kan naturligvis ikke direkte oversættes fra et sted til et andet, men årvågenheden over for mødet mellem bestående og nyt er tydeligvis præget af hans eget møde med andre bygningskulturer.

Kingo-husene i Helsingør, fra 1950'erne er et tidligt eksempel. De bindes på arabisk vis sammen som retvinklede familiekroge, der er tilpasset landskabets kurver. Murene skyder ryg mod omgivelserne, men danner rum mellem husene og i de beskyttede gårdhaver.

Kingo-bebyggelsen er samtidig eksempel på den varierede anvendelse af simple, multiplicerede figurer, som går igen i mange af Utzons projekter - fra sofasystemer til Sidney-operaens konstruktionselementer. Og såmænd også det nye Utzon Center i Ålborg, vel nok den sidste bygning han nåede at sætte præg på i familiesamarbejdet.

Referencer

Silkeborg Kunstmuseum med Asger Jorns berømte samling endte ikke som et Utzon-byggeri, trods Jorns udtrykkelige ønske og flere interessante udkast fra arkitektens hånd - det seneste som et stængelbyggeri af præfabrikerede højlys-elementer, en slags basar eller suq.

Det første projekt, i starten af 1960'erne, var gravet ned i jorden som løgformede grotter og rakte erindring bagud til rejsernes asiatiske hulemonumenter.

Og et konkurrenceprojekt om en verdensudstilling på Amager Fælled, få år før, trak på oplevelsen af mexicanske pyramiders plateauanlæg, men det er lokale associationer, der melder sig i Bagsværd.

Kirken er fra 1970'erne, og monumentet ved første øjekast skuffende, fordi dét man skulle tro var et indviet sted, bare ligner et korn- og foderstoflager, eller en transformatorstation.

Men det guddommelige pakhus rummer en overraskelse, når man træder ind i det, fordi der under de smalle saddeltage hænger en dansk himmel af lys og skyer. Dels den rigtige himmel over indvendige glasgange, dels en svungen betonhimmel som dramatisk opfanger og reflekterer himmellyset og årstidens farver.

Kirkebygningens ydre skal er simpel og præfabrikeret i sin opbygning, og hele anlægget som figur bygger over en slags indadvendte klostergårde, hvoraf den ene, som kirkesal, så er overdækket af betonhimlen. Den er støbt på stedet (og ikke som Sidney-operaens skaller sat sammen af ens elementer).

Det er en en smuk og fordringsløs bygning at opholde sig i. Og når man forlader huset, bliver det spartanske ydre et monumentalt træk i bevidstheden om den rumlige og lysmæssige rigdom, der skjuler sig bag facaderne. Så antager de opragende industrigavle pludselig karakter af trappegavle på en dansk landsbykirke.

Højhuse

Selv om Paustians Hus og de senere familiære bygninger i Kalkbrænderihavnen er både sympatiske og fine i dagslysbehandlingen, er det ikke arkitektur, der trækker tæppet væk under den besøgende, også selv om de tilsammen tegner et formmæssigt sjovere miljø end omgivelsernes stereotype glaskasser.

Resultatet er ikke eksponent for den øjenåbnende Utzon-oplevelse. Dem er det ikke blevet til mange af i København og omegn, ja end ikke i Danmark, selv de seneste bygninger i Skagen og Ålborg medregnet. I hovedstaden blev svømmehallen ved Søerne eller tårnene på Langelinie ikke til noget. Hverken tårnpavillonen lige efter krigen, eller det høje hus for enden af kajen 30 år efter.

Utzon har i det hele taget haft problemer med tårne. Langs søerne i København skulle der være højhuse med en sort sol imellem, efter den ekspressive hurtigskitse af dømme. De blev ikke til noget.

Og på en skrænt ved Helsingør tegnede han en højskole med flot værelsestårn. Men trods den engagerede fremstilling af, at tårnet netop ville fremhæve det vandrette landskabelige træk sagde fredningsmyndighederne nej tak, efter at have taget stilling til hushøjden ved højtidelig opsætning af en ballon i snor set fra en robåd på Øresund.

Hvid pind

Med Højstrup-konkurrencen er vi tilbage i slutningen af 1950'erne, i dén periode, hvor chefarkitekten beordrede medarbejderne på opera-tegnestuen i Hellebæk en tur over Sundet for at købe ens ruskindsjakker, magen til hans egen.

Sådan har det altid været med Jørn Utzon - både eksklusiv og generøs. Lige dele praktiker og hollywoodstjerne. Og måske er det en del af forklaringen på, at så få Utzon-projekter er realiseret i Danmark ind imellem store opgaver i udlandet.

Danskerne er vant til, at danske kunstnere står til rådighed for folket, som joviale hyggesnakkere, kulturambassadører, revsere eller muntert misforståede genier.

Vi er ikke vant til venligt selvværd, ind imellem med hvid pind i munden.

Sidney-sagen har formentlig sat alt andet i relief, da han måtte gå fra opgaven inden færdiggørelsen af huset.

Også for os andre var det et tab, der aldrig helt kan genoprettes, fordi tankegangen bag de projekterede glasfacader, og væg- og loftselementerne indendørs, på et tidligt tidspunkt ville have været grænseoverskridende og inspirerende eksempler på virkeliggjort og varieret brug af industrielle komponenter.

Familieboliger

Da Utzon projekterede familiens eget hus i Hellebæk i sin tid, opstillede han lægter på byggegrunden og spændte lærred ud som vægge, for at få direkte korporligt indtryk af rummene i omgivelserne.

Det endte som et tidligt og betydningsfuldt 1950'er-eksempel på ny og mere uformel levevis, mellem en lang mur og en glasvæg.

20 år senere byggede han igen egne rammer på Mallorca, og igen helt enkelt men meget rigt i lys og stenkonstruktioner.

Indimellem skitserede Utzon et hus til familien i Australien, også efter fantasifulde konstruktionsprincipper. Det blev der så ikke brug for, men tegningerne findes.

Regeringskomplekset i Kuwait er ødelagt, men fotografierne findes. Og det gør eksemplet Utzon også, uagtet han nu selv er væk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her