Læsetid: 5 min.

Mahlerfest i Lucerne

Claudio Abbado og Lucerne Festivalorkester udgør et forrygende team, når de spiller Mahler
Kultur
24. november 2008

Da Claudio Abbado på eget ønske forlod chefposten for Berliner Filharmonikerne i 2002, var der mange, der bortdømte ham fra podiet til et mere eller mindre kort otium. Abbado kæmpede med en galoperende mavecancer, og han virkede grundigt træt af ansvaret og bøvlet som leder af det tyske eliteorkester. Men den sympatiske maestro har trodset døden og fundet glæden ved et nyt liv, og man skal givet finde en af årsagerne i hans lystarbejde med det genopstandne Lucerne Festivalorkester. Dets historie går tilbage til 1938, og det blev grundlagt af Arturo Toscanini, men efter mange års middelmådigt virke lukkede det ned i 1993.

Blandt Claudio Abbados mange fortjenester er grundlæggelsen af en håndfuld internationale orkestre: EU's Ungdomsorkester, Chamber Orchestra of Europe, Gustav Mahler Jugendorchester, Mahler Chamber Orchestra, Orchestra Mozart, og allerede et år efter afskeden i Berlin etablerede Abbado dette dream team under Lucerne Festspillenes auspicier. Grundstammen er de unge musikere fra Mahler Chamber Orchestra, men på fremskudte pladser sidder en række bekendte ansigter: solister, kammermusikere og garvede koncertmestre fra europæiske toporkestre. Med andre ord: Abbados venneforening.

Jean Nouvel i Lucerne

Abbado tog afsked med Berlin med en drypvis samlet opførelse af Gustav Mahlers symfonier, og i Lucerne har han budt velkommen med det, der kunne ligne en gentagelse på en ny måde. Foreløbig er det blevet til symfonierne nr. 2, 5, 6, 7, og på den senest udkomne dvd foreligger nr. 3.

Mens vi stadig venter på at indtage Jean Nouvels koncertsal i DR Byen, kan vi her få en forsmag på andre af hans rumlige visioner. Nouvels koncertsal i Lucernes kultur- og kongrescenter fra 1998, som i øvrigt også overskred sit budget ganske betragteligt, er mere traditionelt formgivet, i stil med den klassiske skotøjsæske som Wiens Musikverein og Bostons Symphony Hall. De hævder i Lucerne, at akustikken i deres nye sal er en af verdens bedste, og ud fra lydoptagelsens høje kvalitet er det svært at give dem uret.

Orkestret i Mahlers Tredje er kolossalt stort, det behøver et rum, der kan absorbere ekstremt kraftige styrkegrader, og på den anden side skal det være i stand til at gengive de mest subtile soli og klangblandinger. Abbados orkester fylder den voluminøse scene helt ud til alle sider, der må være omkring 120 musikere, og fra første færd kan det både høres og ses, at hver og én har sat sig for at yde sit bedste for manden på podiet.

Evolutionens symfoni

Mahler havde for ham selv skræmmende visioner med denne symfoni. Han ville komponere et stort værk, i hvilket hele skabelsen spejler sig, så at sige evolutionens hierarki: planter, dyr, mennesker, engle og det guddommelige. Og i den første sats, der varer længere end en Haydn-symfoni, er det den slumrende natur, der vækkes til toner og lyde. Satsen fik også titlen 'Pan vågner, sommeren marcherer ind, Bacchus-optog'.

Et godt Mahler-orkester udmærker sig blandt meget andet ved virtuositet i enhver henseende og loyal læsning af komponistens myriader af spilleanvisninger. Det oplever man i fuldt mål i Abbados præcise kortlægning af urtidens øde bjerglandskab. Man kommer eksempelvis sjældent ud for en så prægnant og afstemt horngruppe, ni mand høj. Et så fint samarbejdende kollektiv af celloer og kontrabasser i de kaotiske recitativer. Og en solotrompetist af Guds nåde, som i den grad behersker stemmens rent ud umenneskelige krav til træfsikkerhed. Også den unge solobasunist er beundringsværdig i sine tilbagevendende soli som dødens prædikant, hvor han ifølge Mahler beretter om det lænkede liv, der kæmper for forløsning.

Når sommeren indfinder sig i satsens egentlige hoveddel, bevæger det store orkester sig ud på en lang og begivenhedsrig march. Først med en let swingende fortrop af horn og træblæsere, der støder flere til, og endelig gives der los i hele orkestret. Og i Lucerne er det ikke ensbetydende med larm og messingsuppe, som det ofte kan være tilfældet. Naturen bliver vækket af en klanglig vælde, et animeret orkester i fuldendt balance i dybde og bredde og lodret ned gennem hele klangspektret. Akustikken i Nouvels koncertsal skal utvivlsomt tildeles en del af æren for denne vellyd.

Abbado er ikke den kommanderende type. Kameraet følger ham tit frontalt, man ser hans vagtsomme øjne og forholdsvis neddæmpede mimik, de elegante direktionsslag fortæller ganske enkelt, hvordan han vil have musikken til at strømme, og han hverken sveder eller pruster. Abbado har tillid til sine musikere.

Skabningernes musik

Den graciøse menuet, som udgør andensatsen, kaldte Mahler 'Blumenstück' og det mest bekymringsløse, han havde skrevet. Den lette instrumentation gengiver de svajende og vuggende blomster på engen, som også bliver udsat for en gennemrystende stormvind. Og både det blidt dansende og det furiøst hvirvlende forløses eksemplarisk.

Den efterfølgende scherzo fremstiller både dyrenes og menneskenes verdener, men scenen er skoven, og det er her, mennesket kommer på besøg. Naturligvis er det fuglesangen, der dominerer, og en mere grovkornet humor fremkalder også de firbenede dyr. Hele dette zoologiske kogleri bringes pludselig til standsning af en fjern lyd! Kusken, der blæser i sit posthorn. Der skal nok være nogen, der finder dette sted og dets gentagelser for lange og for kitschagtige. Ikke jeg, og heller ikke dirigenten og hans mange musikere. De lytter tryllebundne, som dyrene i skoven, til den ensomme trompetist backstage.

Den svenske alt Anna Larsson træder til som solist i Nietzsches "Mitternachtslied". Med suverænt behersket stemmeføring fortæller hun om dagen og natten, smerten og glæden, forgængeligheden og det evige liv. Englemusikken i femte sats lyder så serafisk, som den er tænkt, drengekoret agerer sikkert de bimlende himmelske klokker, og ligeså damekorets muntre beretning om disciplen Peters synd og tilgivelse.

Den afsluttende vidstrakte adagio handler om den guddommelige kærlighed til alt levende, og som altid hos Mahler veksler skønheden med smerten. Modsat hvad andre store dirigenter har gjort, fører Claudio Abbado sit orkester gennem denne hyldestsang uden at kamme over i svulstighed og hændervridende intensitet. Også her lader han musikken tale for sig selv.

Gustav Mahler: Symfoni nr. 3, Anna Larsson (alt). Arnold Schönberg Koret Tölzer Drengekor. Lucerne Festivalorkester, Dirigent: Claudio Abbado, EuroArts DVD 2056338, Live 19. august 2007

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her