Læsetid: 2 min.

'Puds brillerne Riffermand'

Bloggere tager til genmæle efter Klaus Rifbjergs kritik af Rune Lykkebergs bog 'Kampen om sandhederne'
Bloggere tager til genmæle efter Klaus Rifbjergs kritik af Rune Lykkebergs bog 'Kampen om sandhederne'
Kultur
21. november 2008

Information bragte i går en kommentar af Klaus Rifbjerg. Under overskriften Det monumentale mindreværd kritiserer forfatteren i skarpe vendinger Rune Lykkebergs bog ”Kampen om Sandhederne”. Rifbjerg indrømmer ikke at have læst bogen, ”af medicinske årsager (muligheden for blodtryksforstyrrelse)”. Dette afholder ham dog ikke fra at komme med et kraftig udfald imod bogen og dens forfatter.

”... lille Rune, der slæber på sit århusianske mindreværd og lige som Brian Mikkelsen har været holdt udenfor og aldrig fået lov til at lege med de sjove piger og drenge, der bare har drillet ham,” skriver Klaus Rifbjerg om det mindreværd, som han mener Lykkebergs kritik af kulturradikalismen grunder i..

Rifbjerg er heller ikke bleg for med et retorisk kneb at kæde det påståede mindreværd sammen med det tyske naziregime.

Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige.

Kritikken er faldet flere bloggere for brystet. Litteraturforskeren Stefan Kjerkegaard skriver på sin blog Den store Litteratyr:

Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg, jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev.

Desværre kommer Rifbjerg ved sin ignorance og overlegenhed blot til at udstille sig selv og sin uvidenhed om Lykkebergs fremragende bog og standpunkter, og det er jo ærgerligt for en forfatter, der har betydet så meget for dansk litteratur de seneste 50 år, og som vi et eller andet sted alle holder umådeligt meget af på godt og ondt.

Også Informations egen litteraturanmelder Tue Andersen Nexø, mener Rifbjerg går over stregen. På sin blog Sandkassen kalder han Rifbjergs udmelding for en farce:

Mindreværd? Rune kommer fra Risskov, nord for Århus. Dér drikker man selvbevidsthed i vuggestuerne på samme måde som andre drikker levertran. Da jeg lærte ham at kende (i 94, vi startede på litteraturvidenskab samme år), var det ikke ligefrem selvtillid, han manglede.

Selv perfide indlæg kræver et minimum af præcision. Puds brillerne, Riffermand, læs bogen, vend tilbage med kvalificeret modspil. Om ikke andet så for dine gamle bøgers skyld, de er bedre værd end det her.

Under overskriften Ringvraget Rifbjerg nævner bloggeren Troels Heeger på Konflikten.dk fire eksempler på, hvor forarmet han mener Rifbjergs kritik af Lykkeberg er blevet. Et af dem lyder:

For det fjerde spiller Rifbjerg endnu en gang nazikortet, som afdankede eller mindre bemidlede venstrefløjsdebattører alle dage vil gribe til som den ultimative trumf. Kald Karen Jespersen fascist, og du har vundet debatten og retten til følelsen af moralsk overlegenhed. Ganske vist forsøger Rifbjerg at modificere sin nazisammenligning ved at sige, at han ikke vil drage sammenligninger med nazismen. Men alligevel: Ligesom nazisterne kapitaliserede på mindreværdsfølelsen, ligeledes forsøger Fogh, Sander og Brian Mikkelsen at bedrive demagogi ved at puste til underhundens selvforagt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, er Rune Lykkeberg en tøsedreng eller hvad? Det er fredag. så lad os se noget seriøs slåskamp. Jeg holder egentlig ikke med nogen af dem, jeg håber bare, at der bliver en masse blod.

Var der nogen, der sagde fladskærmsjournalistik?

Øv, hvor er det her dog plat og dumt. Information er ved at udvikle sig til den værste brandsprøjte. Og de yngste journalister går forrest. Forstemmende læsning.

Hvad der kunne have været reel samfundsdebat mellem intelligente og vidende kvinder og mænd, med helt reelle positive konsekvenser for menneskers liv, reduceres til et slagsmål mellem drengerøve.

Den danske intelligentsia stinker.

Her er ikke noget med at interessere for, hviken betydning kulturradikalisme eller fascisme har for virkelige mennesker i et virkeligt samfund. Næh, nej. Man koncentrerer sig om de mest primitive selvhævdelsesbehov og de mest overfladiske meningstilkendegivelser. Så fyrer man dem ellers af på bloggen og i altid beredvillige mikrofonholdende Information, der naturligvis viderebringer blogsposten i uddrag, ti sekunder efter at bloggeren har klikket på musen med "that itchy trigger finger".

Bavianer.

Når man ønsker at puste sin argumentation op, er det et meget brugt trick at starte med ordene ”Vi er mange der mener….”. Det må være det, der må have inspireret Johan Davidsen til den bombastiske overskrift:

”Bloggere tager til genmæle efter Klaus Rifbjergs kritik af Rune Lykkebergs bog 'Kampen om sandhederne'”

På den baggrund ser man for sig, hvordan bunkevis af ”bloggere” står i kø for at give Klaus Rifbjerg råt for uforsødet. Når man læser artiklen finder man dog ud af at det ud over Davidsen selv, kun nævnes 3 yderligere ”bloggere”, så man må sige at forsøget på at skabe en illusion om, at skarer af danske intellektuelle er i gang med at slagte den gode Rifbjerg, falder stille og roligt til jorden.

Og sagen er jo også at Rifbjergs kritik er utroligt relevant og velanbragt. Som også professor Curt Sørensen gør opmærksom på i sin ligeledes skarpe og velargumenterede kritik, er kernen i Lykkebergs udfoldelser, at han forsøger at opbygge et slags pseudovidenskabeligt begrebsapparat, der skal legitimere den danske fremmedangst og Dansk Folkepartis succes.

Rune Lykkebergs nye bog er et slet skjult forsøg på at ride med på værdikæmpernes bølge og medvind, og derfor er det med god grund at nogle af Danmarks største intellektuelle kapaciteter giver Rune Lykkeberg en omgang med grovfilen. Det har han ærligt og redeligt fortjent.

Som Curt Sørensen så glimrende gør opmærksom på i sin kommentar bygger Lykkebergs analyser på en udokumenteret påstand om at der skulle eksistere en ”kulturel overklasse” i Danmark, der er skyld i al landsens ulykker. Begrebet konstruerer Rune Lykkeberg tilsyneladende ved en ekstremt overfladisk og deskriptiv læsning af den berømte franske sociolog Pierre Bourdieu, der blandt andet arbejder med begreberne kulturel kapital og social kapital.

Det er kernen i den kritik der rettes mod Lykkeberg, og det forholder Davidsen sig overhovedet ikke til. Det er nemlig karakteristisk for Davidsens kritik af Rifbjerg at den udelukkende retter sig mod formen og ikke på indholdet. I stedet for at forholde sig til substansen af kritikken mod Lykkeberg går Davidsen i stedet i gang med et frådende angreb på Rifbjergs stil, og tonen i Rifbjergs kommentar.

Hvor overfladisk kan det blive?

Sjovt, som det forhold, at Rifbjerg er Rifbjerg kan trylle substans og indhold af det substans- og indholdsløse, mens Lykkebergs væren Lykkeberg gør det legitimt at affeje ham name- og begrebsdropping.

... "med name- og begrebsdropping", naturligvis.

Per Thomsen skriver:

"Det er nemlig karakteristisk for Davidsens kritik af Rifbjerg at den udelukkende retter sig mod formen og ikke på indholdet. I stedet for at forholde sig til substansen af kritikken mod Lykkeberg går Davidsen i stedet i gang med et frådende angreb på Rifbjergs stil, og tonen i Rifbjergs kommentar."

Jamen, har Davidsen overhovedet en kritik? Som jeg læser ovenstående fladskærms-journalistiske citatartikel, er Davidsens kritik slet ikke ekspliciteret nogetsted - den findes kun mellem linierne i udvalget af citater.

Problemet med hele denne kamp mellem Rifbjerg og Lykkeberg og de heppekor og medløbere, der findes på begge ringsider, er at det hele slet ikke går ud på at ændre noget for nogen udenfor deres egen lille selvskabte kamparena. Den handler udelukkende om at hævde sit ego. Og begge ringsider er lige demagogiske, aggressive, overfladiske og arrogante i deres analyser og brug af sproget.

Det der folk, som de tilsyneladende skriver om, rager dem en papskid - det peger både deres sprogbrug, deres ensidige interesse for hinanden og hinandens skrifter og de medier, som de vælger at benytte sig af, når de kommunikerer, i retning af.

V. Nielsen:

"Jamen, har Davidsen overhovedet en kritik? Som jeg læser ovenstående fladskærms-journalistiske citatartikel, er Davidsens kritik slet ikke ekspliciteret nogetsted - den findes kun mellem linierne i udvalget af citater."

Vi kan hurtigt blive enige om, at Davidsens artikel ikke med rimelighed kan siges at gøre ham til kandidat til at vinde Pulitzer prisen. Alligevel vil jeg ikke mene, at man ikke kan kalde hans artikel for ”fladskærmsjournalistik”.

Jeg håber ikke det lyder alt for skolemesteragtigt og belærende, men ”fladsskærmsjournalistik” er mig bekendt betegnelsen for den nye trend, hvor det kan være en forsidehistorie at fortælle forbrugerne hvor man køber de bedste mobiltelefoner, eller kan få de billigste realkreditlån.

