Læsetid: 5 min.

Nordmænd er fulde af sjæledramaer

Fortælleglæde. I Norge er spændvidden i modsætningerne mellem bylivet og naturen stor. Og den ene norske digter efter den anden har oplevet, at deres eget indre er en konflikt, der kan indebære stor dramatisk effekt og rumme ekspressive muligheder - erotiske konflikter hører naturligvis med
Norske romaner rummer en vidvinkel af fantasi med sære og raffinerede varianter af gammelkendte mønstre af forsvundne fædre og konfliktramte mænd i fjeldet, i skovene, på vandring ude og hjemme.

Norske romaner rummer en vidvinkel af fantasi med sære og raffinerede varianter af gammelkendte mønstre af forsvundne fædre og konfliktramte mænd i fjeldet, i skovene, på vandring ude og hjemme.

14. november 2008

"Min muse, kom og lad os flye fra dette melancholske fængsel!" Med dette udbrud af vantrivsel ved bylivets trængsel og trængsler påkaldte digteren Chr. Braumann Tullin i 1758 sin produktive lyst. "Søg op det sted hvor frihed boer!" formanede han sig en skøn dag i maj og drog op på højderne over Kristiania, hvorfra han beskrev den herlige natur med Bogstad som sigtepunkt.

Signalet er siden blevet hørt af den ene norske digter efter den anden, som har kendt modsætningerne mellem bylivet og naturen i deres eget indre, en konflikt, der kan indebære stor dramatisk effekt og rumme ekspressive muligheder. Spændvidden er naturligvis stor i et fjeldland som Norge, mens vi inden for Danmarks grænser må klare os med mere beskedne kulisser for sjæledramaer såsom konfrontationer med Vesterhavkystens storme eller selvvalgt isolation på rigets småøer. Vi kan ikke som norske mænd i sjælenød gå på fjeldet og møde magterne eller den store stilhed og vandre ud i primitiviteten, protesten og friheden. Deroppe lå engang den tindrende, metafysiske sne, som drog Henrik Ibsens Brand til sig og fik Sigbjørn Obstfelders præst til, for at finde brændpunkterne i sig selv, at udbryde: "jeg vil tilfjelds!" (En Præsts Dagbog, 1900).

Knut Hamsun havde da trukket modsætningen mellem civilisation og natur kraftigt op i forfatterskabet og markeret det symptomatisk med titlerne Sult og Pan. At han i dualiteten fik indvævet erotikken, mandens forhold til kvinden, synes at være lige så arketypisk et træk, siden denne konstellation forekommer markant i nutidig norsk romanlitteratur skrevet af mænd.

Den norske naturs overmægtige karakter gav den sene urbanisering karakter af syndighed og unatur, hvor bondestudenter og Kristiania-boheme udstyredes med særlig bevidsthed om kontraster. Den forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den, og som er let at forbande, som blandt andet jegpersonen gør i Espen Haavardsholms roman Roger, gult (1986): "Oslo kjennes som et idiotisk sted på kloden å befinne seg, et gryteaktig, traurig, forvokset høl av en halvstor småby i Europas yterste nordlige utkant, uten så mye som et forsonende trekk". Altså let at forlade?

Identitetssøgen

For en nutidig romanforfatter ligger praktisk nok Voksenåsen stadig lige uden for døren både majdage og vinterdage. Et symbolholdigt sted, men i en postmoderne tid ganske tempereret.

Som nu hos Erlend Loe, der lader sin mand i Doppler (2004) bryde op fra civilisationen og en alt for effektiv hustru til en krydret robinsontilværelse i skoven på fjeldet, ikke længere væk end han kan nå supermarkedet. For så vidt er romanen en parodi på temaet tilsat en portion magisk realisme. Det udvikler sig til en hel selskabelig teltlejr, der så bryder op til nye eventyr. Immervæk en identitetssøgen.

I Jan Kjærstads Kongen av Europa (2005) rydder hovedpersonen Alf op i sit liv efter at have skabt en værdifuld netportal. Han realiserer alle sine værdier, opkøber 200 eksemplarer af leksikonet Store Norske, bygger en kæmpemæssig portal af dem på Voksenåsen med udsigt til hele Oslo, sætter dem i brand og skrider patetisk igennem porten til et nyt liv. Også her er der en erotisk baggrund, og da er det intet mindre end Jotunheimen, der danner kulisse: Nytårsnat 1999 opsøger han i sin 47-årige livskrise en uforglemmelig bjergtinde for dér at begynde et nyt liv ved vendepunktet 00.00.00, når også alle computere skal omstilles.

