Da mujahedinerne var helte

James Bond har netop gennemført en halsbrækkende flugt fra de fedladne og brutale sovjetiske fangevogtere. Med sig har han en blond skønhed. Inden de sammen løber ud i den afghanske nat, kaster Agent 007 det store runde nøgleknippe til sin mørklødede medfange. Forklædt i russiske uniformer lykkes det dem at snige sig ud af luftbasen - blot for at blive overrasket af tre turbanklædte mænd, som ligger på lur. Men Bonds medfange kommer dem til undsætning:

"Jeg fortæller dem, at I ikke er russere, så dræber de jer ikke," siger han og gør med fagter mændene opmærksomme på, at Bond er en af deres. I næste klip rider de allesammen gennem bjergene, forbi udbrændte sovjetiske kampvogne og døde soldater. Galopperende vender Bond sig mod blondinen, som trykker sig ind til ham:

"Det er mujahedinernes værk," siger han.

"Mujahedinerne," spørger hun forundret.

"De afghanske frihedskæmpere," forklarer han.

I dag ville man næppe kunne lave en Bond-film som The Living Daylights, hvor Osama Bin Ladens mænd er helte, men i 1987 gav det god mening. Det var i midten af 80'erne, at Ronald Reagan kaldte mujahedinerne for 'gentlemen' og sammenlignede deres moral med Amerikas grundlæggeres, og det var dengang, vores egen senere finansminister Lars Løkke Rasmussen rejste gennem Afghanistan på hesteryg for at overrække mujahedinerne 600.000 kroner og lod sig fotografere med turban og kalashnikov.

Den røde trussel

"Det var dengang man kæmpede sammen med mujahedinerne mod russerne. Det var før, de blev terrorister, om man så må sige - og det siger jo noget om, at James Bond-filmene er meget tidsfølsomme i deres valg af fjendebilleder," siger James Bond-ekspert og lektor i audiovisuelle medier ved Københavns Universitet Palle Schantz Lauridsen.

Ifølge Palle Schantz Lauridsen spejler udviklingen af fjendebilledet i Bond-filmene ændringerne i verdenshistorien. Det kan man også se i den nye Bond-film Quantum of Solace, hvor nogle af amerikanerne pludselig er blevet onde, mens der fra 60'erne og frem til Murens fald er en klar koldkrigstankegang i filmene.

"I den allerførste Bondfilm, den fra 1962, vil skurken Dr. No sabotere amerikanske raketopsendelser. Han er klædt som kineser med høj 'kina-flip', som det hed, fordi Mao altid havde sådan en på, og i den næste film From Russia with love (1963), er det decideret russere og østeuropæere, som er fjenderne," siger Palle Schantz Lauridsen.

Han fortæller, at selvom skurkene i de tidlige Bond-film ikke altid er russere eller kinesere, så arbejder de sammen med dem og minder i deres påklædning og hensigter om dem. I løbet af 60'erne bliver den gennemgående skurk i Bond-filmene Blofeld, der er leder af et internationalt terrornetværk.

"Men selvom Blofeld ikke er russer, er der en klar kritik af den uniformerede, anonymiserede og ensrettede Østblok, som man forestillede sig den dengang, og Bond kæmper stadig for de vestlige værdier imod den røde trussel," siger Palle Schantz Lauridsen.

Med Murens Fald holder det op med at være Sovjet, der tegner fjendebilledet i Bond-filmene, og de sidste mange år har skurkene i højere grad været enkeltpersoner, hvis forbrydelser har været profitorienterede i stedet for politisk motiverede. Ifølge Palle Schantz Lauridsen har 11. september og Bush' proklamerede krig mod terror imidlertid ikke påvirket fjendebilledet i Bond-filmene.

"Der har ikke været nogen antimuslimske tendenser. De tre sidste Bond-film handler f.eks. slet ikke om terrorisme, og det kunne man ellers sagtens have forestillet sig," siger han.

Den skurkagtige araber

Terroristen som skurk er nemlig blevet behandlet flittigt i andre store main stream-film. Ifølge lektor i historie Mogens Pelt er de arabiske skurke således blevet mere udbredte i filmens verden efter Murens fald og især efter 2001.

"Der sker en ændring af fjendebilledet i filmene allerede i 90'erne, og det gør der også i den politiske virkelighed. Den kolde krig er færdig, og selvom det var George W. Bush, der gjorde ideen om Ondskabens Akse berømt, så blev der jo allerede talt om en ond trekant under den gamle Bush," siger han.

Ifølge Mogens Pelt optræder den arabiske skurk ofte som terrorist, men der er også eksempler på film, hvor det er hele den arabiske kultur, der fremstilles som ond og brutal.

"Det bedste eksempel er den film, der hedder Rules of engagement (2000) fra før 11. september. Heltene i filmen er de amerikanske marinesoldater, og vi befinder os i et ukendt arabisk land. Den amerikanske ambassade er omringet af civile demonstranter, og da ambassadøren er en pivskid, kan han ikke klare presset. Derfor kontakter han de amerikanske krigsskibe, som ligger i nærheden, og de sender så en helikopterstyrke, som redder ambassadøren, men som samtidig pløkker alle de civile demonstranter ned. Resten af filmen handler om, at lederen af operationen bliver anklaget for at have skudt og dræbt civile. Men filmens clue er så, at man mod slutningen finder et videobånd fra et af overvågningskameraerne på ambassaden, hvor man ser, at demonstranterne pludselig åbner deres 'kaftaner' og afslører, at de er spækket med håndgranater og maskinpistoler indenunder - selv de små børn har bomber under tøjet," siger Mogens Pelt.

Han ser filmen som et carte blanche til Bush-doktrinen.

"Filmens præmis er, at alle de her muslimer er ude efter os alligevel, så det er okay at skyde dem. Og budskabet er, at de er eddermanemig farlige, selv de civile og også børnene," siger Mogens Pelt.

Ifølge ham, er der en række arabiske skurketyper, som går igen i mange af de nyere mainstreamfilm:

"Der findes forskellige varianter af den arabiske skurk. I Rules of Engagement er det hele kulturen, den er gal med. Det er dem alle sammen, fra voksen til barn, som man ikke kan regne med. Mens en anden skurketype, der går igen, er terroristen - den her person, som skyder civile, sprænger ting i luften og ødelægger trygheden i hverdagen," siger Mogens Pelt. Han understreger dog samtidig, at der findes masser af hollywoodproducerede storfilm, som gengiver knap så stereotype fjendebilleder.

"I Kingdom of Heaven (2005) er den muslimske hærfører Saladin f.eks. en yderst vis mand, mens frankerne er nogle primitive barbarer og narhatte. Så der er en vis mangfoldighed, men også en tendens til, at araberne fremstilles som skurkene," siger han.

Ifølge Rikke Schubart, som forsker i Hollywood-film ved Syddansk Universitet, deler de film, der bliver produceret efter 2001, sig i to typer.

"På den ene side får man en gruppe film, som er enormt reaktionære. På tv får man f.eks. 24 timer, hvor det er helt legalt, at helten Jack Bauer torturerer folk på livet løs for at redde den amerikanske befolkning fra den tikkende bombe. Mens man i den anden type film siger: Vi er alle sammen menneskelige og prøver at forstå i stedet for kun at tænke verden i godt og ondt," siger Rikke Schubart.

Onde amerikanere

Efter Murens fald er vestlige figurer og især amerikanere desuden begyndt at dukke op som fjendebilleder på film. Ifølge Rikke Schubart er de amerikanske skurke i Hollywoodfilm ofte karakteriserede ved, at de er villige til at sætte alt andet til side for magt og penge. Som eksempel nævner hun The Long Kiss Goodnight fra 1996, hvor CIA mangler penge og derfor lader som om, der er nogle terrorister, som har placeret en bombe, mens det i virkeligheden er dem selv, der har gjort det.

"Det er en meget udbredt Hollywood-paranoia, at der er nogen inden for amerikaneres egne rækker, som sælger informationer til fjenden eller begår onde handlinger for pengenes skyld," siger Rikke Schubart.

Hun mener, tendensen er et produkt af den holdningsændring, der kom i kølvandet på Iran-Contra-skandalen. I 1986 kom det frem, at Ronald Reagan for at omgå kongressens forbud mod at sende våben til de højreorienterede oprørsgrupper i Nicaragua, havde sendt penge til det iranske præstestyre, som så kanaliserede dem videre til oprørerne. Altsammen i håb om, at de ville vælte det venstreorienterede sandinistiske styre i Nicaragua.

"Efter Reagan-skandalen og de ting, der foregik i Sydamerika, følte man simpelthen, at efterretningstjenesterne manipulerede og løj for at tjene økonomiske interesser, og det er den mistro, mange Hollywood-film stadig bygger på," siger Rikke Schubart. Den første film, hvor CIA optræder som skurk er imidlertid Tre Døgn for Condor, som i 1975 kom i slipstrømmen på den massive kritik af Vietnamkrigen. Inden da var det utænkeligt at portrættere amerikanske efterretningsagenter som andet end helte, og det er først for alvor i 90'erne og 00'erne, at amerikanske agenter også kan være onde. I den nye Bond-film Quantum of Solace, bliver der f.eks. rettet en påfaldende kraftig kritik mod Vesten.

"Man har før set amerikanerne portrætteret som lidt for glade for sig selv, men her er det jo sådan noget med tortur og CIA-flyvninger, hvor man sender folk til andre lande for at udsætte dem for waterboarding. Det har jeg aldrig set i en James Bond-film før. Det er meget bemærkelsesværdigt, men det kan jo være en indikation på Bushs upopularitet, for i sidste instans skal en Hollywood-film sælge, og så er man jo nødt til at give efter for folkestemningen," siger Mogens Pelt.