Den rigtige betegnelse for Davidsens kommentar er derfor ikke ”fladskærmsjournalistik”, men nok nærmere ”fladpandet journalistik”.

Inger Sundsvald

Enhver som har læst en omtalt bog, er jo velkommen til at højne debatten med positiv/negativ kritik på et oplyst grundlag og i et sobert sprog.

M.h.t. fladskærms-/faldskærmsjournalistik så er det efterhånden tydeligt, at f.eks. politiske kommentatorer refererer fra tv og fra hinandens kommentarer, i stedet for selv at kaste sig ud med faldskærm i marken, for selv at undersøge sagen.

Thomsen

Jeg benytter begrebet fladskærmsjournalistik med udgangspunkt i fladskærmsjournalistikkens forudsætninger, nemlig hurtig internetsøgning med anvendelse af hvemsomhelst som kilder, fremfor tidskrævende og grundig research og kritisk stillingtagen. Meningen med den form for journalistik, som Davidsen her bedriver, er præcis den samme som den form for forbrugsstof, der får tilnavnet - nemlig at give læserne lidt hurtig og let underholdning.

Copy-paste-journalistik kunne vi også kalde det. Ufarligt er det i hvert fald, ressourcekrævende er det ikke og det risikerer at forfladige enhver debat.

Personligt har jeg ikke den store interesse i at læse Lykkebergs bog, af den simple årsag, at jeg kender mandens holdninger og perspektiv til hudløshed. Men man kan jo bedrive lidt research a la Information og prøve at lave en Google søgning på følgende streng:

lykkeberg rifbjerg

...og så kigge på, hvem der klapper i de fede næver over hhv Lykkeberg og Rifbjerg - og hvordan der bliver klappet. Jeg kan godt forstå, at Rifbjerg kan få den tanke, at Lykkeberg sagtens kan identificere sig med Uriasposten og lignende. Uriasposten og lignende kan i hvert fald sagtens identificere sig med Lykkeberg.

Den kritiske bevidsthed i "bloggerdanmark" er ikke særlig veludviklet. Men behøver Information virkelig at bevæge sig ned på det niveau?

Inger Sundsvald

Det kan da være lidt fornuftigt engang imellem at læne sig op ad statistikker på nettet, eller andre eksperters erfaringer. Man lærer jo efterhånden, hvem man anser for troværdige. Og avisen skal jo fyldes hver dag med ord og bogstaver.

Det er vist på den måde en akademisk uddannelse erhverves. Og jeg føler mig da heller ikke forpligtet til, hver gang jeg skal have suppe at opfinde den dybe tallerken og skeen, for slet ikke at tale om suppen – her kommer erfaringen ind ;-).

Du misforstår mig, Sundsvald. Selvfølgelig er internetsøgninger et værktøj, der kan benyttes lige som andre researchmetoder. Men den der med, at man lærer efterhånden, hvem der er troværdige - den hører vist hjemme i den gamle skole, hvor slipset altid var korrekt og sandheden var i ental. Troværdighed vurderes fra sag til sag idag.

V. Nielsen

"Jeg kan godt forstå, at Rifbjerg kan få den tanke, at Lykkeberg sagtens kan identificere sig med Uriasposten og lignende. Uriasposten og lignende kan i hvert fald sagtens identificere sig med Lykkeberg."

Ja, det kan vi nok ikke blive uenige om, Nielsen.

Og så takker jeg i øvrigt for din definition på "fladskæmrsjournalistik". Nu forstår jeg straks, det du skriver meget bedre...