Mandlig inderlighed

Den sådan eksperimenterende mandlige inderlighed i norsk litteratur er opsigtsvækkende. En blanding af satire og dyb alvor. Forskelligt vægtet. Og den gør sig i den store verden. Som nu Per Petterson med Ut og stjæle hester (2003). Den 67-årige hovedperson møder vi gennem en dobbeltskildring af hans fjerne drengesamvær med sin far og den nu aldrende Trond, der har opsøgt et lignende naturmiljø for at komme til rette med den traumatiske relation til det forsvundne ophav. Her er det velkendte far-søn-motiv indvævet i et naturreservat, som slet ikke kan være mere norsk, med en sjælegransker, der håndterer redskaber, hugger tømmer, fisker ørreder, sidder til hest, fyrer op i en utæt brændeovn, sner inde om vinteren, fører tavse samtaler med enkelte naboer, indtager simple måltider og går tur med en altforstående hund. En erotisk konflikt hører naturligvis med.

Hos Tomas Espedal er vi - i mere essayistik version med Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv (2006) - vidner til et opbrud fra hus og hjem i en stor frihedsbestræbelse ud af konventionerne, en drøm om åbne veje, begyndende med en gennemtravning af fjeldlandskabet ved vestlandets fjorde. Her dominerer selve bevægelsen som ide gennem vekslende oplevelser til langsomhedens pris - og som impuls til skriveri, som det mere end antydes næsten overalt i det store identitetstema. Min muse, kom og lad os fly!

Vildt, poetisk og anarkistisk foretages bevægelsen i Thure Erik Dahls Inn (2006). Det vil vistnok ende i noget nedskrevet! lyder tilståelsen et sted om det opbrudsprojekt, som en frustreret gymnasielektor foretager, til en begyndelse ved at gå baglæns ind i en nattemørk skov i en eksistentiel tvivl og søgen efter nyt liv.

Gade op og gade ned

Den norske arketype har mange litterære varianter. Også her forlades ikke bare konventionerne, men også Norge og dets geografi.

Hvis byerne er lette at forlade, er de dog genstand for udførlig analyse i had og kærlighed. Nok er alverdens litteratur fuld af nøjagtige storbyskildringer, og Københavns gader er et yndet netværk for romanpersoner at klatre i. Men norske fortællere synes i den grad mærket af deres hovedstad, at de med frenesi gør rede for deres figurers færden gade op og gade ned. Jeg har stor glæde af Kunnskabsforlagets Oslo byleksikon - et tilsvarende værk findes ikke for Københavns vedkommende - når jeg læser norske romaner. Dér i Oslo traver de rundt i Dag Solstads forfatterskab, når det ikke lige er Berlins topografi, der optager ham som i 16.o7.41 (2002). Oslo vest er derefter atter kortlagt i hans Armand V. (2006). Lars Saabye er med på ruterne for eksempel i Saabyes cirkus (2006) med fikspunkt i Bygdøy allé, motiveret af en ung mands blomsterudbringning på mange adresser. Og Haavardsholm synes ikke bare, at Oslo er trist, byen er højst brugbar i hans Gutten på passbildet (2004), hvor der skal vindueskigges. Og i Kjærstads uhyggelige Rand (1990) begås der mord i et gadenet af forbrydelser. I Jørgen Norheims Ingen er så trygg i fare (2002) er der tunnelbane og mængder af andre storbybanede veje og tilmed en strakt karriere ud i en odyssé på sporet af en ukendt far. Der er han igen.

Norske romaner, der i disse år i stor stil oversættes til dansk og her vækker berettiget entusiasme, ses i en vidvinkel af fantasi og fortælle-glæde med sære og raffinerede varianter af gammelkendte mønstre af forsvundne fædre og konfliktramte mænd i fjeldet, i skovene, på vandring ude og hjemme. I Oslos gadenet. Drevne af sult, som de er.

Det er med danske øjne anderledes, nyt og dog velkendt. Vi istemmer med Johan Herman Wessel: Hvor ser jeg glad igen de mange yndigheder, som den må være blind, der ej kan se hos eder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu