Læsetid: 6 min.

Nu er hans mor også blevet stjerne

Hyldesten af Dan Turèll vil ingen ende tage, og i en ny film, endnu en, viser filminstruktøren sig at være lige så stor en digter som hovedpersonen
Åbningen på Anders Østergaards nye film om forfatteren Dan Turèll er et udsagn fra ham om, at han ikke ejer evnen til at fabulere frit. Det kan man stille spørgsmålstegn ved. Instruktøren ejer til gengæld evnen til at fabulere. Associationerne vrimler i filmen, som er en herlig leg med mediets muligheder. Billedet er af 'den rigtige' Dan Turell på stamværtshuset.

Åbningen på Anders Østergaards nye film om forfatteren Dan Turèll er et udsagn fra ham om, at han ikke ejer evnen til at fabulere frit. Det kan man stille spørgsmålstegn ved. Instruktøren ejer til gengæld evnen til at fabulere. Associationerne vrimler i filmen, som er en herlig leg med mediets muligheder. Billedet er af 'den rigtige' Dan Turell på stamværtshuset.

Kennet Havgaard

6. november 2008

Kan der efterhånden drives mere rovdrift på Dan Turèll? Kan der virkelig vrides mere saft ud af den citron, tænker man, når man går ind til den nyeste film om Vangede-digteren. Svaret viser sig at være: Ja, der kan!

Det vil sige: Anders Østergaard kan. Han, der med filmen om Gasolin allerede har bevist sine exceptionelle evner over for et stort publikum - 220.000 solgte biografbilletter - er dansk dokumentarfilms Tryllerik, et tilnavn, som engang blev hæftet på fodboldspilleren Erik Rasmussen. Anders Østergaard har en fortid i et reklamefirma, hvor han sikkert har erhvervet sig en hel del nyttig viden om kommunikation, men dette her er kunst, og det kommunikerer.

For at tage noget af det sidste først, et godt eksempel: I forbindelse med digterens begravelse var flere hundrede mennesker mødt op på Arbejdermuseet for at vise ham den sidste ære, som man siger. Dan Turèll ses stå midt i følget betragte sin egen kiste, mens den bæres ud. Han er i sort-hvid, alt det andet i farver. Han vender sig om, forlader stedet og går ud i byen, videre, overlader de sørgende til sig selv. Det har en magisk virkning.

Sådan digter en filmkunstner med billeder. Andre magiske minutter er dem, hvor Dans mor, Inge, er sat i dialog med sin berømte og afdøde søn. På lydsiden hører man udvalgte udsagn fra Dan, som så kommenteres af Inge i nutiden. "Han taler til mig," siger hun, og på væggen ser man skyggen af Dan med den bredskyggede hat, som om han lige kom forbi. Alt sammen snyd, konstrueret af instruktøren, men også det har en magisk effekt.

En personlighed

Inge Turèll lever stadig på den gamle adresse, Mosegaardsvej 43 A i Vangede, og hun ser godt ud, selv om hånden (set i et nærbillede) er blevet noget rynket, og jo, jeg har været der. Dan inviterede mig med derud engang, fordi han skulle hente et eller andet, og jeg hilste også på far Helmuth, elektrikeren, som lignede en yngre udgave af Gepetto fra Pinocchio. Hvordan var det så, vil De sikkert spørge, kære Dan Turèll-fikserede læser. Åh, ikke noget særligt. Det var nemlig før, Dan Turèll blev 'Dan Turèll'. Han havde ganske vist lige udgivet Vangede Billeder, men var endnu ikke den mediefigur, han senere blev i tv. Der var meget stille derude på forstadsvejen. Vi daskede gennem Vangede, og han fortalte om et vredt læserbrev i lokalavisen. Flere gode borgere følte sig hængt ud. Sådan var det jo ikke ment. Nu planlægger de en skulptur foran biblioteket, som vennen Kenn André Stilling skal stå for.

At mor Inge er en personlighed, fremgik allerede af Lars Movins og Steen Møller Rasmussens film fra 2002, hvor hun sagde kloge ting om sønnen. En film, som forresten havde svært ved at skaffe levende billeder af forfatteren som barn og ung. Jeg ved det, fordi jeg selv havde en stump 8 mm-smalfilm med ham liggende i en flyttekasse med gamle bøger, som var opmagasineret (af eksfruen) i Århus, og som mus var begyndt at gnave i, men heldigvis kan mus ikke lide smalfilm, og makkerparret fik den gravet frem ved en ihærdig indsats. Tv har derimod mange optagelser i arkivet med den senere Dan Turèll, og en del af dem udkommer på dvd sidst i november som en del af Anders Østergaard projekt. Til sammen fire timer.