Hvis Uriasposten læser Lykkeberg på den måde, har de vist ikke rigtig forstået, hvad han skriver.
Hans bog er jo nærmere en tilstandsanalyse end en tilfredshed over udviklingen. Jeg mener også, at han overser, at der i årene fra midt i 70erne og frem til midtfirserne (Haarders første attak på et velfungerende alment gymnasium) faktisk var basis for en stadigt bedre alliance mellem arbejderklasse og den kulturelle elite - ikke kun, fordi elitens bøger i høj grad handlede om arbejderklasseerfaring, men også fordi massemedierne og politikken var optaget af at højne oplysningsniveauet blandt stadig flere danskere.
Ansvaret for stoppe denne i mine øjne ubetinget gode udvikling, har først og fremmest venstre, der som udgangspunkt sætter økonomien før opgaverne, og dermed formen før indholdet. Den postmoderne udmøntning af alt-er-lige-meget-værd er i mindre grad en socialistisk og en socialdemokratisk opfindelse end et handelshøjskolevenstre-påfund, der skulle legitimere beskæftigelsen med produktionsforholdene på linje med det mere immaterielle i kulturen, altså det i folks hoveder. Resultatet blev et helt uigennemskueligt gymnasialt system, hvor tidligere tekniske og merkantile uddannelser pludselig også skulle have et gymnasialt skær, selvom deres faktiske mål og indhold er et ganske andet. Det blev pludselig ikke nær så klart, hvad man kvalificerede sig til med hvilken forberedende uddannelse, hvad hele området lider under. Her taler vi imidlertid om udviklinger, der foregik i de år, hvor man må formode, at de ikke har stået skarpt på den lykkebergske radar, nemlig i hans tidlige barndoms- og ungdomsår; sådan er det vel for de fleste af os i den periode af livet.
Desværre bragte det også en eller anden grad af konflikt ind i mange familier, at der pludselig var 'studenter', der beskæftigede sig med noget, som man ikke som onkel, tante, fætter, kusine, men måske mindre grad far, mor, bror og søster kunne forstå nødvendigheden af. Mens den situation, hvor mange familier i 90erne havde den ene ægtefælle på det private arbejdsmarked og den anden på det offentlige, ofte førte til en større forståelse af ko-eksistens, så tjente uddannelsesskellet snarere til øget misundelse - bl.a. pga. forskellig finansiering med hhv. SU og forskellige former for uddannelsesløn. Den sociale forståelse blev her skæv, for selvom dem på uddannelsesløn fik mere end de SU-berettigede, så mange netop dét som den store forskelsbehandling: når man ikke havde penge selv, var man nødt til at tage en mindre eksponeret og dermed prestigefyldt uddannelse med større afkast allerede i elevtiden! Man har så forsøgt at rette op på problemet ved at gøre alle uddannelser SU-berettigede, hvilket formodentlig dog kun har tjent til at gøre det endnu mere umuligt for nogle unge at finansiere en uddannelse.
Rune Lykkeberg sætter i virkeligheden sin finger meget nøjagtigt på problemet, for han påpeger i hele sin bog den revanchisme, der kendetegner den alliance, han skriver om, mellem underklassen og den økonomiske overklasse, der begge lider under ikke at føle sig gode nok i lyset af den kulturelle overklasses værdineutrale indsigt.
Resultatet af muligheden for hævn oplever forskerne på universiteterne dagligt - det er nu dem, der skal opleve, hvordan det er ikke at blive lyttet til og taget alvorligt, når beslutninger skal træffes. Desværre er viden og vejen til den nu så forkætrede, at det er blevet ganske svært at overbevise folk om nytten af at søge oplysning. Ja, vi kan iagttage, at interessen for at studere på universitetet for første gang i årtier er faldende.

Inger Sundsvald

V. Nielsen

Nu er det vist dig som misforstår mig.

Hvis vi taler om "bloggerdanmark", så er det (heldigvis) ikke det samme som papirudgaverne.

Her er det ikke hvad som helst der ryger igennem, men jeg forstår ikke helt hvad du mener med ”ned på det niveau”. Jeg er personligt glad for, at der findes lidt af hvert, både noget jeg kan være enig og uenig i – for ikke at tale om en lille provokation i ny og næ. Hvad skulle vi ellers få tiden til at gå med her på ’bloggen’? Men jeg har i hvert fald ikke lyst til at læse hvad som helst fra hvem som helst her.

I øvrigt er vi enige om, at ’sandheden’ ikke mere er i ental, for ikke at sige, at det har den aldrig været.

Peter H:

”Hvis Uriasposten læser Lykkeberg på den måde, har de vist ikke rigtig forstået, hvad han skriver. Hans bog er jo nærmere en tilstandsanalyse end en tilfredshed over udviklingen.”

Ikke for noget Peter H., men når så forskellige aktører som professor Curt Sørensen og Klaus Rifbjerg på den ene side og Uriasposten på den anden side kan blive enige om at klassificere Rune Lykkeberg som en nationalistisk værdikæmper, så er der sgu nok noget om snakken…

Og den vurdering af Lykkeberg kommer sørme ikke kun fra venstrefløjen. Læs her Søren Krarups referat af Lykkebergs centrale pointer på forsiden af det sidste nummer af Tidehverv:

"Rune Lykkeberg konkluderer: "Det er således ikke bare den kulturelle overklasse, som er blevet detroniseret. En fælles erkendelsesproces med vidt forskellige udgangspunkter og pointer har også gjort op med det kulturradikale system af sandheder". Og hvilket var dette system? Det var systemet, der så det fordomsfrie, frigjorte, selvrealiserede menneske som livets mål og mening, og som foragtede alle, der ikke delte denne ideologi eller hørte til denne klasse af bedrevidende ideologer. Der var væsensforskel på fremskridt og reaktion, på kulturradikalisme og konservatisme, og de kulturradikale udøvede i alliance med socialdemokratiet fra 1960´erne en magt, som reducerede alle andre til underordnede og underlødige figurer og fænomener. Kulturradikalismen eller socialdemokratismen var aldrig i tvivl om sin egen retfærdighed og modpartens uretfærdighed, og med største brutalitet og bedreviden praktiserede den sin overmagt i Danmark. Skoleloven af 1975 var et karakteristisk eksempel, hvor overklassens demokratisme fortrængte folkets hidtidige værdigrundlag i "kristne og nationale rødder". Demokratiet var sandheden, som børnene skulle opdrages til. Demokratismen var saligheden, som skulle udbredes uden hensyntagen til et menigt folk, som var anderledes indstillet."

Find selv citatet her: http://www.tidehverv.dk/

Det er den artikel der hedder Grænsen og står øverst på siden.

Tak til V. Nielsen for et meget fint citat, der viser hvordan Søren Krarups og Rune Lykkerbergs holdninger passer sammen som fod i hose.

Så skulle den ged vist være barberet...

@Per Thomsen

"Tak til V. Nielsen for et meget fint citat, der viser hvordan Søren Krarups og Rune Lykkerbergs holdninger passer sammen som fod i hose."

Jeg tror det er at glæde sig for tidligt. Krarup skriver senere:

"Men jeg savner noget i Rune Lykkebergs formidable analyse. Jeg savner en bekendelse af, ud fra hvilket punkt han analyserer. En analyse er jo aldrig objektiv. Den analyserende har selv en interesse, som gør ham subjektiv og giver hans analyse retning og hensigt. Naturligvis. Ellers har analytikeren jo hævet sig over jorden. Rune Lykkeberg sidder på Information, ikke på en sky.

Hvad er hans anliggende?"

Så Krarup er ihvertfald ikke sikker på, at de deler holdninger.

@Søren Refhoff

Jeg tror absolut ikke, at Per Thomsen glæder sig over Rune Lykkeberg eller det faktum, at Lykkebergs analyser og konklusioner ligger så tæt på Krarups, at man skulle tro at de to lå i ske hver nat.

Som du selv citerer Krarup for: "Jeg savner en bekendelse af, ud fra hvilket punkt han analyserer. "

Hvad er en bekendelse i kristen forstand, for Krarup er jo en slags kristen? Det er at belære læseren om "det rette" og "det falske" og åbenlyst at erklære en tilslutning til "det rette" - i dette tilfælde (i Krarups optik) naturligvis Dansk Folkeparti, Den Danske Forening og Tidehverv. Det gør Rune Lykkeberg ikke, men som Krarup læser ham, hører han dybest til hos Krarup - ellers ville han ikke referere ham, som han gør.

Det store problem ifølge Krarup er, at Lykkeberg skriver for en avis, som Krarup anser for kulturradikal - nemlig Information. Det er Lykkebergs ansættelsesforhold, som irriterer Krarup og så at Lykkeberg ikke åbenlyst melder sig under DFs faner og klart og tydeligt belærer folket om den "rette tro" - at han ikke går til bekendelse, til trods for at hans analyse og perspektiv på den politiske udvikling, samt hans udmaling af fjendebilleder, ligger lige til højrebenet hos Krarup.

V. Nielsen:

”Det er Lykkebergs ansættelsesforhold, som irriterer Krarup og så at Lykkeberg ikke åbenlyst melder sig under DFs faner og klart og tydeligt belærer folket om den "rette tro" - at han ikke går til bekendelse, til trods for at hans analyse og perspektiv på den politiske udvikling, samt hans udmaling af fjendebilleder, ligger lige til højrebenet hos Krarup.”

Og det er præcis det der gør Rune Lykkeberg og konsorter hamrende farlige, og som berettiger at intellektuelle sværvægtere som Rifbjerg og Curt Sørensen bruger grovfilen.

Enhver ved sine fulde fem kan se, at typer som Mogens Camre, de sorte præster, Karen Jespersen, Inger Støjberg osv. osv. befinder sig langt, langt ude på det racistiske overdrev, og at det er personer, hvis synspunkter ingen normalt begavede mennesker kan tage alvorligt.

Dette i modsætning til Rune Lykkeberg, der formår at pakke sine xenofobiske grundantagelser ind i en pseudovidenskabelig retorik, der giver dem en tynd fernis af saglighed og objektivitet. En fernis som desværre har vist sig at være i stand til at snyde mange personer, der ellers er meget fornuftige og bestemt ikke er racister, som eksempelvis Peter H. i ovenstående.

@V. Nielsen

"Jeg tror absolut ikke, at Per Thomsen glæder sig over Rune Lykkeberg eller det faktum, at Lykkebergs analyser og konklusioner ligger så tæt på Krarups, at man skulle tro at de to lå i ske hver nat."

Lykkeberg og Krarup analyserer jo netop de her ting fra vidt forskellige udgagnspunkter. Lykkeberg gør det vel ud fra et sociologisk Bordieusk standpunkt og Krarup gør det ud fra et nationalt konservativt standpunkt, så selvom de når nogle konklusioner, der på nogle punkter ligner hinanden så sker det ud fra forskellige udgangspunkter. Så man kan vel heller ikke gå ud fra at de ønsker problemerne løst på samme måde. Krarup ønsker fra sit nationalkonservative standpunkt et "Danmark for danskerne", jeg ved ikke om det er helt det samme Lykkeberg ønsker.

Desuden er det kun de her linier der er Lykkebergs: "Det er således ikke bare den kulturelle overklasse, som er blevet detroniseret. En fælles erkendelsesproces med vidt forskellige udgangspunkter og pointer har også gjort op med det kulturradikale system af sandheder".

Det er lidt mere neutralt end den paranoide Krarupske plamamse der følger efter.

Lykkeberg er jo heller ikke den første der har gjort opmærksom på de her ting. Hivs du læser f.eks. Henrik Stangerups "Løgn over løgn" fra 1971, så er det klart et sidetema i den bog, Krarup optræder endda også i den bog. Så det er jo ikke nogen ny diskussion. Lykkeberg har bare kørt det helt store analyseapparat i stilling og bredt problemstillingen mere ud som man siger.
Selv nogle indvandrere er opmærksom på det. Jeg læste for nogle år siden et læserbrev fra en idvandrer, som mente at indvandrerdebatten handlede mere om danskernes indbyrdes forhold end om indvandrerne. Det er jo nok meget rigtigt, at det ligeså meget handler om nogle kulturelle konflikter mellem danskerne, hvor indvandrerne, så bliver et symbol på den konflikt og det man slås om, men uden at kigge nærmere på hvad konflikten egentlig handler om. Det er vel mere den dybere kutlurelle konflikt eller "kamp om sandhederne", som Lykkeberg prøver, at sige noget om, så man kan blive bedre til at tage den diskussion og løse de her problemer.

@Rehhoff

Du har vist glemt på vejen, at Stangerup også lå et godt stykke ude på højrefløjen og er blevet brugt af adskillige konservative i tidens løb, men at Lykkeberg fortsat hævder at han ligger til venstre (hvilket Thomsen og jeg naturligvis mener er forløjet).

Du har vist også glemt, at indvandrere også tilhører forskellige sociale klasser - og at de er danskere, hvoraf nogle har boet her i mere end 40 år.

Ikke mindst har du glemt, at det som Lykkeberg blandt andet er blevet klandret for af anmeldere og kritikere er at han nægter at forholde sig åbent til spørgsmålet om flygtninge/indvandrere og spørgsmålet om økonomiske klassers sammenvævning med kulturelle klasser - han tror man kan skille delene ad.

Hvad konflikten egentlig handler om, er der stærkt delte meninger om, apropos blandt andre Curt Sørensens analyse.

Altså at Lykkeberg postulerer at han selv ligger til venstre - ikke Stangerup.

@V. Nielsen

"Du har vist glemt på vejen, at Stangerup også lå et godt stykke ude på højrefløjen og er blevet brugt af adskillige konservative i tidens løb"

Jeg tror ikke det er helt klart hvor Stangerup helt nøjagtigt lå politisk, at han også blev brugt af konservative, gør ham jo ikke automatisk til ærkekonservativ. Han har heller ikke specielt sympati for Krarup i den bog. Krarup fremstilles mere som en der tager sine vestjydske sognebørn, som gidsler for sit eget private korstog.

"Hvad konflikten egentlig handler om, er der stærkt delte meninger om, apropos blandt andre Curt Sørensens analyse."

Lykkebergs beskrivelse kan da givet suppleres med andre analyser, men det er jo ikke det samme som at han ikke har nogle pointer.

jens peter hansen

Rifbjerg skriver at intolerancen har taget over. At det er de forsmåede der er kommet til magten. At det er de mislykkede der styrer. Ak ja. Intolerancen har tilsyneladende også taget magten fra ham.

V. Nielsen:

"Lykkebergs beskrivelse kan da givet suppleres med andre analyser, men det er jo ikke det samme som at han ikke har nogle pointer."

Naturligvis har Lykkeberg "nogle pointer". Nemlig præcis de samme som Pia Kjærsgaard og Søren Karup, og det er jo sådan set den præmis kritikken af Rune Lykkeberg er baseret på

Inger Sundsvald

Så kom der alligevel en god debat ud af det.

M.h.t. Rune Lykkebergs artikler, så læste jeg dem i starten med interesse, og en vis form for ’begejstring’. Efterhånden var der mere og mere der skurrede, og jeg dannede mig mit eget lille ØV i hovedet.

Så er det rart, at der på Information er nogle, som kan sætte ord på dette. Heriblandt V. Nielsen, som jeg genkender fra tidligere debatter, og som jeg med interesse læser (det er erfaringen ;-).

Selv om denne slags debatter og genrer ikke hører til ens egne ’spidskompetencer’, så betyder det ikke, at man ikke forstår, hvad der skrives. Jeg for mit vedkommende følger med og suger til mig, fra det jeg finder interessant. Og siger tak til.

Stefan Kjerkegaard

Man kunne måske gøre sig den anstrengelse at læse Lykkebergs bog som det mindste, før man udtaler sig...

I stedet forholder man sig til og klynger sig til, hvad Curt 1 og 2 og Søren Krarup og google kan sige om fænomenet.

Jeg er bl.a. citeret i artiklen ovenfor, og på min blog er jeg ikke bare ude på at hævde mit ego, men snarere på at dæmpe Rifbjergs, for Rifbjergs egen skyld, så at sige. Hans kritik var noget at det mest pinlige, der længe er set, desværre. Det burde som Jens Martin Eriksen gør os opmærksomme på, have været "redigeret" meget mere af Informations debat-redaktion, især for Rifbjergs egen skyld.

Lykkeberg er jo ikke ude på at jorde nogen, men på at beskrive nogle sociologiske forhold og dertil bruger han mange fine litterære eksempler blandt andet. Og et sociologisk perspektiv forsøger vel altid at være deskriptivt frem for normativt, som alle ellers bebrejder Lykkeberg for at være, eller hvordan? Jeg har jo (trods alt) læst bogen, og det forekommer mig at der mere er tale om det første end det sidste.

Stefan Kjerkegaard, det var rart, at du også læser Rune Lykkebergs bog deskriptivt. Der er, synes jeg, ingen tvivl om, at der gøres op med nogle forbenede, marxistiske truismer, såsom at magt fordrer økonomi. Det har vel aldrig været mindre sandt end nu, hvor (billigt) internet giver medieadgang til alle.
Det er sørgeligt, at netop vi meget talende kan have så svært ved at indse, hvordan andre kan føle sig kørt over. Hvis vi havde kendt de katastrofale politiske konsekvenser, havde vi nok været mere diplomatiske og især mere pædagogiske.
Jeg mener, at RL lige præcis mht. 70erne overser, at man faktisk var kommet et pænt stykke i retning af en egentlig social mobilitet, ikke mindst fordi man havde afstået fra at forringe gymnasium og universitet, den store søgning til trods. Sålænge gymnasiet rent faktisk var en ægte forberedelse på universitetslivet i form af nødvendige færdigheder og redskaber, kunne man komme nogle vegne. At RL af indlysende grunde ikke har oplevet den tid og derfor ikke behandler den særlig grundigt, er måske bogens største - eneste? - egentlige svaghed, for netop det skifte, der fjernede nødvendige trin for folk på vej op, som just havde været der (Haarders første gymnasiereform med 'frit valg'), har formodentlig ført til større frustrationer blandt dem, der havde håbet og arbejdet med social opdrift som mål. Det er altid de skuffede snarere end de resignerede, der forårsager ødelæggelserne.

Et vigtigt element i Lykkebergs bog synes jeg egentlig også er det spor, der peger på modstanden mod borgerliggørelsen, bl.a. med fint udgangspunkt i Bent Vinn Nielsens forfatterskab.
Hvor svært jeg end selv har haft ved at forstå det - og især leve det, - er der formodentlig en rodfæstet arbejderkultur, som det er ligeså svært og ligeså langsommeligt at ændre, som det er for indvandrergrupperne. Desværre er den - fra mit synspunkt - også ret katastrofal for det samfund, vi var ved at få, og som desværre ikk blev til noget.
Jeg tror, at politikerne på et tidspunkt fik en mistillid til borgerne, som førte til dybtgående ændringer i samfundets mål og med. Måske føler nogle sig med rette forrådt - hvilket vore indvandrere desværre må lide under.

Stefan Kjerkegaard

Tak til PeterH for fine ting ovenfor. Og ja, jeg følte mig også ramt af Lykkeberg, på den ene og den anden måde. Dels fordi jeg jo selv i kraft min akademiske uddannelse, min litteraturkritik etc. jo skal huske på at jeg jo for anden også udøver magt, når jeg åbner munden, dels fordi jeg selv har taget vejen væk fra en meget lidt akademisk familie og ind i akademia, og måske har mærket til mindreværdsfølelser på fra det ene og det andet perspektiv.

Skal man nævne en svaghed ved Lykkebergs bog, så synes jeg måske, at det er dens litteratursyn. Han bruger næsten kun litteratur, som skal forestille at afspejle virkeligheden. Det er litteratur, som reagerer på virkeligheden og ikke aktivt forsøger at forme den. Hvad med al den litteratur, som ikke er realistisk, som ikke afspejler virkeligheden en til en?

Omvendt er hans ærinde jo ikke at finde frem til trendsættede litteratur, eller noget i den stil, men at afdække sociologiske ting. Derfor måske en uberettiget kritik.

Mit problem med Lykkebergs indlæg er det her:
Han går DF's ærinde ved at påstå, at eliten ikke har brudt sig om folkets kultur. Og det kan godt være, at visse lektorer på KU aldrig har ment, at hverken tegneserier, pop, tv eller trivial-litteratur har nogen blivende værdi. Og det er da muligt, at sådan er det.

Ikke desto mindre ser folk dette. Og visse forskere bl.a. på Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
har kigget på hvorfor folk ser de her ting, hvad de får ud af det mm.

Men at der ligefrem skulle have været en elite, der har undetrykt folkedybets stemme, ja dertil må jeg sige, at Lykkeberg tager dybt fejl. Det er at spille Pia Kjærsgaards spil, som bl.a. Søren Krarup citatet fra bogen? viser...

Set fra mit lærer-synspunkt forholder det sig altså ikke sådan, at nogle beskæftiger sig med noget forældrene mv. ikke forstår. Mange unge mennesker i dag fra landet får en erhvervs-uddannelse som ligger tæt op af deres forældres erhverv, f.eks. som landbrugsmaskinmekaniker, transportmekaniker, lastvognsmekaniker eller automekaniker, kok eller frisør mm.

@Karsten Aaen:

Søren Krarup-citatet er ikke fra bogen, men fra november-nummeret af Tidehverv. Artiklen er nu flyttet fra forsiden og hertil: http://tidehverv.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=781

Og jeg er for øvrigt for en gangs skyld enig med dig. Lykkeberg & co. har vist også overset det faktum, at Rifbjergs kernelæsere ikke findes blandt akademikere som ham selv (og eksempelvis Kjerkegaard), men blandt midaldrende offentligt ansatte kvinder med en kort til mellemlang uddannelse (eksempelvis folkeskolelærere). Altså kvinder med det ene ben i og daglig kontakt med "det store folkedyb".

Hvor mange repræsentanter for "folkedybet" - altså mennesker, der ikke har begået sig på universiteternes lange uddannelser eller kommer fra akademikerfamilier - findes der blandt de forfattere, som Lykkeberg kræsent har udvalgt som udtryk for en særlig tidsånd (sært bedaget 1800tals udtryk, der egentlig hører til i en helt anden samfunds- og historieforståelse, end den der er mest udbredt idag)?

Hvem er folkedybet egentlig? For hvis det er noget med kronhjorte og røvballegardiner, så er der ikke meget tilbage af det blandt danske arbejderfamilier. Den livsform er allerede historie og musealiseret og det kan man forvisse sig om ved at tage et smut til sydhavnen og derefter en tur på arbejdermuseet.

Kort sagt: Det er nøjagtigt de samme mennesker der rålæser Rifbjerg, som rålæser Christian Jungersen. Og ingen af dem har de modernistiske og postmodernistiske litteraturidealer som Kjerkegaard savner i Lykkebergs litteratursyn. De vil nemlig gerne have "noget der ligner"....de der store stygge folkeskolelærere og sygeplejesker fra "folkedybet". Lykkeberg laver den eklatante fejlslutning af der skulle være en modsætning mellem det verdensbillede, som en Jungersen repræsenterer og så det som en Rifbjerg repræsenterer. Men den modsætning findes kun i Lykkebergs eget hoved.

Hvis vi endelig vil finde "den sande DF'er" og årsagen til at DF er blevet store og at det, som den kulturradikale strømning repræsenterede, er trængt i baggrunden, skal vi vist lede andre steder end i den skønlitteratur, der har fået en positiv modtagelse blandt akademiske litterater...og som anbefales i folkebibliotekerne, der jo stadig står som en "grim" kulturradikal bastion.

jens peter hansen

Er Rifbjerg akademiker ? Jeg mener ikke han har gjort sit universitetsstudium færdig, men han er måske immatrikuleret endnu. Er han ikke ligesom sin tro væbner Georg Metz en af de utallige der aldrig blev færdige på uni, dengang i halvtredserne og tresserne.

Nu gik der altså ikke utallige på uni i 50erne og 60erne, jens peter hansen, de kom først til i slutningen af 60erne og frem.
Hvis Rifbjerg valgte ikke at gøre et universitetsstudium færdigt, har hans kunst utvivlsomt profiteret af det - litteraturvidenskab som forfatterskole er en stor misforståelse.

jens peter hansen

Utallig er vist det man kalder en metafor, for selvfølgelig er de tællelige. Jeg forholder mig i øvrigt ikke til Rifbjergs forfatterskab og talent i kommentaren. Kun til det faktum at han ikke er akademiker, når han ikke har afsluttet sin universitetsuddannelse. Dette fjerner naturligvis ikke noget fra hans enestående forfatterskab. Men hvorfor smykke ham med lånte fjer ?