Læsetid: 6 min.

Når man ikke kan redde sig selv, kan man redde nogle andre

Når vi prøver at redde andre, handler det ofte om at redde os selv og vores eget verdensbillede, siger instruktør Annette K. Olesen, der er aktuel med filmen 'Lille Soldat' om danske Lotte, der bliver chauffør for den nigerianske escortpige Lily - og forsøger at redde hende
Seje kvinder. De prostituerede, jeg har mødt i min research er ikke ofre. Det er seje kvinder, som har truffet et valg og overlevet ting, vi andre aldrig ville overleve. De har et mål med det, de gør, og derfor skylder vi dem respekt, siger Anette K. Olesen.

Seje kvinder. De prostituerede, jeg har mødt i min research er ikke ofre. Det er seje kvinder, som har truffet et valg og overlevet ting, vi andre aldrig ville overleve. De har et mål med det, de gør, og derfor skylder vi dem respekt, siger Anette K. Olesen.

Keld Navntoft

7. november 2008

Første gang Lotte er med Lily på besøg hos Henning, går alt som det plejer. Henning hilser venligt i døren og byder de to kvinder indenfor i hans nydelige parcelhus. Lily smiler og småsludrer, Henning tager hendes jakke, anlægget spiller klassisk klavermusik. Inde i stuen stiller han konvolutten med penge i på ellipsebordet og serverer hende en 'vitamindrik', inden hun går ind og lægger sig i hans soveværelse. Henning stiller æggeuret på 25 minutter, sætter sig til rette i sofaen og skænker sig selv en kop kaffe. Nøjagtig som han har gjort så mange gange før.

For Lotte er det hele meget nyt. Hun har første arbejdsdag som chauffør for Lily, der arbejder som escortpige for - og i øvrigt er kæreste med - Lottes far. Henning er en god kunde, har Lily fortalt, han behandler hende godt og betaler uden problemer, men Lotte kan ikke skjule sin mistro, sin afsky. Hun skal ikke have noget kaffe. 25 minutter senere ringer uret, og Henning går ind på soveværelset for at udleve sine nekrofile lyster med den nu bevidstløse Lily.

Lotte sidder som forstenet, sniger sig så til et hurtigt kig, inden hun går ud og venter i bilen.

Lille Soldat handler især om Lotte (Trine Dyrholm), hjemvendt soldat med ar på sjælen og skudsår på skulderen, og Lily (Lorna Brown), nigeriansk escortpige i Danmark på femte år. De har ikke meget tilovers for hinanden til at begynde med, men det ændrer sig, efterhånden som arbejdet bringer dem tættere sammen. Anden gang, Lotte er med på besøg hos Henning, er Lily da også for længst flyttet fra bagsædet til forsædet i bilen, og de to kvinder har både grinet, grædt og sovet sammen.

Henning (Henrik Prip) har ikke ændret sig. Han stiller æggeuret som sædvanlig og skænker sin kaffe. "Du er sikker på, du ikke vil have noget kaffe," spørger han Lotte.

"Helst ikke," svarer hun, fyldt til bristepunktet med væmmelse.

"Jeg skal bare have min mokka," siger Henning, inden han går ind til Lily.

Denne gang er det for meget for Lotte. Hun går ind på soveværelset, stikker Henning konvolutten med pengene og brækker hans næse med en lige højre. Redningsplanen er klar: Lily skal have pas og penge, hun skal ud af prostitution og hjem til sin datter i Lagos.

Redderen reddes

"Det er en grundfølelse, vi alle kan genkende," siger Annette K. Olesen, instruktøren bag Lille Soldat, en film om de mange dilemmaer, der er forbundet med at redde andre mennesker. "Vi har brug for at gøre gode gerninger for at føle os som gode mennesker. Og den, der redder, er per definition god og uselvisk. Spørgsmålet er bare, om det altid er sådan. Eller om der ikke altid er nogle bagvedliggende motiver. Om den, der sætter sig for at redde andre, ikke i ligeså høj grad redder sig selv."

I filmen er Lotte kommet hjem fra krig, fuldstændig slukket og desillusioneret med et altoverskyggende behov for omsorg. Hendes far, som ellers aldrig har været der for hende, dukker op, og hun øjner muligheden for at få det forhold til ham, hun altid har længtes efter. Det håb bliver hurtigt slukket.

"Og derfor skifter hun fokus," siger Annette K. Olesen om Lottes redningsaktion. "Når hun ikke kan blive reddet, må hun selv redde - og dermed blive reddet."

Problemet er bare, at Lily ikke vil reddes.

"I got you out," siger Lotte stolt, da Lily vågner hjemme i hendes lejlighed og spørger, hvad der er sket.

"Are you a fucking idiot," spørger Lily. "You hit Henning! You hit a good customer."

"But he's a sick person," insisterer Lotte.

"Mind your own fucking business!" svarer Lily.

- Er det løsningen? Skal vi bare passe os selv?

"Det er nærliggende, det er klart, men det er ikke det, vi forsøger at sige med filmen. Essensen er, at man jo ikke gør noget godt, hvis den, man gør noget godt for, ikke synes, det er godt. Så kan det være lige meget. Så lad være. Det er det, Lily siger: Hvis du gerne vil gøre noget godt for mig, så spørg mig, hvad godt er. Hvis du ikke vil forstå mig, så må du fandeme rode rundt med dit eget møgliv."

"På samme måde står der organisationer i kø her i Danmark for at redde de udenlandske prostituerede, men hvis du spørger kvinderne selv, så er problemet, at der ikke rigtig er nogen, der hører på, hvordan de har lyst til at blive reddet."

- Hvorfor er det så svært for at lytte til de kvinders behov?

"Fordi det ikke stemmer overens med vores verdensbillede. Lotte kommer til at lade sin egen firkantede logik om godt og ondt styre sit billede af, hvad Lily har brug for. Vi vil redde verden på vores måde. Vi vil redde folk ind i vores virkelighedsopfattelse."

"Det handler jo også om prostitution. Vi har et billede af kvinders seksualitet som meget mere mystisk, meget mere hellig, ophøjet og sårbar end mænds seksualitet. Vi accepterer uden videre, at mænds seksualitet er impulsiv, lystbetonet og ukompliceret, men når det kommer til kvinders seksualitet, så er der en mistillid til, at kvinder selv kan administrere deres egne kroppe."

Selvrådende kvinder

Det var egentlig meningen, at Annette K. Olesen skulle have lavet en gangsterfilm om trafficking-miljøet.

Men det gik hurtigt op for hende og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, at mediernes fremstilling ikke holdt til et nærmere eftersyn.

"Vi forestillede os nærmest, at der sad 4.000 kvinder lænkede til en radiator i en kælder i Randers, og at der var nogle gangstere, der fuldstændig kynisk udnyttede nogle stakkels, stakkels kvinder, der ikke anede, hvorfor de var kommet til Danmark. Sådan er virkeligheden ikke," siger Annette K. Olesen, der blandt andet har fået kyndig rådgivning fra rigspolitiets tidligere trafficking-ekspert, antropolog Marie Bang Nielsen.

"Når jeg har mødt prostituerede under researchen til Lille Soldat, så har jeg ikke mødt ofre. Det er seje, seje kvinder, som netop ikke er blevet sindssyge af at vandre gennem Sahara i tre måneder, som ikke er bukket under, og som har et meget klart mål med det, de gør, og som vi derfor skylder at betragte med meget stor respekt. Vi må ikke tage værdigheden fra dem. Det går simpelthen ikke. Det kan ikke hjælpe noget, at vi kalder dem stakkels ofre og tiltaler dem, som om de var børn. Det er voksne kvinder, de har taget et valg og overlevet noget, som langt de færreste af os nogensinde ville overleve. Derfor bør vi også tiltale dem som fuldstændig autonome, selvrådende, bevidste væsener, og i højere grad nærme os dem med spørgsmålet, 'hvordan kan vi hjælpe dig', i stedet for, 'nu skal du bare ser her, vi har regnet ud, hvordan du skal hjælpes'."

"At vi så ikke kan hjælpe dem, fordi vi ikke har nogen fattigdomsplan for Nigeria, og fordi vores udlændingelov er som den er, det er en anden sag. Men vi hjælper dem i hvert fald ikke ved at trække vores egen seksualmoral ned over hovedet på dem. Jeg tror, det er meget vigtigt at skille trafficking og prostitution ad og i højere grad betragte det ud fra et fattigdomsperspektiv."

- Skal vi betragte Lily som migrantarbejder?

"Ja, ligesom polske håndværkere og lettiske rengøringsassistenter. Vi må fjerne fokus fra sexen. Der kommer en forretningsmand og vil sælge en ydelse. Hun kommer med åbne øjne, hun ved godt, hvad for en pris hun betaler. Hun gør det jo også for at redde. For at redde sin datter, give hende en god uddannelse. Den eneste i historien, der redder nogen helhjertet og selvopofrende, er Lily."

Lille soldat har premiere den 14. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu