Interview
Læsetid: 7 min.

Det er ikke nok at forstille sig 'noget med obo'

Filmmusik. Hvordan lyder filmen? Det spørgsmål skal ifølge komponist Kåre Bjerkø stilles allerede under manuskriptskrivningen, hvis filmmusik skal blive et aktiv i stedet for en pose med for 10 kroner blandet, som man klistrer på til sidst
Kultur
14. november 2008

Det skal være noget med noget obo. Eller noget med noget jazzguitar.

Filmkomponist Kåre Bjerkø kan nævne mange eksempler på situationer, hvor filmfolk prøver at snakke specifikt om musik, men i virkeligheden er utroligt diffuse. Ved at prøve at snakke det sprog, de forestiller sig, at en komponist tænker i, flyttes fokus fra det, der altid er det centrale i filmen; historien, karaktererne og stemningerne.

"Det er forkert at tro, at man skal snakke et særligt sprog med komponisten. Man skal bruge samme sprog som med alle andre. Man skal snakke om manuskriptet. Hvad vil man fortælle? Hvad handler scenen om? Det er det, komponisten skal arbejde med, i stedet for at få en ofte misvisende erklæring om, at man har forestillet sig noget obo eller noget jazzguitar, som i princippet kan være hvad som helst. Folk tror, de er specifikke ved at sige 'jazzguitar', men det er i virkeligheden lige så upræcist som at spille dart med ryggen til skiven," konstaterer Kåre Bjerkø, som i år har stået for musikken til Det som ingen ved, Frygtelig lykkelig og Lille soldat, der har premiere i dag.

På manuskriptplan

I arbejdet med Annette K. Olesens Lille soldat har han været med til flere manuskriptmøder. Det har stor betydning for at få musikken integreret i en film. Samtidig kan musikken være med til at præge filmen undervejs, for musik egner sig til at formidle historiens stemning til holdet eller nuancere karaktererne i historien. Musik er billedskabende. Ikke kun som et element i den færdige film, men som et redskab undervejs. "Musikken bliver tit glemt. Både i processen og i budgettet. Men der er mange gode grunde til at tænke i musik allerede under manuskriptarbejdet. Jeg oplever f.eks., at jeg læser manuskripter på en anden måde end mange andre på holdet. Jeg læser med de musikalske briller på, og det åbner for nogle særlige dimensioner i filmen. Hvilke scener har brug for musik? Hvilken musik lytter karaktererne til, og hvor kommer den musik fra? Det fører til frugtbare samtaler om karakterernes baggrund og filmens stemning, som der er god grund til at tage allerede, mens manuskriptet skrives."

Karakterernes smag

Hovedpersonen i Lille soldat er Trine Dyrholms soldat Lotte, som vender traumatiseret hjem fra krig og får job som chauffør for en af sin fars escortpiger. Under manuskriptskrivningen inviterede Annette K. Olesen og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson blandt andet Kåre Bjerkø til at komme med input. Samtalerne handlede især om, hvilken musik Lotte og hendes far lytter til. Faren er glad for at synge, og det præger i høj grad vores opfattelse af ham som karakter, hvad han synger.

"Musik kan fortælle meget om back story. Da jeg først tænke på faren, så jeg ham som en tidligere idealist, som lyttede til ting som Sebastian. Så snakkede vi om Elvis, men det blev for dyrt. Det endte med, at hans musiksmag er præget af hans tid som lastbilschauffør," siger Kåre Bjerkø, som ikke fik lov at bruge sange af John Mogensen. Valget faldt i stedet på Otto Brandenburg. I filmen er klassikeren Når en sailor går i land nu med til at sætte scenen, når Lottes far i starten af filmen slæber Lotte med på karaoke-bar.

Den døde vinkel

Kåre Bjerkø tænkte også tidligt i et score og komponerede blandt andet variationer over sangen Lille soldat. Med melodien i mol og præsenteret som korte brudstykker for at sætte musik på samtalerne om Lottes sjæl, som er gået i stykker. I sekvenser blev musikken spillet baglæns. Det gav Annette K. Olesen ideen til at optage nogle scener baglæns. På den måde kan musikken på forskellig vis påvirke og inspirere på manuskriptplan. Siden har man helt andre samtaler, når der skal laves musik til den klippede film.

"I Lille soldat havde vi oprindelig snakket meget om, at Trine Dyrholms karakter lytter til heavyrock. Det gav en klarere fornemmelse af hendes karakter under skrivearbejdet og optagelserne, men da filmen var klippet, tilførte den musik ikke noget. Det blev bare en stereotyp. Der skulle i stedet for være en kontrast til filmens nedsmeltede, stoneface-udgave af Trine, så man fornemmer skrøbeligheden bag det umiddelbare."

Under arbejdet med Frygtelig lykkelig udviklede musikken sig også meget fra tankerne på manuskriptplan til den færdige film.

"Til Frygtelig lykkelig komponerede jeg tidligt en times western-inspireret musik som en slags stemningsskabende mood board til filmen. Den musik lyttede holdet til under optagelserne, men da filmen var klippet, var der brug for noget helt andet. Filmen var blevet en western. Musikken var blevet opslugt af filmen, så nu skulle musikken noget andet," forklarer Kåre Bjerkø, som mener, at god musik helst skal ligge i 'den døde vinkel'; det sted, hvor tingene ikke bliver fortalt.

Han oplever, at en af komponistens styrker i processen er at have fokus på tid og tempo, pauser og pacing. Som komponist skal man imidlertid holde sig lidt i baggrunden og huske det, Kåre Bjerkø kalder the rule of the drummer: "Musikken har ikke hovedrollen. Ligesom en trommeslager skal man støtte sangen og hjælpe med at holde et beat. Det handler ikke om den fedeste musik, men om hvorvidt noget dur eller ikke dur."

Farlig maskemusik

På både Frygtelig lykkelig og Lille soldat har Kåre Bjerkø været involveret tidligt i processen, og der har været mange fokuserede samtaler om musik. Det betragter han som centralt for at integrere musikken, for alt for tit bygger musikønskerne på tilfældige frem for bevidste valg.

Han understreger, at musikprocessen starter i det øjeblik, man første gang tager en cd og forbinder den med projektet, selv om man ikke er bevidst om det. Det kan være, mens man skriver, men det er ikke mindst, mens man klipper og forelsker sig i den såkaldte 'maskemusik', man midlertidigt lægger på. I stedet for at musikken er et reflekteret valg, havner det pludselig i filmen, fordi man bare prøver ting af og eksperimenterer sig frem.

"Det virker, som om det tit er den samme plade, der ligger øverst i bunken i klipperummet. I øjeblikket lader det meget til at være musikken fra Babel og 21 gram. Maskemusik kan beskrive en måde at forestille sig musikken på, men rent idémæssigt er det meget fladt. Man kan godt bruge anden filmmusik som udgangspunkt, men man skal huske, at det skal redefineres eller omformuleres, og den proces kan let give fantomsmerter."

Centrale samarbejder

Kåre Bjerkø har en baggrund i blandt andet Lars H.U.G.'s band The Sweethearts og som huskomponist hos Dr. Dante. Som de fleste andre danske filmkomponister er han autodidakt. Modsat Hollywood, hvor symfoniorkestrene styrer på musiksiden, beskriver han den danske model som mere nutidig og rock'n'roll-baseret. Tit samarbejder man som komponist med en kunstner i tiden, som han f.eks. gjorde med Trentemöller på Det som ingen ved.

For nylig blev den første uddannelse for filmmusik etableret ved Vestjysk Musikkonservatorium. Kåre Bjerkø ser det som et godt initiativ, men lægger vægt på, at de foreløbigt tre elever er i dialog med filmfolk. Filmmusik komponeres ikke i et tomrum. Processen handler om at samarbejde. Det er godt at uddanne komponister, men det er mindst lige så vigtigt at lære instruktørerne at tænke i filmmusik.

"Hvis instruktøren ikke tænker i musik, er der ingen andre, som gør det," siger Kåre Bjerkø. Tit bliver komponistens utaknemlige rolle derfor først at komme ind i processen, når alle andre opdager, at filmen ikke bliver det, de havde forestillet sig.

Dogmes musikdrab

"Pludselig er man hyret til at vende skuden, i stedet for at man har tænkt musikken ind i helheden. Det går hurtigt, når der laves film, og der er tit fokus på de mere akutte ting end musikken. Men det kan betale sig at tænke i musikken. Både på det kunstneriske plan, hvor musikken og ofte også filmen bliver bedre af det, og på det økonomiske, fordi der jo tit skal købes rettigheder. Der er penge at spare ved tidligt at få et overblik over, hvad der bliver brug for på musiksiden."

Ofte tager det også tid at arbejde sig fra samtalerne om 'noget obo' eller 'noget jazzguitar' til konkret musik. Forløbet er som regel, at Kåre Bjerkø skaber noget, som folk kan reagere på. Han gør opmærksom på musikken og skaber plads til den. Forhåbentlig bliver der i fremtiden mere plads, for efter hans mening bør dansk film efter dogme satse mere på musik.

"Der var meget godt i dogmereglerne, som fik folk til at fokusere. Men en del af dogme var at spare musikken væk, og derfor har dansk filmmusik ikke udviklet sig så meget de senere år, og alt skal laves billigt. Jeg håber på, at der kommer flere visioner og mere plads til at lave sjovere ting de kommende år; at folk tænker ud over, at der bare skal være 'noget musik'. Man vil jo helst lave noget mere end for 10 kroner blandet."

Lille soldat anmeldes på side 12-13

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her