Tydeligt irriteret

I Anders Østergaards film ses allerede nogle af tv-klippene f.eks. et, hvor en tydeligt irriteret Dan Turèll, typisk attitude, bliver interviewet af sin gode ven, Kurt Møller Madsen, som dengang redigerede et populært cirkusprogram. Dan brokker sig over, at han er blevet beskyldt for at have mærkeligt tøj på. Han gennemgår sin påklædning, de sorte sko er helt almindelige, den sorte habit helt almindelige og hatten en helt almindelig, gammeldags hat. Cirkusjournalisten synes, han ligner en præst, og digteren Uffe Harder citeres for at have sagt: "Min dreng! Du er jo forklædt til genkendelighed!"

Åbningen på filmen er et udsagn fra Turèll om, at han ikke ejer evnen til at fabulere frit. Det kan man stille spørgsmålstegn ved, men hans påstand er, at han må have jokket ned ad en gade for at kunne skrive om den. Instruktøren ejer til gengæld evnen til at fabulere. Associationerne vrimler i filmen, som er en herlig leg med mediets muligheder. Dan Turell fortæller på lydsiden om dengang, hans barndoms legekammerat fortalte ham, hvad menstruation er, mens de traver ad en skovsti ned mod Nymosen, som Mosegaardsvej er opkaldt efter. En abe springer mellem trætoppene, og en krokodille dukker op af mosen. I drengenes fantasi.

"De ser lidt initiativfattige ud," konstaterer Inge nøgternt på lydsiden, men hun er fortrøstningsfuld: De skal nok finde på noget.

Instruktørens opfindsomhed fortsætter med gamle filmklip, hvor man ser fædre kalder sønner ind for at fortælle dem om livets alvor, Gunnar og Bertel Lauring blandt andet. Således er nu indirekte fortalt, at Dan er blevet voksen. Dan vil hellere "lide af kronisk høfeber" end følge en faders råd. Han flytter hjemmefra med to læs på en budcykel og dalrer rundt fra det ene småjob til det næste.

Litteratur noir

Lysets engel går med glans gennem himmelsale, skrev B.S. Ingemann, et formidabelt digt, mener Dan Turell, der nu bliver selv digter. Forgyldt bliver han, da han møder sin Inger Margrethe, nu Chili Turèll, hans livs store kærlighed. Jeg skulle lige til at protestere højlydt midt i biografmørket, for der var jo også hans første store kærlighed, Kirsten, og filmen retter da også sig selv. Men med Chili oplevede han, da barnet Lotus blev født, at være del af en lykkelig familie.

Indtil Chilis replik skærer igennem som en ragekniv: "Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om!" Så ved vi nok, hvad klokken er slået. Hun vil flytte fra ham. En spillet scene med Lars Bom som en vellignende Turèll, og som peger på, at en producent måske burde satse på Anders Østergaard som instruktør af spillefilm.

"Der vil aldrig blive en anden som dig," reciterer Dan, nu i hvid smoking på en scene i en parafrase over den gamle jazzevergreen There'll never be another you. Og han går som en ensom vandrer ud i storbyens gader, som har inspireret ham til sin litteratur noir. Igen digter Anders Østergaard en fascinerende natteby, hvor ravne skriger i luften. Eller er det alliker? Det gælder om at være korrekt, for det er jo en dokumentarfilm. Måske er det alliker. Andet sted er der minaretlignende, gyldne tårne, som skyder op i det danske bybillede, så man føler sig hensat til en eventyrverden.

Snakker

Blues er et tema. Sonny Boy Williams, sister Rosetta Tharbe. Den kommer ind som forudsætninger og fører naturligt til klip med tog, der kører forbi de stille villabaghaver, hvor tiden synes at stå stille. Byen flyver forbi togvinduerne, mens Dan, fremmedgjort over for det liv, han kendte i sin barndom med en mor, der syltede blommer, og han selv var en stille dreng. Han tænker på sit nuværende, flimrende liv, og tænker videre:

"Hva' fa'en laver jeg egentlig her?"

Svaret kommer kort og fyndigt med to ord:

"Jeg snakker!"

Det var det, han gjorde. Indtil sygdom stoppede ham i utide som 47-årig. Her kommer det kendte, stærke klip, hvor han kigger direkte i kameraet og nægter at bruge ordet sygdom: "Jeg har fået kræft! For at sige det ligeud." Lige så godt tage firbenet ved halen. Som på modigste vis at se døden direkte i øjnene, selv om et forslag til grav-skrift lyder: "Der er ingen grund til at holde her!"

Filmens titel Så kort og mærkeligt livet er er ikke en, Dan Turèll selv ville have skrevet. Den er slet ikke ham. Den er instruktørens. Det er filmen i den grad, men med et stof, som har passet ham, og mor er med til at bringe sønnens stafet videre.

Filmen har verdenspremiere i dag, torsdag den 6. november, og biografpremiere i Grand Teatret i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu